Havens bedste Astrid 

Verdens bedste Astrid hedder en bog skrevet for børn om Astrid Lindgren og hendes forfatterskab. Om moren til Madicken, Mio, Kalle, Ronja, Grynet, Tvebak og Jonathan – alias Brødrene Løvehjerte men nok bedst kendt som mor til de to ustyrlige og rebelske unger Emil og Pippi, der til enhver tid står ved sig selv og følger deres hjerte.

Hende Astrid kunne jeg ikke undgå at skænke en kærlig tanke, da jeg trak gardiner fra i morges og det mest fortryllende syn 


af den flittigtblomstrende aldrig svigtende ” Havens bedste Astrid” som lige nu farvesætter havens største blomsterbed. Og om alt går vel vil gøre det lige til frosten vil sætte ind.

Reklamer

Verdens Bogdag 

I går den 23.april var det Verdens Bogdag. Traditionen opstod i den kataloniske del af Spanien, hvor man fejrer dagen ved at give hinanden en bog eller en rose. Dagen markeres over hele Europa. I 1999 blev der her hjemme i Danmark nedsat en kommission til fejring af dagen.

Egentlig burde det set udfra en læsehest og en bogorms perspektiv være Verdens Bogdag hver eneste dag. For hvad ville vi gøre uden fortællingerne, og den forestillingsevne som de lægger op til? Hvordan ville vi kunne opleve den mangfoldighed af egne indre personlige billeder, i en tid hvor alt serveres for os, om vi aktivt opsøger det eller ej, på det utal af skærme der omgiver os?

Hvor er vi bogen stor tak skyldig.

Som altid er jeg i gang med mere end een bog. Både fag- og skønlitterære bøger. Noveller og romaner.

Lige nu læser jeg Ida Jessens nyeste: “Dr. Bagges anagrammer” om den mystiske læge, svær tá blive klog på. Også selvom vi kender ham fra titlens forgænger “En ny tid”,der beskriver ham udfra fruens perspektiv, den tidligere frk.Høy der blev til fru Bagge.

Jeg søger inspiration i “Den magelige have” skrevet af Helge Pedersen, som jeg kender fra DR’s radioudsendelser. Jeg kan næsten høre hans klingende norske stemme ,når mit øje passerer linjerne i bogen. Jeg er næsten altid i gang med en havebog.

Derudover kigger jeg i “365 ting du kan lave med dit barn”, med den begrundelse at der engang imellem kommer en en lille ven, som jeg gerne vil overraske, med andre ting, end dem, man kan købe for penge,  når han er på besøg.

Jeg vil glæde mig til at fortsætte læsning af Katrine Marie Guldagers “En plads i familien”. Der er noget over at have en novellesamling inden for rækkevidde, så man hvis læsetiden er kort, hurtig kan tage en fortælling ind, som man kan gå og fundere over.

Jeg vil glæde mig til at læse Malte Tellerup debutroman ” Markløs” – at gå markløs betyder at bevæge sig udenfor de stier,der er trådt i marken. En roman jeg har hørt omtalt i program på P1, godt sted at hente inspiration når man er i forlegenhed for nye titler at sætte sine læsetænder i.
Hvorfor den store Munch biografi af Atle Næss ligger på mit bord er en længere historie. Den har  I tilgode til i morgen

                                  God læselyst til alle læseheste – med eller uden æselører.

P.S. Og så ligger der en notits om en nylig udkommen bog af Martin Krogh: “Harens Øje” 

Gue ævelskywer 

Med til temaet om æbler hører æbleskiverne. Selv om de fleste vil hævde, at det pandestegte runde kugleformede bagværk  hører julen til og intet har med æbler at gøre. Men det har de. I oprindelig forstand i al fald. 

Talte man i 1700 tallet om æbleskiver, var det skiver af æbler paneret i æg og mel stegt på panden i smør. Således laver man stadig den dag i dag æbleskiver  på Als.

H.C.Andersens eventyr ” Krøblingen” (1872)  handler om den handicappede gartnersøn, den kløgtige Hans, der er “slat i benene”. Han bliver ikke budt med til julegilde på herregården, hvor hans forældre er ansat, og hvor der serveres æblefyldte æbleskiver. Men han overvinder sin “slat i benene” og kommer til at gå.

Også Frk Jensen skriver om de fyldte æbleskiver. I Frøken Jensens Kogebog, der udkom i 1901, og siden har været danskernes nationalkogebog, lyder det i opskriften, at når æbleskiverne er bagt på den ene side, vendes de med en strikkepinde og fyldes med æblegrød eller et lille stykke kogt æble” 

I Sønderjylland og på Ærø fylder man efter sigende æbleskiverne med sveskemos.

Man behøver ikke som i “Peters Jul” at vente til nytårsaften: ” I Aften ender det gamle Aar, og derfor vi Æbleskiver faar . . .” Hver familie har sikkert sin personlige opskrift på, hvordan rigtige æbleskiver skal smage. Og deres forståelse af hvorvidt skiverne skal være et soloprojekt og  bages på den traditionelle æbleskivepande ved komfuret, eller om bagningen skal være et fælles anliggende, der bevidnes af samtlige familiemedlemmer, og tilberedes i en æbleskivebager i fællesskab ved bordet.

  Skulle nogen få lyst denne mørke efterårsdag at finde den ene eller den anden type æbleskivepande frem, så er min opskrift æbleskiver her:

3 æg deles i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk derefter blommerne. Hviderne skal først vendes i dejen til sidst

 1/2 liter god kærnemælk

Reven skal af en udsprøjtet citron

5 dl.hvedemel ( erstat evt 1 dl.med en grovere meltype) 

1 tsk.natron

1 tsk.kardemomme.

Æbleskiver bages i smør eller rapsolie.

Hvert hul i æbleskiver fyldes 3/4 fuld, vendes først, når den ene side har fået skorpe før æbleskiverne vendes fyldes de med en lille klat æblemos med vanillie. Serveres med frugtkompot og flormelis der sies over, så det ligner et fint drys af sne.
Velbekomme! 
Til de der vil undre sig over overskriftens stavemåde, er forklaringen, at det er dialekternes dag. Dog har jeg været så hensynstagende ikke at skrive hele indlægget på dialekt.

Ha æn gue daw!

Æblefortællinger 

Til alle tider har de fantastiske fortryllende æbler været forbundet med forførelse og fortryllelse.Æblet bliver i flere fortællinger brugt som konfliktskaber, der får tingene til at ske, konflikten til at trappe op. Således er der også en bitter og mindre sødmefuld side af æblet. Egentlig var det måske æblet, der var skyld i syndefaldet.Også som magtsymbol bruges æblet – tænk bare på rigsæblet der er regentens eje. 

I mytologisk henseende er æblet givet  magiske kræfter. Gudinden Idun, vogter af de gyldne æbler, besidder den egenskab at skænke evig ungdom. Da jætterne opdager det, ønsker de, forfængelige som også de er, at eje disse fortryllende æbler. Idun hentes af en jætte forklædt som en ørn, og sammen med æblerne flyves hun til jætternes hjemsted i Midgård. I Asgård, hvor guderne lever, får de rynker og  taber  både hår og tænder. Loke ser derfor ikke anden udvej end at hente Idun og æblerne igen. Han forklæder sig som en høg og bringer Idun og æblerne hjem. Da Guderne atter spiser af æblerne, bliver de igen givet evig ungdom. Egentlig var det måske også æblet, der var skyld i syndefaldet. Æblet som Adam trods forbuddet indtog, satte sig fast i hans hals. Det sidder der endnu, og i alle hankøns halse som adamsæblet, der mere eller mindre stikker frem som et synligt tegn.

  Stridens æble blev  kastet ind mellem olympens guder. “Til  den smukkeste” blev der råbt. Prins Paris var dommeren, der skulle vælge, hvem der skulle vinde æblet. Det blev kærlighedens gudinde Aphrodite, der blev den heldige. Ofte er hun skildret med et æble i hånden. Hun gav imidlertid sin  geinst videre til dronningen af Sparta. Den smukke Helene. Og så opstod der krig, der varede i flere år.

Og så er der jo eventyret om Snehvide, det uskyldige pigebarn, hvid som sne, der tager en bid af det forgiftede æble. Æblet havde to sider en hvid side og en rød. Havde pigebarnet spist af den uskyldsrene hvide side, var hun formentlig ikke blevet bragt af vejen. Så var hun forblevet barn og havde ikke udgjort nogen trussel for andre kvinder, hermed heller ikke sin stedmoder. Men hun tog af bid af æblets tillokkende dragende side, rød som blod, farven der symboliserer liv, kærlighed og drift og trådte hermed ind i rækken af de voksne kvinder.  

 Fra tyskundervisningen i skolen er denne fortælling, den der står skarpest i min erindring. Den schweiziske bueskytte Wilhelm Tell var en modig mand. Tell nægtede at underkaste sig den hersker, der forlangte, at alle skulle hilse ydmygt på den hat, han havde hængt op. Som straf blev han tvunget til at skyde til måls efter det æble, der var placeret på hans lille søns hoved. Skytten fortalte,at han ville have brugt sin anden pil, som han havde i bæltet, til at slå herskeren ihjel, hvis han havde ramt sin søn. Wilhelm Tell blev kastet i fængsel men flygtede og fik ram på den magtfulde hersker.

Således blev mit indlæg i dag en lang pasus om nogle af de fortællinger, der har æblet som omdrejningspunkt.

Måske jeg skulle genlæse Irwings mageløse roman

” Æblemostreglementet” og gøre Homer Wells selskab, og dermed slutte ringen med æblefortællinger ?

Komma

imageI en tekst betyder et komma, at man skal stoppe op, trække vejret,før man læser videre. I dag har jeg valgt at sætte  komma. Holde hviledag. Sætte mig selv på selvvalgt pause, før jeg begiver mig videre. Forestille mig at jeg er et batteri, der for at kunne virke igen skal lades op.  Efter i flere dage at have været omgivet af gode mennesker, at have været i godt selskab, er det nu tid til ikke at skulle noget som helst. Jeg lader op og fordyber mig i ” Køligt Daggry” “Kullar af degi”, som romanen på islandsk hedder. En fortælling  om endnu en af Kristin Marjas fantastiske kvinder Thorsteina Thorsdottir. Kristin Marja Balursdottir kan som ingen anden indfange og så levende, detaljeret  og dramatisk indvolvere os læsere i de menneskeliv, hun skildrer. Oftest kvinder der markerer sig ved at skille sig ud fra enhver konformitet. Lige fra portrættet af kvinden og kunstneren  Karitas Jonsdottir til enken Freya, der ikke kun vender hjem til Island efter et ophold i Amerika, men også vender op og ned op tilværelsessynet der. Hun imponerer og afskrækker på samme tid, ikke mindst niecen Agga. Og så er der Kolfinna, der ” Fra hus til hus”  ukueligt fortsætter at efterstræbe lykken til trods for den smerte, det svigt hun har oplevet

Alle fantastiske fortællinger der er vanskelige at slippe udenom. Fængslende dramatiske, som den natur de foregår i, og som forfatteren er så fortrolig med. Således  er jeg også på min hviledag i godt selskab. Jeg lader op med Thorsteina.

 

 

Fasan fan

Apropos tankespind om fjer. Iagttager fasanerne. Til trods for deres stålsatte spankuleren. Over vejen hvor de vil, når de vil, afspejler deres halefjer som jeg har ladet mig fortælle, er dem der vokser mest langsomt, at de er lidt vintertrætte. Blege som solen der knapt lader sig se.

Kan ikke lade være at nævne ” Fasanen ” fra ” Dyret” 1963

” Fasan …fasan … Ja? Et jævnt fuglenavn. Et ingenting. Et nul og nix” således indleder Knud Holst sin fine men også skræmmende fortælling om tvangsmodning af en blød vigende dreng, der modvilligt tvinges til at deltage i jagt, af sin fåmælte far, “med et blik der spaltede en som et leblad”. Aldrig har han vist sin søn venlighed. Først er drengens opgave at agere støver,finde de nedskudte fugle, til trods for hans afsky for at medvirke. “Han skal lære det ” er farens svar på moderens tvivlende spørgsmål. Selv kalder drengen jagt for søndagsmord. Fasanjagten bliver blot begyndelsen. Senere beder faderen ham slå en kokkekyling ihjel, og medvirke ved svineslagtning.”Han lærte virkelig også det at stikke”.Da drengen bliver konfirmeret øges kravene. Som en tillidserklæring får han sit eget gevær.” En anerkendelse af ham i den verden, hvor drabet var loven”

Således bliver far og søn, der nu begge bærer våben efterhånden ligeværdige i jagten. De jager udenfor jagtsæsonen- “de havde deres egen lov. Drabets.”

Novellen slutter med at sønnen, præcis som faderen ville have påskønnet det,med kort salig nydelse trykker af. Et vådeskudsulykke der gør at sønnen opnår “glasklar isærdeleshed i hjertet” ingen tvivl om at der er faderen, sønnen har ramt. Større tvivl om hvorvidt der er tale om et vådeskudsulykke.

” Let var det hele. Livet var enkelt og nemt at håndtere, nu han var lært færdig” 

Lige som i det narrative mesterværk er der i naturen lige nu stærke kræfter på spil. Priviligeret endnu engang at få lov at opleve naturens opvågnen fra vinterdvalen. Heldig at være vidne til. Livet her er ikke enkelt, og man bliver aldrig lært færdig, færdig med at besigtige og bevidne det, der sker når  forår forsigtigt banker på.

Blixen blev mit vintereventyr.

Vinterens læsning blev et herligt gensyn med den sande storyteller som med sin adelige baggrund drog langt hjemmefra. Blandt masaierne fandt hun sig selv og blev menneske.
Et liv med megen sorg og lidelse – uhelbredelig sygdom og tab af de to mænd der kom til at betyde mest for hende, som begge faldt ned med fly, gjorde Tanne til den fantastiske fortæller, hvis historier rummer storhed og eviggyldighed.
En episode i “En lille bog om Blixen” fortæller om hvor livgivende historier kan være.
Velkendt var det at skribøsen, som hævdede, at hun havde solgt sin sjæl til djævelen, led af syfilis, som man behandlede med arsenik. Ved en fejltagelse bragte en tjener baronessen et helt glas ufortyndet arsenik mod de tre dråber, hun sædvanligvis var ordineret. Den velbevandrede litterat, fortrolig med alverdens store fortællinger, havde hos Dumas læst, at arsenikforgiftning lod sig kurere med en cocktail af æggehvide og mælk.
I fiktionen var redningen at finde

IMG_0353
I skrivende stund fornemmes en grøde i luften, vintergækkerne strækker mere end hals og viser deres sarte hvider hoveder side om side med andre spirende vækster, der ligesom dagene tager mere og mere til dag for dag. Foråret så sagte kommer.

IMG_0344

Hvordan gråt blev til rødt

IMG_0240
Så fik vi besøg af den lille ukuelige fugl, som selv på de allerkoldeste dage synger. På stille dage kan man høre dens lidt forstemte “tik”. Endnu mere synlig i dagens hvide omgivelser er Rødhalsen med sine fine små sorte perleøjne og sit rustrøde advarende bryst, når den lander tillidsfuldt på terrassen i tro på her at kunne stille sin sult på terrassen.
Eller Rothkelchen (betyder rød strube) som den lille fugl hedder på tysk.
Eritacus Rubecula på latin. Kært barn har mange navne !
En talemåde siger, at når en rødkælk, som fuglen også kaldes, er der besøg fra himmelen.
Dagens besøg vil give anledning til en genlæsning af Selma Lagerløfs lille historie “rødhalsen” som findes i Kristuslegender. I begyndelsen af 1900 tallet skrev forfatteren hvert år en legende om næstekærlighed og barmhjertighed.
I legenden forundres fuglen over sit navn, forstår ikke hvorfor den kaldes Rødhals, når den ikke bærer een eneste rød fjer. Meningen er, at den lille skabning selv skal gøre sig fortjent til sit navn. Den skal elske andre med en sådan glød, at brystfjerene farves glødende røde af kærlighedens flamme. At fuglen synger af hjertes svulmende lyst er ikke tilstrækkeligt til at forvandle fuglens farve, som forbliver grå. Ej heller dens mod, tapperhed og kamplyst hjælper fuglen til at fylde sit navn ud.
Først da en bloddråbe, som rødhalsen i empati har fjernet fra en lidendes pande, rammer fuglens bryst belønnes den ydmyge lille helårssangers med den farve, den var bestemt til have. “Rødere end roser” blev dens bryst.

IMG_0238

Så blev det Hvidt derude

Endelig genkendelighed.
Omsider overensstemmelse mellem det kalenderen viser, og vejret som nu indfrier vore forventninger, og for en tid muligvis vil kunne bekræfte os i, at det ikke er så graverende med klimaændringer.
Det er hvidt derude. En ny verden, som associerer renhed og ny begyndelse, ligger foran os. Når vi begiver os uden for, lyser det op og en ny mulighed for ikke at sætte så markante aftryk, viser sig. Det må handle om at træde varsomt. Hundens mange dybe spor afslører en legende ubekymret tilgang.
Småfuglenes fourageren i foderhuse af plexiglas opsat på ruderne, giver nu for alvor St.St. Blichers vintersang mening, for uanset hvilket rum vi er i hører vi dem tillidsfuldt her. Ikke blot kan vi se dem -deres tilstedeværelse blotlæggelses højlydt.
“Det er tyst herude
Kun med sagte pik på rude
Melder sig den små musvit”

Længere væk spankulerer en kragefugl som kontrast til den nye verden og som en trussel for de mindre fugle.

2015/01/img_0187.jpg