At blive fortalt for

Der var så meget livsvisdom, og så meget på spil i aftes, da vi var forsamlet med vores allesammens vise vidunderlige Ghita.

Spørger man mig, så er hun vor tids største danske skuespillerinde, der har så fantastisk en spændvidde.

På kvindernes internationale kampdag et så levende eksempel på, at vi kvinder bare, uanset hvor meget nogle kæmper med alderen, lige som vin, bliver bedre, jo ældre vi bliver.

At være tilstede i samme rum som den store skuespiller gav en ganske særlig stemning. Hun fortalte H.C Andersen eventyr ” Sneglen og rosenhækken”, ” hønsegården”og Æsopfabler krydret med hverdagsaktuelle emner. Fik sagt så meget på så kort tid, om at leve, sammen og med sig selv, i pagt og respekt for hinanden og naturen. Selv fortalte ukuelige Ghita, at hun var på vej mod Uganda( med generne efter en hofte der nyligt har været brækket) som protektor for Bjerggorillaen, som er truet.

Indimellem blev oplæsningen/ fortællingen betimeligt afbrudt af Lars Hannibal fantastiske guitarspil. Det samspil de to havde på scenen var en fornøjelse at opleve.

Hvor var vi heldige at få den oplevelse. Hvor er vi priviligerede, at der er kommuner, der stadig sætter focus på kulturen og ikke lader os nøje og henviser os til vore små private skærme. At der bliver skabt platforme for sådanne kulturelle kulisser at samles om og mødes i. At hente i – og leve på.

Reklamer

Tulipantid

Ikke i nogen anledning, ganske uden grund kom min datter forleden hjem med blomster. Allerbedst er det efter min mening at blive betænkt med blomster på denne måde.

Det er lige nu, hvor farverne er få, og hvor væksterne i haven endnu er i dvale, at det er så dejligt med sådanne friske tulipaner. De giver fornemmelse af forår, af længere lysere dage.

Hver aften bærer jeg dem ud i den køligere gang. Jeg håber min indsats vil være livsforlængende for blomsterne. Stadig står de ranke, spændstige i blade og knop og er knitrende at røre ved.

” Det er en nydelig Blomst sagde Konen og kyssede den Paa de Smaa røde og gule Blade, men lige i det hun kyssede, gav Blomsten et stort Knald, og aabnede sig. Det var en virkelig Tulipan, kunne man nu see, men midt inde i Blomsten, Paa den grønne Stol, sad en lille bitte pige. Saa fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise” ( H.C.Andersen 1835)

Pindsvinebesøg 

Hver aften når vi lukker hundene ud, og vi hører dem forvandle sig til glubske rovdyr i flok, ved vi, det er der. Pindsvinet som bor i haven. Natdyret som ikke lader sig se ved højlys dag, men som kun efter lader sig spor : de cirka 2 centimeter lange glinsende lorte, som fortæller, at det er der. Den levende nålepude.

Vi har sat små underskåle nogle med opblødt hundemad, andre med vand, hvor det kan fouragere og også installeret et par vinterhi, dynger til medvisne blade.


Sidste sommer havde vi en fastboende. Og det overraskede vist os alle, hvor stor en glæde denne lille indflytter gav.  Hvor blev vi glade, når vi kunne høre dets grynten og snøften, når vi sad ude i skumningen. Triste var vi, da vi fandt dyret afkræftet, og da det senere, trods pleje og pasning,døde. Det var sidste års dårlige pindsvinehistorie.

Den gode var, den redningsaktion der blev sat i værk, da vi fandt et pindsvin i fyrkælderen. På en skovl blev det samlet op og fragtet de mange trin op, som den ikke selv kunne forcere. Efter et par dage som rekonvalescent i haven, klarede den skærene og begav sig videre.

Jeg skal love for at sådan et lille væsen ikke kun holder hundesindene her i kog.

Kommer til at tænke på Grimms eventyr “der er en løgn, men sand alligevel”. Om den langbenede hare der ydmyger det lille pindsvin, og gør den til nar på grund af dens korte ben. Moralen er, at man aldrig skal gøre grin med nogen, der er mindre end sig selv. For pindsvinets løber af med sejren, og haren taber – ikke kun væddemålet, den mister også livet.

Og hvis ikke de er døde,  pindsvinene, så lever de endnu. Sådan slutter i al fald eventyret.

Jeg håber ” vores” havepindsvin vil klare den kolde tid og overvintre her hos os. 

Apropos svaler …

Så var der jo eventyret om, hvordan den afkølede forfrosne svale, som havde revet sin vinge på en tornebusk, blev Tommelises redningsmand. I første omgang havde hun plejet og passet den forfrosne svale, pakket den ind i bomuld og krusemynteblade og bragt vand i et blomsterblad. Siden blev det fuglen, der blev Tommelises redning. Sådan er den ene tjeneste den anden værd. Bedrøvet var de begge,da de skulle tage afsked. Men det kun for en stund. Svalen kom igen, da Tommelises skulle giftes og fuglevennen afværgede det bryllup, hun ingenlunde havde lyst til at indgå. På svaleryg blev hun bragt til sin lille prins, der levede i blomsterkronerne. Og således fik også dette eventyr, som alle de andre, en lykkelig slutning.

Farvel,farvel sagde den lille svale og fløj igen til de varme lande. Langt bort fra Danmark. Der har den sin lille rede  over vinduet, hvor manden bor, som kan fortælle eventyr. For ham sang den Kvivit Kvivit. Derfra har vi hele historien”.

Også i H.C.Andersens eventyr fra 1835  opleves svalens trofaste natur, når den tilbagelægger hundredevis af kilometer – uden indbygget GPS. Når den sammen med tusindvis at artsfæller tager trækket tur- retur fra de varmere lande for at komme hjem og signalerer sommer ( for det er her- hos os – vi synes, den hører hjemme)


Ja det kan være vanskeligt at lade sig imponere af GPS’ ens fortræffeligheder, hvis man sammenligner med svalens ihærdighed og formåen.

Nu vil vi se frem til at de små glubske næb vil stikke op i reden. Så får de voksne svaler travlt – og vi får travlt med at fjerne de mange efterladenskaber.


Svalesang  er sommersang!

Skoven nu 

Så kom det løvhæng, som vi har ventet på. Skoven blev igen farvesat, forvandlet fra brun til grøn. Lyse, lette endnu gennemsigtige fine blade, så sollyset ubesværet kan nå skovbunden, er endnu engang sat på grenene. Endnu engang en forandring til stor forundring.Sammenlignelig med en levende kylling ud af en hård æggeskal.

Det bliver efter min mening ikke forårsfinere i skoven end lige nu.

Om aftenen lytter vi mod skoven efter nattergalesang. Indtil midsommer synger denne lille ydmyge uanseelige fugl sin alsidige melodiske sang,så fuld af klange og toner, der lige nu akkompagnerer forårstiden. Det handler også i denne henseende om ikke at forspille tiden.

Der er så meget, man ikke kan udsætte, for så er det for sent

En fuglestemme kun kejseren af Kina i H,C.Andersens eventyr  (1842) tilsidesatte til fordel for den japansk fremstillede mekaniske nattergal, der vakte så megen bevågenhed at den fortrængte den levende nattergal og kom til at ligge på silkepude på slottet. Den sang uafbrudt, dog sang mere mekanisk end den ægte levende nattergal.Først da kejseren var døende, og den levende nattergal vendte tilbage og sang ved hans vindue, erfarede den magtfulde mand, at den ægte nattergalesang var uerstattelig,og at den kunstige mekaniske fugl aldrig ville kunne fylde den levende nattergals plads ud

” Nattergal, du er lille og grå, men dine sange kan fortrylle mine triste tanker, 

Der får mig til at tænke- forstå, at der er meget man må kæmpe for at  nå.

Når du synger er det som et drømmeland

Som vi ska’ ud og finde sammen, og jeg tror vi kan

Se vi flyver – vi er på vej- den lange rejse er begyndt for dig og mig 

……dine sange må vi lære at forstå” Per Borgsten ( 1982) der også har skrevet teksten til Puff den fantastiske drage
Der er så meget, man må erfare for at forstå.



H.C.Andersens fødselsdag 

Dagen i dag er dagen, hvor vores store nationalskjald, eventyrdigteren H.C.Andersen blev født.For 112 år siden.

Det kan være vanskeligt at vælge,hvilke eventyr man vil læse sådan en dag for at markere fødselsdagen. Nu vralter der en stor skrubtudse over vejen. Valget er gjort. jeg vil læse et af de mere ukendte eventyr “Skrubtudsen” . Derefter afslutte med “Lykke-Peer” ikke Pontoppidans, men Andersens. Denne roman blev jo også den sidste,  H.C. Andersen skrev.

Men inden vil jeg tage et par af digterens vise strofer med mig, og gå ud i denne forårssøndag med disse:

“Gør verden dog ej for tung kuk kuk kuk kuk fallera”

…..”Gir man der sit hjerte hen, får man straks to,tre igen”


God søndag, god fridag, god H.C.Andersen fejring

Sommergæk 

” Da Sneen sank, fik vi Visit, af lette Alfer klædt i hvidt,

Af jorden steg blufærdig- kæk med bøjet Hoved en Vintergæk” (Soya)

Den lille ydmyge blomst, som man kun kan have for få af i sin have, er ventet med længsel. Nogle gange vanskelig at få øje på, når den er omkranset af sne. Men ikke i år. Blomsten der markerer, at det er nu, året for alvor begynder, nu at naturen vågner påny. Kendt under mange navne Kyndelmisselilje, Februarlilje,Vinternat og Sneklokke. Forårsbebuder. Muligvis den blomst der omtales mest af alle, fordi den er så ventet, fordi den varsler forår.

Forfatteren Johs.V.  Jensen taler om ” hele lagner af Vintergækker som med hvide Kinder indvarsler en vår som de aldrig selv skal se ….”  Sådan tager den sig ud som regel i gamle haver, hvor den har haft ro til gennem en årrække at formere sig. Et langt mere betagende syn end i nyere anlagte haver, hvor der blot findes sporadiske hvide klatter her og der.

Vi kalder den vintergæk, tidligere var der argumenter for, at blomsten skulle hedde Sommergæk, fordi den varslede forår og lysere tider. H.C.Andersen var en af fortalerne for det sommerlige navn. I sådan en grad at han bedrev et eventyr af samme navn.Heri står der bla.om den lille hvide blomst:”…dejlige Blomst sang Solstrålerne. Hvor er du frisk og ren. Du er den første og eneste….Du ringer Sommeren ind …” 

Det er forår – i al fald ifølge kalenderen. Tid til at finde saks og papir og smukke gamle gækkevers . . . 

En vintergæk en sommernar …..”

  

Et umage par 

  
Snemand Frost og Frk.Tø gik en tur ved Søndersø. Fandt en bænk og slog sig ned talte lidt om kærlighed…..

Og det skulle de to aldrig have gjort. Det er ikke altid positivt, når modsætninger mødes. Ikke kun en arm risikerede staklen ved dette møde. Snemandens hjerte smeltede i sådan en grad, at man kan betegne det som en gradvis nedsmeltning.Langsomt gik han til grunde. I forgårs kunne jeg konstatere, at “vores” Snemand i bogstaveligste forstand, var ved at lide samme skæbne. Han tabt hovedet, som nu lå adskilt fra kroppen på den kolde jord. I går fremstod han afpillet – opløst – er måske nærmere betegnelsen for hans tilstand. Sådan kan det gå, når hjertevarmen overvinder kulden. 

“På en bænk ved Søndersø sidder stakkels Frk.Tø Snemand Frost er smeltet op. Hun må ha’ ham i en kop” 

Man må nok konstatere,  at snemænd  er sarte eksistenser. Og ikke kendt for at vælge sig passende partnere. Også H.C.Andersens sølle Snemand havde fundet sig et ualmindeligt dårligt parti. Et valg der betød, at han var at betragte som selvdestruktiv. Han var så upassende “blevet varm på” en glohed brændeovn. Kom han ikke ovnen nær, ville han gå til af ulykkelig kærlighed.” Han havde kakkelovnslængsel” .Da han nærmede sig ovnen, smeltede ikke blot hans hjerte. Han blev aldeles udslettet fra denne verden. Sådan fik dette eventyr fra 1861 – ikke den forventelige lykkelige slutning for det umage par.

Det kunne være interessant at vide, hvorledes det forholder sig med “Snekvinder” mon de har sværere ved at smelte? 

Der er omslag i vejret. Det vil forhåbentligt vare lang tid, før der igen er Snemandsvejr. 

Læseinspirationsliste

At tage hul på et nyt år er også forbundet med planlægning af mangt og meget. Arrangementer, aftaler og andre aktiviter nedfældes i kalenderen, der endnu ikke bærer præg af synlige kaffepletter og al for mange overstregninger, som afslører udsættelse og ændring af aftaler. Jeg foretrækker en papirkalender, som jeg kan bladre i. Forestiller mig at den giver – i al fald mig – et bedre overblik. Det har ikke skortet på argumenter for at den elektroniske kalender, der skulle være så meget lettere, i brug. Endnu er jeg ikke overbevist.  Jeg laver læseinspirationslister. Allerede er der flere sider med optegnelser over gode bøger, jeg vil glæde mig sådan til at lære at kende blive lidt klogere på. Som sædvanlig har jeg flere bøger i gang.

Traditionen tro læses  H.C. Andersens eventyr “Snedronningen” som indledning på året. “Grantræet” hører juletiden til, og det hjerteskærende og næsten ubærlige eventyr om “Den lille pige med svovlstikkerne”  er for mig tilbagevende nytårslæsning.  Nu er jeg så blind passager på Kaj og Gerdas dannelsesrejse til det kølige nord, hvor de må så mange forhindringer igennem, før de genforenes og Gerda kan befri Kaj for den spejlsplint han har i øjet. Som altid overvinder kærligheden alt. Det kan man aldrig få nok af at blive bekræftet i. 

Her i huset har vi flere udgaver af eventyret. Særlig indbydende er ” skueudgaven” illustreret med Dronning Margrethes fantastiske og fantasifulde decupager. Denne bog lægger hvert år fremme i januar.

  Fraværet af de vinterlige kulisser kompenseres der for ved at bladre i Vinterhavebogen, der byder på fine og stemningsfulde fotos. Tilmed kan man hente ideer og inspiration til, hvordan man kan plante buske, træer og planter, der giver liv i haven i den kolde og mørke tid.

Og så er der også lige “Kvinderne fra Thy”- min julegavebog. En fantastisk fortælling om stoute jyske kæmpende kvinder. Jeg har besluttet at rationere min læsning. Strække læsningen og få bogen til at vare lidt længere. Jeg kan meget let komme til at læse “forslugent” i min nysgerrighed på i hast af få afsløret, hvad der vil ske med personerne i bogen, som man lærer så godt at kende. Allerede nu tænker jeg på, hvor meget jeg vil savne Mariane og Dusine Marie, når det sidste blad i bogen er vendt. 

Godt der er nye titler, der venter.

Lysere tider 

Vi har nu lagt den korteste dag og den længste nat bag os. Foran venter os lysere længere dage. I går var det solhverv eller oversat til moderne dansk solvending. En ikke udtalt optimist udtrykte sig således om solhverv:” ja og om et halvt år så vender det igen, så er mørket her igen” Indtil videre må vi affinde os med omstændighederne, indrette os efter forholdene og tænde lys og varme os ved dem i mørket.

  “vor sol er bleven kold, vi er i vintervold og dunkle dage. 

Men nu er nedgang endt og håbet tændt, ja håbet tændt

For nu er solen vendt, nu kommer lyset og den lange dag tilbage” 

Sådan skrev den himmerlandske forfatter Johs.V. Jensen i sin Solhvervssang eller Julesalme som digtet også kaldtes. Det er en tekst, der er sat i musik af flere forskellige komponister.

Vores juletræ er fældet hos gode genboer, som har et gevaldigt udvalg af træer at vælge imellem. Herligt at vores træ har vokset sig stort og fældeklar lige på marken her i nærheden side om side med ligesindede kammerater, der pyntesyge venter på deres store aften. Træet står nu grønt og frodigt parat til at komme indendøre og blive pyntet. Og vil den kommende tid være stuens lysende omdrejningspunkt, som vi hver morgen vil glæde os over at vågne op til. Lige Til Hellig tre Konger. Lige indtil det begynder at tabe nålene og drysse. Så må træets opgave blive  at lune og vinterdække de forfrosne roser, og gøre gavn  inden barfrosten melder sin ankomst. Og så er det vanskeligt ikke at komme til at tænke på H.C.Andersens eventyr  om Grantræet (1844) der har barkepine af bare spænding over, hvad der er i vente. I sin fremadskuen formår træet ikke at være tilstede her og nu, fokuseret på hvad der vil ske, istedet for det der foregår her og nu. Først da træet indser, at livet er forbi, indser det, at tiden er forpasset. Der er ikke mere at glæde sig til.
   ” forbi, forbi, havde jeg dog bare glædet mig medens jeg kunne forbi, forbi” 

Selvom det store skræmmende mørke er vores vilkår de næste måneder, er der også i mørket meget at glæde sig over. Lige nu og her. Det vil være spild af tid kun at se frem, blot at afvente lysere tider  og ikke glæde sig, mens man kan. Over det der er – og de der er – lige her og nu. Midt i mørket. 

Syltede hybenhjerter

Lige så hurtigt og nemt det er at plukke hyben, lade de runde gyldne glatte frugter glide mellem fingrene og lande i posen, lige så bøvlet er det at befri frugterne for deres utal af kerner. Heldigvis gjorde vejret det muligt at klare dette arbejde udendørs. Jeg satte mig for at forsøge at abstrahere fra det al for velkendte kløende stikkende ubehag, det giver at komme i berøring med de mange kerner. ” Kløpulveret ” som man kaldte det som barn. 

Mens kernerne sprang rundt  omkring mig, og selvmedlidenheden tog til, fik jeg associationer til eventyrenes personer, hvor mange udfordringer de må gå igennem. Men det ender altid godt. Forsøgte midt i det ubehag, jeg frivilligt havde påført mig at tænke produkt fremfor proces, og forestillede mig synet af glas med vaniliesyltede hybenhjerter. Forsyninger der så godt og vel vil række til vinteren og blive en del af mange måltider: på brødet, tilbehør til osten, desserten med meget mere.   

  Som altid er det i en situation som denne, hvor jeg må tage mig i lige at være på grænsen til at kapitulere, ord der bliver min redning Denne gang var det Jens Rosendals: 
At livet det er livet værd, på trods af tvivl og stort besvær og det der smerter”  

Uden sammenligning med andre og andres smerter iøvrigt. 

Udover at tage sig smukt ud er der, i min mund, ikke noget mere velsmagende end hyben. Der er tilmed en retrospektiv glæde at tænke på, hvilken herlig oplevelse det var den klare sensommerdag at plukke dem ved fjorden. Det kan næsten føles som om de gemmer denne erindring.

Jeg klarede min selvpåførte prøvelse!  Når der nu breder sig en duft af hyben, der  blander sig med citron og vanille bekræftes jeg i at det hele endnu engang var besværet værd.   

 

Jeg smager på årets hyben sat på glas. De har aldrig smagt bedre.

Her er min opskrift: 

1 1/2 kg rengjorte halverede hybenskaller

Lage: 

1/2 liter vand

2 dl.eddike 

550gr.sukker

Kornene fra 2 vanilliestænger

Fintreven skal fra en udsprøjtet citron

Lagen koges ind og hældes over frugterne, som koges med til de ikke længere er hårde. Husk at “skumme” de kerner der har gemt sig i de udhulede skaller.

Så er det tid til at hælde på glas.