Marskdage

Vi tog en afstikker og satte os selv på pause. Ad mindre trafikerede vejr drog vi sydpå til marsklandet. Nød synet af det glødende løv der stadig hænger og lyser for os. Selvom det er blevet november.

En lise for sjælen er det at besøge de langstrakte landstrækninger, med de mange græssende får, betragte lavtliggende overgange mellem land og vand, hvor farverne ikke bliver mere frodiggrønne og himmelblå. Her er der så højt til himlen. I et univers, der er renset for andre end naturens lyde, kan man bevæge sig rundt med forestillingen om, at man er de to eneste mennesker i verden.

Vi spejdede efter sort sol. Adskillige fugletræk var at se på himlen, ligesom store flokke af gæs samlede sig på markerne.

Fugletræk der dansede i solnedgangen så vi ikke. Til gengæld gik den største flammende orangerøde sol ned lige for øjnene af os. Og hvor fik vi ladet batterierne op.

Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo

Et par måneder om året for at sjælen kan få ro.

Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart

Hvor lærken hænger himmelhøjt og synger smukt og klart.

….La’ mig høre bølgen brusen og mågens morgenskrig.

Og lytte til konkylier med havets sange i.

Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund

(Erik Grip)

Vi vender tilbage marskland og Vadehav, så snart lejligheden byder sig.

Mojn.

Reklamer

Spytte-sten tid

I øjeblikket udspilles der en kamp i kirsebærtræerne, som vi mennesker nøjes med at betragte. Vælger ikke at gribe ind. Rivaliseringen foregår mellem solsorte og småfugle på jagt efter de endnu lidt umodne bær. Vi ser til, kapitulerer og vurderer, at det er pay back time. Al den glæde fugle året rundt giver os, får de nu fuld belønning for.

Vi laver aftale med naboen, der har et gammelt kirsebærtræ mod syd, bugnende af modne sortrøde bær, om at måtte forsyne os der. Når kirsebærtræerne fyldes, det gør de i denne stund ….. kommer i tanke om denne sang, modererer teksten, mens der ryger lige så mange bær i munden som i skålen. Der spyttes sten, som måske bliver til nye kirsebærtræer.

“I juninatten denne drøm, huset båret af kirsebærtræerne skum,

til druknende fugles klukkende bølgeslag, under en klokke spinklere end fjordens spejl,

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg, af kalk og bristefærdigt synsbedrag,

dirrende plantet i mørket det hvide segl, og lydløst hakker et usynligt næb,

på spejlets hinde af vind og salt, snart brister alt”

Myggesang fra samlingen Galgenfrist 1958 af Ivan Malinovski

Fødselsdagsfejring i forårsvejr

I går blev en kær veninde ældre. Vi var et par stykker, der var heldige at være indbudt til at fejre en del af denne dag sammen med hende.

At gense hendes to, nu voksne børn, som man har fulgt fra de var ganske små, var en stor glæde. At se dem sidde ved fødselsdagsbordet nu som myndige modne mennesker, med håb og drømme for fremtiden, med lys og liv i øjnene var rørende. Det fremkaldte blanke øjne.

Sikke en dejlig dag det blev, og var dagen blot halv så god for fødselaren som os priviligerede gæster, så havde hun en god, god dag.

Nærvær, samtale, samtale og atter samtale om stort og småt. Om det der bevæger, og det der fylder.

Kun afbrudt af blikkets vandring udover fjorden, hvortil der til hver en tid er den mest storslåede udsigt. I dag, måske i dagens anledning, den mest blå himmel, der farvede fjorden så blå så blå.

Også når rovfuglene viste sig og kredsede omkring nær de høje træer. Et syn der sprang i øjnene, når man kiggede ud af et andet vindue. Så forstummede talen, og stilheden tog over.

Nogle dage er bare fyldigere end andre. Jeg samler på dage med tyngde for tiden.

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen

Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

I aftes blev verden ny

Da det mørknede i aftes, tog det pludseligt til. Gigantisk snefnug i hobetal væltede ned fra himlen. Snart var jorden hvid. Og ny. Selvom vi skulle på farten, var det herligt her på overgangen mellem vinter og foråret at mærke en stemning af vinter og sne.

Det kan føles som om, jorden får en chance påny, når jorden er dækket af det fineste lette lag nysne, som man vægrer sig ved at betræde. I sådan en stund er man betænkelige ved at sætte aftryk og bryde det uskyldsrene hvide udtryk. En overvejelse at tage med sig. Også når det ikke er sne`

I morges var det stadig hvidt. Men nu tør det, det drypper fra tage og træer. Fuglens sang tager til. Jeg bilder mig ind at have hørt lærken.

Piet Heins fine digt passer lige til dagen i dag, hvor vinter og vår er i kamp, og en enkelt lille usanselig erantis titter frem, skutter sig indhyllet i sne.

Langs Vintervejen

” Spurvene på trådene langs vintervejen

sidder med en sommersang forstummet indeni,

ventende til solens lyd, det vinterkolde blege,

voxer til et væld som slipper tonestrømmen fri.

Den som er på vandring med en sommerlig skalmeje

finder i hver spurveflok han lister sig forbi

vinterlige nodetegnets til somrens melodi”

Kuldedøgn

Forrige nat slog flere års kulderekord med tocifrede minusgrader. Så sjældent et syn at termometeret i køkkenet måtte foreviges.

Der er is på alle pytter, i huller og sprækker. Jorden er frossen, og for første gang længe føles jorden til en afveksling hård og fast at gå på.

Det er de uldne trøjers tid, og svært at glemme huerne og vanterne. Ved sengetid findes varmedunken, en forkælelse at kunne hoppe i en varm seng.

Det var Dortheadag i går, og hvis liljen af samme navn springer ud denne dag, varsler det tidligt forår.

Op af vores sydvendte mur var der blot et par vintergækker, der lyste hvidt. De stod og skuttede sig op af muren. Vi får vente.

Til gengæld lyser den forsinkede Belladonnalilje, ridderliljen bedre kendt som Amarylis – eller de fire verdenshjørner dejligt op i stuen. Kært barn har mange navne. Nu med to blomstrende stilke. I år vil jeg gemme løgene og forsøge at få dem til at blomstre endnu engang.

Et smukt syn på en kold dag. Det er i disse dage fast arbejde at forsyne fuglene med solsikkekerner, små bjerge af de afpillede skaller er at finde på græsplænen. Hver dag er foderbeholderen og nettene med foderkugler næsten tømt. Det er al besværet værd, når man siden kan sidde herinde i varmen og betragte fuglene fra førsteparket ved vinduet. Det nye fuglehus, har holdt rejsegilde. Solsorten er flyttet nærmest permanent ind og har gjort sig til boligens overordnede, ser det i al fald ud til, når den holder de mindre mejser og spurve på afstand.

En fryd er det at være vidne til vintersolen disse klare dage, både når den står op, og når den er på vej til at gå ned.

Dagens navn er Agathe

Med kyndelmisse er kulden kommet. Og det ser ud til, at det ikke kun er for et kort visit. Bidende koldt. Udbredt frost i lang tid frem, spåes det i vejrudsigten. Lyset inviterer til friske gåture i rask tempo. Og det vil næsten være helligbrøde ikke at trodse kulden, nu vi så længe har efterspurgt det savnede lys.

Dagen i dag så skær og smuk – både morgen og aften.

På vores gåtur spottede vi,længe før de kunne anes, et svanetræk. Smukke store fugle. Langstrakte spejdende. Hvide mod den blåeste himmel. Jeppe Åkjærs smukke ord er så velegnede til at ledsage det betagende syn, vi i hast var så heldige at fange.

” En fest fejrede han også de lange rimnætter, når svanetrækket slog sig ned i vågerne midtfjords eller langs en af odderne østerude, mens bølgeskvulpet legede med de tynde isflager under en lyd som krydsede de klinger, da slog svanernes sære halstoner imod hans bræddeloft, bløde og slørede, som klarinetter i et brudetog . . .”Af Arbejdets glæde- en fortælling om bønder” (Jeppe Aakjær 1914 )

En fryd. Ligesom at spotte fjorden. Så tydelig at se netop i dag. Agathedag. Dagen hvor man ifølge overtroen, i drømmen i nat vil se sin udkårne. Hvis man faster hele dage. Endvidere mente man, det ville være godt at indtage en lille teskefuld salt på Agathedag.

Det er dejligt at bo på landet. Også om vinteren på en Agathedag som denne, hvor termometeret nu viser to-cifrede minus grader.

Fuglefløjtevejr

Hvor har det regnet i mange dage. Jorden har været / er gennemfugtet. Som en svamp at træde på. Bekymring for om jorden kan blive ved at absorbere alt den væde, der vælter ned, har været svær at lukke ude. Men i dag har blæsten taget over. Det ser ud som om, det er lykkedes den at blæse hul i skydækket.

” Vinden finder jer altid Når den har blæst tilstrækkeligt gennem pennalhuse og vinduesrammer Og selvom I troede Jer sammen selvom I troede Jer forladte kommer: Vinden. Kommer: Vinden . . . ” ( Morti Vizki ) 2009

Dagen i dag synes i al fald lysere, end den har været længe.

Småfuglene hylder det ved at give en højlydt koncert lige uden for vinduerne. Det høres så tydeligt indefra, også selvom husets vinduer er lukkede.

Rødkælken er mindre løssluppen, den tripper forsigtigt rundt på terrassen.

For en tid er svanerne gået på land. De stavrer rundt og fouragerer.

I haven ses spæde grønne spire op af jorden. Det er brydningstid.

Et gammelt vejrvarsel om vejret den 25. Januar siger:

” skønt og klart vejr på denne dag vil give et godt år. Er vejret dårligt, bliver året ligeså”

Vi håber.

Mit yndlingsvejr er fuglefløjtevejr

Naturdagbog

I mange år fik denne bog aldrig en plads i reolen. Den kom til at ligge på mit arbejdsbord, hvor den fik sin faste plads. Jeg har bogen i to udgaver. En indbundet og et slidt hæftet eksemplar. Læst sønder sammen. Set og bladret i laser. Helt i kontrast til den sirlighed og skrøbelighed der er at finde i bogen

Hvis jeg skal nævne en bog, der har karakter af at være yndlingsbog, er det måske denne :

Naturdagbog af en engelsk dame år 1906

Edith Holden ( 1871- 1920)

Den engelske lærerinde fra Birmingham optegnede et helt kalenderår de mange oplevelser og sansninger, hun havde på sine spadsereture i naturen. Hun var en seer. En æstetisk betragter med fornemmelse for skønhed. Hun var ikke blot forfatter til denne smukke håndskrevne bog, også illustrator. Indtrykkene blev omsat til sarte fine pastelfarvede akvareller, krydret med udvalgte citater, digte, poetiske vers og overleverede vejrvarsler: “Hvis græsset gror i januar, bliver sommer- engen bar”

Kun 49 år gammel døde hun. På en af sine adskillige ture, ville hun række efter en nyudsprunget kastanjeknop, fik et ildebefindende og faldt i en bæk. Her fandt man hende druknet.

Efter Ediths død, blev bogen lagt op på husets loft. Der skulle gå 70 år før bogen blev opdaget igen, fundet værdig til udgivelse og blev publiceret.

Bogen er så meget mere end en naturkalender.