Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb

Reklamer

Vinterudflugt i forårshumør

Selvom det var koldt indbød dagen til udflugt. Altid dejligt at se andre omgivelser. Kørte en tur rundt om fjorden, tog hjemstavnen i øjesyn fra den modsatte side af fjorden.

Kafferast i smukke omgivelser ved Oxholm gamle mølle før en time lang gåtur ved Slettestrand.

Bølgerne slog helende og stille ind, og der var stille. Fulgte en kutter på vej på havet men kunne nærmest ikke løsrive os fra stenene under os.

Der kom flade hvide tegnesten, hulsten, finurlige og smukke sten med hjem i posen, som ikke nåede at blive fyldt op med rødspætter.

Og hvordan kan det være, at det er svært at gå tur på stranden med blikket rettet fremad? Hvorfor drager jagten på sten, og hvordan kan det være, de Våde og blanke tager sig meget smukkere ud i deres rette element end hjemme på bordet?

Sikke er privilegie

At kunne finde forundringsstolen frem i februar.

At kunne sætte sig og glæde sig.

At lukke øjnene og lade sig varme i ansigtet af solens stråler.

At lytte til fuglevingers basken når de fouragerer ved foderbrættet.

At kunne ane sangsvanerne der i flokkevis har slået sig ned på en mark i nærheden.

At åbne øjnene igen og fange denne udsigt.

At kunne rejse sig og spejde efter de små forårsbebudere, der dag for dag kommer mere og mere til syne. Selvom der endnu er flager af is på søens sølvspejl.

Taknemlighed.

Mens vi er lige her

Jeg så tilfældigt en overskrift Mens vi venter på forår. Denne tekst funderede jeg lidt over.

Hvor er vi mennesker tilbøjelige til altid at se fremad. Utaknemligt at være på vej mod noget nyt. Som om det der er lige nu, ikke er tilstrækkeligt. FokusereT på hvad vi skal i morgen, fremfor det vi foretager os i dag. Lige nu. Lige her. Nærværende tilstede.

At leve i nuet er livets teknik,

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu som gik

og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente

For det nu som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ sørg for at nuet du lever i

Engang for altid er dette. Piet Hein

….Mens det er vinter, mens det er tø, mens morgnerne er vintermørke Og tulipanerne i vasen er knitrende og lysegrønne friske

Fru Tø

Regndråberne siler nedad ruden.

Det pudrer vandigt ned.

Det er tø.

Tænker på den sørgmuntre vise af Halfdan Rasmussen

Snemand Frost og Frk. Tø

gik en tur ved Søndersø

fandt en bænk og slog sig ned

talte lidt om kærlighed…..

Og så trist går det til, når den store altopslugende fortærende kærlighed, betyder den totale selvudslettelse for den stakkels snemand.

Da kulden møder hjertevarmen, da de to slår sig sammen og bliver til eet.

Så forstummer enhver drøftelse af hvem der måtte være det stærke køn.

Mon frøken Tø bliver til fru Sommer?

Og nu kom Kjørmes Knud

i dag er det kyndelmisse – kjørmes også kaldet

Primstavens symbol for kyndelmisse er en 7 armet kandelaber, for kyndelmisse er en lysfest, der også markerer midvinter. og hvor vi trænger til lys i denne mørke tid.

Helst skulle man i gamle dage på dagen i dag have halvdelen af foderet i behold, for at sikre, at dyrene kunne klare sig til de skulle på græs omkring første maj.

Dagen var også en dag, hvor man tog varsler.

Der skulle gerne blæse så stærkt, at 18 kællinger havde svært ved at holde den 19 ved jorden.

Udenfor rører der sig ikke en vind. Her er lørdagsstille, og termometeret daler.

Kjørmes tø er ligeså godt som 100 læs hø.

Det tegner til, at vi må kigge langt og vente på foråret, hvis vi skal tro de gamle varsler.

Inderligt jeg længes efter vår, men vinteren strenges

Her i huset er suppen og pandekagerne forlængst fortæret og kjørmesgildet afholdt.

Vi nøjes med at varme os ved stearinlyset og den varme kaffe på sådan en stille vinterlørdag.

Om nysne, vintergækker og sommergækker

Så blev det februar – efter kalenderen at dømme den sidste rigtige vintermåned.

Endnu er der ubetrådte flader af hvidt i haven med spinkle aftryk af fuglespor, områder som hundene i kådhed og leg ikke har nået at gennemhulle. Nysne som jeg ikke nænner at betræde.

Kommer til at tænke på Grethe Risbjerg Thomsens digt Den nye sne

Vær lidt varsom denne ene morgen,

Træd forsigtigt i den nye sne

Husk, at her har ingen endnu gået

Her blir alle dine spor at se.”

Endnu er det for tidligt at spejde efter vintergækker, gækliljer, blideslilje, sneklokke, snedråbe … kært barn har mange navne og Mine yndlings ……Dorthealiljerne. Men jeg ved, de er der under sneen

I begyndelsen af 1800 tallet kaldte man vintergækker sommergækker.

H. C. Andersen skrev et eventyr om netop denne lille ydmyge forårsbebuder, årets allerførste blomst i haven.

Sprogligt kæmper i og o lydene i eventyret og selv om o- lydene sejrer kalder vi stadig den nikkende lille vemodige blomst vintergæk.

Film skal ses i biografen

Man frøs hele vejen gennem filmen. Få minutter inde i handlingen føltes det lige så koldt som udenfor.

Misvækst og forfejlet høst. Ingen munde kunne mættes, og derfor måtte bonden Jens for at sikre sin familie ofre sin datter, som blev lovet til storbonden.

Mod at bevæge sig op fra de bagerste kirkebænke blandt daglejerne og de uformidlede, gav han til gengæld sin datter, sin elskede ko og ikke mindst sin identitet som småbonde. Og ikke nok med det, han behøvede ej heller længere at kere sig om sine to søstersønner.

Han nåede det lige inden vinteren satte ind- før frosten.

En gevaldig og grum film, der med Jesper Christensen i hovedrollen blev mesterligt spillet.

En film der gik lige i hjertet sådan en kold vinteraften, i januar i min barndomsbiograf, der for altid vil være min foretrukne.Engang var loftet skjoldet og gulnet. I dag er der malet blåt med fine lysende lamper og stuk.

Engang lugtede der fugtigt og klamt, idag lugter der af olien fra de varme popcorn.

Engang var der mange tomme stole , i aftes var der få tomme sæder.

Men det er den samme biograf – teatersalen, som en forhenværende biografdirektør kaldte den. Salen med de gyldne franske liljer på væggene.

Film skal ses i biografien og helst i denne biograf.

Kyndelmissefejring

Og der blev kogt suppe, og der blev bagt pandekager, for der var indbudt til et noget fremrykket kyndelmissegilde i år. Traditionen med at mødes her midt vinter i kulden, ser heldigvis ud til at være kommet for at blive.

Der kom høj stol og børn omkring bordet, der kom hagesmække frem og den lille ske og gaffel blev pudset af og fandt igen efter mange år sin plads på bordet.

Der blev snakket og spist med afbrydelse, for der skulle også lige laves en hule på gulvet i stuen.

En stor glæde er det at samle store som små om bordet, at se de børn ,man har kendt fra de var små, nu selv være forældre og gøre det godt.

Og selvom det endnu ikke er februar, slog kyndelmisse sin vinterknude, og dannede en fin ramme til vores lille lysfest. Kontrastfuldt varmt indendøre mens store totter der mest af alt lignede vat, dalede ned.

“Det er hvidt herude

Kyndelmisse slår sin knude,

Overmaade hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven som udi min Abildgaard”

Vintersøndag

Omend vi ikke kan synge Sneflokke kommer vrimlende, så kom der enddog tilstrækkeligt med sne, til at fårene ved hækkene får blink i pelsens hår og tjørnen spidder sne på piggene.

For der blev koldt, og der kom sne. Og der blev andægtigt stille. Ikke blot knytter stilhed og sne sig til hinanden Der er intet i verden så stille som sne. Taknemligt ser vi i klimakritiske dage til, at årstiderne stadig viser deres særkende.

Varsomt betrædes den nyfaldne sne. I forsøget på at sætte så forsigtigt et aftryk som muligt, i den nye hvide verden.

Poteaftryk afslørede at en kat i nat dog havde søgt læ ved vores dør.

Og spurvene sidder ikke stumme bag kvist, men er livligt forsamlet omkring foderbrættet, hvorfra de fouragerer og kvitterer for forplejning med en leben og en skræppen.

Og nu kan vi nynne de gammelkendte vinterlige sange med rette.

Sikke en dejlig vintersøndag !

Januarbetragtning

Så kom solen og lyset til os. Ligesom løgplanterne strækker vi også hals og bader i lyset efter de grå indedage, hvor der skulle megen disciplin til at bevæge sig ud.

Når jeg skriver og læser kan jeg i timevis ganske glemme alle andre menneskelige behov i min hermetisk tillukkede boble. Men det vil jeg forsøge at ændre på. Måske stopuret vil være min hjælper?

Jeg plejer ikke at have nytårsfortsæt, men det tror jeg alligevel jeg vil have i år.

Hver dag uanset vejr og vind vil jeg:

-Gå ned ad vejen og stille mig og kigge til fjorden. I dag var den usædvanlig blå

-Gå ned til søen kigge på vandspejlet og spejde efter fuglene der gemmer sig i rørtaget

-Gå på jagt efter små tegn og se hvad der er kommet op af jorden

Aldrig har forårsbebudere været så tidligt på færde som i år. Selv kom jeg på tanken at finde forundringsstolen og det tykke vattæppe frem. Og det er januar.

Se hvad jeg fandt i dag

Og jeg så mågerne stå på søens frosne overflade, hørte fuglene og så dem haste til foderbrættet, hvor jeg havde forsikret mig om, at der var nok til dem at leve af.

Og over mig så jeg endelig svanetrækket, deres sang havde jeg længe kunne følge i det fjerne.

Livet er ikke det værste man har, her på landet tæt ved fjorden, lige ved søen

Hvis jeg går skal alting nok gå