Ny tradition

Så lykkedes det at samle flokken ( næsten) til en ny tradition: familiemøde til kyndelmissefejring. Hylde dagene, der for hver dag, bliver længere og lysere. Markere lyset der mere og mere synligt vender tilbage. Det handler om at få øje på, alt det som kan fejres. At lave alle de møder, der er mulighed for. At bryde hverdagen og for en tid omdøbe den til fest.

Bålfadet var tændt. Den store gryde i brug.

Der blev tilberedt suppe i den store mængder, for vi skulle være mange om bordet, og traditionen tro så afsluttede vi med pandekager. I dagens anledning med is.

Det blev en herlig dag med glade gæster og god snak om bordet. Dejligt at have tid til at tale længe sammen og blive opdateret på hinandens gøren og laden.

Og se hvilken dejlig værtindegave jeg så overraskende modtog. Straks efter udpakningen forvisset, om at denne kop vil blive min foretrukne fra nu af og i lang tid fremover. Tak N +R ❤️

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi igen håber at måtte få lov til at glæde os over lysets tilbagevenden og over hinanden.

Reklamer

alt det lys vi ikke ser

Sikke en åbenbaring i dag at se skyerne skille sig, og solen dukke frem. Efter ugennemsigtige dage hvor det har været svært at definere solopgang og solnedgang, hilses solen så hjerteligt velkommen tilbage. Også selvom det kun er for en kortere bemærkning. Var der intet mørke, var der heller intet lys at se: ” lysets kraft er betinget af mørkets dybde” ( Asger Jorn)

Måske er det sådan, at man virkelig må savne noget, for at kunne sætte oprigtig pris på det, når man møder det igen.

Selv bliver jeg så let i tusmørketiden januartung og træt. Jo længere vi kommer ind i januar måned jo vanskeligere bliver det at forlade den varme dyne om morgenen og få klaret det man gerne vil nå. Trods supplement af tilkøbt sollys på mange Lux, fiskeolie i høje doser, dagligt indtag af de fede fisk og solens frugter, så er følelsen af at være ramt af januarmørkets klaustrofobi massiv.

Lyskæderne i haven har også i år fået lov at hænge. Vi må samle på alt det lys, vi kan lige nu, hvor det er vanskeligt at fastholde nuet, lige her og nu, og ikke tænke lidt frem i tid til længere og lysere dage. Og være taknemlig for ikke at bo på nordligere breddegrader.

Hvor var det dejligt at se solen i dag.

Lyse nætter 

Og lyset vælder pludseligt ind.

Det kommer gennem alle sprækker,lyse nætter er tilbage”

Nu er de her. De lyse nætter. Og så er det man er særlig taknemlig for at bo herude på landet, hvor lysforureningen er begrænset, og hvor det for alvor mærkes at de lyse nætter har gjort deres indtog.

Lige nu nyder vi de længere dage, aftnerne hvor det nu ikke for alvor bliver mørkt. Tusmørketid sene aftner og tidlige morgener.

Stadig er det for koldt at slå sig ned udenfor sådanne aftner. Men hvor er det dejligt at sidde inde og tage lyset ind.



Befrielsesaften

“En lærke letted og tusind fulgte 

Og straks var luften et væld af sang,

De tusind tårne tog til at tone, 

Så landet fyldtes af klokkers klang,

Og byer blomstred i rødt og hvidt,

Og det var forår og Danmark frit

Ja Danmark frit”


Befriet, ikke længere besat. Det er det vi stadig fejrer den 4.maj, dagen hvor frihedsbudskabet lød.Selvom vi ikke selv oplevede disse glædestimer, hvor man igen oplevede frimandskår, er denne dag blevet printet ind i vores bevidsthed. Derfor er det naturligt at markere dagen ved at sætte lys i vinduerne, som man i de seneste 72 år har gjort. For at fejre at de mørke år var til ende. En tid vi aldrig må glemme.

Min bedstemor fortalte, om, hvordan hun bagerst i spisekammeret havde gemt en flaske med en smule kirsebærvin, tiltænkt den længe ventede stund, når landet igen ville være frit. Da frihedsbudskabet havde lydt samledes alle, folk løb rundt med Dannebrog i gaderne. Det blev en aften der aldrig blev glemt.

En Lærke letted  har vel nærmest fået status af at være frihedssag. Den oprindelige ” En vinter lang og mørk og hård” som blev skrevet under selve besættelsen, og hvis indhold opfordrede til modstand ” fej alle vissengrønne væk”  vandt ikke rigtig indpas. Sangen gik snart i glemmebogen.

Lærkesangen er en smuk sang – skrevet af Mads Nielsen – med billedlige bogstavrim, der gør sangen så dejlig at synge.

Selv er jeg så begejstret for sammensætningen af T ordene i linie 3 , til trods for der er mange af dem, fungerer sætningen og kommer ikke til at virke konstrueret. Altid ser jeg frem til at synge denne linie, når vi alt for sjældent synger sangen.

Og det kan undre at sangen i 1970’erne blev udeladt af Højskolesangbogen, for hører den da i sandhed hjemme.

Befriende, i en ganske anden betydning, er det sådan en forårsaften at sidde stille sammen og se på lysene brænde og glæde sig over at lyset, både den gang for 72 år siden, og lige nu udenfor vores vinduer er vendt tilbage.

Forskud på glæderne

Endnu en tågedag der,hvis ikke man er yderst målsat, appellerer til, at man forskanser sig indendøre. Det ligner en døsig- dovne-dag. En af de slags dage, hvor det at vågne helt op er et urealistisk projekt. Hvor fornemmelsen af, at gardinerne aldrig bliver helt trukket fra, dominerer døgnet. Hvor man føler sig i stadigt underskud af lys, uanset hvor meget man stirrer ind i lyslampen,uanset hvor mange tusind Lux denne kan tilbyde. Uanset hvor stort tilskud af D vitaminer der dagligt indtages. Så er fornemmelsen af underskud udtalt.

  Det er som om, nogen har ført solen bag lyset. Som om de seneste dages vejrudsigt er præget af genbrug. I mangel på lys forgriber vi os på alt det, der lyser op. Citrusfrugterne der lige nu er allerflest og allerbedst er indbydende og uimodståelige.

Grape til morgen, clementiner til hvert et mellemmåltid og en stor appelsin til natmad. Appelsinfiletter i samtlige salater dagen igennem. 1 net usprøjtede appelsiner kan erhverves for den nette sum af en flad tier. Forvandles over et par dage til fire store glas appelsinmarmelade, som gennem den resterende del af vinteren med god samvittighed kan forsøde mange måltider.Alt fra frugten, uanset de bitre hvide hinder kan bruges. Hvem siger, at det i enhver henseende ikke kan betale sig at lave sin mad helt fra bunden? 

 

Ikke en gang hundene er til at jage op fra deres sted, uanset hvor meget der rasles med snorene og indbydes til søndagstur.Vi følger deres eksempel og i stedet for at gå ud, tager vi  naturen ind og tyvstarter på foråret. 

 
På komfuret er den store gryde sat over, der koges suppe. En stor portion så der er nok til de kølige dage, der varsles.Nu er det tid til at finde ud af, hvilken søndagskage,  der skal forberedes til i dag. Måske en appelsinkage? En fedtfattig, hvis der blot skal være en smule balance mellem energi forbrug og indtag.

God søndag til jer alle.

Adventsmørkning 

Så nåede vi første søndag i advent. Vi tænder det første lys i adventskransen, som i år blev en enkel udgave bestående af fire solide hvide bloklys i selskab med små kogler og endnu mindre glaskugler. Kanelstænger og stjerneanis drysset henover med rund hånd. Ikke det store kreative arrangement. Men et enkelt spontant fremstillet dekoration, må man nok kalde den- ja adventskrans kan man ikke sige. Rund er den ikke. 

 Det handler ikke om hvor kunstfærdig en udsmykning. Om den matcher tidens foreskrifter for, hvordan adventsdekorationer skal tage sig ud i år. Det handler om at være sammen omkring lyset.

Så tænder vi et lys i kvæld, vi tænder det for glæde.

Det står og lyser for sig selv og os som er til stede . . .” 

De seneste år er vi blevet overrasket af vores børn som gavmildt betænker os med små adventsgaver. Allerbedst er det, at de husker på, hvad vi synes bedst om og gennem året har ytret os om. 

Traditionen tro holder vi mørkning. Synger de sange der hører tiden til eller læser højt af julehistorier, der er en væsentlig bidragyder til den rette adventsstemning. Vi følger lysets forandring, alt mens det mørkner mere og mere. Når det er helt mørkt uden for vinduerne, går vi hver til sit, til hver vores forehavende. Med os tager vi mørkningsstunden og glæden. Ikke mindst ved at have oplevet endnu en adventsstund sammen.  

 “Der er noget i luften, der gør mig så glad . . .” 

Glædelig 1.søndag i advent.

Vi ville finde lyset

imagePå en diset søndag søgte vi lysere egne og drog mod Skagen. Udover ønsket om at lysbade var vores ærinde at aflægge Skagen Museum et besøg. Fordybe os i de badende børn som kunne byde på al den sommer, al det lys vi længes imod. Det blev en storslået oplevelse, ikke blot at betragte og se, men tilmed at erfare den ihærdighed og grundighed som afslørede, med hvilken passion kunstneren havde ønsket at skildre det syn, han havde været vidne til på stranden. Ikke blot ikke så få fotografier, ikke kun et utal af skitse og mindre billeder, også skulpturer og dagbogsoptegnelser, der beskrev lys, nuancer og kontraster, afslørede Willumsens arbejdsomme omhyggelighed. Så betagende.

En stor oplevelse var det at se skagensmalernes utrolig mange værker  OPHÆNGT, som malerne selv gjorde. Som  ved tidligere besøg var det de kvindelige kunstneres værker, der betog mig. Skildringer af små stille hverdagssituationer. Især gengivelse af lyset, solens stråler gennem et vinduesparti  vil jeg gemme som et minde, der er godt at kunne trække frem på mørke solfattige dage  Anna Anchers ” Frokost før jagten” ” Interiør  Brøndums Neksø” og Marie Krøyers ” Vasketøj  mellem gavle ” er vanskelige at  glemme. Stemningen i disse værker oversteg efter min mening langt de mandlige kunstneres mere handlingsmættede og mørkere billeder. At  gense Spisestuen fra Brøndums Hotel bød endnu  en gang på oplevelse af en sjælden autencitet. Det var her, med kig til haven, vi fandt museets hjerte og sjæl. I langt højere grad end i den noget sterile og strømlinede tilbygning, der er kommet til siden sidst . Vi søgte lyset i Skagen, og vi fandt det –  både ude og inde.

 

Lyse nætter 

“Nu kommer fuglene igen, og lyset vælter pludselig ind. Det kommer gennem alle sprækker,lyse nætter er tilbage” så stemningsfuldt og rammende udtrykker Alberte Winding sig i sin indledning til sangen “Lyse Nætter”

Indtil august vil vi under disse himmelstrøg være beriget med disse vidunderlige lyse nætter, hvor solens lys efter den er gået ned er i stand til at oplyse nattehimlen. Det er sådanne nætter der frister til at udsætte nattesøvnen i en hyldest af og hengiven sig til den lyse. 

Forventningstid – Vi tæller ned

Så blev det den sidste måned i året. Kalenderlyset er midtpunktet i de mørke kolde morgener – tæller sammen med adventskransen om søndagen, ned til vintersolhverv, som minder os om, at alt har sin tid. At mørket snart vil blive fortrængt af tiltagende længere og lysere dage.

Selvom der lige nu er koldt, mørkt og gråt, så er der i mere end en forstand  meget at glæde sig til.

Man siger ”forventningens glæde er den største”

Måske er vi mennesker bedre til  at glæde sig til noget fremtidigt – at se frem – end at glæde sig over det der er tilstede lige nu og her: at fryde og glæde sig over tilværelsens tilstand. Lige nu og her. I kulden og mørket.

December er, ikke kun for de små, ladet med forventning om det der vil komme: klimakset – juleaften.

foto

Så mange forventninger om indfrielse af traditioner, der skal danne den perfekte uplettede ramme om den eneste rigtige jul. Så mange gøremål skal nås før det kan blive den nøjagtige genkendelige jul – som vi har oplevet så mange gange før

Man kan tale om, at vi har en juleidentitet – en forestilling om, at julen kun kan fejres på en eneste måde. Den måde vi genkender fra alle tidligere år

Gentagelsens glæde ved at alt er som det plejer. Højtidernes ritualer er med til at fastholde og forankre os i den hastige foranderlige verden, vi er en del af.

I julesangen ”Sikken voldsom trængsel og alarm” synger vi begejstret med på ordene …. Rør blot ikke ved min gamle jul …” Ordet ”plejer ” kan i denne tid være både være forbundet med en betydelig følelse af  tryghed, men også en form for tyrani ved at man hvert år skal nå de samme gøremål for ”at det kan blive jul”

Måske fordi vi mennesker hver især er et andet  menneske, end vi var året før, opstår behovet for den totale altopfyldende genkendelighed.

I år vil jeg forsøge at øve mig i at finde balance, mellem det jeg gerne vil, og det kræfterne og tiden rækker til. Ikke slavisk at ville nå det hele som hører med, men være selektiv og vælge ud hvad det betyder mest – og spørge: Hvad skal der til, for at der kan blive jul i vores hus i år?

Vi vil sætte os sammen, holde familieråd og beslutte hvilke traditioner julen i år kalder på

Hvad vil vi gerne i år – hvad magter vi – hvad tillader tiden

Hyggelig december

At vågne med dagen

Med omstilling til vintertid mærkes for alvor de kortere dage

Og ikke mindst de mørkere morgener

Men også muligheden for at vågne i takt med dagen.

Tiden nu – og de kommende mange måneder skaber dejlige vågnestunder

med dampende kaffe, en gruppe stearinlys tændt.

Her sidder jeg med hundene snorkende under bordet som de eneste lyde i huset – udover dem jeg selv utilsigtet fremkalder – og betragter den gryende dag, følger den langsomme forvandling, hvor natten bliver til dag.

Ser det langsomt lysne.

Himlen blånes mere og mere og udgør den fineste kulisse for den solsort, jeg snart hører og nu betragter i silhuet på kirsebærgrenen udenfor mit vindue.

Jeg holder af denne langsomme stille begyndelse på dagen.

100_1402

Jeg læser digte som ikke indbyder til forslugen læsning, hvor man utålmodigt laver overspring i sin ukontrollerede læseiver i jagten efter at afsløre handlingen.

Hvor øjet ikke bare registrere ordene som et grafisk tegn, der symboliserer en velkendt betydning.

Disse efterårsmorgener byder ind til langsom læsning med en dvælen ved og en smagen på hvert et stemningsmættet ord.

Den samling der lige nu indleder min dag er  digtsamlingen” Mine Digte”

stemningsfulde, sprogligt ukomplicerede, vedkommende, hvoraf  flere rummer et  lokalt jysk islæt som forfatteren jo er så velkendt for:

”Den almindelige dag

Den almindelige dag med enkelte minutter, minutsporhunde

Ligger i kurven og slikker

lange almindelige dage”

Dejlig læsning en dejlig begyndelse på dagen, som jeg nu må i gang med at fylde, før det igen blåner og mørkner derude.