Mikkelsaften

Det er Mikkelsaften i aften. Det er høsten, der fejres og høsten slutter altid med et gilde og en dans. At det aldrig er selvfølgeligt, at der er afgrøder at høste, blev man i tørkesommeren i år for alvor mindet om. Ikke kun landmænd udtrykte sig bekymret. Omend de havde noget mere på spil end os andre, der kun har græsplænen at slå.

Når høsten er i hus, har det til alle tider været overskudstid. Når man selv havde forsynet sig blev der uddelt Mikkelskorn til de fattige. Snart måtte man lege med maden, roer bliver udhulet til lygtemænd og neg gemt til fuglene for fuglen og den fattige skal også være mæt, når marken var revet let.

I bondesamfundet var det aftenen, hvor høstgildet blev holdt. En aften der også markerede skellet mellem sommer- og vinterhalvåret. Dyrene flyttede fra mark til stald, og det blev tid til de indendørs gøremål. Det var også skiftedag for tjenefolk og tid til afvikling af gæld.

Der brændes bål før Skt. Hans, vi spiser hveder før St.Bededag

I dag bages der kommenskringler, omend mjøden erstattes af en kande te.

Vejrvarsler der knytter sig til dagen: Morgenens vejr varsler vinterens vejr, eftermiddagens vejr den kommende vårs vejr og aftenvejret den næste sommers vejr.

Ligeså dybt solen skinner i havet på denne dag, ligeså tyk vil isen i vinteren være.

Er Mikkeldagsnatten klar, og er der blæst om dagen, vil vinteren blive streng.

Reklamer

Foranderlige dage

I går lod vi, trods blæsten, os varme i solen. Vi snakkede om sensommerdage dage.

I dag holder solen fridag. Det rusker og raser blæsten indimellem heftige byger. Løvhænget ser træt ud, og er snart parat til at slippe grenene.

Det er tetid og tæppetid, læsetid og tid til at tænde lys, selvom det endnu ikke er aften.

Det er efterår.

“Nu stormer det koldt derude,

Stjernernes glans forsvinder.

Havet krummer sin hesteryg

og ryster sig fri af minder. (Tove Ditlevsen)

Solskinsfridag

Førstpåugenfridag med tid til samtale uden afbrydelse.

Fra tomandsbordet fik vi den allerbedste vinduesplads med kig til bølgeskulp på fjorden og drivende hvide skyer på himlen. Her lod vi os varme af solen.

Vi var ikke de eneste, der havde fundet vej til Havnecafeen i Attrup sådan en solskinshverdag.

Et mere autentisk sted at spise fisk end her, er nok svært at finde. Caféens fiskeplatte blev vores frokost. Befriende var det at sætte tænderne i en fiskefilet, der ikke var badet i friture. Mere end mætte var vi, da vi et par timer senere, efter at have vendt store og små emner, drog af. Duften af tang og lugten af fjord slog os i møde, da vi forlod cafeen.

Næste stop blev : Eftermiddagskaffe på Skovsgaard Hotel, hvor vi så kunne snakke videre.

Hvor var vi heldige

I går kørte vi havturen fra Vester Torup mod Klim. Her holdt vi kafferast og plukkede hyben i solskinsvejret. Så buske der bugnede af havtorn men havde desværre ikke handsker med. Fulgte skyernes bevægelser hen over septemberhimlen. Da vi havde forsynet os, og posen var halvt fuld, satte vi os igen i bilen og kørte videre. Og så øsregnede det.

Vi kørte ad velkendte veje gennem plantager. Rullede vinduerne ned og sugede den aromatiske krydrede duft inf. Skoven lige når det har regnet.

Passerede så Svinkløv med den storslåede udsigt til hav. Satte kurs mod Slet hvor vi i tørvejr gik en dejlig tur på stranden. Mærkede vinden i kinderne og håret, strakte ansigterne mod solen,hørte bølgerne slå ind. Og da vi kørte videre, begyndte det igen at regne.

Hvor heldige vi var.

Et tiltrængt afbræk efter mange indedage. Herom følger mere i morgen.

Stjernestunder i september

Fortælle for et veloplagt publikum i til bogfestival i Ingstrup. Tak til jer der lyttede. I Bogbrugsen som udelukkende er drevet af frivillige. Et fantastisk sted hvor man kan finde et utal af titler til favorable priser. Anbefalelsesværdig og på det bestemteste et besøg værd.

Fandt da også et par titler der manglede i samlingen. Spændende når bøger skifter hænder.

Belønningen var kafferast ved havet. Sidde i solen og lytte til bølgerne, der slog ind. Helende at mærke synkronitet mellem bølgerne og hjertes slag.

Idag udflugt med en lille flok. Sidste kræmmerdag i Hune, slentre rundt, lade sig varme af solen og ikke have andre planer end at kigge. Og være sammen.

Afslutning et stjerneskud på Klausens fiskerestaurant.

Snart er den første efterårsweekend,der bød på stjernestunder og temperaturer over 20 grader godt brugt. Jeg er taknemlig.

En have er en gave 

For et år siden så det sådan ud.

Nu ser det sådan ud. Selv om man, i sær jo ældre man bliver, at tiden iler afsted, så er der, når man ser sig omkring, sket en del.


Vi er så lettede over at højbedene har lettet arbejdet i haven. Så målet med at gøre haven til en nyde- have i stedet for en yde- have er  gået i opfyldelse. Nu er haven i langt højere grad en gave frem for en opgave, konstant forbundet med dårlig samvittighed.

Selvom vi troede os sikre på, at dræbersneglene ikke kunne finde vej op af de uslebne brædder, så fandt vi til stor ærgelse forleden en ikke velkommen gæst i et af bedene.  

Et er de små snegle med hus på ryggen, men de store orangefarvede snegle, der trækker lange slimspor efter sig og udrydder alt på deres vej, vil vi ikke give husly til i vore højbede. Men de er svære at komme til livs. Min bedre halvdel er nu gået i tænkeboks. Han vil lægge forhindringer ud for dræbersneglene

I år har vi plantet grønkål i store potter. Vi deler gerne kålbladene med kålsommerfuglelarverne som ligesom os forsyner sig  grådigt af de krøllede blade. 

Vi har mere end en gang spist grønkålssalat 

Denne opskrift plejer at begejstre:

En tallerken grovhakket grønkål, 2 syrlige æbler 

2 dl. Creme fraiche 18% , lidt citronsaft, reven citronskal, 2 tsk.sukker, lidt salt,

Ca 100 gr.rosiner, 1 stor kop halverede vindruer, lidt hakkede mandler/ valnødder/ solsikkekerner.

Salaten skal gerne trække 2-3 timer på køl.

” Den der ej kan få flæsket må nøjes med kålen” siger et gammelt ordsprog. Det foretrækker vi og har så meget bedre af 

Velbekomme !

Farvel sommer- velkommen efterår

” Nu render Hav mod Danmarks Kyst. Nys Jævndøgnsstormen gol.

Brat lukker Byens sorte Spjæld for bleg Septembersol . . .” ( Johs.V.Jensen 1924)


Selvom vi har haft løvfaldssommerlige dage de seneste dage, så er det i dag, det vender. Det er tid til at stemme sindet mod efterår. For i dag er det ifølge kalenderen officielt farvel til sommeren. Det er jævndøgn. Tiden hvor nætter længes og  dage kortes. Mørket tager over i takt med at løvfaldets smukke gyldne  lyser mere og mere op. Endnu er det stadig den grønne farve der dominerer måske på grund af den regnfulde sommer.

Der er et privilegie at bo et sted i verden, hvor årstiderne ( stadig) veksler og endnu har hver deres kendetegn.

Det der ik mange der forstår, men jeg kan godt li’ efterår

Bladene bli’r gule og himlen bli’r så blå, altså bare ikke når det regner.

Mange flotte farver er godt at kigge på, når man sidder indenfor og ….” ( Benedicte Riis) 

Jeg vil lave et lille katalog, om ikke andet så inde i mit hoved, over de ting, jeg gerne vil gøre i dette efterår.

Velkommen efterår! 

Klassikerdagen 

I går var det Klassikerdag. Men hvad er en klassiker egentlig? En fortælling der på tværs af tid og sted bliver stående. En fyrtårnstekst som rager op. Et værk der har rækkevidde ophæver tid og sted. En historie der til alle tider har noget på hjerte. Altså et kollektivt værk som et kulturelt pejlemærke, der taler til os alle, og vedbliver at være aktuel. Et fællesgods.

 Iflg. Nudansk Ordbog et kunstværk der har varig værdi

Jeg tror både man kan tale om en fælles og personlig kanon af narrativer. Individuelle klassikere der sagde os noget, netop fordi vi befandt os et sted i tilværelsen, hvor vi som læsere kunne identificere os med et pågældende tekstindhold – fortællinger der bliver til personlige historier, vi bærer med os, fordi de har satte sig blivende aftryk i vores erindring.

For en tekst kan omtales som en klassiker må den endvidere være inspirerende for nye kunstnere og rumme en fortolkningsmulighed. Og måske også et overraskelsesmoment? Næsten som bryllupstraditionrn – noget nyt, noget gammelt, noget lånt ….

Det blev en kvindestemme, som vi alle kender, Tove Ditlevsen, som der i år blev sat fokus på.
Her på bloggen vil jeg citere et af hendes mindre kendte digte:

September 

September er en skøn moden kvinde, med kloge unge træk og gyldent hår,

I solens sidste strålefald hun står, ensom og stolt på kærlighedens tinde.

Og hendes øjne, store, blå og blinde, har ingen anelse af efterår,

skønt svale vinde gennem verden går, og våren er et blegt og falmet minde.

Men solen synker bagved skyers grånen, og hun står hvid og frysende tilbage, mens stormen flænger hendes silkeklæder-

oldingesvag og barnløs hvidner månen, selv om skærende septemberklage, men kvinden bøjer hovedet og græder.(Tove Ditlevsen)

Dette digt kunne værende en passende tekst til Edvard Munchs fantastiske maleri. ” Livets dans” også kaldet ” Madonna – tre stadier” ( 1899-1900) 
Jeg har udvidet klassikerdagen til en klassikeruge. Jeg vil genlæse Ditlevsen på alle måder, læse digte, noveller, romaner og biografier. Lytte til Anne Linnets “Barndommens Gade”  Måske den mest populære roman i forfatterskabet – den næsten ubærlige historie om det oversete, uforståede og forladte barn og hendes farveløse opvækst i grå 30’erne på Vesterbro.

I aften sætte filmen af samme navn på. Den unge Tove er så mageløst spillet af Sofie Gråbøll, der netop fik sin debut i denne rolle. Som den introverte eftertænksomme Esther alias Tove .

Sådan en dag 

Mørk morgen, varsel om årers første efterårsstorm, gråt der ude. I dag er det tid at være huleboer, krybe lidt længere ned i den gode stol. Drikke te af en af mine yndlingskopper. Nyde et af de få rødkindede guldborgæbler. Måske de smager særligt, fordi der blev så få af i år. 

Lytte til lydbog. For tiden er den historisk: “Ammen” af Kirsten Ruth. En roman fra 1700 tallet, med en apotekerfamilie tilhørende det bedre borgerskab i Aalborg, som omdrejningspunkt.

Finde vinterstrikketøjet frem. Der forhåbentlig vil blive til en ulden blå poncho til kolde dage ude, og kølige aftner inde. Et let strikketøj, der ikke kræve megen omtanke. Strikkepindene nærmest lydløse, efterlader ikke deres sædvanlige knitrende lyd. Kræver ikke et nedslået blik, men levner mulighed for at kunne kigge ud. Maskerne glider af pinden, en for en og bliver til lange rækker af et ukompliceret enkelt mønster.

 Den eneste afveksling er det farveskift, garnets mellerede farve giver, At strikke på denne måde har en næsten terapeutisk effekt. Når en maske forlader pinden, er det, som når man gemt i et krat af bærbuske, også ganske selvforglemmende, lader det ene bær efter det andet forlade sin gren for at lande i fadet. 

Træernes tavshed bliver brudt. Det blæser op der ude, mon det bliver så slemt som metreologerne spår? Vi har sikret os og henter parasoller og andre løsdele ind. Endnu er det tid til bare fødder i futterne.