Løvetænderne

Den udskældte fandens mælkebøtte er ikke så fandens endda.

Lige nu står de der- løvetænderne, ikke på rad og række men spredt her og der, som et tandsæt der ikke er blevet rettet. Med buketsatte blade som i roset og en lang genstridig pælerod står den solgule blomst fast forankret i jorden. Lysende omkap med de gule- gulere – guleste rapsmarker.

Snart får de fnuglette skærme med frø der så er på vingerne.

Åh at forundres og komme på luftene let som et løvetandsfrø

ned i det syngende, susende

duftende græs på en lysegrøn ø” Piet Hein

Særdeles livsduelig sikrer blomsten sine generationer frem i tid -ved rodskud og den fribårne bestøvning med frø der bæres af vinden.

“Det er lykken ved at yde efter egenart og sjæl,

ved at leve i alverden, men at hvile i sig selv.

bære livet som når løvetandens fnug kaster los.

Det er viljen til at være …. Piet Hein

Der er så meget krudt, i det smukke der kaldes ukrudt.

“Jeg vil være som en mælkebøtte, der kaster nye liv med vinden

ind i systemernes haver,

tværs over hække der hver dag,

barberes af brummende forlorne tænder” Peter Laugesen.

Reklamer

Valborgdag

I dag er det Valborgdag. Igen synger vi “Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn”

I aftes var det Valborgaften, hvor man traditionerne tro tænder bål, af ” nyild” lavet fra bunden- som vi vil sige i dag- ikke ild hentet fra brændselskomfuret i køkkenet.

Engang hentede man også nyudsprungne grene ind fra skoven, ikke blot for at pynte, men fordi man troede, de lysegrønne nye grene besad en kraft, der kunne drage det onde på flugt.

For der var hekse på spil i Valborgnatten, når de var på vej til Tromsø i Norge.

Der blev redet sommer-i-by, bønderkarle og gårdenes piger samledes i optog ligeledes smykket med nye bøgegrene og kulørte bånd, før dansen omkring majsstangen og majvisen blev afsunget.

Den første dag i den sidste forårsmåned, var også skiftedag, forårsdage. Hvortyende kunne skifte plads.

Og siden 1890 en kampdag hvor de røde faner og stemmerne blev luftet og armen bøjet.

Bål fik vi ikke tændt i aftes. Vi lod os nøje med at betragte rapsmarkerne, der netop nu stråler, optimistisk gult og spreder den sin karakteristiske sødlige livsglade duft milevidt.

Vildfarne af slagsen fandt vej til en vase i køkkenet.

O den skønne, skønne maj

O den skønne, skønne maj ….

Oh natur hvor skøn er du

Træers knopper svulmer

Livet stille ulmer

I hvert lille frøkorn nu

…. herlig, herlig toner glædens sang ( efter J V Voss 1789)

Vaar paany

Smukkere end Thøger Larsen kan ingen hylde foråret, der er her lige nu og her:

Saa kommer den ødsle Vaar paany,

Den manes af Muld for Fode,

Solen staar op i kvidrende Gry,

Og Haabet er vel til Mode.

Jorden om sin Akse gaar,

Og Dagene viger og kommer-

saa drømmer jeg da igen i Aar:

Nu bliver det evig Sommer.

Det er en Vane, jeg fik engang,

naar Knoppen bryder af Barken,

da synger mit Hjerte Sangenes Sang,

mens Koen græsser Paa Marken.

Salig er Fjorden under Næs,

hvor Solskinsflaggeret Blinder!

Saligt er det groende Græs,

hvor Sol gennem Saften skinner.

Salig er den mætte Ko,

som gaar med Kalven i Bugen!

Saligt er Faaret der staar i Ro

og snyder Bonden for Rugen!

Salig er den tætte Tjørn

i Svøb af lysende Bloster!

Salige ere Lam og Børn

og hvert et spirende Foster!

Saligt …saligt …Hjertet slaar,

Tiden gaar og kommer —

jeg føler det atter, at nu i Aar

begynder den evige Sommer. (Thøger Larsen )

Anemonetid

” Åh anemoner dækker hele jorden li’som sne

Åh ane-mo- o– ner snart får jeg vel sommeren at se”

Der er hvidt i skovbunden nu. Mirabeltræerne pryder landskabet nu i fuld blomst som hvide lysende luftiglette skyer- dragende for øjet.

” med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt”

Den første sommerspringsglæde er i år udfordret, i skarp konkurrence med bøgeknopper, der er tidligt på den og lige ved at briste – og lærketræerne, der snart stråler lyseste grønt.

” Dagen er så fuld af anemoner, fuglefløjt og farvespil i lyse kroner …” Sebastian 1991

Det er forår.

År og alder

Elegant klædt, håret sat og med lak på fingerneglene på de stærke hænder med linier af levet liv, tog fødselaren imod – 100 år skulle fejres.

Selvom synet svigter, holdes humøret højt og den gamle dame, for gammel må man vel sige at være, når man har passeret et sekel?

En stolt livsduelig, livskraftig fødselar der oplevede sin første indlæggelse som 98 årig

” jeg duer ikke til at ligge på sygehus” fortalte hun i den forbindelse.

“Jeg har besluttet mig for at være i godt humør, det kan man nemlig godt”. Og det var ikke blot ord, for flere gange hørtes hendes smittende latter- og man kunne se hendes mund blotte sig i et stort smil, der rakte helt op til de øjne, der næsten ikke ser.

En leveregel om at ville være glad, er værd at tage med sig ud i livet. Sådan kan det også være at blive gammel.

Mon sådan en indstilling kan forklare, at man når så høj en alder?

Hvad forærer man en hundredårig, der har svært ved at se?

Jeg havde i sommer plukket brombær, nær det sted hun havde boet i mange af sine leveår. Dem lavede jeg til syltetøj. Til hende.

Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje

Svækket følesans, øre

Smagsløg, lugtesans og øje,

Intet mer’ nyt at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øjet

Vi skal ikke overvintre

( Th. Bjørnvig 1991)

Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb

I nat hørte jeg uglen

….og jeg blev så glad, jeg havde svært ved igen at falde i søvn.

Den lille truede kirkeugle som længe har været ved at uddød, holder nu og da til her i trætoppene ved søen.

Det var længe siden, vi havde hørt den, så det var med særlig glæde, vi igen hilste dens skarpe kalden velkommen.

Manden i huset måtte i den anledning forlade varme seng for at optage dens herlige kalden.

Engang kaldte man uglen minervauglen efter den gudinde – visdommens Minerva- der ofte var ledsaget af en ugle. Ligesom Harry Potter. Altid har man knyttet klogskab til netop uglen. måske fordi den har et lille menneskeagtigt ansigt og et dybdeborende blik under de markerede øjenbryn.

For flere år siden fik vi i baghuset installeret en uglekasse. Hvert forår kigger vi spændt, og hvert år skuffes vi. Uglen har trange kår.

Men i nat aflagde den visit. Sådan et natligt besøg af filosofiens fugl var ikke ugleset.

……Uglen sidder i træet og skriger

Uglen er mæt og den sidder og skriger ( Frank Jæger)

….. tænker jeg….

Nogle ord går der inflation i, tænker jeg.

At tænke betyder: At overveje og gøre sig sine tanker bevidst.

Synonymer kan være: at fundere, at gruble, at spekulere, at grunde og gøre sig forestillinger, at ræsonnere og antage.

At tænke er at rette sin opmærksomhed mod noget, som man forsøger at erkende og forstå. Det kan svært både at tænke og tale på en gang, tænker jeg.

Vendingen …tænker jeg… er lige nu så overforbrugt.

Men der er forskel på at tænke og at tale.

Der er proces og rækkefølge.

1. Først tanke der som regel er lydløs, hvis man da ikke tænker højt.

2. Derefter tale

Måske er der noget om, at jo mere man italesætter et ord jo mindre er værdien af ordet tilstede?

I øjeblikket er det som om, man springer et led over. I al fald når man giver udtryk for, at man tænker, mens man taler.

Hver ting til sin tid. Måske er der tanker, der skal forblive tanker og aldrig blive til artikulerede ord.?Tænk før du taler, lød en gammel talemåde.

I modsætning til det talte ord er Tanker toldfrie.

“Hvis du ingen tanke har

Gør da ej din tale klar” ( Piet Hein)

Tanker er måske ikke længere, frø der såes? Måske de spontant udtrykkes, inden man har gjort sig klart, hvad man har på hjerte.

Der er så meget, man kan med sine tanker, man kan komme så langt omkring. Man kan tænke sig om, tænke efter, tænke igennem, tænke frem, tænke ved sig selv, tænke sit, tænke højt, tænke nyt, tænke frem og tilbage… og når tanker tager fart bliver de flyvske.

Tanker kan have farver de kan være lyse, mørke, glade, dystre.

Når man har eller tager ordet, skal man fylde ordet ud. Så er det så uforbeholden en fordel, at have gjort sig tanker forinden.

Dog, hvis man tænker for længe, risikerer man at det der kommer ud af munden, lyder fortænkt. Så kan man let komme til tale for døve ører.

Der er smittefare i sproget, man skal passe på ikke ureflekteret at tage sproglige vendinger til sig og overtage de udbredte sproglige formuleringer.

Lad der blive ved med at være forskel på at tænke og at tale, tænker jeg.

Mens vi er lige her

Jeg så tilfældigt en overskrift Mens vi venter på forår. Denne tekst funderede jeg lidt over.

Hvor er vi mennesker tilbøjelige til altid at se fremad. Utaknemligt at være på vej mod noget nyt. Som om det der er lige nu, ikke er tilstrækkeligt. FokusereT på hvad vi skal i morgen, fremfor det vi foretager os i dag. Lige nu. Lige her. Nærværende tilstede.

At leve i nuet er livets teknik,

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu som gik

og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente

For det nu som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ sørg for at nuet du lever i

Engang for altid er dette. Piet Hein

….Mens det er vinter, mens det er tø, mens morgnerne er vintermørke Og tulipanerne i vasen er knitrende og lysegrønne friske

Fru Tø

Regndråberne siler nedad ruden.

Det pudrer vandigt ned.

Det er tø.

Tænker på den sørgmuntre vise af Halfdan Rasmussen

Snemand Frost og Frk. Tø

gik en tur ved Søndersø

fandt en bænk og slog sig ned

talte lidt om kærlighed…..

Og så trist går det til, når den store altopslugende fortærende kærlighed, betyder den totale selvudslettelse for den stakkels snemand.

Da kulden møder hjertevarmen, da de to slår sig sammen og bliver til eet.

Så forstummer enhver drøftelse af hvem der måtte være det stærke køn.

Mon frøken Tø bliver til fru Sommer?