Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Reklamer

Foranderlige dage

I går lod vi, trods blæsten, os varme i solen. Vi snakkede om sensommerdage dage.

I dag holder solen fridag. Det rusker og raser blæsten indimellem heftige byger. Løvhænget ser træt ud, og er snart parat til at slippe grenene.

Det er tetid og tæppetid, læsetid og tid til at tænde lys, selvom det endnu ikke er aften.

Det er efterår.

“Nu stormer det koldt derude,

Stjernernes glans forsvinder.

Havet krummer sin hesteryg

og ryster sig fri af minder. (Tove Ditlevsen)

Om end mandag ville passe bedrel

Svantes far er død. Hvilken trist nyhed at vågne op til

Sprogets mester er ikke mere. Den skæve digter med de finurlige, underfundige livsduelige betragtninger, præget af musikalitet,munterhed og lyst til at være til “livet er ikke det værste man har” har sagt verden farvel.

Flere tekster føjes der ikke til det fantastiske alsidige forfatterskab, der rummer vid og spænder vidt og oser af ordspil og opsange:

De på-kornet-rammende hyppigt citerede digte, som der er flest af, men også romaner, noveller og ikke mindst børnebøgerne om Snøvsen, som alle går fra. Nu er Benny Andersen gået 88 år gammel. Hvor vil han blive savnet.

” du har slået nogle skæve, men også sat dig spor,

har en hel del at fortryde, og en del at være stolt af”

Facit:

det ku ha gået meget værre men gik dog meget bedre,

du fik rigeligt,

du har bestået

du består,

god dag at dø på

hvis det skulle være,

omend mandag havde passet bedre” ( Sjælen marineret)

Vi ville gerne have ventet mange flere mandage på denne morgens meddelelse.

Tak for alle ordene. Vi tænder et lys for dig i dag.

Hvil i fred.

En hæsblæsende uge

Der var det uge 32 blev her i huset.

Med op til flere fødselsdagsfejringer, hvor jeg var hovedperson. Alder er noget mærkeligt noget!

Det var ugen, hvor vi havde et større gæstebud med mange talende kvinder om bordet. Herligt som snakken gik. Og det er ikke nogen selvfølge. Man kan indbyde, forberede og planlægge. Men stemningen er det gæsterne leverer. Tak for den!

Det var ugen hvor sommeren blæste væk til fordel for de længe ventede regnfulde dage, der allerede har gjort omgivelserne lidt grønnere. Hvor ventilatorerne blev kølet af stillet på loftet, mens stormen raserede, delte naboens egetræ i to og væltede alt det vi ikke havde nået at få lagt ned.

Det var ugen, hvor de lyse nætter sluttede. For denne gang.

Nu har vi dage med temperaturer, der hører årstiden til. Nu har jeg taget hul på et nyt år.

“Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje,

Svækket følesans øre, smagsløg, lugtesans og øje,

Intet nyt mer’ at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øget.

Vi skal ikke overvintre

Th.Bjørnvig 1991

Tørstigt tropeland

Så blev det august, årets 8.måned og sensommer.

Det har været solrig sommer længe.

Og prognosen fortæller, at det vil det vedblive at være.

er i august den først uge hed, da varer vinter ej længe ved”

Og det er hundedagene nu.

Varmen har lagt sig over vort lille tørstige tropeagtige højtryksland.

Bedst som vi troede, at nu ville lummervarmen

blive afløst af lange skyggers og det bløde lys, der hører sensommeren til.

“Ja Øieblikket ene er det just,

Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,

Thi nyd det som den duftende August,

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger” (H.C. Andersen)

Aftenskyer

“Naar Aftenen breder om Jorden sit Slør

Da ligge i Vesten de dejligste Øer,

Fra skinnende Sletter, hvor Alferne boer,

Hensuser om Jorden den himmelske Ro ….

V.H. Kaalund Fabler og blandede Digte 1844.

Der er så stille i aften, fuglesangen er forstummet. Fra det åbne vindue breder der sig en længe ventet duft af friskhed og fornyelse. Det regner. Stille og blot en lille smule. Men det regner. Ligesom planter og træer rejser vi os, ryster støvet af og snuser ind. En ekstra gang.

Grøftekanten

For ikke længe siden lyste de planteklædte vejsider som et brudelin. Vild gulerod i hobetal.

Nu er det valmuernes tid.

Min tændstiks lille levende flamme, min lille ild,

Mit lille røde blafrende blad , hvor er du valmue?

Her sidder du roligt i min haand, om lidt er din gassjæl, en ond blæst

et høstland, en gul kvinde, en leende skare….

Jeg har hørt sagn om dig, og du er barn af disse brande

Fra Digte i døgnet af Tom Kristensen

Det er her, nøjsomhedsplanternes holder til. De upolerede uspolerede væksters have. Danmarks jungle.

Snart vil grøftekanten igen skifte til høsttidens farve – lyse gult af rejnfan i selskab med en mangfoldighed af græsser.

Alting har sin tid.

.

Sankte Hans Sankte Hans

Nu bliver dagene ikke længere, nætterne ikke kortere. Nedtællingen er i gang. Afmontering af de lyse nætters telt er begyndt.

I aften tænder vi bål. Ikke fordi det er tvingende nødvendigt. Ikke for at give lys, ikke kun for at give varme. Vi tænder glædesblus sammen, for det er midsommer, og det vil vi fejre. Sammen.

I aften nøjes vi ikke med at tænde vores egen lille flamme. Vi drager ud, samles, mødes, får røglugt i håret. Vi sætter os ikke bare foran en skærm og betragter et anonymt bål transmitteret fra et uvedkommende sted. I aften – midsommeraften

“Men den skønneste krans, bliver dog din Sankte Hans, den er bundet af hjerter så varme så rene”

Må vore hjerter aldrig blive tvivlende kolde.

Glædelig midsommer

Spytte-sten tid

I øjeblikket udspilles der en kamp i kirsebærtræerne, som vi mennesker nøjes med at betragte. Vælger ikke at gribe ind. Rivaliseringen foregår mellem solsorte og småfugle på jagt efter de endnu lidt umodne bær. Vi ser til, kapitulerer og vurderer, at det er pay back time. Al den glæde fugle året rundt giver os, får de nu fuld belønning for.

Vi laver aftale med naboen, der har et gammelt kirsebærtræ mod syd, bugnende af modne sortrøde bær, om at måtte forsyne os der. Når kirsebærtræerne fyldes, det gør de i denne stund ….. kommer i tanke om denne sang, modererer teksten, mens der ryger lige så mange bær i munden som i skålen. Der spyttes sten, som måske bliver til nye kirsebærtræer.

“I juninatten denne drøm, huset båret af kirsebærtræerne skum,

til druknende fugles klukkende bølgeslag, under en klokke spinklere end fjordens spejl,

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg, af kalk og bristefærdigt synsbedrag,

dirrende plantet i mørket det hvide segl, og lydløst hakker et usynligt næb,

på spejlets hinde af vind og salt, snart brister alt”

Myggesang fra samlingen Galgenfrist 1958 af Ivan Malinovski

….Og solen skinner

” nu vil jeg glemme rent, at det var vinter. Nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til en som jeg har kær……hun købte af de hvide og de blå hun købte af de smukkeste hun så….. det er et solskin uden mage og jeg har solskin nok til mange dage…” Ludvig Holstein 1895

Se sådanne duftende dybblå dejlige hyacinter blev jeg i går betænkt med.

Hver gang jeg nu træder ind i stuen, breder der sig den mest aromatiske krydrede duft. Man behøver ikke åbne øjnene, får at genkende den særlige duft af hyacinter.

Her til morgen var der en af blomsterne, der havde åbnet sig mere end de andre, nu afslører den, at den har gemt på en ganske anden og meget lysere himmelblå nuance.

Udenfor koldt men lys og solskin.

Fuglene synger, hilser vårens komme i et Frydeligt jubelkor der Melder at frostens tid er omme –

Luften hærges ej af slud, dugens perler rene, samler solens stråleglans i en dejlig perlekrans.

– …..lægt er nu vort hjertesår (Morten Børup 1500 )

Det er forår. Den længe ventede tid er her!

Piplende dag

I nat vågnede jeg flere gang ved regndråberne syngende klang, når de ramte bålfadet på terrassen. Til morgen ikke i tvivl om, at foråret er her. Ganske andre temperaturer end vi længe har været vant til at vågne op til. Fuglestemmer der i dag, måske som en hyldest til foråret tager særligt til og ringer Våren ind.” Det håbets strengespil”. Nu er freden så dejligt forbi. En sitren er der af boblende energi.

Det er som om det hele begynder på ny der ude, og grønne skud vælter op af jorden. Det minder om, at vi også selv får en ny chance. Folder os ud efter denne lange vinters stilstand, kommer i bevægelse. Hvor har vi været utålmodige efter denne åbning, så nu skal hver en revne og sprække af forår nydes og tages taknemligt ind. Det er nu livet skal fornyes.

” Da Vårtoner møde fra lærkernes bryst, og vakte det døde til liv og til lyst,

da sad som i fængsel vort higende mod, da svulmed af længsel vort Vikingeblod

Ej kakkelovnskrogen os hued som før, da lukked vi bogen, den blev os for tør,

da sejlet i hejste i knagende rå, og lystig vi rejste af bølgen blå,

Og nu vil vi haste med håbet ved ror, og nu vil vi kaste hver sorg over bord,

og nu vil vi pile mod vinkende kyst, og så vil vi hvile ved blomsternes bryst,

Og sangen skal bruse i skovenes fred, så bøgene suse forundret derved,

og bonden den skræmme skal op af sin ro, og pigen skal glemme at malke sin ko.

Som trækfugle flagre vi vidt over strand, fra hjemmet det magre til glædernes land,

Vær frejdig vor håben, hvad frygter vi for?

Se vejen er åben og verden er vor”. ( Chr.Hostrup)

Ifølge gammel nordisk folketro skulle vinteren være forbi den 4.april. I år ser det ud til at passe.