Bærsærk

I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.

Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.

Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.

Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.

Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.

Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.

Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.

Nu sætter vi vores lid til brombærrene.

Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.

Reklamer

Og jeg drømte om atten svaner i nat ….

Men da jeg vågnede, var der kun to.

Men hvilke to, og hvilken glæde at følge dem glide graciøst hen over vandet, gå på land, vralte uforstyrret hen af vejen, pudse fjer og gøre sig påskefine.

Troldænderne er landet på søen, – et sandt forårstegn. De gør svanerne selskab lige nu.

Et godt selskab til forårsarbejdet i haven, som vi utålmodigt har ventet på at påbegynde. Beskære, klippe ned, rive af. Fjerne alt det vinterlige og gøre klar til et nyt haveår. For det er nu, det ser ud til at begynde.

“Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter ….”

Forundringsstolen blev for første gang fundet frem, og som solfanger er jeg nu begyndt, stadig mærket af hoste og træthed. I håb om forårssolens allerførste stråler vil varme og gøre godt.

Før jeg fik set mig om, havde manden min, fyldt en trailer, og klargjort den til en tur på genbrugspladsen.

Alt imens jeg havde blundet i solen og indimellem betragtet svanerne på søen. Sikke en solskinsskønsøndag

Men når forårssolen skinner, bliver jeg glad ….

En have er en gave 

For et år siden så det sådan ud.

Nu ser det sådan ud. Selv om man, i sær jo ældre man bliver, at tiden iler afsted, så er der, når man ser sig omkring, sket en del.


Vi er så lettede over at højbedene har lettet arbejdet i haven. Så målet med at gøre haven til en nyde- have i stedet for en yde- have er  gået i opfyldelse. Nu er haven i langt højere grad en gave frem for en opgave, konstant forbundet med dårlig samvittighed.

Selvom vi troede os sikre på, at dræbersneglene ikke kunne finde vej op af de uslebne brædder, så fandt vi til stor ærgelse forleden en ikke velkommen gæst i et af bedene.  

Et er de små snegle med hus på ryggen, men de store orangefarvede snegle, der trækker lange slimspor efter sig og udrydder alt på deres vej, vil vi ikke give husly til i vore højbede. Men de er svære at komme til livs. Min bedre halvdel er nu gået i tænkeboks. Han vil lægge forhindringer ud for dræbersneglene

I år har vi plantet grønkål i store potter. Vi deler gerne kålbladene med kålsommerfuglelarverne som ligesom os forsyner sig  grådigt af de krøllede blade. 

Vi har mere end en gang spist grønkålssalat 

Denne opskrift plejer at begejstre:

En tallerken grovhakket grønkål, 2 syrlige æbler 

2 dl. Creme fraiche 18% , lidt citronsaft, reven citronskal, 2 tsk.sukker, lidt salt,

Ca 100 gr.rosiner, 1 stor kop halverede vindruer, lidt hakkede mandler/ valnødder/ solsikkekerner.

Salaten skal gerne trække 2-3 timer på køl.

” Den der ej kan få flæsket må nøjes med kålen” siger et gammelt ordsprog. Det foretrækker vi og har så meget bedre af 

Velbekomme !

Rosenglæde

Luften var tyk af lugten af bål, da vi gik morgentur i morges. Det allerbedste ved en kølig og våd sommer, som den vi har netop nu, er, at roserne trives så godt. Og kvitterer med den skønneste blomsterpragt, der kan være svær at se sig mæt på.

Vores nyplantede roser ser alle ud til at ville livet. Flere af dem blomstrer allerede. Og vi nyder det.

” Du smiler her fra Hækkens grønne Blade 

Som Englen smilte til det første par,

I Morgenduggen Blomsterne sig bade,

En Draabe du kun har Paa dit Blomster har” (H.C.Andersen 1832) 


Den storblomstrende kugleformede Willstrup ( Eden 88) 


Rose de rescht er netop afblomstret sin første blomstring, men nye farvestrålende blomsterknopper er på vej.


New Dawn roserne, som vi nok har flest af, står så fint nu. Her i selskab med clematis.

Heller ikke i år svigter Ghislaine de Feligonde, der har et hav af knopper. Fantastisk at se de stærkt gyldne knopper forvandle sig til hvidlige blomster, når de springer ud. 

Gerberosen ved foden af den gamle reine Claude har netop ladet sin fine farve se. Vi glæder os til at se knopperne folde sig ud og blive til blomster.
Alkymist.
da Vinci på spring.

Jacques Cartier har så mange nuancer.

Claire de renaissance 

Og endelig den smukke hvide Karen Blixen, foreviget i dramatisk kontrastfulde mørke omgivelser,  inden regnen beskadigede den. For som flere andre hvide roser bryder denne sig ikke om regn.
” . . . . Hver en Sorg som Barmen tynger, svinder hen i Blomsterduft. . . Gjærdet  staar med vilde Roser” (H.C.Andersen) 

                                                                                 Jeg tror, det bliver et godt rosenår i år 

Blomstervirket lykke

Den pinse den kom så sent i år, den vistnok galt i almanakken står”  sådan lyder det i den gamle danske folkevise:” Til pinse når skoven bli’r rigtig grøn” Og pinsen falder sent i år. Så sent at pinseliljerne i vores have for længst er blomstret af.

Pinsesolen har i disse dage mestendels glimret ved sit fravær. Dog har der været havestunder. Jeg har i dag frydet mig over frodigheden i vore nyplantede højbede. De tager sig ud, netop som jeg kunne ønske mig. Når besøgende har spurgt, om de skal males, svarer vi benægtende i kor med et rungende NEJ. Sjovt er det at se, hvor de rustikke pallerammerer stammer fra, og nok er der at holde. Forventningsfulde afventer vi, hvad højbedene senere på sommeren vil kunne byde på. I det hele taget er der noget fredagsforventning over juni – sommerens første måned, som med pinsen traditionelt bliver slået for alvor igang. Drømmende, håbefuld står man ved indgangen til sommeren med samme følelse, som når man når til fredag, og der forude venter en lang ubrugt weekend. 

Lige nu trives hindbær, både de tidlige og sene, og en enkelt gul af slagsen sammen med solbær,ribs,stikkelsbær, aronia og blåbærbuske. Rabarberne, som ligesom aspargesplanterne skal have ro det første år, efter de har holdt flyttedag, har vi til gode at smage på. Jordbærrene befandt sig tilsyneladende rigtig dårligt med det kølige forår. Mange af de fine hvide blomster skiftede farve, sorte stod de tilbage. Flere gamle planter af den gode gamle sort senga sengana gået til. 
Krydderurterne breder sig og stortrives i de bede, der er beregnet til dem. Ikke overraskende har den altdominerende mynte som vanligt, både forspring og overtag. Jeg skulle nok have plantet den i en potte. Persillen er nu sået om. De blæsende dage fik frøene til at forføje sig. I al fald var der ikke nogle spiredygtige tilbage i vores plantekasse, hvor de skulle bo som nabo til purløgen, der blomstrer og gror, og nu er blevet befriet for sine fine violette støvbolde. 

Som noget nyt har vi plantet grønkålsplanter i store krukker. En ide vi fik, da vi sidste sommer igen besøgte Anne Just’ Have.Vi glæder os til i efteråret og vinteren igennem at kunne for syne os med rigelige mængder af den grønne sunde C vitaminrige kål. Og smuk ser planterne ud i de nyindkøbte krukker.

Naturen holder pinseferies i blomstervirket smykke og lunden som den kan den bedst fortæller om sin lykke” (C.J.Boye 1834) 
En mangfoldighed af bitte små frugter i blommetræet tyder på, at det vil blive et godt blommeår i år. Om de får lov at modnes. 

Så selvom pinsesolen ikke stråler glansfuldt fra en skyfri himmel så er det så meget andet, man kan og må glæde sig over. ” I sommernattens korte svale”  

Havepynt

  Noget af det bedste ved julens forberedelser er at pynte op ude. Jeg bilder mig ind, at gæsterne der kommer til vores hus, føler sig så meget mere budt velkommen, når indgangspartiet også viser, hvad der er i vente.  
Det er en herlig bekæftigelse at gå derude, klippe af og klippe til, og med harpiksbefængte klistrede fingre sætte sammen og arrangere alt det grønne, naturen lige nu leverer. I overflod. En sidegevinst er de vindbidte røde kinder, der kan varme hele dagen.

    Og for de besøgende småfugle serveres der også  lidt ekstra godt. Nu i de nyerhvervede emaljerede genbrugskrus. Glædelig adventssøndag. Den tredie af slagsen. Hvor tiden dog går! 

Projekt højbede

Vi er i gang med at omlægge vores have,så den bliver mindre arbejdskrævende. I håb om at haven vil blive et sted, hvor vi i højere grad vil kunne nyde end skulle yde. Hvor vi kan være uden at skulle have en evig dårlig samvittighed, når vi sætter os og tanken uundgåeligt falder på alt det vi i stedet burde gøre. 

29 tons ny muldjord blev læsset af. Adskillige pallerammer blev bestilt. Der blev målt ud og gravet af. Det var ikke min fortjeneste men min bedre halvdel, der i den grad gik i aktion. Når han havde allermest sved på panden, og armene føltes som dobbelt så lange som vanligt, var det en trøst, at vejret var med os. Tænk hvor tung al denne jord havde været, om vi havde fået regn. 

   Nu er der etableret kasser, der venter på frugtbuskene skal holde flyttedag. De laveste bede er tiltænkt De højeste vækster: hindbær , flest tidlige men også den sene sort. Aronia buske, solbær, stikkelsbær og et par enkelte ribs. Lange kasser til jordbærstiklinger, som står i vand trillebøren parat til at blive sat. De små kasser skal rumme krydderurterne, hvor flere allerede har slået rod.  

 I skrivende stund overvejer vi, om vi skal male kasserne, eller lade dem stå som de er. 

De seneste års storme har sat sit præg på vores store drivhus, som nu er blevet så skævt, at ruderne falder ud. Mange overvejelser og Adskillige forslag har været i spil i forsøget på at redde drivhuset. Men vi har taget den tunge beslutning at skille os af med det hus, der har forlænget årstiderne for os. Drivhus pladsen skal for fremtiden erstattes af en terrasse, hvor vi med god samvittighed kan drive den af. En ny plads til vækst ikke for tomaterne- men for os. 

Min fregnede Louise 

 Lige nu blomstrer min fregnede orkide med 17 fantastiske forskelligt udseende blomster. Alle hvide med purpurfarvede større eller mindre fregner. Det har været spændende at følge udviklingen af alle de mange knopper, turde ikke håbe på at de alle ville folde sig ud. Men det gjorde de. Sikke et syn.
Som det kan anes udenfor, står traileren lastet med mange pallerammer, der skal blive til vores nye højbede. Der er gravet ud, stenfundamentet er endnu ikke sat, ligesom foring med plast indvendigt skal klares,  før trækasserne er klar til at lade sig  fylde med god næringsrig jord. Vi afventer køligere dage, så vore frugtbuske: hindbær, aronia, blåbær, solbær, ribs, jordbær og rabarber kan holde flyttedag og folde sig ud i deres nye omgivelser.

Og så kan der blive plads til et par nye æbletræer. Og et par roser. En ønskeliste så lang ligger fremme, så der kan tilføjes nye emner. Kriterierne for at komme på listen er sundhed, duft og blomstringslængde. I håb om at de ligesom Louise med fregnerne vil blomstre og glæde.

Genoplivningsforsøg 

Det er altid en fornøjelse at se noget gro. En særlig een af slagsen er det, når et af mine genoplivningsforsøg, som jeg kalder det, lykkes. Det er når, jeg på supermarkedernes udereoler ikke sjældent får øje på forsømte vækster, som ikke blot kalder, men skriger på vand, lys og anden pleje. Sådanne planter, som man kan erhverve for billige penge,er for mig så vanskelige at gå forbi. Jeg synes at kunne høre, at de på det nærmeste kalder på mig og føler mig som en sand Florence Nigtingale, når en livstræt plante placeres i bagagerummet.

I vores sommerferie sidste år fandt mit blik vej til en sådan en misrøgtet rose. Jeg insisterede på, at den sagtens kunne tildeles en plads i den stopfyldte bil, hvis oppakning afslørede, at der var dømt sommerhusferie i år. Rosen tilbagelagde hjemturen på 150 km mellem mine fødder. Den kvitterer nu med den fineste blomst og dejligste duft der rækker op over alt det grønne. Og betaler således prisen for de forrevne ben jeg pådrog mig på hjemturen.

 To nye knopper fortæller, at der er endnu mere at glæde sig til og glæde sig over. Genoplivningsforsøget er lykkedes. Jeg kender ikke navnet på rosen, måske er det også ligegyldigt?

Havebesøg 

Haven lige nu er et overdådigt overflødighedshorn af stort set alt, hvad hjertet- og maven- kan begære. For mig er der ikke meget, der kan sammenlignes med den glæde, det er at tilberede noget, der netop er hentet op af jorden. Også selvom det ikke er min egen jord, min egen have. Et kort visit hos de bedste venner gav i alle henseender et rigt udbytte. Det synlige resultat gengivet her, skønne forsyninger der vil række længe. Som ikke tåler sammenligning med det, man kan erhverve for penge. Nu vil jeg glæde mig til at planlægge og forberede mange måltider. Den røde farves dominans i billedet her fortæller, at der vil være mange retter hvor tomater indgår. Overvejer om jeg skal forsøge mig med tomatmarmelade. Familien ser frem til at morgendagens søndagskage, bliver en squashkage. Selv vil jeg glæde mig til gemme squashene på glas i selskab med ingefær.


Og så blev jeg foræret endnu en dejlig havebuket, som stod i vand og ventede på mig, da jeg kom – denne gang en “piget” en af slagsen i feminine farver med et tvist af kornblomsternes blå farve. Den bedste tid i haven er lige her og nu.

Brombærtid 

 “Velkommen i vor grøndværsstol blandt grøftens brombærranker.

O,det gør godt at slikke sol igen på disse banker” 

. . . 

” og bag mig sol, og blød mig, regn

Jeg plukker mine nødder og trasker langs et brombærhegn,

Med plovmuld under fødder”   (Ludvig Holstein fra digtsamlingen “Løv” 1915)

Modsætningsfulde døgn. Kølige morgentimer og  kolde aftenstunder, i kontrast hertil Sommerfugle- solrigedage. Sommerrennæssance fortrænger lige nu efteråret, der på den ene side trænger sig på med al sin givende gavmildhed og på den anden side den skarphed, der fortæller ” at dybt hælder året i sin gang” Vi vågner til dug på ruderne, sølvglinsende spindelvæv, følelsen af at være svøbt i blødt lys bekræfter dette.