Løvetænderne

Den udskældte fandens mælkebøtte er ikke så fandens endda.

Lige nu står de der- løvetænderne, ikke på rad og række men spredt her og der, som et tandsæt der ikke er blevet rettet. Med buketsatte blade som i roset og en lang genstridig pælerod står den solgule blomst fast forankret i jorden. Lysende omkap med de gule- gulere – guleste rapsmarker.

Snart får de fnuglette skærme med frø der så er på vingerne.

Åh at forundres og komme på luftene let som et løvetandsfrø

ned i det syngende, susende

duftende græs på en lysegrøn ø” Piet Hein

Særdeles livsduelig sikrer blomsten sine generationer frem i tid -ved rodskud og den fribårne bestøvning med frø der bæres af vinden.

“Det er lykken ved at yde efter egenart og sjæl,

ved at leve i alverden, men at hvile i sig selv.

bære livet som når løvetandens fnug kaster los.

Det er viljen til at være …. Piet Hein

Der er så meget krudt, i det smukke der kaldes ukrudt.

“Jeg vil være som en mælkebøtte, der kaster nye liv med vinden

ind i systemernes haver,

tværs over hække der hver dag,

barberes af brummende forlorne tænder” Peter Laugesen.

Reklamer

Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

Barndomsveninder

I dag har jeg haft det dejligste besøg. To barndomsveninder, søstre er de, med hvem jeg har delt så mange oplevelser med kom på besøg. Den en havde jeg ikke talt med i over 35 år, på den anden havde jeg ikke set i 25 år.

Alligevel satte vi os om bordet, og talte i et væk, uden afbrydelser, i munden på hinanden. Så meget at dele, at mindes og tænke tilbage på. Så meget nyt at opdatere hinanden på. Vi rejste tilbage til barndommens land, da verden var stor, græsset højt og folk to tre meter høje.

Mærker var på forhånd sat ind i albums så tiden ikke skulle bruges på at finde fotografier. Billeder fra badetur, fødselsdage og sommerdage i haven.

Storesøsteren med dukken i den store dukkevogn, lillesøsteren med den lille trædukkevogn og mig med klapvogn. Iklædt sommerfine kjoler brune ben med skrabede knæ.

Jo ældre man bliver jo større føles betydningen af sådan er gensyn. Vi har nu lavet aftale om et årligt tilbagevendende møde.

Og jeg glæder mig allerede.

Tak for besøg. Tak for nærvær, samvær og de smukke blomster.

Og tak fordi vi har været vidner til hinandens liv.

Fra min barndom har jeg elsket Gryet

Morgensolen, solklar silkesyet,

Dagens Rosenlys langt ude i det fjerne

Over Skoven Nattens sidste Stjerne

Alt det bedste som mit Hjerte gemmer,

Vaagner som et Brus af Barnestemmer

Trods al Verdens Ondt jeg har i Eje

Fryd der funkler over Morgenveje ( Viggo Stuckenberg)

Sikke er privilegie

At kunne finde forundringsstolen frem i februar.

At kunne sætte sig og glæde sig.

At lukke øjnene og lade sig varme i ansigtet af solens stråler.

At lytte til fuglevingers basken når de fouragerer ved foderbrættet.

At kunne ane sangsvanerne der i flokkevis har slået sig ned på en mark i nærheden.

At åbne øjnene igen og fange denne udsigt.

At kunne rejse sig og spejde efter de små forårsbebudere, der dag for dag kommer mere og mere til syne. Selvom der endnu er flager af is på søens sølvspejl.

Taknemlighed.

Mens vi er lige her

Jeg så tilfældigt en overskrift Mens vi venter på forår. Denne tekst funderede jeg lidt over.

Hvor er vi mennesker tilbøjelige til altid at se fremad. Utaknemligt at være på vej mod noget nyt. Som om det der er lige nu, ikke er tilstrækkeligt. FokusereT på hvad vi skal i morgen, fremfor det vi foretager os i dag. Lige nu. Lige her. Nærværende tilstede.

At leve i nuet er livets teknik,

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu som gik

og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente

For det nu som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ sørg for at nuet du lever i

Engang for altid er dette. Piet Hein

….Mens det er vinter, mens det er tø, mens morgnerne er vintermørke Og tulipanerne i vasen er knitrende og lysegrønne friske

Om nysne, vintergækker og sommergækker

Så blev det februar – efter kalenderen at dømme den sidste rigtige vintermåned.

Endnu er der ubetrådte flader af hvidt i haven med spinkle aftryk af fuglespor, områder som hundene i kådhed og leg ikke har nået at gennemhulle. Nysne som jeg ikke nænner at betræde.

Kommer til at tænke på Grethe Risbjerg Thomsens digt Den nye sne

Vær lidt varsom denne ene morgen,

Træd forsigtigt i den nye sne

Husk, at her har ingen endnu gået

Her blir alle dine spor at se.”

Endnu er det for tidligt at spejde efter vintergækker, gækliljer, blideslilje, sneklokke, snedråbe … kært barn har mange navne og Mine yndlings ……Dorthealiljerne. Men jeg ved, de er der under sneen

I begyndelsen af 1800 tallet kaldte man vintergækker sommergækker.

H. C. Andersen skrev et eventyr om netop denne lille ydmyge forårsbebuder, årets allerførste blomst i haven.

Sprogligt kæmper i og o lydene i eventyret og selv om o- lydene sejrer kalder vi stadig den nikkende lille vemodige blomst vintergæk.

Sidste løvfaldssommerdage

Sikke smukke dage vi har været beriget med de sidste dage. I selskab med Skt.Hans urt og morgenfruer rækker georginernes blomsterhoveder op –oktobers offergave.

Det har her i huset betydet, at vi har nået at få klaret de udendørs opgaver, vi havde sat os for.

Vi har nu et kvashegn, der lyer og læer. Og tilmed er et yndet samlingssted for insekter, der har trange forhold. Sådan et kvashegn bliver man aldrig helt færdig med, det er i en stadig forandring og skifter udseende, når afskårne grene og kviste føjes til.

De ender nemlig her i stedet for i bunken med haveaffald på genbrugspladsen, som jeg skal vænne mig til at kalde lossepladsen ( det er et af de udgåede ord)

Solsikkerne er visnet og de enorme blomsterhoveder er høstet. Næste års frø er hermed i hus, og de resterende fordeles på foderbrættet.

En børnesang lyder: ” Det der ikke mange der forstår, men jeg ka’ godt li’ efterår”

Jeg slutter mig til koret.

Tørstigt tropeland

Så blev det august, årets 8.måned og sensommer.

Det har været solrig sommer længe.

Og prognosen fortæller, at det vil det vedblive at være.

er i august den først uge hed, da varer vinter ej længe ved”

Og det er hundedagene nu.

Varmen har lagt sig over vort lille tørstige tropeagtige højtryksland.

Bedst som vi troede, at nu ville lummervarmen

blive afløst af lange skyggers og det bløde lys, der hører sensommeren til.

“Ja Øieblikket ene er det just,

Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,

Thi nyd det som den duftende August,

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger” (H.C. Andersen)

Grøftekanten

For ikke længe siden lyste de planteklædte vejsider som et brudelin. Vild gulerod i hobetal.

Nu er det valmuernes tid.

Min tændstiks lille levende flamme, min lille ild,

Mit lille røde blafrende blad , hvor er du valmue?

Her sidder du roligt i min haand, om lidt er din gassjæl, en ond blæst

et høstland, en gul kvinde, en leende skare….

Jeg har hørt sagn om dig, og du er barn af disse brande

Fra Digte i døgnet af Tom Kristensen

Det er her, nøjsomhedsplanternes holder til. De upolerede uspolerede væksters have. Danmarks jungle.

Snart vil grøftekanten igen skifte til høsttidens farve – lyse gult af rejnfan i selskab med en mangfoldighed af græsser.

Alting har sin tid.

.