Purpurdag

“. .  Nu blomstertiden kommer med lyst og ynde stor. Sig nærmer sig bliden sommer da græs og urter gror”

( Svensk folkevise 1693 )sådan en frodighed sådan en kølig forårsdag. Kulden og de regnvåde dage er “ikke så skidt at de ikke er godt for noget”, som det siges på disse egne. At solen ikke bager varm og hed betyder, at det er så frodig frisk og ganske grønt derude. Udenfor mit vindue, hvor det, en dag som i dag,er for koldt at slå sig ned. 13 grader viser termometeret. Jeg har fundet de varme støvler,tæpper og sweateren frem.

Pupurfarven dominerer derude. Blandt duftende dværgsyren, geranium, clematis af sorten Montana, få påskeklokker der stadig blomstrer i selskab med de nedbøjede løjtnantshjerter, der skutter sig lidt nu. Ovenover svæver giganterne, de ukuelige kuglerunde prydløg endnu ikke mærket af hverken kulde eller regn. Og ser man godt efter, så anes de ydmyge akelejer i lyse og mørkere toner.

Det er tid til indendørs sysler. Det er ventetid på blidere sommerlige dage.

Reklamer

Det er så hvidt 


Kastanjen står i lys. Hvidtjørnen blomstrer i fuldt flor, om kap med duftende dunede blomster i rønnen. I græsset lige så dunede kuglerunde frøstande  fra mælkebøtterne, klar til at løsne sig, flyve afsted og blive til en mangfoldighed af flere.

” Åh at forundres og komme på luftene, let som et løvetandsfrø

Ned i det syngende, solede duftende græs på en sommergrøn ø” ( Piet Hein) 

Sådan står der så smukt i den allerskønneste sommersang. Det er lige nu, sommeren med sin hvide uskyldsrene farve, gør sit indtog. 

I grøftekanten svajende blomsterhoveder , skærmplanter i hobetal. Porten til sommeren er hvid. Vi har i enhver henseende hvide og vide dage lige nu. Omfangsrige, omfattende  store og lange dage der vider døgnet ud. Strækker sig vidt.

” Midt i det nu som er selve den samlende tråd mellem aldre og år”

Der er ællinger ved søen 

1-2-3-4-5-6-7-8-9- 10. Hele 10 små ællinger kan vi tælle til, når vi kigger godt efter. Også når andemor svømmer ud på søen med sin flok og efterlader lange stille striber i vandet. De tager en omgang, og så er det hjem igen. Vi tæller meget ofte i denne tid. Bevidste om,at livet er udsat. Dagligt ser vi rovfugle kredse over søen. Også de søger efter føde. Ubærligt er det næsten at tænke på,at den maleriske idylliske ramme skal brydes, og vi ikke længere kan tælle til 10. Også lappedykkeren ser vi med sit enebarn på ryggen.

Vi har fulgt forældrenes redebygning, æggene blive til små dunede væsener der kan bevæge sig rundt. Forældrenes ligestilling, når det drejer sig om at skaffe føden. Set til når der har været vagtskifte, når den ene forælder er kommet tilbage til reden, har den anden, på en stafetlignende måde, forladt den i jagten på føde.

Sådan et menneskeligt ejerskab og relation tager moder natur ikke hensyn til.Kikkerten har indfundet sin plads i vindueskarmen, og giver mulighed for at nærme os de ynglende fugle så meget som muligt.

Det er en spændende tid, der er så meget der folder sig ud. Der er så meget på spil.

Rapstid 


I slutningen af april så rapsmarken sådan ud. Sødligt duftende spreder marken nu med den guleste blomsterpragt, der lyser op i klare lange felter, sin duft. Gulest bugter de blomstrende marker sig og bryder ind i alt det grønne. Som en iøjnefaldende isfugl blandt brunbrogede fugle. Det er rapstid. Også på den måde bliver et noget abstrakt begreb: tid sat i perspektiv. Vi bliver mindet om, hvor hastigt alting går. Vi må se og være til, mens tid er. Snart er blomsterne forsvundet, rapsmarken høstet og marken øde og sort. Sådan et blomsterliv er kort.

                                             ” om lidt er vi skilt ad som bærrene på hækken,

                                     Om lidt så er vi borte som boblerne i bækken”. 

                                                       ( Emil Aarestrup 1838) 

Et digt der med sit tema om forgængelighed og sine bogstavrim så smukt fanger dette. Øjeblikket!

Det handler om at slå til og ikke udsætte til i morgen, for da er rapsblomsterne måske afblomstret.

Alting har sin tid.

Kirkeskoven på Mors dag

Lige nu Lever skoven i den grad op til sit navn. Når man bevæger sig gennem skoven, er det, som om man befinder sig i en katedral med himmelstræbende højt til loftet. De lette lyse bøgegrene er vokset sammen, så de udgør et rum, der ikke levner meget kig til himlen. Alligevel finder lyset vej gennem det gennemsigtige lette løv, og giver det fineste blødeste skær.

I dag er det mors dag. En dag, vi lige som fars dag,ikke gør noget særligt ud af herhjemme. For hvor ville det være fattigt, hvis man blot skulle tænke på hinanden, den dag det er berammet i kalenderen.
Alligevel fik jeg er dejlig morsdagsgave. I går fik jeg råd, vejledning og svar på ikke så få spørgsmål. Min ældste datter tog sig nemlig tid til at tage med mig på computerkig. Med det resultat at jeg fik erhvervet mig en ny computer. Netop passende til det behov der er mit.


Endnu ikke udpakket ligger denne nye jomfruelige pc’er og venter på at blive taget i brug. Som sædvanligt, når man i min alder erhverver sig et stykke nyt teknik,venter jeg spændt på at blive fortrolig med min nyerhvervelse, som jeg håber vil blive et arbejdsredskab. Jeg glæder mig til at fylde den med store og små historier.

Og så røg der lige et par høretelefoner med i kurven- så kan jeg lytte til mine lydbøger uden andre nødvendigvis må være påtvunget  samme historier, som dem jeg foretrækker

God søndag –  også til jer der ikke  er mødre

Store hvededag 

Det er store hvededag i dag. Hveder morgen middag aften. Og i aftes. For som traditionen foreskriver,er det aftenen før Bededag, at man spiser varme hveder. En tradition fra dengang bededagen i sandhed kom folk – og også bagerne- i hu. En dag hvor man intet måtte udrette.

En fantastisk duft af kardemomme og citron bredte sig mens bollerne i den grad hævede i ovnen. De smagte ikke mindre skønt i aftes akkompagneret af den grønne havtornte.

I år har jeg gjort noget, jeg sjældent gør. Prøvet en ny opskrift. Samtidig har jeg gjort noget, jeg næsten altid gør: tilført en smule af noget, der ikke stod i opskriften. Jeg kan bare ikke lade være.

Her er min opskrift: 

1 pk. gær

80 gr smeltet smør lunes med 6 dl mælk

Reven skal af en usprøjtet citron 

2 spsk sukker og 2 tsk salt

Ca. 900 gr og 100 gr kartoffelmel 

Lang tids hævning gerne et par timer,

Form dejen til ca 25 boller

Lad efterhæve tre kvarter

Bagetid ca 20 min. V. 200 gr.

I den lange hævetid nåede jeg lige at bage en plade blåbærmuffins i håb om, at der i dag bliver vejr til en lille skovtur.

God appetit og god Bededag.


“Der er altid et sted i verden

Hvor der sidder et barn med et brød 

Og hvor freden er barnet der tygger

Synker brødet i små nærende stykker

Og hvor freden er vandet der smager

Den er duften af nyt brød der bager”. ( Eva Chortsen fra ” Musikalske Høns” ) 

Apropos svaler …

Så var der jo eventyret om, hvordan den afkølede forfrosne svale, som havde revet sin vinge på en tornebusk, blev Tommelises redningsmand. I første omgang havde hun plejet og passet den forfrosne svale, pakket den ind i bomuld og krusemynteblade og bragt vand i et blomsterblad. Siden blev det fuglen, der blev Tommelises redning. Sådan er den ene tjeneste den anden værd. Bedrøvet var de begge,da de skulle tage afsked. Men det kun for en stund. Svalen kom igen, da Tommelises skulle giftes og fuglevennen afværgede det bryllup, hun ingenlunde havde lyst til at indgå. På svaleryg blev hun bragt til sin lille prins, der levede i blomsterkronerne. Og således fik også dette eventyr, som alle de andre, en lykkelig slutning.

Farvel,farvel sagde den lille svale og fløj igen til de varme lande. Langt bort fra Danmark. Der har den sin lille rede  over vinduet, hvor manden bor, som kan fortælle eventyr. For ham sang den Kvivit Kvivit. Derfra har vi hele historien”.

Også i H.C.Andersens eventyr fra 1835  opleves svalens trofaste natur, når den tilbagelægger hundredevis af kilometer – uden indbygget GPS. Når den sammen med tusindvis at artsfæller tager trækket tur- retur fra de varmere lande for at komme hjem og signalerer sommer ( for det er her- hos os – vi synes, den hører hjemme)


Ja det kan være vanskeligt at lade sig imponere af GPS’ ens fortræffeligheder, hvis man sammenligner med svalens ihærdighed og formåen.

Nu vil vi se frem til at de små glubske næb vil stikke op i reden. Så får de voksne svaler travlt – og vi får travlt med at fjerne de mange efterladenskaber.


Svalesang  er sommersang!

Svaletid 

Maj kom, men ikke med sødme og mildhed. Ikke indtil nu i al fald. For hvor er her koldt. Vi tænder levende lys og finder tæpper. Men må alligevel også skrue en smule op for varmen.

Et sandt sommertegn er, når svalerne kommer. Og de er her. Selvom det er koldt. Allerede har de efterladt sig synlige spor, hvidlige plamage af efterladenskaber, der afslører, at de er i gang med deres redebyggeri. De skålformede mudderklinede reder.

Fra mit læsted forleden, så jeg dem i luften. De lette altid festklædte langstrakte kløftede svalehaler i hurtig og elegant flugt i luften. Kredsende rundt og rundt. Den dag var de flere. Da var det også lunere i luften. ” enlig svale gør ingen sommer”, og det mætrkes.Tydeligt.

Den kølige maj må være også for de små flyvere, der kommer lige fra Saharas ørkenvarme, være noget af en kontrast.

Jeg finder Johs.V. Jensens digt om Svalerne, med en opfordring Lyt! og læser det,mens jeg lige nu, hvor regnen øser ned, nøjes med at kigge ud. 

” . . . .En Fugl om meget man hører synge

Og svundne Uger igen forynge

Og svundne Maaneder, svundne Aar,

Ja andres Aldres forsvundne Vaar

Saa fint og fjernt lyder Svalens Kvidder

Som hørte du det over Tidend Vidder,

Og gennem Sekler. Ja Svalens Viden

Er Øjeblikket – men for længe siden!

. . . .


Og derfor må dagens foto også være fra min bog, ud vil jeg ikke lige nu i denne strabadsregn.
På den anden side set ” maj måneds kulde, gør lader fulde”,  og det må vi så glæde os over. Og lige nu lander der et svanepar så smukt på søen. Der er meget at glæde sig over.

Selvom man kan komme i tvivl, så er våren i luften lyttende til Livets Spil, venter Verden vide, paa hvad somren vil” ( Rasmus Nielsen 1892 ) og det gør vi også! 

Lyse nætter 

Og lyset vælder pludseligt ind.

Det kommer gennem alle sprækker,lyse nætter er tilbage”

Nu er de her. De lyse nætter. Og så er det man er særlig taknemlig for at bo herude på landet, hvor lysforureningen er begrænset, og hvor det for alvor mærkes at de lyse nætter har gjort deres indtog.

Lige nu nyder vi de længere dage, aftnerne hvor det nu ikke for alvor bliver mørkt. Tusmørketid sene aftner og tidlige morgener.

Stadig er det for koldt at slå sig ned udenfor sådanne aftner. Men hvor er det dejligt at sidde inde og tage lyset ind.



Befrielsesaften

“En lærke letted og tusind fulgte 

Og straks var luften et væld af sang,

De tusind tårne tog til at tone, 

Så landet fyldtes af klokkers klang,

Og byer blomstred i rødt og hvidt,

Og det var forår og Danmark frit

Ja Danmark frit”


Befriet, ikke længere besat. Det er det vi stadig fejrer den 4.maj, dagen hvor frihedsbudskabet lød.Selvom vi ikke selv oplevede disse glædestimer, hvor man igen oplevede frimandskår, er denne dag blevet printet ind i vores bevidsthed. Derfor er det naturligt at markere dagen ved at sætte lys i vinduerne, som man i de seneste 72 år har gjort. For at fejre at de mørke år var til ende. En tid vi aldrig må glemme.

Min bedstemor fortalte, om, hvordan hun bagerst i spisekammeret havde gemt en flaske med en smule kirsebærvin, tiltænkt den længe ventede stund, når landet igen ville være frit. Da frihedsbudskabet havde lydt samledes alle, folk løb rundt med Dannebrog i gaderne. Det blev en aften der aldrig blev glemt.

En Lærke letted  har vel nærmest fået status af at være frihedssag. Den oprindelige ” En vinter lang og mørk og hård” som blev skrevet under selve besættelsen, og hvis indhold opfordrede til modstand ” fej alle vissengrønne væk”  vandt ikke rigtig indpas. Sangen gik snart i glemmebogen.

Lærkesangen er en smuk sang – skrevet af Mads Nielsen – med billedlige bogstavrim, der gør sangen så dejlig at synge.

Selv er jeg så begejstret for sammensætningen af T ordene i linie 3 , til trods for der er mange af dem, fungerer sætningen og kommer ikke til at virke konstrueret. Altid ser jeg frem til at synge denne linie, når vi alt for sjældent synger sangen.

Og det kan undre at sangen i 1970’erne blev udeladt af Højskolesangbogen, for hører den da i sandhed hjemme.

Befriende, i en ganske anden betydning, er det sådan en forårsaften at sidde stille sammen og se på lysene brænde og glæde sig over at lyset, både den gang for 72 år siden, og lige nu udenfor vores vinduer er vendt tilbage.

Skoven nu 

Så kom det løvhæng, som vi har ventet på. Skoven blev igen farvesat, forvandlet fra brun til grøn. Lyse, lette endnu gennemsigtige fine blade, så sollyset ubesværet kan nå skovbunden, er endnu engang sat på grenene. Endnu engang en forandring til stor forundring.Sammenlignelig med en levende kylling ud af en hård æggeskal.

Det bliver efter min mening ikke forårsfinere i skoven end lige nu.

Om aftenen lytter vi mod skoven efter nattergalesang. Indtil midsommer synger denne lille ydmyge uanseelige fugl sin alsidige melodiske sang,så fuld af klange og toner, der lige nu akkompagnerer forårstiden. Det handler også i denne henseende om ikke at forspille tiden.

Der er så meget, man ikke kan udsætte, for så er det for sent

En fuglestemme kun kejseren af Kina i H,C.Andersens eventyr  (1842) tilsidesatte til fordel for den japansk fremstillede mekaniske nattergal, der vakte så megen bevågenhed at den fortrængte den levende nattergal og kom til at ligge på silkepude på slottet. Den sang uafbrudt, dog sang mere mekanisk end den ægte levende nattergal.Først da kejseren var døende, og den levende nattergal vendte tilbage og sang ved hans vindue, erfarede den magtfulde mand, at den ægte nattergalesang var uerstattelig,og at den kunstige mekaniske fugl aldrig ville kunne fylde den levende nattergals plads ud

” Nattergal, du er lille og grå, men dine sange kan fortrylle mine triste tanker, 

Der får mig til at tænke- forstå, at der er meget man må kæmpe for at  nå.

Når du synger er det som et drømmeland

Som vi ska’ ud og finde sammen, og jeg tror vi kan

Se vi flyver – vi er på vej- den lange rejse er begyndt for dig og mig 

……dine sange må vi lære at forstå” Per Borgsten ( 1982) der også har skrevet teksten til Puff den fantastiske drage
Der er så meget, man må erfare for at forstå.