Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Reklamer

Fuldmånenat, kvæde og æbletræ

Let urolig søvn og fuldmånenat hvor månen hang lysende rund og gul på den mørke nattehimmel. Tænkte på om der er et urmenneskeligt aspekt i, at fuldmåne afføder, at man sover lettere. Fordi oplystheden i forgangne tider gjorde mennesket mere udsat for fjender og vilde dyr?

Vågner til blæsevejr og krageskrig. Rejser mig for straks at besigtige havens to nye indflyttere

I går plantede vi et længe ønsket pærekvædetræ og mit barndomsrødt Ingrid Marieæbletræ. Kvædetræets store gråfiltede blade var allerede gulnede.

Hvor vil jeg glæde mig til at følge disse to træer der oser af nostalgi og fordumstider.

Hvor vil jeg se frem til st høste store gule velduftende kvæder, lave kvædebrød og aromatisk marmelade og spise mig en mavepine til i julerøde Ingrid Marie gemmeæbler.

Sådan som blæsten pirker til dem, får de gode muligheder for at sætte rødder. Det tegner allerede godt.

Sidste løvfaldssommerdage

Sikke smukke dage vi har været beriget med de sidste dage. I selskab med Skt.Hans urt og morgenfruer rækker georginernes blomsterhoveder op –oktobers offergave.

Det har her i huset betydet, at vi har nået at få klaret de udendørs opgaver, vi havde sat os for.

Vi har nu et kvashegn, der lyer og læer. Og tilmed er et yndet samlingssted for insekter, der har trange forhold. Sådan et kvashegn bliver man aldrig helt færdig med, det er i en stadig forandring og skifter udseende, når afskårne grene og kviste føjes til.

De ender nemlig her i stedet for i bunken med haveaffald på genbrugspladsen, som jeg skal vænne mig til at kalde lossepladsen ( det er et af de udgåede ord)

Solsikkerne er visnet og de enorme blomsterhoveder er høstet. Næste års frø er hermed i hus, og de resterende fordeles på foderbrættet.

En børnesang lyder: ” Det der ikke mange der forstår, men jeg ka’ godt li’ efterår”

Jeg slutter mig til koret.

Allehelgensaften 

Det er allehelgensaften i aften. Aftenen før allehelgensdag – dagen hvor man mindes sine afdøde og tænder lys.


Således en tradition der er forbundet med stilhed og eftertænksomhed. En helligdag, der som mange andre gik i glemmebogen sammen med  helligdagsrefoemen og Struense ( ham fra Livslægens besøg, der forførte Kongens dronning Caroline Mathilde) 

Måske er det folketroens forestilling om, at hekse, genfærd  og troldtøj er på spil denne aften, der har gjort det nærliggende at knytte den mere eksotiske halloween, All allows eve –  der fejres i de engelsksprogede lande, til allehelgen. Men der er noget modsætningsfyldt, og måske uforeneligt i i at knytte de to traditioner sammen. Alvor og løssluppen leg. På den anden side set, er det ikke sådan livet er? ” sorrig og glæde de vandre til hobe, lykke, ulykke de vandre på rad” (Kingo)

Allehelgen er blevet overhalet af den så synlige halloween-  et velkomment festligt indslag, der bryder det mørke efterår. Ikke mindst på grund af alt det man kan købe til en festlig fastelavnslignende fejring: genfærd, gys og gru. Spøgelser og spindelvæv. 

Halloween er blevet tradition i Danmark, ligesom Valentines dag og andre “lånte” mærkedage 

Her i huset har vi ikke udskårede græskar med forvrængede skræmmende udtryk. Her har vi heller ikke små børn. Det kan måske være forklaringen.

Men på trappen ligger et græskar, formentlig bliver det til et glas ingefærsyltede et af slagsen. Praktisk orienteret som man jo er , intet skal gå til spilde. 

Indendøre nøjes vi med at tænde lys og spise græskarsuppe. Opskriften følger i morgen.

God allehelgensaften. Husk at have en lille skål med godter klar, hvis der skulle komme nogen små  uhyggelige udklædte væsner forbi.

Nattevægteres morgenstjerner

og kastanjerne med de piggede grønne skaller der nøjagtigt ligner de gammeldags nattevægteres morgenstjerner, disse nederdrægtigt farlige våben, som det maa have været modbydeligt at faa knaldet oveni hovedet, skjuler sig mellem bladene. Saa kommer barneeventyr nummer et. Kastanjerne falder ned, de piggede skaller knækker midt over, og den ene ligger tom  som en juvelæske med hvidt silkefoer, medens den anden ligger med den maghoniblanke juvel i sig. Og denne blankhed! Naar man faar øje paa en kastanje føler man sig straks som en ravn eller en skade, og kun den som kan lade en skinnende kastanje ligge paa vejen, tør sætte sig til doms over kleptomaner. Jeg tør det ikke. Jeg har kastet mig over sten, der laa saltvandsvaade i strandkanten og funklede og jeg kan ganske simpelt ikke lade være at bøje mig efter en blank kastanje. Og hvad vil jeg med den?  Samle mange af dem og trække en snor igennem saa jeg har en tung barbarisk halskæde? Nej, jeg er voksen. Gemme den i lommen som en amulet der altid skal bringe mig lykke . . .(Tom Kristensen)

Sådan skriver en af vore ypperste danske digtere i “ Det skabende øje”


Jeg har heller ikke i år kunnet gå forbi også i år har jeg samlet en kurv med uimodståelige blanke skinnende kastanjer. Fra naboens store flotte kastanjetræ, der året igennem følges på nært hold. Fra det i maj står i lys med opretpegende hvide blomster med rødlige pletter til nu, hvor kastanjerne falder til jorden og åbenbarer deres indhold. 

Plantetid 

Lige nu er det plantetid. Tid til at sætte nye roser. Hvert år lover vi hinanden, at vi ikke skal købe nye roser. Heller ikke i år holdt det stik. At roserne stadig, i oktober, kvitterer med fine knopper, gør ikke trangen til at plante nye mindre. Eden har lige nu så store blomsterhoveder, at stænglerne har måttet bukke under. Ligesom Karen Blixen der ligger næsten vandret. Vi må have lavet et stativ til den til næste år. Rose de Reschts skarp røde blomster ses på lang afstand. Leander, som vi tvivlede på ville blomstre i år, giver sig nu for alvor til kende med ikke så få nye knopper. For ikke at tale om havens bedste Astrid, der blomstrer triveligt-  stort set uden ophør. I dag i vajende vind.

I år er valget faldet på flere roser i de gul gyldne nuancer.

Og så den sunde fordringsløse Westerland som vi har hørt så meget godt om. Den forventer vi os meget af.

En pose gammeldags pinseliljeløg blev det også til. Den med den lifligste duft og det fine røde øje.

Når man går og planter, er det svært at fastholde øjeblikket. Hvor vi glæder os til at se om det hele vil gro.

“ livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor ….her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj….der er nok der går og sysler med at sprænge kloden væk, jeg vil ikke have skærmydsler og kanoner bag min hæk. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord” ( Benny Andersen)  

Æbletid

Det er æbletid. Kun de sent modne  Topazssæbler hænger stadig på grenene og lyser rødt. Selvom det forlyder at være et ringe frugtår, behøver vi ikke at synge “ æblemand kom indenfor, har du nogle æbler med til mig i dag?” Vi er så godt og vel velforsynede.


Der sorteres og vurderes.

Der skrælles og fryses ned. Og der dufter. På komfuret er den store gryde i kog. Og der koges æblemos. Skivede æbler med både af citron. Nogle portioner til vinterens æblekager, crumbles, nye portioner chutney med rosiner, andre parat til at blive krydret med peberrod. Et herligt tilbehør til mange kødretter. 


Fugleæbler  i en kasse for sig, de bliver smidt på græsset. Så står vi de kolde morgener bag ruden og glæder os over, når småfuglene fouragerer. En gang imellem lægger en skovskade også vejen forbi. Og så er der jo også pindsvinet.

Og så er der gemmeæblerne. Forsigtigt er de lagt ned side om side i en trækasse, plukket ned fra træet. Selvom de er små af størrelse, har de en stor smag. De små gule Cox  Orange. Flere gange har de på planteskolen fortalt, at det ikke er et særlig sund sort mere. Men jeg måtte eje dette træ i haven. Et af mit barndoms æbler. Jeg husker min bedstemor højt op i alderen kravlede op på stigen for at hente de dyrebare æbler ned, som ingen andre end hun var betroet at bjærge. Hvordan æblerne blev gemt og ved juletid fundet frem. Ganske vist lidt runkne. De mest runkne blev skrællet, dårlige steder blev skåret fra. Det er måske det, man skal lære sine børn. At skære fra og spise runkne æbler. Det er ikke kun at nøjes og “gå glip”

Alting har sin tid 

I butikkerne kan man lige nu se både hyacinter og tulipaner i fuldt flor. Man kan allerede nu møde et udvalg af julechokoladekalendere. Vi skriver medium oktober. Der er 76 dage tilbage af året. Og i går viste termometeret tocifrede  grader. Det er Skt. Gallus dag, en dag hvor man før i tiden tog varsler af vejret. 

                             “ hænger bladene på træerne efter Skt. Gallus dag, vil man gå en streng vinter i vente”

Her i huset er vi ikke kommet længere end til græskartiden. Og jeg kunne heller ikke tænke mig andet. 


Det er den mørk purpurfarvede tid både ude, hvor nye knopper af georginer stadig modnes og blomstrer. 

Og inde hvor der sættes alpevioler i vinduerne.

Gode naboer er kommet med en pose med grønne tomater, som nu skal syltes. Det store spørgsmålmål er, om det skal være med vanillie eller ingefær. Sådan kan man jo være så vægelsindet.

Jeg husker, hvordan sylteglas med asier, græskar, tomat og meget andet godt stod side om side i min bedstemors mørke kolde kælder. Også smagen af det er noget, jeg aldrig glemmer.


Her er min foretrukne opskrift, ganske vist med megen sukker:

3 pund nippede rensede tomater ( de største skæres over i halve) 

1.5 dl vand og 1.5 dl eddike 

1 kg. sukker

Reven skal af en usprøjtet citron 

Vanilliestang ell. Ingefær?

Put tomaterne på glas, hæld lagen over og sæt låg på dagen efter. 

Sådan sættes den sidste rest af sommer på glas. Alt bliver udnyttet. Og det kan vi jo godt li’ 

Kryddersnaps 

At lave kryddersnaps er en af vore yndlingsbeskæftigelser. Der er noget urinstinktagtigt forbundet med i efteråret at forberede – samle, sylte, og save brænde. Gøre sig klar sig til den kolde tid der kommer.  En behjertet sjæl havde sat en pose små fine mørkerøde paradisæbler ved vores dør. Og det blev igangsætter for flere gøremål. Livsglade og overskudsagtige, synes vi i al fald selv.

” o at være et æble,svulme i rigdom og mag. Suge begærligt af stilken, slippe en sensommerdag” ( Frank Jæger) 

Netop i går var der ikke meget vind, luften sensommerlun. Men i morges vågnede vi til rim i græsset. Og på ruderne. Omskiftelige oktober.

Vi forbereder Købmandsgårdens Calvados – lavet på himmerlandske højrøde små æbler, ja – det bliver nok sådan, der skal stå på etiketten.

 De små paradisæbler er nu skyllet, skåret i kvarte og hældt på glas. Essensen skal trække i 2-3 måneder. Muligvis er glæden ved at lave snapsen, og følge den blive til, større end fornøjelsen ved at drikke den. Sådan ser det ud, når jeg kigger i snapseskabet og konstaterer, at det er begrænset, hvor meget det synker i indholdet i flaskerne

Årets sidste brombær er også plukket nu. For første gang gør vi forsøg med brombærsnaps. Et syltetøjsglas er fyldt med brombær og overhældt med Brøndumsnaps. Jeg forestiller mig, denne snaps vil få en fantastisk dybrød farve, når den har trukket færdig. Formentlig om et par måneder. Vi har før forsøgt os med solbærdram. Efter den havde trukket, blev den filtreret og afrundet med med en skefuld honning. Det kan anbefales! Der er så mange recepter, men i virkeligheden er smagsløgene det bedste parameter, når man skal lave sin egen kryddersnapseopskrift.


Jeg vil se frem til at smage til at hælde de røde essenser på klukflaske og i snapsehunden.

Sådan en søndag morgen 

Morgenen afløser natten, lyset bryder frem. Jeg venter med at stå op, til det er lyst- elsker vågne med lyset “morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde”. Forventning og langsomhed er ord, der kendetegner disse begyndelser på frie dage. Hele dage der står til rådighed 


I dag stemmer vi vores sind til  morgenstemning. Sædvanligvis det tidspunkt hvor man tager afsked med familien og drager hver sin vej. Søndage er afskeden erstattet af det fælles morgenbord. ” der er en søndagsstille ro imellem træer og tage en munter glæde ved at gro som var det sommerdage ….” her hos os er der flere træer end tage.

Søndag morgen er anderledes.  Lyden af kaffekværnen. I dag gør vi noget ekstra ud af kaffebrygningen Duften af kaffe ” se hvilken morgenstund, solen er rød og rund…”  ligesom duften af kaffe, der nu breder sig.

Grøden erstattet af blødkogte æg og varmerundstykker. For vi bor på landet og orker ikke køre de 10 km for at  hente køberundstykker  ved bageren. Avisen fra i går er gemt. Det eneste der ” forstyrrer” udefra. De voksne børn er hjemme. Nogle endnu  i nattøj, en’  præget af lørdag aftenens eftervirkninger. Vi er flere om bordet, end vi plejer at være. Jeg håber, ikke der er nogle, der har planer for dagen. 

Selv hundene virker mere tilfredse sådan en søndag morgen. 

Nu galer naboens hæse hane, og fuldender morgenstemningen her.


Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. God søndag ! 

Georgine 

Der har i efteråret været et flor af farvestrålende fine georginer i haven. Det er noget nyt for os at have disse knolde. Jeg har altid syntes, det ville være besværligt at huske på at få knoldene gravet op inden frosten. Gør man ikke det sprænges knoldene nemlig.  Belært ad dette års erfaring ved jeg nu, at for besværet vil der blive kvitteret med et bugnende antal blomster.


Da vi i juni skulle hente et morbærtræ, vi skulle forære som en gave, spurgte Jan på Planteskolen Bakken, om ikke vi ville have nogen poser dahlia med hjem.” De trængte til at komme i jorden” og det ville vi gerne. Glemte alt om den gamle talemåde, der fortæller, at man ikke må takke for blomster, for så vil de ikke gro.

Begejstret satte vi knoldene ned i de nyetablere højbede. Efter få dage vsr der grønne spirer at se. Og hvor har de blomstret,lige siden der var antydning af den første store blomsterknop. Til stor glæde har de,netop i de farver vi synes så godt om,og som hører efteråret til, lyst op. Stadig rette og ranke ikke mærket af sommerens megen regn.


Nogle kalder dem Dahlia, jeg synes bedst om navnet Georgine. Det er muligvis ikke den mest korrekte betegnelse. Blomsten er nemlig opkaldt efter en af Carl Von Linnes elver Alfred Dahl. 


Snart er blomsterne slut for i år. Så  handler det om at få gravet knoldene op. Opbevare dem ved den rette temperatur. For varmt vil knoldene rådne, for koldt vil de gå til. Forunderligt at sådanne golde knolde med lange trevlede fingre igen næste år , om alt går vel, vil kunne forvandle sig til en frodighed af farver. Det er altid godt at have noget at se frem til. Men lige nu vil jeg nyde den sidste glade georgine tid.

Og tænk sig om ikke jeg så igår blev foræret den smukkeste efterårshavebuket. Flotte bronzefarvede store georginehoveder. En sort, der ikke findes i vores egen have. 

Tak Jan, tak Lisbeth, men måske allermest tak til Marianne som åbnede mine øjne for Georginens glorværdighed.