Film skal ses i biografen

Man frøs hele vejen gennem filmen. Få minutter inde i handlingen føltes det lige så koldt som udenfor.

Misvækst og forfejlet høst. Ingen munde kunne mættes, og derfor måtte bonden Jens for at sikre sin familie ofre sin datter, som blev lovet til storbonden.

Mod at bevæge sig op fra de bagerste kirkebænke blandt daglejerne og de uformidlede, gav han til gengæld sin datter, sin elskede ko og ikke mindst sin identitet som småbonde. Og ikke nok med det, han behøvede ej heller længere at kere sig om sine to søstersønner.

Han nåede det lige inden vinteren satte ind- før frosten.

En gevaldig og grum film, der med Jesper Christensen i hovedrollen blev mesterligt spillet.

En film der gik lige i hjertet sådan en kold vinteraften, i januar i min barndomsbiograf, der for altid vil være min foretrukne.Engang var loftet skjoldet og gulnet. I dag er der malet blåt med fine lysende lamper og stuk.

Engang lugtede der fugtigt og klamt, idag lugter der af olien fra de varme popcorn.

Engang var der mange tomme stole , i aftes var der få tomme sæder.

Men det er den samme biograf – teatersalen, som en forhenværende biografdirektør kaldte den. Salen med de gyldne franske liljer på væggene.

Film skal ses i biografien og helst i denne biograf.

Reklamer

Kyndelmissefejring

Og der blev kogt suppe, og der blev bagt pandekager, for der var indbudt til et noget fremrykket kyndelmissegilde i år. Traditionen med at mødes her midt vinter i kulden, ser heldigvis ud til at være kommet for at blive.

Der kom høj stol og børn omkring bordet, der kom hagesmække frem og den lille ske og gaffel blev pudset af og fandt igen efter mange år sin plads på bordet.

Der blev snakket og spist med afbrydelse, for der skulle også lige laves en hule på gulvet i stuen.

En stor glæde er det at samle store som små om bordet, at se de børn ,man har kendt fra de var små, nu selv være forældre og gøre det godt.

Og selvom det endnu ikke er februar, slog kyndelmisse sin vinterknude, og dannede en fin ramme til vores lille lysfest. Kontrastfuldt varmt indendøre mens store totter der mest af alt lignede vat, dalede ned.

“Det er hvidt herude

Kyndelmisse slår sin knude,

Overmaade hvas og hård, hvidt forneden, hvidt foroven som udi min Abildgaard”

Vintersøndag

Omend vi ikke kan synge Sneflokke kommer vrimlende, så kom der enddog tilstrækkeligt med sne, til at fårene ved hækkene får blink i pelsens hår og tjørnen spidder sne på piggene.

For der blev koldt, og der kom sne. Og der blev andægtigt stille. Ikke blot knytter stilhed og sne sig til hinanden Der er intet i verden så stille som sne. Taknemligt ser vi i klimakritiske dage til, at årstiderne stadig viser deres særkende.

Varsomt betrædes den nyfaldne sne. I forsøget på at sætte så forsigtigt et aftryk som muligt, i den nye hvide verden.

Poteaftryk afslørede at en kat i nat dog havde søgt læ ved vores dør.

Og spurvene sidder ikke stumme bag kvist, men er livligt forsamlet omkring foderbrættet, hvorfra de fouragerer og kvitterer for forplejning med en leben og en skræppen.

Og nu kan vi nynne de gammelkendte vinterlige sange med rette.

Sikke en dejlig vintersøndag !

Januarbetragtning

Så kom solen og lyset til os. Ligesom løgplanterne strækker vi også hals og bader i lyset efter de grå indedage, hvor der skulle megen disciplin til at bevæge sig ud.

Når jeg skriver og læser kan jeg i timevis ganske glemme alle andre menneskelige behov i min hermetisk tillukkede boble. Men det vil jeg forsøge at ændre på. Måske stopuret vil være min hjælper?

Jeg plejer ikke at have nytårsfortsæt, men det tror jeg alligevel jeg vil have i år.

Hver dag uanset vejr og vind vil jeg:

-Gå ned ad vejen og stille mig og kigge til fjorden. I dag var den usædvanlig blå

-Gå ned til søen kigge på vandspejlet og spejde efter fuglene der gemmer sig i rørtaget

-Gå på jagt efter små tegn og se hvad der er kommet op af jorden

Aldrig har forårsbebudere været så tidligt på færde som i år. Selv kom jeg på tanken at finde forundringsstolen og det tykke vattæppe frem. Og det er januar.

Se hvad jeg fandt i dag

Og jeg så mågerne stå på søens frosne overflade, hørte fuglene og så dem haste til foderbrættet, hvor jeg havde forsikret mig om, at der var nok til dem at leve af.

Og over mig så jeg endelig svanetrækket, deres sang havde jeg længe kunne følge i det fjerne.

Livet er ikke det værste man har, her på landet tæt ved fjorden, lige ved søen

Hvis jeg går skal alting nok gå

Tingfinder

” verden er fuld af ting, og det er virkeligt nødvendigt, at nogen finder dem. Og det er netop det tingfindere gør” sådan siger Pippi Langstrømpe. Vi fulgte hendes opfordring i går og fandt ikke så få gode ting. Vi havde pakket kaffekurven og var draget på genbrugstogt.

Fandt både nyttige men nok mest unyttige, anderledes – anvendelige ting, som ikke lige er til at erhverve. Som sædvanligt var det gamle ting, fremfor nye, mit blik fangede.

På alle måder er sådan en genbrugstur en win win situation – og måske kan man endda tilføje endnu et par wins for:

1. Pengene, man betaler, går til et godt formål

2. Givende er det at foretage disse retrospektive rejser, genoplive og genopdage forgangne tider.

3. En god fornemmelse at tænke på at ting genanvendes, sjovt at forestille sig, hvordan de flytter fra hjem til hjem. Tænk hvis de kunne berette, hvad de har været vidne til?

4. Ikke at forglemme, at det altid er forjættende at gøre et godt køb til en god pris.

For os er det balsam for sjælen, at kunne dykke ned i hyldemeter af ting og gense genkendelige genstande. Tale om egne erindringer og oplevelser, dele dem og konstatere fælles erindringsglimt fra forgangne tider. Kende hinandens søgefokus og ikke blot søge på egne vegne men også gå på jagt efter, hvad man ved, ” jagtkammeraten” søger.

Kaffen blev indtaget i bilen med instrumentbrættet som bord og en noget oprørt fjord som nærmeste nabo.

Dagens fangst: en sølvske, gamle broderier der vil kunne fornyes til nye unikke net, smukke gamle gulnede noder, mon ikke de vil kunne blive til julepynt, indpakning og meget mere ? Og så som sædvanligt et par bøger.

En dejlig afstikker på en af januars sidste dage.

Kopper,kopper, kopper

At Viborg er en af landets ældste byer fornægter sig ikke. Der er så meget at se på i denne gamle by. Som om hver en krog, og slippe gemmer på en lille historie. Kommer man sydfra ligger byens domkirke højt, som en mastodont, et torneroselignende slot, med sine to oprette tårne. Går man tur i de gamle gader, ligger domkirken mere tilgængelig i niveau.

Vores ærinde var at besøge en anderledes udstilling arrangeret af Viborg Kunstforening, som udstillede kopper i mange afskygninger. “Alverdens kopper” bød på keramikeren Helle Bovbjerg egne fremstillede kopper og en særlig og spændende samling, der både gav associationer til fortidens rustikke primitive drikkebægre og til flere af verdens lande kinesisk fint, sart porcelæn og japanske sakeskåle. Nogle kopper med satirisk udtryk og titel: RØJAL RINGKØBING

På vores tur gennem byen erfarede vi, at Kjærs boghandel og antikvariat, hvor vi har handlet de seneste mange år holdt ophørsudsalg. Det er en vemodig tanke,at denne boghandel ikke vil være der mere, når vi besøger Viborg. Besøg der har ofte været et tidstyveri og ikke mindst, da vore piger var yngre, sat dem på tålmodighedsprøve. For hvor kan man fortabe sig. Og hvor går tiden hurtigt i en velassorteret boghandel, hvor der findes en alsidighed i de utallige titler på det store lokales mange hylder.

En boghandel som denne, med bøger i højsædet, er en uddøende type af slagsen.

En dejlig tur blev det, og vi nåede hjem, før stormen begyndte at rase.

Fuglefløjtevejr

Hvor har det regnet i mange dage. Jorden har været / er gennemfugtet. Som en svamp at træde på. Bekymring for om jorden kan blive ved at absorbere alt den væde, der vælter ned, har været svær at lukke ude. Men i dag har blæsten taget over. Det ser ud som om, det er lykkedes den at blæse hul i skydækket.

” Vinden finder jer altid Når den har blæst tilstrækkeligt gennem pennalhuse og vinduesrammer Og selvom I troede Jer sammen selvom I troede Jer forladte kommer: Vinden. Kommer: Vinden . . . ” ( Morti Vizki ) 2009

Dagen i dag synes i al fald lysere, end den har været længe.

Småfuglene hylder det ved at give en højlydt koncert lige uden for vinduerne. Det høres så tydeligt indefra, også selvom husets vinduer er lukkede.

Rødkælken er mindre løssluppen, den tripper forsigtigt rundt på terrassen.

For en tid er svanerne gået på land. De stavrer rundt og fouragerer.

I haven ses spæde grønne spire op af jorden. Det er brydningstid.

Et gammelt vejrvarsel om vejret den 25. Januar siger:

” skønt og klart vejr på denne dag vil give et godt år. Er vejret dårligt, bliver året ligeså”

Vi håber.

Mit yndlingsvejr er fuglefløjtevejr

Naturdagbog

I mange år fik denne bog aldrig en plads i reolen. Den kom til at ligge på mit arbejdsbord, hvor den fik sin faste plads. Jeg har bogen i to udgaver. En indbundet og et slidt hæftet eksemplar. Læst sønder sammen. Set og bladret i laser. Helt i kontrast til den sirlighed og skrøbelighed der er at finde i bogen

Hvis jeg skal nævne en bog, der har karakter af at være yndlingsbog, er det måske denne :

Naturdagbog af en engelsk dame år 1906

Edith Holden ( 1871- 1920)

Den engelske lærerinde fra Birmingham optegnede et helt kalenderår de mange oplevelser og sansninger, hun havde på sine spadsereture i naturen. Hun var en seer. En æstetisk betragter med fornemmelse for skønhed. Hun var ikke blot forfatter til denne smukke håndskrevne bog, også illustrator. Indtrykkene blev omsat til sarte fine pastelfarvede akvareller, krydret med udvalgte citater, digte, poetiske vers og overleverede vejrvarsler: “Hvis græsset gror i januar, bliver sommer- engen bar”

Kun 49 år gammel døde hun. På en af sine adskillige ture, ville hun række efter en nyudsprunget kastanjeknop, fik et ildebefindende og faldt i en bæk. Her fandt man hende druknet.

Efter Ediths død, blev bogen lagt op på husets loft. Der skulle gå 70 år før bogen blev opdaget igen, fundet værdig til udgivelse og blev publiceret.

Bogen er så meget mere end en naturkalender.

Tulipantid

Ikke i nogen anledning, ganske uden grund kom min datter forleden hjem med blomster. Allerbedst er det efter min mening at blive betænkt med blomster på denne måde.

Det er lige nu, hvor farverne er få, og hvor væksterne i haven endnu er i dvale, at det er så dejligt med sådanne friske tulipaner. De giver fornemmelse af forår, af længere lysere dage.

Hver aften bærer jeg dem ud i den køligere gang. Jeg håber min indsats vil være livsforlængende for blomsterne. Stadig står de ranke, spændstige i blade og knop og er knitrende at røre ved.

” Det er en nydelig Blomst sagde Konen og kyssede den Paa de Smaa røde og gule Blade, men lige i det hun kyssede, gav Blomsten et stort Knald, og aabnede sig. Det var en virkelig Tulipan, kunne man nu see, men midt inde i Blomsten, Paa den grønne Stol, sad en lille bitte pige. Saa fin og nydelig, hun var ikke uden en tomme lang, og derfor kaldtes hun Tommelise” ( H.C.Andersen 1835)

Vor sol er bleven kold

“Vor sol er bleven kold vi er i vintervold og dunkle dage. Men nu er nedgang endt og håbet tændt ja håbet tændt. For nu er solen vendt. Nu kommer lyset og den lange dag tilbage” ( Johs.V.Jensen)

For en måneds tid siden var det solhverv. Men ikke meget har vi set til solen siden. Selvom småfuglene dagligt forsøger at synge den frem.Vi måtte smide, hvad vi havde i hænderne, da søndagen viste sig med sol og blå himmel. Tog til fjorden. Forgæves forsynet med pose med brød til svanerne. De befandt sig langt ude sådan en kold solskinssøndag.

Dog var der nogle få der ” svanede” forbi. Uden at se til vores side. Vi blev enige om, at de nok havde hvad de skulle bruge. Og puttede posen med brød i lommen igen og tiltænkte indholdet til vores ” egne” havefugle

Brunch og gåtur ved den stille fjord

Man skulle næsten vide, den var der, for at kunne se, at det var fjorden.

Fra vores vinduesplads i Musikkens Spisehus havde vi en udsigtsplads. Her nød vi at have god tid til at tale sammen over adskillige gode kopper kaffe, der blev bragt os. Og en meget velsmagende brunch der bød på utrolig mange smagsvarianter. Inklusiv lidt lunt.

Herligt at sætte sig tilbage og blive serveret for. At have tid. Ikke at blive afbrudt. At gemme og glemme alle skærme og ikke skænke den verden udenfor vores lille tomandsbord en tanke.

Senere en lidt kortere frisk og kold gåtur ved en meget stille fjord. Vi frøs.

På sådan en januardag kan det anbefales at tage et lille afbræk. Det var i al fald som om dagen blev lidt længere.