Vintersøndag

Omend vi ikke kan synge Sneflokke kommer vrimlende, så kom der enddog tilstrækkeligt med sne, til at fårene ved hækkene får blink i pelsens hår og tjørnen spidder sne på piggene.

For der blev koldt, og der kom sne. Og der blev andægtigt stille. Ikke blot knytter stilhed og sne sig til hinanden Der er intet i verden så stille som sne. Taknemligt ser vi i klimakritiske dage til, at årstiderne stadig viser deres særkende.

Varsomt betrædes den nyfaldne sne. I forsøget på at sætte så forsigtigt et aftryk som muligt, i den nye hvide verden.

Poteaftryk afslørede at en kat i nat dog havde søgt læ ved vores dør.

Og spurvene sidder ikke stumme bag kvist, men er livligt forsamlet omkring foderbrættet, hvorfra de fouragerer og kvitterer for forplejning med en leben og en skræppen.

Og nu kan vi nynne de gammelkendte vinterlige sange med rette.

Sikke en dejlig vintersøndag !

Reklamer

Da udflugt blev til indflugt

Søndagen var bestemt til havtur. Efter i så lang tid at have været velsignet med solskinsdage, var vi helt hørt op med at tænke på, om vejret kunne spænde ben for vore langsigtede planer. Men det gjorde det. Netop som vi stod parat, klar til at drage afsted, pakkede mørket sammen om os. Lurende sort så himlen ud, og der hørtes buldren i det fjerne. Og i sådan en situation er det, at man mangler en skål med plan B forslag. Der blev truffet en hurtig beslutning. Lindholm Høje måtte blive den destination, der passede til de klimatiske forhold.

Her spiste vi på museets cafe. Nogle Limfjordsbræt med nordjyske specialiteter, for mit eget vedkommende faldt valget på et fiskebræt.

Og mens vi nød vores frokost lysnede det udenfor. Solen dukkede frem – dog i selskab med adskillige skyer. Men herligt at have god tid til at tale sammen og betragte de mange landede fly som vi ikke kunne lade være at holde øje med.

Et efterfølgende besøg på museet repeterede hovedsageligt vikingetid men også den øvrige oldtid. Forundrede forlod vi museet ,stadig imponeret over menneskets vilje og evne til udvikling, forandring og til at se muligheder i de omkringliggende forhold.

Ved Attrup Havn var det tid til kafferast og hjemmebagte blåbærmuffins. Udsigten var også i blæsevejr så imponerende med kig til Aggersundbroen i det fjerne. Men vi valgte nu at drikke kaffe i bilen.

Sådan en søndag morgen 

Morgenen afløser natten, lyset bryder frem. Jeg venter med at stå op, til det er lyst- elsker vågne med lyset “morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde”. Forventning og langsomhed er ord, der kendetegner disse begyndelser på frie dage. Hele dage der står til rådighed 


I dag stemmer vi vores sind til  morgenstemning. Sædvanligvis det tidspunkt hvor man tager afsked med familien og drager hver sin vej. Søndage er afskeden erstattet af det fælles morgenbord. ” der er en søndagsstille ro imellem træer og tage en munter glæde ved at gro som var det sommerdage ….” her hos os er der flere træer end tage.

Søndag morgen er anderledes.  Lyden af kaffekværnen. I dag gør vi noget ekstra ud af kaffebrygningen Duften af kaffe ” se hvilken morgenstund, solen er rød og rund…”  ligesom duften af kaffe, der nu breder sig.

Grøden erstattet af blødkogte æg og varmerundstykker. For vi bor på landet og orker ikke køre de 10 km for at  hente køberundstykker  ved bageren. Avisen fra i går er gemt. Det eneste der ” forstyrrer” udefra. De voksne børn er hjemme. Nogle endnu  i nattøj, en’  præget af lørdag aftenens eftervirkninger. Vi er flere om bordet, end vi plejer at være. Jeg håber, ikke der er nogle, der har planer for dagen. 

Selv hundene virker mere tilfredse sådan en søndag morgen. 

Nu galer naboens hæse hane, og fuldender morgenstemningen her.


Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. God søndag ! 

Tiden stod stille for en tid 

At overskriften på aktivitetsdagen på herregårdsmuseet hed: “Efterårsdag på Hessel” lod sig ikke mærke. Søndagen bød på endnu en herlig sensommerdag. Formiddagskaffen blev indtaget med den smukkeste udsigt til de stejle skrænter på Sallingsland. Fjorden var lige så blå som himlen over os. 

 På dette historiske sted med den mest storslåede udsigt var det som om tiden, for en tid, gik i stå. Det eneste der brød den historiske kulisse, var lyden af diverse maskiner,der arbejdede på de tilhørende marker. Måske er det overflødigt at nævne, at det var de mandlige gæsters ærinde at besigtige at arbejdet her gik rigtigt for sig. Vi fire modne kvinder, der havde sat hinanden stævne og  var taget på søndagstur sammen, undrede os over, hvor længe mændene kunne begejstres over synet af de gamle maskiner. Sandsynligvis har mændene haft vanskeligt ved at forstå, det vi kvinder havde så svært ved at løsrive os fra.

Her var næring til alle sanser. Duften af brænderøg,  fårenes brægen, lyden af hestehove der lod sig høre, når den hestetrukne vogn passerede. Blandede sig med harmonikamusikken der kunne høres i det fjerne.

Gamle håndværk blev udstillet og præsenteret så Levende, at man som tilskuer næsten følte at høre til i selvsamme tidsperiode.

 Repræsentanter for de mange laug, knyttet til herregårdsmuseet, bød på adskillige forskelligartede oplevelser. Vi smagte både hjemmebrygget øl og kryddersnapse. Drammen lavet på tyttebær kan klart anbefales! 

Indendøre var der udstilling af håndarbejde. Alt fra det fineste hvidsyning til korsstingsbroderier som blev præsenteret i en meget autentisk ramme. 

 
  Man kunne opleve en kniplerske,  der fortalte begejstret om enkeltheden i den teknik hun anvendte. For os utålmodige besøgende forekom det som et fremmed sprog, der ikke sådan lod sig lære. En fin fortælling om nålebindingens historie, fik vi også indsigt i.

 Det er ikke usandsynligt, at det vil blive en tilbagevendende tradition med et besøg på Hessel på ” efterårsdagen” 

Tak for godt selskab på denne dejlige dag! 

Sådan en søndag . . .

. . . hvor regnen øser ned udenfor, hvor det er så gråt, at man er i tvivl om, hvor fremskreden dagen er. Er det formiddag eller eftermiddag? Hvor man er dejlig træt efter gårdsdagens festligheder, mætte af indtryk efter fejring af en fødselsdag. Hvor festen samtidig og overraskende skulle vise sig at være en bryllupsfest. Hvor vi umiddelbart efter kaffebordet blev indbudt til at følge med til kirke og være vidne til at et par, der efter mange års  samliv ville bekræfte deres ja til hinanden i kirken. En dejlig lang dag blev det. Fyldt med glæde og varme.

Søndagsudflugten måtte således af flere årsager udsættes. Ikke aflyses, måske til en sen hverdag . Vi må finde på noget, i ugen der kommer.

 Der bages søndagskage og squashboller, som man må skynde sig at forevige, medens de endnu er rygende varme. De forsvinder som dug for solen her i huset.

Her blev en dovnesøndag, uden mange ord men med glæde for at være sammen. Uden at skulle noget som helst.

Havebesøg 

Haven lige nu er et overdådigt overflødighedshorn af stort set alt, hvad hjertet- og maven- kan begære. For mig er der ikke meget, der kan sammenlignes med den glæde, det er at tilberede noget, der netop er hentet op af jorden. Også selvom det ikke er min egen jord, min egen have. Et kort visit hos de bedste venner gav i alle henseender et rigt udbytte. Det synlige resultat gengivet her, skønne forsyninger der vil række længe. Som ikke tåler sammenligning med det, man kan erhverve for penge. Nu vil jeg glæde mig til at planlægge og forberede mange måltider. Den røde farves dominans i billedet her fortæller, at der vil være mange retter hvor tomater indgår. Overvejer om jeg skal forsøge mig med tomatmarmelade. Familien ser frem til at morgendagens søndagskage, bliver en squashkage. Selv vil jeg glæde mig til gemme squashene på glas i selskab med ingefær.


Og så blev jeg foræret endnu en dejlig havebuket, som stod i vand og ventede på mig, da jeg kom – denne gang en “piget” en af slagsen i feminine farver med et tvist af kornblomsternes blå farve. Den bedste tid i haven er lige her og nu.

Søndagsturen er genindført. 

I år har vi holdt sommerferie sent. Vi har haft gode uger, fyldt med dejlige solskinsoplevelser, også selvom solen ikke hver dag har vist sig fra en skyfri himmel. Vi har oplevet og opladet. Oplevelsen af hvor meget det betyder at lade sig distrahere fra hverdagen, og opleve nyt er denne sommer i den grad gået op for os. Derfor har vi besluttet at genindføre barndommens søndagsture.

Fra nu af er søndagene i kalenderen markeret med en stor stjerne, i håb om at disse fridage kan blive til stjernestunder, hvor vi sammen tager afsted. Drager hjemmefra uanset vejrudsigtens forudsigelse. Væk  fra det vante. Tilbagelægge en længere eller kortede strækning, opleve nyt og andet. Ude eller inde.

Vi tog hul på disse søndagsture i går, på feriens allersidste dag.

 Vi kørte til Buderup Ødekirke, som i weekenden havde fået nyt liv, og pludselig ikke var så øde mere. Det rå og kølige rum udgjorde en kontrastfuld ramme til de mange forskelligartede malerier. Tog intet fra billederne, men gav rigtig meget.


Kunstnergruppen  Liv udstillede her. Min veninde gennem 30 år, som jeg ikke havde set i lang tid, var en af udstillerne. At hun selv var tilstede overskyggede oplevelsen af de mange ophængte malerier. En glæde at mødes efter mange år. Ikke blot fordi jeg kender kunstneren Eva Dalby- Jakobsen, så imponerede de abstrakte motiver fra hendes hånd. Disse billeder formår at forene det stramme, stringente med brydninger, der ” forstyrrer” øjet, afløse regelmæssigheden af overraskelse.

 Måske er hendes motiver lige netop et billede af menneskelivets uforudsigelighed. Ingen af os mennesker går gennem tilværelsen uden at blive “forstyrret”, i større eller mindre grad. Bedst som man forestiller sig, at alt går sin vante gang, så tvinges man, enten selvvalgt eller ufrivilligt, til at standse op. En forhindring eller positiv overraskelse venter forude.

 Søndagsturen fik sin debut. Denne søndagstur blev ikke blev lang, vi bevægede os ikke langt hjemmefra. Men dagen bragte oplevelse og overraskelse.