Mari-ager

Søndagsudflugten gik til Mariager. Et sted som vi holder meget af at komme. En lille idyllisk tidslomme, hvor man nu og da, omgivet af bindingsværk, mellem de små skæve husgavle med klatrende roser, kan føle, at tiden går i stå

Der er en ro sådan en søndag i Mari-ager.

I går gjorde vi to nye opdagelser i byen, som vi troede, vi kendte :

* vi fandt et nyt område anlægget Munkholm.

Og fandt ud af bynavnet oprindelse. En skønjomfru Maria havde to bejlere, men kunne ikke beslutte hvem af de to, der skulle være hendes udkårne. De duellerede og mistede begge i drabelig kamp livet. Inden hun gik i fjorden, satte hun sig i skoven og græd. Det sted sprang der en kilde frem. Klostret overtog jorden og kaldte området Mari-ager.

At aflægge rosenhaven et besøg i regnvejr skulle vise sig ikke at være en dårlig ide. 1.Vi havde hele haven for os selv.

2.Der bredte sig den mest fantastiske rosenduft i haven, da den stille støvregn faldt. Og der var nye rosenknopper på vej.

To nye duftende roser faldt vi over.

Queen of Sweeden og Julia Child.

Et gensyn med den store klosterkirke, med bænke særlig indrettet til Husmænd og folk fra byens opland, og kig på relikvier fra katolismens klostertid blev det også til.

Så blev der fløjtet til afgang. Og vi fik et glimt af det gamle veterantog der i røg og damp satte i gang. Igen havde vi haft en dejlig dag i den gamle by.

Det er ikke sikkert vi venter med et Mari-agerbesøg indtil det igen bliver sommer.

Reklamer

Uge 33

I det gamle røde pakhus på havnen i Hobro var vi til en utrolig spændende og alsidig udstilling af kunsthåndværk. Længe gik vi rundt og betragtede de udstillede ting for at danne os et overblik over, hvad der skulle kigges lidt nøjere på.

Keramik, beklædning, glaskunst, pileflet, skulpturer, smykker og læder i forskelligartede Materialer, en variation af Farver og Former der i det rustikke rum gav en oplevelse, der lagde op til fordybelse.

I støvregn afsluttede vi besøget med en gåtur på havnen og et kig på det gamle fragtskib Valkyrien.

Allerede nu har vi skrevet uge 33 i næste års kalender, for her var der udover den gode stemning så meget for øjet at se på

Gensynsglæde

I denne uge besøgte vi Veggerby Friskole, hvor jeg for mange år siden var ansat.

Vi blev budt indenfor og da jeg trådte ind, føltes det, som om jeg var der i går.

Det er utroligt som fysiske rammer kan støtte erindringen. I den store Hall syntes jeg næsten at kunne høre de mange børnestemmer synge morgensang. Kølige sensommermorgner”skoven er så underfuld og fuld af dis og sære dampe, se min kurv er også fuld af efterårets svampe…” ” lad dem lege i livstræets krone, lad dem føle af livet er stort” … i gården kunne jeg næsten høre den store klokke ringe.

Indretningen tro mod hvad bygningen i 1929 var blevet opført til, nemlig at holde skole. Sådan hang der tavle i et rum ligesom det store glasskab, var blevet en del af husets private afdeling, som vi også fik adgang til.

1963-1994 var bygningen, der er så naturskønt beliggende ramme for Veggerby Friskole. Erfaringen fra friskoletiden har jeg taknemligt båret med mig livet igennem.

” Et barn er ikke en flaske der skal fyldes, men et bål der skal tændes”

Nu huset så smukt og indbydende indretter til bed&breakfast. Ingen tvivl om, at her vil man føle sig velkommen – og sove godt.

” Er lyset for de lærde blot, om ret og galt at stave,

nej himlen under flere godt

og lys er himlens gave

og solen står med bonden op

slet ikke med de lærde

oplyser bedst fra tå til top

hvem der er mest på færde”

En hæsblæsende uge

Der var det uge 32 blev her i huset.

Med op til flere fødselsdagsfejringer, hvor jeg var hovedperson. Alder er noget mærkeligt noget!

Det var ugen, hvor vi havde et større gæstebud med mange talende kvinder om bordet. Herligt som snakken gik. Og det er ikke nogen selvfølge. Man kan indbyde, forberede og planlægge. Men stemningen er det gæsterne leverer. Tak for den!

Det var ugen hvor sommeren blæste væk til fordel for de længe ventede regnfulde dage, der allerede har gjort omgivelserne lidt grønnere. Hvor ventilatorerne blev kølet af stillet på loftet, mens stormen raserede, delte naboens egetræ i to og væltede alt det vi ikke havde nået at få lagt ned.

Det var ugen, hvor de lyse nætter sluttede. For denne gang.

Nu har vi dage med temperaturer, der hører årstiden til. Nu har jeg taget hul på et nyt år.

“Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje,

Svækket følesans øre, smagsløg, lugtesans og øje,

Intet nyt mer’ at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øget.

Vi skal ikke overvintre

Th.Bjørnvig 1991

Tørstigt tropeland

Så blev det august, årets 8.måned og sensommer.

Det har været solrig sommer længe.

Og prognosen fortæller, at det vil det vedblive at være.

er i august den først uge hed, da varer vinter ej længe ved”

Og det er hundedagene nu.

Varmen har lagt sig over vort lille tørstige tropeagtige højtryksland.

Bedst som vi troede, at nu ville lummervarmen

blive afløst af lange skyggers og det bløde lys, der hører sensommeren til.

“Ja Øieblikket ene er det just,

Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,

Thi nyd det som den duftende August,

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger” (H.C. Andersen)

Agurketid

Det er så herligt at finde en pose med agurker og tomater ved hoveddøren om morgenen.

Og hele posens indhold bliver udnyttet. Lige nu er det agurketid. Mestendels indeholder den aflange grønne sag, som er en frugt, vand – men også en hel del gode mineraler og K og C vitaminer.

I hver en salat der serveres her i huset lige nu, er der fine tynde skiver. Kølende læskende supper, der nogen gange toppes med en håndfuld rejer, baseres på agurk.

De grovere af slagsen forvandles til relish. Så får de selskab af peberfrugter og løg. Andre endnu bliver til tzatziki med hvidløg i massevis og håndfulde af frisk krydderurter. Og væsken, der løber fra de revne agurketrevler, drikkes iskold med presset citronsaft.

I dag blev en traditionel agurkesalat krydret med et par dildskærme.

Ligesom melon passer den vandholdige agurk lige nu til lette små måltider.

Også som en forfriskende snack i utide.

Det er nu, der skal spises DANSKE agurker.

Det er godt at have gode naboer.

Regndans

Vi havde næsten glemt, hvordan det lød. Da regnen begyndte at tromme på taget. Snart dryppede det også fra udhænget.

Begejstret for vi op, afbrød hvad vi havde gang i. Slog døre og vinduer op og dansede regndans.

Regnen drev, regnen silede, regnen piblede. Rislede og rensede

Sikke en gave. Hvilken forfriskende afveksling. Vand fra oven.

Sikke en duft.

Selvom det ikke blev til mange millimeter.

” uophørligt siver vævet

af regndråber ned over ruden

Dråberne pibler med svulmende pauser,

Og pludselig hast hver sin vej i vævet…” ( Niels Lyngsø ” stof” )

Vågnede helt fornyet til morgen.

Regn- at regne- der regner- det regnede … igår

Blodmåne

Kikkerten var kørt i stilling.

Klar til at fange den blodrøde og kobberagtige måne.

Spændt på at se den svæve på himlen som en kæmpe vægtløs overmoden blodappelsin, når solen, jorden, og månen i aftes lå på linie.

Det ville blive århundredets længste måneformørkelse, og måske kunne man være heldig at ane Mars hænge som et lille appendiks under månen.

Længe havde vi været parat. Spejdede vidt og bredt, syntes ikke der var skyer, der ville være en hindring for udsynet. Startede bilen for at køre op på bakken, hvor der måske var bedre udsyn.

Flere var som vi, kørt ind til siden for at få et glimt af den røde måne. Der var andre end os, der gik glip af synet af århunderedets røde måne, der gemte sig bag skyerne.

“Månen er så rød mor

Og skoven bli’r så sort

Nu er Dagen død mor …”

En letantændelig verden

Hedebølge efter de varmeste sommermåneder nogensinde.

Varsel om dage i træk med temperaturer over 30 grader.

Skovbrande flere steder

Vandløb der tørrer ud.

Markerne brune og fjorden grøn.

Tørketid, det er som jorden brænder.

Hvad er det der sker?

Her sidder jeg, for nedrullede gardiner, forskanset indendøre i ly for solens hede ved ventilatoren med mit kolde vand, der alt for hurtigt bliver lunken.

Jeg køler mig ved at skrive om vintertid.

Vandingspåbud

Vi sætter små skåle og beholdere ud til vand til pindsvinene og fuglene. Flyverne kommer helt hen på klos hold og drikker og ænder ikke vores tilstedeværelse.

De er tørstige lige som vi. Der er vandingspåbud for alle levende væsener.

” op af brøndens klare vand trækker jeg min lille spand,

Vander koen, vander hesten,

Medens sol går ned i vesten…”

De seneste par nætter har der været en livlig pulsen omkring den ene skål på terrassen.

Da min mand rejste sig for at kigge efter, hvad det var, der var på spil, så han en frø sidde og bade i skålen med vand.

Synes det er vanskeligt at få drukket nok og varieret. Udover flaskepris af vand der ligger på køl, suppleres der med saft, juice og iste med citron i rigelige mængder.

Og det kan inderne varme føles som om glassets indhold er fordampet, før det når at blive drukket.

Et par saltstænger og en håndfuld salte peanuts sikrer saltbalance og stimulerer følelsen af tørst.

Endnu en varmedag er i vente

Nu glæder jeg mig snart til efterår.

Bærsærk

I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.

Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.

Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.

Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.

Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.

Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.

Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.

Nu sætter vi vores lid til brombærrene.

Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.