I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.
Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.
Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.
Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.
Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.
Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.
Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.
Nu sætter vi vores lid til brombærrene.
Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.
Det er ikke kun det begejstrede barns øje, der fanges af solsikken, der lige nu som havens overhoved lyser lige så meget som den rager op i haven. Vender og drejer sig efter solen. Og det er netop, hvad navnet solsikke betyder: den der følger solen.Lige så vanskelig at forveksle, som den er at overse, er blomsten på sin slanke vajende stængel. Majestætisk står denne gigantblomst, som en lille sol, og demonstrerer overblik, sammen med sine artsfæller. Heldigvis åbner de ikke samtidigt deres store brune øjne, så varer blomstringstiden nemlig længere. Naboer er de til de langstrakte jordskokker, som solsikkerne er i familie med.
” Solsikke,solsikke,kig den anden vej. Hvorfor skal du altid stå og kigge efter mig? Luk dit brune øje i, dit lange dumme fæ, mens jeg ta’r en pære fra vor nabos pæretræ” (Halfdan Rasmussen)
Betragter man blomstens brune midte nøjere, er det som om frøene ikke er tilfældig sat, men sidder i planlagte arrangerede rækker af spiraler, hvor nogle går med uret, mens andre mere modvilligt går den modsatte vej.. Når de kæmpe store blomsterhoveder er blomstret af, høstes og tørres de. Så gemmer vi dem til fuglenes vinterfoder. Men det varer længe endnu, og indtil da vil jeg dagligt nyde synet af solsikkerne. Udover solsikkekernerne som er en ingrediens i køkkenskuffen, jeg nødig ville undvære i salaten, og når der bages så bidrager planten jo også med solsikkeolie, når kernerne presses.
Solsikken er ikke kun en fryd for øjet, og en årstidsmarkør, der i den grad hører sammen med sensommeren. I al fald i vores have. Den har også som forundringsplante og nytteplante meget at byde på. Glæden ved de planlagte solsikker er stor, dem vi selv har sået og besluttet, hvor skulle placeres. Men større er glæden måske over de spontant spirende frø, som en fugl her og der har tabt? Frø som bliver til en spontan lille mindre livskraftig men ikke et mindre velkommen indslag i haven
Det er solsikketid, nu hvor skyggerne er lange. Nyd det!
Så har havens roser fået visitkort. Jeg har længe søgt en ikke skæmmende løsning, så andre i husstanden også kan identificere og genkende roserne. På store strandsten har jeg med vandfast tusch – Permanent Marker – skrevet rosernes navne, angivet om det er en historisk rose og noteret hvilket år rosen flyttede ind i haven. Så nu skulle der være helt styr på rosensamlingen.
Samtidig er årets frøhøst gået ind. Jeg har ind til videre samlet og tørret frø af morgenfrue, akeleje og allium. Frøene er nu lagt i kaffefiltre, klar til at blive gemt i frøkassen og puttet i jorden til spiring næste forår.
Således er høstarbejdet i gang her i huset og haven.
Det sker sjældnere og sjældnere. At jeg kalder en mejetærsker en høstmaskine. Når det en enkelt gang hænder retter min mand, der er fortrolig med den slags betegnelser, mig. At jeg ikke er helt præcis på benævnelserne, forklarer nok bare, at jeg ikke er opvokset på landet, ej heller i landlige omgivelser. Det forhindrer mig dog ikke i, levende at følge med i al den aktivitet, der er på markerne lige nu.
Høstens tid sætter mig i en hel særlig stemning. Tiden hvor lyset er særlig gyldent, hvor skyggerne bliver lange og skoven mørkner.” Og alle Hænder jager og alle fødder er i Rend i støvet Læsset brager….”
Jeg tænker ikke i udbytte, jeg tæller ikke fold. ” bonden kalder dem for sine fold. . .” Jeg fører ikke justist med gode år og mindre gode år.Alligevel oplever jeg, at der er noget fantastisk livsbekræftende og mirakuløst ved høst. At de små bitte frø, man i foråret puttede i jorden, har spiret og vokset og modnet. Dage der minder om højtid, ” saa ømt som nogen Højtidsdag. . . . Der matte ingen træde”Der er noget urmenneskeligt over den tid, hvor man sanker og bereder sig på vinterens komme.
Jeg lever med i høstarbejdet. Ganske vist på afstand ærgrer jeg mig, når det sætter ind med regn, når høsten er igang. Jeg er i høststemning. Jeg nyder at falde i søvn til den monotone lyd af de store maskiner, der stadig arbejder på marken, når vi andre er gået til ro.
” og aldrig stemmes en Sjæl saa glad,
Det være sig Mands eller Kvindes ,
Som naar det dufter af Myntens Blad,
Og Negene samles og bindes” ( Jeppe Aakjær)
Der er høst i luften, en stille høstlig brusen igennem bøgeskoven gaar, når den særegne duft, der hører høst til, breder sig i sær ved aftenstid når duggen falder . I går vi også ane små stykker strå i luften.
Efterhånden efter flere fortalelser har jeg lært rækkefølgen, som jeg efterhånden forestiller mig at have styr på. Først høstes vinterbyg, så vinteraps, siden vårbyg, derefter hvede, vinterrug og til sidst majsene. Det går ikke at være en høstnovice, når man bor her på landet.
Så nåede vi årets niende måned. Sædvanligvis er det med vemodighed, når de sidste blade i kalenderen vendes, når august bliver til september. En afskedsmåned med sommeren en velkomstmåned til efteråret. En tid hvor man må minde sig selv om, at det er fantastisk at leve i et land, hvor årstiderne endnu har sine kendetegn, på trods af klimaets forandringer og ophævelse af markante metereologiske markører.
I en sangtekst lyder det “sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted, tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med. . ” I år er jeg ikke som tidligere ramt af denne følelse af vemod. Jeg føler mig ikke tomhændet, men med hænderne fulde af godt gemte aftryk af sommeren.Sommeren i år har været lige som jeg kunne ønske mig. En øvelse i oprigtigt nærvær, tilstedeværelse og akkumulation af sansning af, det der hører sommeren til. Beredt til nu at gå ind i den mere stille tid og glæde sig ved at “røn står rød og slåen blå og pupursort står hylden” Tage en tur på heden og bekræfte at ” lyngen er et pragtfuld tæppe, blomstre myldre milevidt”.
Tiden hvor “Æblerne lyser rødt fra træernes grene . . og løsner let fra træets trætte kviste” vil snart melde sig. Så vil der være nok at se til, når æblehøsten skal i hus og de mange æbler skrælles.
At september sædvanligvis byder på solrige, dejlige, omend kortere og mere blæsende, dage giver en fornemmelse af, at sommeren ikke er helt forbi endnu. Dagene, hvor man kan være ude i længere tid, er aftagende og måske lige netop derfor, påskynder man disse dage mere end først på sommeren, hvor man forventede mange af disse sommerdage lå lige foran een og ventede på at blive udnyttet og udfyldt.
Selv vil jeg benytte mangen en lejlighed til at synge “Septembers Himmel er så blå” Og begynde at overveje, hvilke indendørs sysler, der skal fylde mit efterår.
Haven lige nu er et overdådigt overflødighedshorn af stort set alt, hvad hjertet- og maven- kan begære. For mig er der ikke meget, der kan sammenlignes med den glæde, det er at tilberede noget, der netop er hentet op af jorden. Også selvom det ikke er min egen jord, min egen have. Et kort visit hos de bedste venner gav i alle henseender et rigt udbytte. Det synlige resultat gengivet her, skønne forsyninger der vil række længe. Som ikke tåler sammenligning med det, man kan erhverve for penge. Nu vil jeg glæde mig til at planlægge og forberede mange måltider. Den røde farves dominans i billedet her fortæller, at der vil være mange retter hvor tomater indgår. Overvejer om jeg skal forsøge mig med tomatmarmelade. Familien ser frem til at morgendagens søndagskage, bliver en squashkage. Selv vil jeg glæde mig til gemme squashene på glas i selskab med ingefær.
Og så blev jeg foræret endnu en dejlig havebuket, som stod i vand og ventede på mig, da jeg kom – denne gang en “piget” en af slagsen i feminine farver med et tvist af kornblomsternes blå farve. Den bedste tid i haven er lige her og nu.
“Velkommen i vor grøndværsstol blandt grøftens brombærranker.
O,det gør godt at slikke sol igen på disse banker”
. . .
” og bag mig sol, og blød mig, regn
Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn,
Med plovmuld under fødder” (Ludvig Holstein fra digtsamlingen “Løv” 1915)
Modsætningsfulde døgn. Kølige morgentimer og kolde aftenstunder, i kontrast hertil Sommerfugle- solrigedage. Sommerrennæssance fortrænger lige nu efteråret, der på den ene side trænger sig på med al sin givende gavmildhed og på den anden side den skarphed, der fortæller ” at dybt hælder året i sin gang” Vi vågner til dug på ruderne, sølvglinsende spindelvæv, følelsen af at være svøbt i blødt lys bekræfter dette.
I disse dage høstes aronia. Også kaldet surbær, som er en overset haveplante. Så fin i foråret med sine hvide blomsterrskærme for ikke at tale om bladenes glødende høstfarver, der snart vil vise sig og lyse op. Det er overvældende,hvor meget de unge planter, indkøbt sidste år, giver os. Det er en glæde at plukke de små bitre matsorte bær, rige på antioxidanter. Når bærrene tilsættes sukker, får man den mest aromatiske velsmagende sunde syltetøj, som hver morgen her i huset akkompagnerer skålen med. A 38 – eller de hjemmebagte boller.
I år har vi også gjort forsøg med aronia snaps. Dram kan man nok ikke kalde den, det vil den formentlig ikke være skarp nok til. Måske snarere en likør på grund af den sødme honningen vil give. For hver dag der går, bliver snapsen mere og mere dybrød. Den har en trækketid på et 1/2 år, og vi venter spændt på at smage denne rubinrøde drik.
OPSKRIFT ARONIASNAPS
1/1 fl. Hvid Brøndumsnaps
2 dl. Aroniabær
1 glas honning
Tilsæt evt en stang kanel eller andet krydderi – alt efter hvilken smag man måtte ønske.
Vi sætter aroniabær på eddike med en forventning om, at denne kryddereddike vil kunne anvendes til marinering af kød og som ingrediens i dressing.
Også isteen og salaten får lidt ekstra kant, når surbær tilsættes. Og så bages der aroniakage, når trangen til noget sødt melder sig.
Der var høst i luften i aftes. Det var en af de lune aftner, hvor luften emmer af høst. Duften af nyslået hø, synet af støv og små snittede stykker af strå fløj nu og da forbi. Længere væk hørtes lydene fra de majestætiske maskiner. Indimellem kørte fyldte vogne forbi læsset med korn. Vi talte om, at det vist er tidligt i år. At der høstes. Efter at have siddet en tid, føles trang til foretagsomhed.Det er tid til at klippe roserne. Ved hvert afklip af en afblomstret en af slagsen, med saksen i hånden, sendes et ønske afsted om at nye vil finde vej og nå at blomstre i år.
New dawn – selv de to nyplantede- har vist vilje til at ville slå rod her, og har blomstret en del. Intet imod hvad den flittige Astrid Lindgren har gjort.Topscoren over dem i alle henseender er er buskrosen Ghislaine de Feligonde som i år har fået rigeligt med vand og kvitteret med et væld af yndige blomster.
Til gengæld har de hvide roser svigtet i år. Polarstjernen, indkøbt sidste år, har kun givet sig til kende med en enkelt forpjusket blomst. De tre Karen Blixen roser har i år glimret ved deres manglende blomstring. Jeg skylder dem at fortælle, at de blev flyttet i efteråret.
Men nyplantede Claire renæssance, en foræring vi modtog i foråret, ser ud til at ville og kvitterer nu med to yndige knopper. Vi vil fryde os over at se dem folde sig ud.
I håb om at klippearbejdet nu har båret frugt, med ønske om endnu en blomstring, drak vi aftenskaffe ude. Vidunderligt for første gang længe at kunne sidde længe ude. Og ikke være i beredskab, parat til søge læ for regnen. Må vi blive beriget med flere aftner som denne.
Fuglene sætter rammen for dagene her hos os. Morgenerne her indledes af ænderne skræppen, som vi også hører flere gange hver nat. De har igen søgt ind til søen fra den nærliggende mere ubeskyttede fjord. Bøsseskud lyder i det fjerne – et vidnesbyrd om, at andejagten er gået ind. Om aftenen høres lige nu den uglehunnens karakteristiske kalden i forsøg på at komme i kontakt med sin mage. En gave er det at bo i et område som med et ucharmerende ord kaldes udkantsdanmark, der til gengæld har så meget kant, at udsigten ikke to dage er ens.
Flere steder markeres høstens afslutning med en høstfest.
I gamle dage var det sådan, at høsten gerne skulle være afsluttet før Mikkelsdag den 29. september.
Michael var – en af de tre ærkeengle, og hans mod gjorde ham i stand til at tage kampen op mod dragen. Dette drama er skildret meget smukt i kalkmalerierne en af vore nærliggende kirker Nibe Kirke
Michael blev ophøjet til helgen og hans dag fejret som helligdag indtil 1770, og var således en gammel kirkedag, med kirkegang og taksigelse for høsten. På den måde blev Sct. Michael / Mikkel knyttet til høsten.
Som moderne mennesker, ikke henvist til naturalieøkonomi, føler vi os ikke umiddelbart afhængige af naturen – ikke som det var tilfældet i bondesamfundet, hvor man var prisgivet, hvis høsten slog fejl. Når vi ofte hører om klimaforandringer, bliver vi ganske givet opmærksomme på den menneskelige sårbarhed i forhold til naturens kræfter, men spørgsmålet er om vi i hverdagen glemmer at være taknemlige, for det der bliver os givet? Og om vi kan blive så immune overfor den abstrakte information, at vi ikke tilsigtet vender det døve øre til, fordi vi ikke dagligt oplever konsekvensen af det der tales om?
Hvis f.eks. tomathøsten slår fejl, så kan vi importere fra sydeuropæiske lande, betyder disse muligheder for at tilvejebringe tomaterne, at vi ikke oplever samme ydmyghed overfor høste som før?
De sidste solsikkerI K.L. Aastrups oversættelse af den svenske salme, som kom med i DDS i 1953:
”Du gav mig o herre en lod af din jord” maner strofen ”….det vokse jo medens vi sove” til eftertanke, og giver anledning til dybfølt taknemlighed. Uanset hvor mange frø vi putter i jorden, så magter vi små mennesker alene ikke at få dem til at vokse sig store og stærke, hvis ikke rammerne – sol, varme læ og regn er sat. Det kan godt være, at vi på driftig pligtopfyldende vis kan hjælpe til, men alene gør vi det ikke.
I det gamle bonde samfund var høstfesten den største af alle fester: Mikkelsgildet.
Når høsten var overstået blev sidste læs med stolthed og glæde kørt frem, som gengældelse for udbyttet taknemlig pyntet med bånd og blomster.
Ligeledes udsmykket var loen og laden med høstredskaber, neg, kranse, frugt . Det sidste neg som var bundet op af de seneste strå, forsvarligt gemt til høstfesten. Kællingeneget, som man mente besad særlige lykkebringende kræfter, blev der danset med ved høstfesten– senere blev det gemt til jul som foder til fuglene.
Også fattigfolk blev betænkt, taknemligheden over det udbytte høsten havde givet, blev ikke kun bonden til del, men kom også de som intet havde tilgode.
Til Mikkelsaften hører også traditionen med at drikke Mjød, som er en drik lavet på honning gær og vand – og spise kommenskringler. Netop kringlens form (pretzel) mener man referer til treenighed Gud, søn og Helligånd.
Opskrift på lækre kommenskringler:
100 gr smør lunes med3 dl.mælk
1 tsk.salt
1 tsk. sukker
2 spsk. kommen
1 æg
500 gr.mel
Skal efterhæve cirka 30 minutter og bages ved 200 grader i et kvarter.
Æbler lyser rødt på træernes greneJeg genlæser Martin A. Hansens fine novelle ”Høstgildet”. Historien indledes netop en Mikkelsaften, hvor drengen Jens Otto på foranledning af den mere utilpassede røgterdreng, plejebarnet Johan, opfordres til at drikke af øllet i al for rigelige mængder, hvilket bliver skæbnesvangert for den stakkels dreng som ikke magter at sige fra. Han betaler den største pris.
Ej heller præsten kan forhindre, den vildskab der foregår, han føler sig magtesløs – ”..en Kirkens Konditor” som mister troen på sig selv, da han ikke formår at give det meningsløse mening selvom der ”… til et stort og godt Høstgilde hørte Sødmen af let Kristelig Poesi”
Mikkelsdag markerer også indledningen på vinterhalvåret.
Tiden hvor efterårets mørke vil snart melde sin ankomst Nogle marker er allerede sorte, og snart vill fuglene samle sig og drage sydpå. Men vi ved de kommer igen !
Sporenstregs 