Da jeg kiggede ud på terrassen, mødte der mig synet af et par kloge runde øjne. De stirrede lige så meget på mig som jeg på den.
Det var en spurvehøg, fandt jeg siden ud af efter at have konfereret med en fugleforstandig ven, som jeg var så heldig at få et dejligt besøg af.
Hannen er så meget mindre end hunnen, og det gjorde mig i tvivl.
Og så fortrød jeg, at jeg forlod min udkigspost ved køkkenvinduet, for at hente min ipad for at dokumentere, at vi havde haft fint besøg i vores have.
Jeg undrer mig over, man har det påtrængende behov til alle tider at forevige og fastholde?
Jeg ville ønske, jeg var blevet stående og havde set den majestætiske fugl med det livskloge blik lette igen.