Fint besøg

Da jeg kiggede ud på terrassen, mødte der mig synet af et par kloge runde øjne. De stirrede lige så meget på mig som jeg på den.

Det var en spurvehøg, fandt jeg siden ud af efter at have konfereret med en fugleforstandig ven, som jeg var så heldig at få et dejligt besøg af.

Hannen er så meget mindre end hunnen, og det gjorde mig i tvivl.

Og så fortrød jeg, at jeg forlod min udkigspost ved køkkenvinduet, for at hente min ipad for at dokumentere, at vi havde haft fint besøg i vores have.

Jeg undrer mig over, man har det påtrængende behov til alle tider at forevige og fastholde?

Jeg ville ønske, jeg var blevet stående og havde set den majestætiske fugl med det livskloge blik lette igen.

Reklamer

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

I nat hørte jeg uglen

….og jeg blev så glad, jeg havde svært ved igen at falde i søvn.

Den lille truede kirkeugle som længe har været ved at uddød, holder nu og da til her i trætoppene ved søen.

Det var længe siden, vi havde hørt den, så det var med særlig glæde, vi igen hilste dens skarpe kalden velkommen.

Manden i huset måtte i den anledning forlade varme seng for at optage dens herlige kalden.

Engang kaldte man uglen minervauglen efter den gudinde – visdommens Minerva- der ofte var ledsaget af en ugle. Ligesom Harry Potter. Altid har man knyttet klogskab til netop uglen. måske fordi den har et lille menneskeagtigt ansigt og et dybdeborende blik under de markerede øjenbryn.

For flere år siden fik vi i baghuset installeret en uglekasse. Hvert forår kigger vi spændt, og hvert år skuffes vi. Uglen har trange kår.

Men i nat aflagde den visit. Sådan et natligt besøg af filosofiens fugl var ikke ugleset.

……Uglen sidder i træet og skriger

Uglen er mæt og den sidder og skriger ( Frank Jæger)

Sikke er privilegie

At kunne finde forundringsstolen frem i februar.

At kunne sætte sig og glæde sig.

At lukke øjnene og lade sig varme i ansigtet af solens stråler.

At lytte til fuglevingers basken når de fouragerer ved foderbrættet.

At kunne ane sangsvanerne der i flokkevis har slået sig ned på en mark i nærheden.

At åbne øjnene igen og fange denne udsigt.

At kunne rejse sig og spejde efter de små forårsbebudere, der dag for dag kommer mere og mere til syne. Selvom der endnu er flager af is på søens sølvspejl.

Taknemlighed.

Vintersøndag

Omend vi ikke kan synge Sneflokke kommer vrimlende, så kom der enddog tilstrækkeligt med sne, til at fårene ved hækkene får blink i pelsens hår og tjørnen spidder sne på piggene.

For der blev koldt, og der kom sne. Og der blev andægtigt stille. Ikke blot knytter stilhed og sne sig til hinanden Der er intet i verden så stille som sne. Taknemligt ser vi i klimakritiske dage til, at årstiderne stadig viser deres særkende.

Varsomt betrædes den nyfaldne sne. I forsøget på at sætte så forsigtigt et aftryk som muligt, i den nye hvide verden.

Poteaftryk afslørede at en kat i nat dog havde søgt læ ved vores dør.

Og spurvene sidder ikke stumme bag kvist, men er livligt forsamlet omkring foderbrættet, hvorfra de fouragerer og kvitterer for forplejning med en leben og en skræppen.

Og nu kan vi nynne de gammelkendte vinterlige sange med rette.

Sikke en dejlig vintersøndag !

Januarbetragtning

Så kom solen og lyset til os. Ligesom løgplanterne strækker vi også hals og bader i lyset efter de grå indedage, hvor der skulle megen disciplin til at bevæge sig ud.

Når jeg skriver og læser kan jeg i timevis ganske glemme alle andre menneskelige behov i min hermetisk tillukkede boble. Men det vil jeg forsøge at ændre på. Måske stopuret vil være min hjælper?

Jeg plejer ikke at have nytårsfortsæt, men det tror jeg alligevel jeg vil have i år.

Hver dag uanset vejr og vind vil jeg:

-Gå ned ad vejen og stille mig og kigge til fjorden. I dag var den usædvanlig blå

-Gå ned til søen kigge på vandspejlet og spejde efter fuglene der gemmer sig i rørtaget

-Gå på jagt efter små tegn og se hvad der er kommet op af jorden

Aldrig har forårsbebudere været så tidligt på færde som i år. Selv kom jeg på tanken at finde forundringsstolen og det tykke vattæppe frem. Og det er januar.

Se hvad jeg fandt i dag

Og jeg så mågerne stå på søens frosne overflade, hørte fuglene og så dem haste til foderbrættet, hvor jeg havde forsikret mig om, at der var nok til dem at leve af.

Og over mig så jeg endelig svanetrækket, deres sang havde jeg længe kunne følge i det fjerne.

Livet er ikke det værste man har, her på landet tæt ved fjorden, lige ved søen

Hvis jeg går skal alting nok gå

Marskdage

Vi tog en afstikker og satte os selv på pause. Ad mindre trafikerede vejr drog vi sydpå til marsklandet. Nød synet af det glødende løv der stadig hænger og lyser for os. Selvom det er blevet november.

En lise for sjælen er det at besøge de langstrakte landstrækninger, med de mange græssende får, betragte lavtliggende overgange mellem land og vand, hvor farverne ikke bliver mere frodiggrønne og himmelblå. Her er der så højt til himlen. I et univers, der er renset for andre end naturens lyde, kan man bevæge sig rundt med forestillingen om, at man er de to eneste mennesker i verden.

Vi spejdede efter sort sol. Adskillige fugletræk var at se på himlen, ligesom store flokke af gæs samlede sig på markerne.

Fugletræk der dansede i solnedgangen så vi ikke. Til gengæld gik den største flammende orangerøde sol ned lige for øjnene af os. Og hvor fik vi ladet batterierne op.

Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo

Et par måneder om året for at sjælen kan få ro.

Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart

Hvor lærken hænger himmelhøjt og synger smukt og klart.

….La’ mig høre bølgen brusen og mågens morgenskrig.

Og lytte til konkylier med havets sange i.

Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund

(Erik Grip)

Vi vender tilbage marskland og Vadehav, så snart lejligheden byder sig.

Mojn.

Spytte-sten tid

I øjeblikket udspilles der en kamp i kirsebærtræerne, som vi mennesker nøjes med at betragte. Vælger ikke at gribe ind. Rivaliseringen foregår mellem solsorte og småfugle på jagt efter de endnu lidt umodne bær. Vi ser til, kapitulerer og vurderer, at det er pay back time. Al den glæde fugle året rundt giver os, får de nu fuld belønning for.

Vi laver aftale med naboen, der har et gammelt kirsebærtræ mod syd, bugnende af modne sortrøde bær, om at måtte forsyne os der. Når kirsebærtræerne fyldes, det gør de i denne stund ….. kommer i tanke om denne sang, modererer teksten, mens der ryger lige så mange bær i munden som i skålen. Der spyttes sten, som måske bliver til nye kirsebærtræer.

“I juninatten denne drøm, huset båret af kirsebærtræerne skum,

til druknende fugles klukkende bølgeslag, under en klokke spinklere end fjordens spejl,

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg, af kalk og bristefærdigt synsbedrag,

dirrende plantet i mørket det hvide segl, og lydløst hakker et usynligt næb,

på spejlets hinde af vind og salt, snart brister alt”

Myggesang fra samlingen Galgenfrist 1958 af Ivan Malinovski

Fødselsdagsfejring i forårsvejr

I går blev en kær veninde ældre. Vi var et par stykker, der var heldige at være indbudt til at fejre en del af denne dag sammen med hende.

At gense hendes to, nu voksne børn, som man har fulgt fra de var ganske små, var en stor glæde. At se dem sidde ved fødselsdagsbordet nu som myndige modne mennesker, med håb og drømme for fremtiden, med lys og liv i øjnene var rørende. Det fremkaldte blanke øjne.

Sikke en dejlig dag det blev, og var dagen blot halv så god for fødselaren som os priviligerede gæster, så havde hun en god, god dag.

Nærvær, samtale, samtale og atter samtale om stort og småt. Om det der bevæger, og det der fylder.

Kun afbrudt af blikkets vandring udover fjorden, hvortil der til hver en tid er den mest storslåede udsigt. I dag, måske i dagens anledning, den mest blå himmel, der farvede fjorden så blå så blå.

Også når rovfuglene viste sig og kredsede omkring nær de høje træer. Et syn der sprang i øjnene, når man kiggede ud af et andet vindue. Så forstummede talen, og stilheden tog over.

Nogle dage er bare fyldigere end andre. Jeg samler på dage med tyngde for tiden.

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen