Tingfinder

” verden er fuld af ting, og det er virkeligt nødvendigt, at nogen finder dem. Og det er netop det tingfindere gør” sådan siger Pippi Langstrømpe. Vi fulgte hendes opfordring i går og fandt ikke så få gode ting. Vi havde pakket kaffekurven og var draget på genbrugstogt.

Fandt både nyttige men nok mest unyttige, anderledes – anvendelige ting, som ikke lige er til at erhverve. Som sædvanligt var det gamle ting, fremfor nye, mit blik fangede.

På alle måder er sådan en genbrugstur en win win situation – og måske kan man endda tilføje endnu et par wins for:

1. Pengene, man betaler, går til et godt formål

2. Givende er det at foretage disse retrospektive rejser, genoplive og genopdage forgangne tider.

3. En god fornemmelse at tænke på at ting genanvendes, sjovt at forestille sig, hvordan de flytter fra hjem til hjem. Tænk hvis de kunne berette, hvad de har været vidne til?

4. Ikke at forglemme, at det altid er forjættende at gøre et godt køb til en god pris.

For os er det balsam for sjælen, at kunne dykke ned i hyldemeter af ting og gense genkendelige genstande. Tale om egne erindringer og oplevelser, dele dem og konstatere fælles erindringsglimt fra forgangne tider. Kende hinandens søgefokus og ikke blot søge på egne vegne men også gå på jagt efter, hvad man ved, ” jagtkammeraten” søger.

Kaffen blev indtaget i bilen med instrumentbrættet som bord og en noget oprørt fjord som nærmeste nabo.

Dagens fangst: en sølvske, gamle broderier der vil kunne fornyes til nye unikke net, smukke gamle gulnede noder, mon ikke de vil kunne blive til julepynt, indpakning og meget mere ? Og så som sædvanligt et par bøger.

En dejlig afstikker på en af januars sidste dage.

Reklamer

Kopper,kopper, kopper

At Viborg er en af landets ældste byer fornægter sig ikke. Der er så meget at se på i denne gamle by. Som om hver en krog, og slippe gemmer på en lille historie. Kommer man sydfra ligger byens domkirke højt, som en mastodont, et torneroselignende slot, med sine to oprette tårne. Går man tur i de gamle gader, ligger domkirken mere tilgængelig i niveau.

Vores ærinde var at besøge en anderledes udstilling arrangeret af Viborg Kunstforening, som udstillede kopper i mange afskygninger. “Alverdens kopper” bød på keramikeren Helle Bovbjerg egne fremstillede kopper og en særlig og spændende samling, der både gav associationer til fortidens rustikke primitive drikkebægre og til flere af verdens lande kinesisk fint, sart porcelæn og japanske sakeskåle. Nogle kopper med satirisk udtryk og titel: RØJAL RINGKØBING

På vores tur gennem byen erfarede vi, at Kjærs boghandel og antikvariat, hvor vi har handlet de seneste mange år holdt ophørsudsalg. Det er en vemodig tanke,at denne boghandel ikke vil være der mere, når vi besøger Viborg. Besøg der har ofte været et tidstyveri og ikke mindst, da vore piger var yngre, sat dem på tålmodighedsprøve. For hvor kan man fortabe sig. Og hvor går tiden hurtigt i en velassorteret boghandel, hvor der findes en alsidighed i de utallige titler på det store lokales mange hylder.

En boghandel som denne, med bøger i højsædet, er en uddøende type af slagsen.

En dejlig tur blev det, og vi nåede hjem, før stormen begyndte at rase.

Fuglefløjtevejr

Hvor har det regnet i mange dage. Jorden har været / er gennemfugtet. Som en svamp at træde på. Bekymring for om jorden kan blive ved at absorbere alt den væde, der vælter ned, har været svær at lukke ude. Men i dag har blæsten taget over. Det ser ud som om, det er lykkedes den at blæse hul i skydækket.

” Vinden finder jer altid Når den har blæst tilstrækkeligt gennem pennalhuse og vinduesrammer Og selvom I troede Jer sammen selvom I troede Jer forladte kommer: Vinden. Kommer: Vinden . . . ” ( Morti Vizki ) 2009

Dagen i dag synes i al fald lysere, end den har været længe.

Småfuglene hylder det ved at give en højlydt koncert lige uden for vinduerne. Det høres så tydeligt indefra, også selvom husets vinduer er lukkede.

Rødkælken er mindre løssluppen, den tripper forsigtigt rundt på terrassen.

For en tid er svanerne gået på land. De stavrer rundt og fouragerer.

I haven ses spæde grønne spire op af jorden. Det er brydningstid.

Et gammelt vejrvarsel om vejret den 25. Januar siger:

” skønt og klart vejr på denne dag vil give et godt år. Er vejret dårligt, bliver året ligeså”

Vi håber.

Mit yndlingsvejr er fuglefløjtevejr

Naturdagbog

I mange år fik denne bog aldrig en plads i reolen. Den kom til at ligge på mit arbejdsbord, hvor den fik sin faste plads. Jeg har bogen i to udgaver. En indbundet og et slidt hæftet eksemplar. Læst sønder sammen. Set og bladret i laser. Helt i kontrast til den sirlighed og skrøbelighed der er at finde i bogen

Hvis jeg skal nævne en bog, der har karakter af at være yndlingsbog, er det måske denne :

Naturdagbog af en engelsk dame år 1906

Edith Holden ( 1871- 1920)

Den engelske lærerinde fra Birmingham optegnede et helt kalenderår de mange oplevelser og sansninger, hun havde på sine spadsereture i naturen. Hun var en seer. En æstetisk betragter med fornemmelse for skønhed. Hun var ikke blot forfatter til denne smukke håndskrevne bog, også illustrator. Indtrykkene blev omsat til sarte fine pastelfarvede akvareller, krydret med udvalgte citater, digte, poetiske vers og overleverede vejrvarsler: “Hvis græsset gror i januar, bliver sommer- engen bar”

Kun 49 år gammel døde hun. På en af sine adskillige ture, ville hun række efter en nyudsprunget kastanjeknop, fik et ildebefindende og faldt i en bæk. Her fandt man hende druknet.

Efter Ediths død, blev bogen lagt op på husets loft. Der skulle gå 70 år før bogen blev opdaget igen, fundet værdig til udgivelse og blev publiceret.

Bogen er så meget mere end en naturkalender.

Tulipantid

Ikke i nogen anledning, ganske uden grund kom min datter forleden hjem med blomster. Allerbedst er det efter min mening at blive betænkt med blomster på denne måde.

Det er lige nu, hvor farverne er få, og hvor væksterne i haven endnu er i dvale, at det er så dejligt med sådanne friske tulipaner. De giver fornemmelse af forår, af længere lysere dage.

Hver aften bærer jeg dem ud i den køligere gang. Jeg håber min indsats vil være livsforlængende for blomsterne. Stadig står de ranke, spændstige i blade og knop og er knitrende at røre ved.

” Det er en nydelig Blomst sagde Konen og kyssede den Paa de Smaa røde og gule Blade, men lige i det hun kyssede, gav Blomsten et stort Knald, og aabnede sig. Det var en virkelig Tulipan, kunne man nu see, men midt inde i Blomsten, Paa den grønne Stol, sad en lille bitte pige. Saa fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise” ( H.C.Andersen 1835)

Vor sol er bleven kold

“Vor sol er bleven kold vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er nedgang endt og håbet tændt ja håbet tændt. For nu er solen vendt. Nu kommer lyset og den lange dag tilbage” ( Johs.V.Jensen)

For en måneds tid siden var det solhverv. Men ikke meget har vi set til solen siden. Selvom småfuglene dagligt forsøger at synge den frem.Vi måtte smide, hvad vi havde i hænderne, da søndagen viste sig med sol og blå himmel. Tog til fjorden. Forgæves forsynet med pose med brød til svanerne. De befandt sig langt ude sådan en kold solskinssøndag.

Dog var der nogle få der ” svanede” forbi. Uden at se til vores side. Vi blev enige om, at de nok havde hvad de skulle bruge. Og puttede posen med brød i lommen igen og tiltænkte indholdet til vores ” egne” havefugle

Brunch og gåtur ved den stille fjord

Man skulle næsten vide, den var der, for at kunne se, at det var fjorden.

Fra vores vinduesplads i Musikkens Spisehus havde vi en udsigtsplads. Her nød vi at have god tid til at tale sammen over adskillige gode kopper kaffe, der blev bragt os. Og en meget velsmagende brunch der bød på utrolig mange smagsvarianter. Inklusiv lidt lunt.

Herligt at sætte sig tilbage og blive serveret for. At have tid. Ikke at blive afbrudt. At gemme og glemme alle skærme og ikke skænke den verden udenfor vores lille tomandsbord en tanke.

Senere en lidt kortere frisk og kold gåtur ved en meget stille fjord. Vi frøs.

På sådan en januardag kan det anbefales at tage et lille afbræk. Det var i al fald som om dagen blev lidt længere.

Gråvejr hundekoldt

” gråvejr- hundekoldt……..solen er nede på lave volt”

Mogens Lorentzens sang passer ( også) på dagen i dag.

Tågedis begrænser udsynet, dog anes fiskehejren der står og skutter sig og skyder ryg ved søen. Ved foderpladsen er småfuglene forsamlet, ivrige i deres søgen efter føde. På græsplænen hopper skovskaden rundt. Forgæves spejdende efter frugttræerne allersidste røde æbler. Ej heller de lyser længere op med deres farve og bryder alt det grå.

” tykke solsorthan med din gule sabel, flyv dog afsted til forårsland…”

Nymåne

Der har altid været noget fascinerende over månen, der nogle gange hænger som en stor rund lysende kugle på nattehimlen og har den farve månen skal ha’ . Andre gange er den vanskeligere at få øje på. I nat viste nymånen sig for første gang i år. Nymåne er, når månen befinder sig i en position mellem solen og jorden, og vender den mørke side mod jorden og kun kan anes som en smal, næsten usynlig uanseelig bue, når den betragtes fra jorden.

I årene 1914-1931 drev Karen Blixen en kaffefarm i Kenya.

Af folket på kaffefarmen ved foden af bjerget Ngong, også kaldet det firfingrede bjerg, fordi bjerget af udseende ligner en knyttet næve, fik Karen Blixen tilnavnet” Den der ser fuldmånen først”.

I Afrika, hvor heden besværliggjorde rejsen for karavaner, var det almindeligt, at man rejste om natten i månelysets skær. Derfor var det afgørende, hvem der først fik øje på nymånen..

Karen Blixen havde tilmed den overtroiske skik at neje for årets første nymåne. Den første måne der viste sig på himlen efter helligtrekonger.

Altid har der været overtro forbundet med nymåne. I gamle dage holdt man det, man frygtede at kunne komme til at mangle i det nye år, op for månen på nattehimlen – et brød eller en mønt. Så ville man ikke komme til at sulte eller mangle penge.

Ligeledes anses nymåne som det optimale tidspunkt at begynde noget nyt og søsætte nye projekter.

Måske man skulle citere denne livskloge betragtning, mens vi den kommende tid vil se månen udvikle sig, og indse vores egen menneskelige ufuldkommenhed:

” Betragter Månens Bue, den kun er halv at skue

Og er dog hel og rund,

Så er vel flere Sager,

Som nu vort Hjerte vrager

Fordi vi halvt dem skuer kun” ( Carsten Johannes Hauch)

alt det lys vi ikke ser

Sikke en åbenbaring i dag at se skyerne skille sig, og solen dukke frem. Efter ugennemsigtige dage hvor det har været svært at definere solopgang og solnedgang, hilses solen så hjerteligt velkommen tilbage. Også selvom det kun er for en kortere bemærkning. Var der intet mørke, var der heller intet lys at se: ” lysets kraft er betinget af mørkets dybde” ( Asger Jorn)

Måske er det sådan, at man virkelig må savne noget, for at kunne sætte oprigtig pris på det, når man møder det igen.

Selv bliver jeg så let i tusmørketiden januartung og træt. Jo længere vi kommer ind i januar måned jo vanskeligere bliver det at forlade den varme dyne om morgenen og få klaret det man gerne vil nå. Trods supplement af tilkøbt sollys på mange Lux, fiskeolie i høje doser, dagligt indtag af de fede fisk og solens frugter, så er følelsen af at være ramt af januarmørkets klaustrofobi massiv.

Lyskæderne i haven har også i år fået lov at hænge. Vi må samle på alt det lys, vi kan lige nu, hvor det er vanskeligt at fastholde nuet, lige her og nu, og ikke tænke lidt frem i tid til længere og lysere dage. Og være taknemlig for ikke at bo på nordligere breddegrader.

Hvor var det dejligt at se solen i dag.

Engang hvid – nu så grå

Engang var farven hvid synonym med årets førstemåned. Vintertid, snevejrstid.

Nu har den grå farve taget over. Regntid. Overskyet mørketid, hvor man lyshungrende kan blive i tvivl om, hvorvidt lyset er der, bag det tykke lag der tynger. Det forekommer mere åbenbart at bøje nakken end at strække hals og se op.

I slutstroferne af H.C.Andersens januardigt 12 med posten opfordres der til at se bag om den lysfattige kolde mørkemåned og huske at våren, spiringen, lyset venter.

“Saa talte Aaret, Tidens Aand udbrød:

Og end Du græder, skjønt Du Saa

Hvordan der Liv bag Døden laae?

Aarhundredet, som Aaret, har

Jo først sin kolde Januar!

Kan alt i den dit Øie see

Det grønne bag den hvide Snee,

Da maa dit Hjerte glad Dig spaae,

Hvad Vaarens Kampe bringe maa,

Alt Grønne Spirer Danmark har,

Og Jordens Frihed Januar”

Det vil grønnes igen!

Indtil da må vi forlige os med lysets fravær, forsøge at farvesætte og give kulør til vore dage.