At få lov til at fortælle

Til morgen vågnede jeg stadig høj af glæde og taknemlighed. Blandt andet også over gårdsdagens oplevelser. I aftes var jeg i forbindelse med kulturugen indbudt til at fortælle om min bog. Næstefter at berette om mine børn, er det et emne, jeg så gerne fortæller om.

Jeg ankom denne kolde marts eftermiddag til en stemningsfuld kulisse: fakler i mørket lyste sammen med bålfadet op i skumningen og banede vejen ind til lokalet, hvor jeg skulle fortælle.

En bus med flere plejehjemsbeboere, hvoraf nogle sad i kørestol ankom. Et insisterende personale havde argumenteret for, at også denne målgruppe, skulle have en oplevelse i forbindelse med kulturugen AHA.

Ugen hvor kulturen finder nye rammer.

Der blev budt på boblevand. Der var fint dækket op til det efterfølgende fællesmåltid.

For mig var det en gave at få lov til at fortælle for en flok lydhøre tilhørere. At se hvordan især de ældre efter at have fået en historie fortalt og efter at have smagt på boblerne i glasset fik glød i kinderne og lys i øjnene. At være vidne til at folk, der ellers var henvist til at sidde alene blev budt ind til fællesskab.Hvor er det et privilegie at få lov til at røre mennesker. Det kunne jeg fornemme jeg gjorde i går. Ligesom jeg selv blev rørt

Endnu engang blev jeg bekræftet i hvor samlende og forende det levende ord er. Hvor fantastisk og overset fortællingen er, i forhold til det utal af skærme vi omgiver os med. Tak- tak- tak.

Reklamer

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen

Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

Isblomster

At fjerne et tæt lag is både udvendigt og indvendigt på bilens rude, iført tykke uldne vanter, var uundgåeligt her til morgen. Selvom det var koldt, måtte der gøres flere ophold for at betragte de fineste isblomster der indrammede den lysende vinterhimmel, der bød på et væld af farver.

” Lysfyldt morgen til marven kold, med rim på tage og træer

En fuglestemmes vellyd fornemmes ….” Johs.V. Jensen

Og jeg ved ikke om det var en stær der hørtes, men jeg så flere gulspurve, blåmejser og en enkelt grønirisk, sultne forsamlet ved foderpladsen.

Det er som om, der lige nu foregår en kamp mellem vinter vår.

Kuldegrader, frossen jord og alligevel et mylder af nye vækster der spirer. Vinterblomme- Erantisglad og gul. Forårets gyldne håb side om side: Mørkets dementi trods haven er i hi. De små forårsbebudere er et glædeligt gensyn. Som at møde gode gamle venner. Lige forundret og fornøjet ser vi hvert år til. Så enkelt bevidner vi, at livet begynder igen.

” giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer” B.S.Ingemann

Mod lysere tider

Når ens barn bliver sygt, uanset hvor gammel barnet er, har man kun eet problem. Et ønske – og det er at barnet hurtigst muligt bliver rask igen. Og får sin hverdag tilbage.

De seneste dage har vi brugt mange timer på hospitalet. Det har været som at være i en boble af usikkerhed, bekymret venten og uro. De fysiske omgivelser har givet fornemmelse af at være i en verden sat udenfor tid og sted. Følelsen af at være i en steril rumskibsagtig kulisse fjernt fra den hverdag, man kender. Omgivet af et personale, mere i løb end i trav, som man ikke kan undgå at nære stor ydmyghed og taknemlighed for.

Nu er patienten heldigvis hjemme igen, henvist til moderlig omsorg, man som mor jo aldrig bliver træt af at øse af. En retrospektiv rejse i barnets yndlingsretter repeteres igen og igen. Taknemlig og glad for at kunne gøre NOGET. Meget langsomt går det fremad. Tålmodighed en vigtig ingrediens, og en stor udfordring, i den fortsatte bedring.

Dagen i dag er ifølge folketro dagen, hvor Thor kastede den varme sten i vandet. Mange vejrvarsler, trylleformler er knyttet til i dag. Et dårligt varsel er det, hvis viben har vist sig før dagen i dag.

Dagen hvor vinteren er til ende, og hvor isvinter ikke længere er en mulighed. Dagene og lyset har nu så meget magt. Solen står nu så højt på himlen, at havene ikke kan fryse til.

For pigerne, der i modsætning til karlene på landet, ophørte privilegiet, at måtte vaske sig i varmt vand, på denne dag. Herefter var det for begge køn de kolde afvaskningers tid.

Som vejret er på Petersstol idag vil det være de kommende tre til fire uger.

Må vi i alle henseender gå mod lysere tider.

I aftes blev verden ny

Da det mørknede i aftes, tog det pludseligt til. Gigantisk snefnug i hobetal væltede ned fra himlen. Snart var jorden hvid. Og ny. Selvom vi skulle på farten, var det herligt her på overgangen mellem vinter og foråret at mærke en stemning af vinter og sne.

Det kan føles som om, jorden får en chance påny, når jorden er dækket af det fineste lette lag nysne, som man vægrer sig ved at betræde. I sådan en stund er man betænkelige ved at sætte aftryk og bryde det uskyldsrene hvide udtryk. En overvejelse at tage med sig. Også når det ikke er sne`

I morges var det stadig hvidt. Men nu tør det, det drypper fra tage og træer. Fuglens sang tager til. Jeg bilder mig ind at have hørt lærken.

Piet Heins fine digt passer lige til dagen i dag, hvor vinter og vår er i kamp, og en enkelt lille usanselig erantis titter frem, skutter sig indhyllet i sne.

Langs Vintervejen

” Spurvene på trådene langs vintervejen

sidder med en sommersang forstummet indeni,

ventende til solens lyd, det vinterkolde blege,

voxer til et væld som slipper tonestrømmen fri.

Den som er på vandring med en sommerlig skalmeje

finder i hver spurveflok han lister sig forbi

vinterlige nodetegnets til somrens melodi”

Valentinsdag

Egentlig har vi aldrig markeret Valentinsdag her i huset, har nok følt det lidt som at pynte sig med lånte fjer.

Hos yngre mennesker er det derimod blevet en tradition, der varmer på den midterste kolde februardag. Dagen hvor man skal at forkæle og lade sig forkæle. Dagen dedikeret til kærligheden, der skal minde os om, at størst af alt er kærligheden

og vigtigheden af at:

” bevare kærlighedens dit hjerte. Et liv uden er som en have uden solskin, hvor alle blomsterne er døde” ( Oskar Wilde)

Men egentlig burde alle dage jo leves med hjertet og være kærlighedsdage.

Nogle mener, Valentin, der ofrede sig i kærlighedens navn, var læge andre præst. Måske fordi han viede mange unge par i en tid,hvor kejseren havde forbudt unge mænd at gifte sig, fordi de bedre kunne fokusere på at føre krig, hvis ikke de havde familie derhjemme.

Valentin blev fængslet og forelskede sig i fangevogteren blinde datter, som han helbredte og gav synet tilbage.

Da han skulle henrettes skrev han ” fra din Valentin” i sit afskedsbrev til hende.

Valentin blev efter sin død helgenkåret.

Der var mange varsler at tage på Valentinsdag

” hvis man ser en spurv på valentinsdag, bliver du gift med en fattig mand, men du bliver lykkelig”

” hvis man ser en flok duer, vil ægteskabet også blive lykkeligt og fredfyldt”

” hvis man deler et æble i to, vil frøene fortælle, hvor mange børn, man vil få”

At det i dag også er Askeonsdag, er helt fortrængt. I kærlighedens navn. Dagen hvor fasten begynder, og hvor man engang skulle demonstrere, at man formåede at lide afsavn og undvære, hvad man syntes allerbedst om. Det var også dagen, hvor man brændte forrige års palmegrene og med asken tegnede kors i panden eller fik strøet den i håret. Til minde om tilværelsens forgængelighed.

Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det” ( Piet Hein)

Ikke på dit ansigt men på din maske ….

På grænsen mellem vinter og vår kaldes der på lystighed, kådhed og løssluppenhed.

Forventningsfulde. Aldrig i tvivl om, at det er lyset, forårets varme og lys, der magter at opløse kulden og bryde mørket.

Engang stod den på ugers overvejelser omkring kostume og indhold i tønden, når katten, som symbol på alt det onde, skulle jages på flugt. Når tøndeslagningen skulle foregå, når katte-konger og dronninger udnævnes blandt udklædte yndige prinsesser med optrukne læber og lige så røde kinder, blandt små stærke mænd med overdimensionerede arme og frygtindgydende, skrækindjagende skurke med påmalede ar hist og her og sværd af dimensioner. ” for jeg har fået maske på, misk, mask,maske på…”

Ikke på dit ansigt,men på din maske skal jeg kende dig” ( Karen Blixen)

Det er flæskemandag. De obligatorisk Fastelavnsboller er sat til livs. Efterhånden også det eneste synlige spor af fastelavn.

Nu venter vi ikke udklædte småbørn, der, i håb om klingende mønt i bøssen, synger af lutter forventning. Nu nøjes vi med at hente grene ind til spiring og lave små tableauer af forår, hvor vi kan se vores snit til det. Det er heller ik’ så ring’ endda, sagt på ægte nordjysk.

Alting har sin tid

Ny tradition

Så lykkedes det at samle flokken ( næsten) til en ny tradition: familiemøde til kyndelmissefejring. Hylde dagene, der for hver dag, bliver længere og lysere. Markere lyset der mere og mere synligt vender tilbage. Det handler om at få øje på, alt det som kan fejres. At lave alle de møder, der er mulighed for. At bryde hverdagen og for en tid omdøbe den til fest.

Bålfadet var tændt. Den store gryde i brug.

Der blev tilberedt suppe i den store mængder, for vi skulle være mange om bordet, og traditionen tro så afsluttede vi med pandekager. I dagens anledning med is.

Det blev en herlig dag med glade gæster og god snak om bordet. Dejligt at have tid til at tale længe sammen og blive opdateret på hinandens gøren og laden.

Og se hvilken dejlig værtindegave jeg så overraskende modtog. Straks efter udpakningen forvisset, om at denne kop vil blive min foretrukne fra nu af og i lang tid fremover. Tak N +R ❤️

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi igen håber at måtte få lov til at glæde os over lysets tilbagevenden og over hinanden.

Kuldedøgn

Forrige nat slog flere års kulderekord med tocifrede minusgrader. Så sjældent et syn at termometeret i køkkenet måtte foreviges.

Der er is på alle pytter, i huller og sprækker. Jorden er frossen, og for første gang længe føles jorden til en afveksling hård og fast at gå på.

Det er de uldne trøjers tid, og svært at glemme huerne og vanterne. Ved sengetid findes varmedunken, en forkælelse at kunne hoppe i en varm seng.

Det var Dortheadag i går, og hvis liljen af samme navn springer ud denne dag, varsler det tidligt forår.

Op af vores sydvendte mur var der blot et par vintergækker, der lyste hvidt. De stod og skuttede sig op af muren. Vi får vente.

Til gengæld lyser den forsinkede Belladonnalilje, ridderliljen bedre kendt som Amarylis – eller de fire verdenshjørner dejligt op i stuen. Kært barn har mange navne. Nu med to blomstrende stilke. I år vil jeg gemme løgene og forsøge at få dem til at blomstre endnu engang.

Et smukt syn på en kold dag. Det er i disse dage fast arbejde at forsyne fuglene med solsikkekerner, små bjerge af de afpillede skaller er at finde på græsplænen. Hver dag er foderbeholderen og nettene med foderkugler næsten tømt. Det er al besværet værd, når man siden kan sidde herinde i varmen og betragte fuglene fra førsteparket ved vinduet. Det nye fuglehus, har holdt rejsegilde. Solsorten er flyttet nærmest permanent ind og har gjort sig til boligens overordnede, ser det i al fald ud til, når den holder de mindre mejser og spurve på afstand.

En fryd er det at være vidne til vintersolen disse klare dage, både når den står op, og når den er på vej til at gå ned.