Snart vender det

Tågedag- tænkedag- træt -tænde lys dag.

Der er noget indadvendt over de uigennemsigtige uklare tågedage, som vi har lige nu. Dage så korte at før man ser sig om, er de forbi.

Tilhyllede famledage hvor lyset har så svært ved at finde vej gennem skydækket, og skjult er det der ellers åbenbares. I Taagen kan man famle som i blinde, som der skrevet står.

Slørede kamouflagedage der lægger op til en kiggen indad. Gå-i-hidage hvor man, hvis man kunne, fulgte dyrenes eksempel og sov en vintersøvn.

Vi er i vintervold og korte dage

Fra i morgen bliver dagene ikke kortere, så er nedgang endt og håbet tændt, ja håbet tændt. Så er skiftedag

Reklamer

Fri mig for sorte dage

I mailboksen tikker det ene tilbud ind efter det andet. For længst har jeg slået lyden fra.

Overalt i medier fortælles om den berigende Black Friday. Købehysteriet og forbrugsfesten er i gang.

Den største Shop-amokhandelsdag er på sit højeste.

I byen en stemning af ivrig købelyst og utålmodighed for at komme frem. Det fortælles, at det er lige så vanskeligt at finde en P-plads som at finde en nål i en høstak.

Jeg bliver her på landet, hvor der ganske vist også om lidt er sort uden for vinduerne. Men her er stille, og man kan intet købe,

” Nu til dags kender folk prisen på alt, men værdien af intet” – Oscar Wilde citatet er rammende for dagen i dag.

Spar mig for flere amerikanske sorte traditioner. Uhyggelige udhulede forvrængede græskarfjæs, spøgelser og andre uhyrligheder. Det er som at pynte sig med lånte fjer.

Endnu er den sorte fredag ikke en fridag og en mærkedag skrevet ind i kalenderen

Rend mig i traditionerne” – som disse

November pyntning

Hvert år indleder vi juleforberedelserne med granpyntning af vore udekrukker.

Den allerdejligste “pynten til jul”. Men hvor var det koldt, og hvor måtte der holdes godt fast i mos og de lette enegrene. I går levede november op til sit ry – korte kolde blæsende dage. Måske netop fordi vi har haft så milde lyse dage, syntes det så særligt koldt.

Alligevel meldte tanken sig ikke om citere Nordbrandts digt: Et år har 16 måneder. I dette digt gentages november 4 gange. Så 4 dobbelt og strabadserende føles denne måned, hvor det for alvor bliver mørkt, for forfatteren. Og måske også mange andre.

Krukkerne er nu pyntet, omend det gik noget hastigere end sædvanligt.

Godt var det at komme ind i varmen igen og varme sig ved komfuret, hvor gløgg ekstrakten straks kom i kog. Snart bredte der sig den allerherligste duft af citrusfrugterne der blandede sig med de varmende krydderier. Vanskeligt at afgøre om det var den krydrede duft eller komfurets varme, der lunede.

Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Foranderlige dage

I går lod vi, trods blæsten, os varme i solen. Vi snakkede om sensommerdage dage.

I dag holder solen fridag. Det rusker og raser blæsten indimellem heftige byger. Løvhænget ser træt ud, og er snart parat til at slippe grenene.

Det er tetid og tæppetid, læsetid og tid til at tænde lys, selvom det endnu ikke er aften.

Det er efterår.

“Nu stormer det koldt derude,

Stjernernes glans forsvinder.

Havet krummer sin hesteryg

og ryster sig fri af minder. (Tove Ditlevsen)

Om end mandag ville passe bedrel

Svantes far er død. Hvilken trist nyhed at vågne op til

Sprogets mester er ikke mere. Den skæve digter med de finurlige, underfundige livsduelige betragtninger, præget af musikalitet,munterhed og lyst til at være til “livet er ikke det værste man har” har sagt verden farvel.

Flere tekster føjes der ikke til det fantastiske alsidige forfatterskab, der rummer vid og spænder vidt og oser af ordspil og opsange:

De på-kornet-rammende hyppigt citerede digte, som der er flest af, men også romaner, noveller og ikke mindst børnebøgerne om Snøvsen, som alle går fra. Nu er Benny Andersen gået 88 år gammel. Hvor vil han blive savnet.

” du har slået nogle skæve, men også sat dig spor,

har en hel del at fortryde, og en del at være stolt af”

Facit:

det ku ha gået meget værre men gik dog meget bedre,

du fik rigeligt,

du har bestået

du består,

god dag at dø på

hvis det skulle være,

omend mandag havde passet bedre” ( Sjælen marineret)

Vi ville gerne have ventet mange flere mandage på denne morgens meddelelse.

Tak for alle ordene. Vi tænder et lys for dig i dag.

Hvil i fred.

En hæsblæsende uge

Der var det uge 32 blev her i huset.

Med op til flere fødselsdagsfejringer, hvor jeg var hovedperson. Alder er noget mærkeligt noget!

Det var ugen, hvor vi havde et større gæstebud med mange talende kvinder om bordet. Herligt som snakken gik. Og det er ikke nogen selvfølge. Man kan indbyde, forberede og planlægge. Men stemningen er det gæsterne leverer. Tak for den!

Det var ugen hvor sommeren blæste væk til fordel for de længe ventede regnfulde dage, der allerede har gjort omgivelserne lidt grønnere. Hvor ventilatorerne blev kølet af stillet på loftet, mens stormen raserede, delte naboens egetræ i to og væltede alt det vi ikke havde nået at få lagt ned.

Det var ugen, hvor de lyse nætter sluttede. For denne gang.

Nu har vi dage med temperaturer, der hører årstiden til. Nu har jeg taget hul på et nyt år.

“Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje,

Svækket følesans øre, smagsløg, lugtesans og øje,

Intet nyt mer’ at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øget.

Vi skal ikke overvintre

Th.Bjørnvig 1991

Tørstigt tropeland

Så blev det august, årets 8.måned og sensommer.

Det har været solrig sommer længe.

Og prognosen fortæller, at det vil det vedblive at være.

er i august den først uge hed, da varer vinter ej længe ved”

Og det er hundedagene nu.

Varmen har lagt sig over vort lille tørstige tropeagtige højtryksland.

Bedst som vi troede, at nu ville lummervarmen

blive afløst af lange skyggers og det bløde lys, der hører sensommeren til.

“Ja Øieblikket ene er det just,

Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,

Thi nyd det som den duftende August,

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger” (H.C. Andersen)

Aftenskyer

“Naar Aftenen breder om Jorden sit Slør

Da ligge i Vesten de dejligste Øer,

Fra skinnende Sletter, hvor Alferne boer,

Hensuser om Jorden den himmelske Ro ….

V.H. Kaalund Fabler og blandede Digte 1844.

Der er så stille i aften, fuglesangen er forstummet. Fra det åbne vindue breder der sig en længe ventet duft af friskhed og fornyelse. Det regner. Stille og blot en lille smule. Men det regner. Ligesom planter og træer rejser vi os, ryster støvet af og snuser ind. En ekstra gang.

Grøftekanten

For ikke længe siden lyste de planteklædte vejsider som et brudelin. Vild gulerod i hobetal.

Nu er det valmuernes tid.

Min tændstiks lille levende flamme, min lille ild,

Mit lille røde blafrende blad , hvor er du valmue?

Her sidder du roligt i min haand, om lidt er din gassjæl, en ond blæst

et høstland, en gul kvinde, en leende skare….

Jeg har hørt sagn om dig, og du er barn af disse brande

Fra Digte i døgnet af Tom Kristensen

Det er her, nøjsomhedsplanternes holder til. De upolerede uspolerede væksters have. Danmarks jungle.

Snart vil grøftekanten igen skifte til høsttidens farve – lyse gult af rejnfan i selskab med en mangfoldighed af græsser.

Alting har sin tid.

.

Sankte Hans Sankte Hans

Nu bliver dagene ikke længere, nætterne ikke kortere. Nedtællingen er i gang. Afmontering af de lyse nætters telt er begyndt.

I aften tænder vi bål. Ikke fordi det er tvingende nødvendigt. Ikke for at give lys, ikke kun for at give varme. Vi tænder glædesblus sammen, for det er midsommer, og det vil vi fejre. Sammen.

I aften nøjes vi ikke med at tænde vores egen lille flamme. Vi drager ud, samles, mødes, får røglugt i håret. Vi sætter os ikke bare foran en skærm og betragter et anonymt bål transmitteret fra et uvedkommende sted. I aften – midsommeraften

“Men den skønneste krans, bliver dog din Sankte Hans, den er bundet af hjerter så varme så rene”

Må vore hjerter aldrig blive tvivlende kolde.

Glædelig midsommer