Nu er det jul

I aftes var vi traditionen tro mange om bordet. En umistelig tradition med nære venner, hvor vi mødes og ønsker hinanden en glædelig jul.

Så dejligt at se solen i dag efter mange dages gråvejr, sammen gik vi og talte om alt det, vi har at være taknemlige for, mens vi samlede lys og generede d vitaminer. Ænderne sad og krympede sig på søens letfrosne spejl, i kanten sad hejren og spejdede, over os et stort træk af gåsefugle.

I aften skal vi være få om bordet, men lige netop dem der skal være her , sidder om bordet. Og at vi er samlet er den allerstørste julegave.

En anden julegave er allerede pakket ud. Modtagelsen af min julebog Julen- der hvor jeg kommer fra har været at sammenligne med en stor og betydelig julegave, som jeg altid vil være taknemlig for.

På er lokalt plejehjem har beboerne i december fået bogen læst op som godnathistorie.

En kvinde der voksede op i et hjem, hvor man ikke fejrede jul, har hyldet bogen i høje toner og tilkendegivet, at hun med læsningen blev inviteret helt indenfor og oplevede, hvordan en barndomsjul kunne være.

Se det giver for mig hele meningen med at skrive denne bog.

Juletræet er pyntet og julebordet snart dækket. På samme vis som det plejer.

Som altid sænker der sig på netop den julefred, man kun fornemmer denne ene dag i året.

I aften er det juleaften… der er ikke længe til ….

Nu vil jeg ønske alle der læser med her glædelig jul. Må julefreden også sænke sig hos jer.

Reklamer

Juletur

En oplevelse af de gode var den lokale Juletur.

Omend det var koldt og blæsten bed i kinderne, så var der meget at få øje på og dufte til.

I det gamle apotek hvor den nye hyggelige stemningsfulde butik RUM nu har til huse, gav vi os god tid. Nu og da fik vi en lang snak med damerne bag disken, der beredvilligt svarede på hvad vi måtte have at spørge om. Gaveindkøbene blev fint pakket ind og små grankogler fæstnet til båndet på hver pakke.

også ved juletid er det vanskeligt at passere en blomsterforretning uden at begive sig indendøre. En saliggørende duft af kølighed, friskhed og grønt for det grønne er godt for øjnene som der står skrevet i Den Grimme Ælling. Dejlige syn og dufte der blandede sig med et farvestrålende blomsterflor i julerøde farver.

Efter sådan en bytur er det godt at komme hjem i varmen og få en kop kaffe.

Se det dages

Et privilegie at vågne med dagen og kun have et at gøre: iagttage hvordan det lysner og dages.

Det er hvidt derude her til morgen. Verden ser for første gang i lang tid vinterlig ny og uspoleret ud.

Bag de nøgne træer giver lyset sig mere og mere til kende. Et orangerødt skær bryder frem Med liv og lys tillige. Morgenrøde- aftenbløde.

Solen begynder at gløde, mørket i verden har tabt. Se nu stiger solen.

Vinterudflugt i kendte egne og tapashygge og årets første sne

Selvom solen stort set ikke brød frem i lørdags drog vi på udflugt til kendte egne. Blæsende og bidende koldt var det ved havet, så der var kafferast i bilen. Også det var koldt.

I Fodermesterhuset ved Aagård var der et lille hyggeligt julemarked i de stemningsfulde rum, hvor ilden knitrede i pejsen.At komme indendøre netop her var en særlig oplevelse for mig. Min bedstefars søster og svoger var i hine morgener fodermesterpar ved den store gård.

At forestille sig at her har familen været samlet, og engang set ud af samme vinduer, som vi gjorde nu, var en stor oplevelse. For mig.

Vi konstaterede snart, at det ikke kun var os, der havde fundet vej til det hyggeligste kunsthåndværkerjulemarked, der ikke var så julet endda, i Klim, hvor de forskellige håndtegnede plakater inviterede indenfor. Hvor var der udover en hyggelig stemning mange spændende sager at få øje på. Et sted vi helt sikkert vil vende tilbage.

Vi trodsede kulden og fandt mos og grene i de store plantageområder. Steder jeg har været adskillige gange med min mor. Her oplevede vi årets første snefnug.

I år havde jeg besluttet, at vi selv skulle dække hendes lille gravsted med ting fra steder hun havde tilknytning til. Så vi hentede mos i Kollerup, ene ved Slet og købte den yndigste krans i Tranum og supplerede med kristtorn og buskbom fra haven.

Sådan afløste hyggelige stunder praktiske opgaver, før den i går stod på gæstebud, hvor vi var en lille god gruppe kvinder der mødtes til snak, tapas, nøddepostej og salater.

At få lov til at fortælle

Til morgen vågnede jeg stadig høj af glæde og taknemlighed. Blandt andet også over gårdsdagens oplevelser. I aftes var jeg i forbindelse med kulturugen indbudt til at fortælle om min bog. Næstefter at berette om mine børn, er det et emne, jeg så gerne fortæller om.

Jeg ankom denne kolde marts eftermiddag til en stemningsfuld kulisse: fakler i mørket lyste sammen med bålfadet op i skumningen og banede vejen ind til lokalet, hvor jeg skulle fortælle.

En bus med flere plejehjemsbeboere, hvoraf nogle sad i kørestol ankom. Et insisterende personale havde argumenteret for, at også denne målgruppe, skulle have en oplevelse i forbindelse med kulturugen AHA.

Ugen hvor kulturen finder nye rammer.

Der blev budt på boblevand. Der var fint dækket op til det efterfølgende fællesmåltid.

For mig var det en gave at få lov til at fortælle for en flok lydhøre tilhørere. At se hvordan især de ældre efter at have fået en historie fortalt og efter at have smagt på boblerne i glasset fik glød i kinderne og lys i øjnene. At være vidne til at folk, der ellers var henvist til at sidde alene blev budt ind til fællesskab.Hvor er det et privilegie at få lov til at røre mennesker. Det kunne jeg fornemme jeg gjorde i går. Ligesom jeg selv blev rørt

Endnu engang blev jeg bekræftet i hvor samlende og forende det levende ord er. Hvor fantastisk og overset fortællingen er, i forhold til det utal af skærme vi omgiver os med. Tak- tak- tak.

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen

Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

Isblomster

At fjerne et tæt lag is både udvendigt og indvendigt på bilens rude, iført tykke uldne vanter, var uundgåeligt her til morgen. Selvom det var koldt, måtte der gøres flere ophold for at betragte de fineste isblomster der indrammede den lysende vinterhimmel, der bød på et væld af farver.

” Lysfyldt morgen til marven kold, med rim på tage og træer

En fuglestemmes vellyd fornemmes ….” Johs.V. Jensen

Og jeg ved ikke om det var en stær der hørtes, men jeg så flere gulspurve, blåmejser og en enkelt grønirisk, sultne forsamlet ved foderpladsen.

Det er som om, der lige nu foregår en kamp mellem vinter vår.

Kuldegrader, frossen jord og alligevel et mylder af nye vækster der spirer. Vinterblomme- Erantisglad og gul. Forårets gyldne håb side om side: Mørkets dementi trods haven er i hi. De små forårsbebudere er et glædeligt gensyn. Som at møde gode gamle venner. Lige forundret og fornøjet ser vi hvert år til. Så enkelt bevidner vi, at livet begynder igen.

” giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer” B.S.Ingemann

Mod lysere tider

Når ens barn bliver sygt, uanset hvor gammel barnet er, har man kun eet problem. Et ønske – og det er at barnet hurtigst muligt bliver rask igen. Og får sin hverdag tilbage.

De seneste dage har vi brugt mange timer på hospitalet. Det har været som at være i en boble af usikkerhed, bekymret venten og uro. De fysiske omgivelser har givet fornemmelse af at være i en verden sat udenfor tid og sted. Følelsen af at være i en steril rumskibsagtig kulisse fjernt fra den hverdag, man kender. Omgivet af et personale, mere i løb end i trav, som man ikke kan undgå at nære stor ydmyghed og taknemlighed for.

Nu er patienten heldigvis hjemme igen, henvist til moderlig omsorg, man som mor jo aldrig bliver træt af at øse af. En retrospektiv rejse i barnets yndlingsretter repeteres igen og igen. Taknemlig og glad for at kunne gøre NOGET. Meget langsomt går det fremad. Tålmodighed en vigtig ingrediens, og en stor udfordring, i den fortsatte bedring.

Dagen i dag er ifølge folketro dagen, hvor Thor kastede den varme sten i vandet. Mange vejrvarsler, trylleformler er knyttet til i dag. Et dårligt varsel er det, hvis viben har vist sig før dagen i dag.

Dagen hvor vinteren er til ende, og hvor isvinter ikke længere er en mulighed. Dagene og lyset har nu så meget magt. Solen står nu så højt på himlen, at havene ikke kan fryse til.

For pigerne, der i modsætning til karlene på landet, ophørte privilegiet, at måtte vaske sig i varmt vand, på denne dag. Herefter var det for begge køn de kolde afvaskningers tid.

Som vejret er på Petersstol idag vil det være de kommende tre til fire uger.

Må vi i alle henseender gå mod lysere tider.

I aftes blev verden ny

Da det mørknede i aftes, tog det pludseligt til. Gigantisk snefnug i hobetal væltede ned fra himlen. Snart var jorden hvid. Og ny. Selvom vi skulle på farten, var det herligt her på overgangen mellem vinter og foråret at mærke en stemning af vinter og sne.

Det kan føles som om, jorden får en chance påny, når jorden er dækket af det fineste lette lag nysne, som man vægrer sig ved at betræde. I sådan en stund er man betænkelige ved at sætte aftryk og bryde det uskyldsrene hvide udtryk. En overvejelse at tage med sig. Også når det ikke er sne`

I morges var det stadig hvidt. Men nu tør det, det drypper fra tage og træer. Fuglens sang tager til. Jeg bilder mig ind at have hørt lærken.

Piet Heins fine digt passer lige til dagen i dag, hvor vinter og vår er i kamp, og en enkelt lille usanselig erantis titter frem, skutter sig indhyllet i sne.

Langs Vintervejen

” Spurvene på trådene langs vintervejen

sidder med en sommersang forstummet indeni,

ventende til solens lyd, det vinterkolde blege,

voxer til et væld som slipper tonestrømmen fri.

Den som er på vandring med en sommerlig skalmeje

finder i hver spurveflok han lister sig forbi

vinterlige nodetegnets til somrens melodi”