4. Maj

Det er i aften vi fejrer befrielsen. I aften synger vi den sang, der forbindes med denne særlige aften.

I den 4 strofede befrielsessang spækket med dejlige bogstavrim, der falder så godt i munden, bliver forår og befrielse to synonyme størrelser. Og den lille uanseelige lidt anonyme fugl – lærken bliver symbolet på den genvundne frihed.

En Lærke letted og tusind fulgte og straks var luften et væld af sang

De tusind tårne tog til at tone

Aå landet fyldtes af klokkers klang

Og byer blomstred i rødt og hvidt

Og det var forår og Danmark frit

Ja, Danmark frit!

Sangen er skrevet af i 1945 af en ganske anonym forfatter: Mads Christensen, der var apoteker i Kolding

Der er sne i luften og vejret kan ikke så ubetinget betegnes som forår, også af den grund tænder vi lys, men det er friheden, og at det hele nu er grønt igen, vi fejrer.

Glæden og taknemligheden over at leve i et frit land, overstiger i aften bekymringen for om frosten igen i år har nået at skade de nyudsprungne frugttræer i haven.

Reklamer

Anemonetid

” Åh anemoner dækker hele jorden li’som sne

Åh ane-mo- o– ner snart får jeg vel sommeren at se”

Der er hvidt i skovbunden nu. Mirabeltræerne pryder landskabet nu i fuld blomst som hvide lysende luftiglette skyer- dragende for øjet.

” med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt”

Den første sommerspringsglæde er i år udfordret, i skarp konkurrence med bøgeknopper, der er tidligt på den og lige ved at briste – og lærketræerne, der snart stråler lyseste grønt.

” Dagen er så fuld af anemoner, fuglefløjt og farvespil i lyse kroner …” Sebastian 1991

Det er forår.

KULTURThit

Når KulturThit dumper ned i postkassen, bliver kaffepausen lidt længere – men kaffen til gengæld kold.

Først bliver kataloget forslugent kigget igennem

Så bliver der bøjet hjørner på de sider, hvor der er noget interessant.

Kalenderen findes derefter frem, og så bliver der endelig sat kryds.

Saksen findes frem og de arrangementer vi har tænkt os at deltage i, lægges ind som de små billetter de ligner.

Denne gang var det et dilemma at opdage at der på begge sider var et arrangement, vi ikke måtte gå glip af.

6 spændende oplevelser der bryder hverdagen og byder på møder med andre mennesker bliver det forhåbentligt til hen over foråret. I dag er fællesskab ikke nogen selvfølge, men noget man selv må opsøge . Det hjælper Kultur Thit med – tak for det!

Glæder mig allerede til at indløse billetterne i min kalender, og tage del i det der venter forude.

Vintersøndag

Omend vi ikke kan synge Sneflokke kommer vrimlende, så kom der enddog tilstrækkeligt med sne, til at fårene ved hækkene får blink i pelsens hår og tjørnen spidder sne på piggene.

For der blev koldt, og der kom sne. Og der blev andægtigt stille. Ikke blot knytter stilhed og sne sig til hinanden Der er intet i verden så stille som sne. Taknemligt ser vi i klimakritiske dage til, at årstiderne stadig viser deres særkende.

Varsomt betrædes den nyfaldne sne. I forsøget på at sætte så forsigtigt et aftryk som muligt, i den nye hvide verden.

Poteaftryk afslørede at en kat i nat dog havde søgt læ ved vores dør.

Og spurvene sidder ikke stumme bag kvist, men er livligt forsamlet omkring foderbrættet, hvorfra de fouragerer og kvitterer for forplejning med en leben og en skræppen.

Og nu kan vi nynne de gammelkendte vinterlige sange med rette.

Sikke en dejlig vintersøndag !

Nu er det jul

I aftes var vi traditionen tro mange om bordet. En umistelig tradition med nære venner, hvor vi mødes og ønsker hinanden en glædelig jul.

Så dejligt at se solen i dag efter mange dages gråvejr, sammen gik vi og talte om alt det, vi har at være taknemlige for, mens vi samlede lys og generede d vitaminer. Ænderne sad og krympede sig på søens letfrosne spejl, i kanten sad hejren og spejdede, over os et stort træk af gåsefugle.

I aften skal vi være få om bordet, men lige netop dem der skal være her , sidder om bordet. Og at vi er samlet er den allerstørste julegave.

En anden julegave er allerede pakket ud. Modtagelsen af min julebog Julen- der hvor jeg kommer fra har været at sammenligne med en stor og betydelig julegave, som jeg altid vil være taknemlig for.

På er lokalt plejehjem har beboerne i december fået bogen læst op som godnathistorie.

En kvinde der voksede op i et hjem, hvor man ikke fejrede jul, har hyldet bogen i høje toner og tilkendegivet, at hun med læsningen blev inviteret helt indenfor og oplevede, hvordan en barndomsjul kunne være.

Se det giver for mig hele meningen med at skrive denne bog.

Juletræet er pyntet og julebordet snart dækket. På samme vis som det plejer.

Som altid sænker der sig på netop den julefred, man kun fornemmer denne ene dag i året.

I aften er det juleaften… der er ikke længe til ….

Nu vil jeg ønske alle der læser med her glædelig jul. Må julefreden også sænke sig hos jer.

Adventssøndag

Novembermørkemåneden er til ende. December er begyndt. Det kan synes, som om november mørke er med til at bane vejen for lyset, der i den grad bryder frem i julemåneden, som vi nu har taget hul på. Som om mørket skal til, for at få lyset til at stråle endnu mere. Det sørme det sandt december. Den dejligste måned….

Forventningstiden er begyndt. Der tændes kalenderlys, åbnes kalendeluger og åbnes gaver.

Fire gange 24 pakker i kurve og sække er sendt afsted. Må de små overraskelser gøre det lettere at vågne kolde vintermorgen

Når der mørkner til aften, skal adventskransen, der i år blev en hurtig en af slagsen, tændes. Så tænder vi et lys i kveld , vi tænder det for glæde. Der er så meget at glæde sig til og over. De gode stunder at være i lige nu.

Og derfor bærer blus vi med glæde.

GLÆDELIG ADVENTSSØNDAG

Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Sidste løvfaldssommerdage

Sikke smukke dage vi har været beriget med de sidste dage. I selskab med Skt.Hans urt og morgenfruer rækker georginernes blomsterhoveder op –oktobers offergave.

Det har her i huset betydet, at vi har nået at få klaret de udendørs opgaver, vi havde sat os for.

Vi har nu et kvashegn, der lyer og læer. Og tilmed er et yndet samlingssted for insekter, der har trange forhold. Sådan et kvashegn bliver man aldrig helt færdig med, det er i en stadig forandring og skifter udseende, når afskårne grene og kviste føjes til.

De ender nemlig her i stedet for i bunken med haveaffald på genbrugspladsen, som jeg skal vænne mig til at kalde lossepladsen ( det er et af de udgåede ord)

Solsikkerne er visnet og de enorme blomsterhoveder er høstet. Næste års frø er hermed i hus, og de resterende fordeles på foderbrættet.

En børnesang lyder: ” Det der ikke mange der forstår, men jeg ka’ godt li’ efterår”

Jeg slutter mig til koret.

Mikkelsaften

Det er Mikkelsaften i aften. Det er høsten, der fejres og høsten slutter altid med et gilde og en dans. At det aldrig er selvfølgeligt, at der er afgrøder at høste, blev man i tørkesommeren i år for alvor mindet om. Ikke kun landmænd udtrykte sig bekymret. Omend de havde noget mere på spil end os andre, der kun har græsplænen at slå.

Når høsten er i hus, har det til alle tider været overskudstid. Når man selv havde forsynet sig blev der uddelt Mikkelskorn til de fattige. Snart måtte man lege med maden, roer bliver udhulet til lygtemænd og neg gemt til fuglene for fuglen og den fattige skal også være mæt, når marken var revet let.

I bondesamfundet var det aftenen, hvor høstgildet blev holdt. En aften der også markerede skellet mellem sommer- og vinterhalvåret. Dyrene flyttede fra mark til stald, og det blev tid til de indendørs gøremål. Det var også skiftedag for tjenefolk og tid til afvikling af gæld.

Der brændes bål før Skt. Hans, vi spiser hveder før St.Bededag

I dag bages der kommenskringler, omend mjøden erstattes af en kande te.

Vejrvarsler der knytter sig til dagen: Morgenens vejr varsler vinterens vejr, eftermiddagens vejr den kommende vårs vejr og aftenvejret den næste sommers vejr.

Ligeså dybt solen skinner i havet på denne dag, ligeså tyk vil isen i vinteren være.

Er Mikkeldagsnatten klar, og er der blæst om dagen, vil vinteren blive streng.

Vandingspåbud

Vi sætter små skåle og beholdere ud til vand til pindsvinene og fuglene. Flyverne kommer helt hen på klos hold og drikker og ænder ikke vores tilstedeværelse.

De er tørstige lige som vi. Der er vandingspåbud for alle levende væsener.

” op af brøndens klare vand trækker jeg min lille spand,

Vander koen, vander hesten,

Medens sol går ned i vesten…”

De seneste par nætter har der været en livlig pulsen omkring den ene skål på terrassen.

Da min mand rejste sig for at kigge efter, hvad det var, der var på spil, så han en frø sidde og bade i skålen med vand.

Synes det er vanskeligt at få drukket nok og varieret. Udover flaskepris af vand der ligger på køl, suppleres der med saft, juice og iste med citron i rigelige mængder.

Og det kan inderne varme føles som om glassets indhold er fordampet, før det når at blive drukket.

Et par saltstænger og en håndfuld salte peanuts sikrer saltbalance og stimulerer følelsen af tørst.

Endnu en varmedag er i vente

Nu glæder jeg mig snart til efterår.

Bærsærk

I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.

Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.

Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.

Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.

Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.

Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.

Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.

Nu sætter vi vores lid til brombærrene.

Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.