Dasedage fortsat

Nogen gange kan det være en opgave at lave ingenting. Tøjle sin trang til foretagsomhed og mestre rastløsheden. Sætte gørehjulet på standby. Bare være til og nyde og tage sig selv i ingen planer at have.

Slå hovedet fra og lade tiden gå og snuse ind. Måske det er indbegrebet af at holde ferie?

Lade sig køle af agurkedrik med citron og boblende dansk vand. Ferieforkælelse i den grad.

Og se roserne remontere selvom det blot er med en enkelt blomst. Og måske fordi der kun er en, betragter man den ene endnu mere og strækker sig for rigtigt at kunne dufte dens søde sommerduft. ( Golden Celebration)

Som afslutning på dagene ved bugten er det er fast ritual at besøge fiskerlejet Norsminde.

Inden familien drog hver til sit, spiste vi et fælles måltid her ved vandet, med det skønne vejr og den endnu skønnere udsigt i det skønneste selskab, man kan tænke sig.

Det er godt at have ritualer, de holder verden på plads. Det er endnu bedre at have en familie. Tak for en dejlig ferie. Tak fordi I vil med, selvom I nu er voksne.

Jeg har lært, at det er nok, blot at være sammen med dem, jeg elsker (Walt Whitman)

Reklamer

Feriedage ved bugten

Frie lange dage uden planer. Varmedage. Under parasollen. Med tid til at være. Nærvær. Samvær. Stilhed.

Lange lune dage, hvor det aldrig bliver koldt.

Strandture hvor man selvom stranden er fuld af soldyrkende mennesker på hvert sit håndklæde, lukker sig om sig selv. Lukker for andre lyde end bølgernes skvulpeslag. Fordyber sig mens man borer tæerne ned i det lune bløde brændende strandsand.

Forsøger at negligere at brisen, der nu og da rammer min næse, lugter mere af solcreme end af strand.

Hverdagen kalder

Det er ikke bare luftens skarphed disse augustmorgnerne, der fortæller, at sommerferien 2017 er slut. Der er omskiftelighed i luften. Her i huset har vi skiftedag. Hverdagen er med et ganske brat denne mandag slået i gang. Jeg er sikker på, at min mand som havde første dag efter tre ugers dejlig ferie ikke lige istemte Dan Turèlls ofte citerede sætning: ” jeg holder mest af hverdagen . . ” ,da vækkeuret ringede omkring kl. fem. For hvor vænner man sig hurtigt til uforpligtetheden, og til at tiden er ens egen. På den anden side set, hvis der ikke var forpligtelser, og friheden hele tiden var et vilkår. Hvor ville man dog savne glæden ved at have fri. Og holde ferie.

Det at man har noget at vende tilbage – efter de frie dage- er det der giver friheden status og sætter den i perspektiv.


Pippi Langstrømpe spørger på et tidspunkt, hvorfor hun ikke skal have ferie. Det enkle svar lyder: “fordi hun ikke går i skole” 

Nu er det rammerne og dagligdagens rytme, der kalder. Det er alarm- og sætte vækkeurtid.  Op i geartid, hvor spontaniteten og nulstilletheden skal afmonteres. Slut med dasedagene. Hverdagen er nu heller ikk’ så ring’ endda”

          “Poesien er en stor og lykkelig magt i livet, og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder” ( Karen Blixen) 

Med disse ord vil jeg færdiglæse den lange novelle, eller korte roman, som står på programmet i morgen, når vi for næstsidste gang mødes til Sommerlæs ved søen.

Feriemorgen 

Himlen så grå. Regndråber på ruden. Regnen siler stille ned, hængebirkens bladhæng duver frem og tilbage i næsten rytmisk bevægelse. Søen er så stille. Kun når regndråberne møder søspejlet, kan det ses. Det er lørdag. Morgen. Ikke kun en hel dag. En hel weekend. En ferie ligger ubrugt foran os og venter på at blive fyldt ud og blive til noget, der engang vil blive husket som ferieminder fra 2017. Også selv om det regner, og der ikke er sommervarmt, så er de næste uger uden mange aftaler. Få forpligtelser forude. På friskolen hvor vores yngste datter har gået, havde man tradition for, hver gang det var ferietid, at synge feriesangen: 

” ferie, ferie, ferie, slap nu af du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ser vi, den vil skinne til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur,læg det i en spand,

Kom så vand i til uret siger stop,

Gem din gamle pen, for hvad vil du med den,

Ska’ jeg si’ dig hvad du ska’ skriv’ op.

….

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

Som vi gerne sku’ ha’ nået at få set,

Vi skal lave sjov, i mark og eng og skov, for med pligter og skole er det sket”  ( Ole Mortensen) 

Nogen garanti for at vi når at få brune tæer, har vi ikke, kun udsigten til at kunne gøre ( næsten)hvad vi vil – de næste tre ugers tid. Til det behøver vi ikke megen forberedelsestid. Vi er ferieklar! 

Tiden står på det nærmeste stille

Når man træder ind på Frilandsmuseet i Glud, er det som om, tiden går i stå. Som om man træder ind i en tidslomme af stilhed, ro og uspolerethed. Det er nostalgisk og enkelt for os, der lever i dag, at betragte denne tid som en ubekymret. Hver tid  har til alle tider haft sine udfordringer, glæder og sorger. Måske er det stilheden, roen og enkeltheden, der fascinerer?

IMG_2245-0
Det var en historisk interesseret lokal malermester Søren Knudsen,der havde været på valsen og i Tyskland ladet sig begejstre over, hvorledes man varetog bevarelsen af gamle udtjente bygninger, der lagde grunden til dette  museum.

IMG_2250Hjemme i Glud opførte han huset Hildesheim og som den dedikerede bygningsbevarer, håndværkeren var, blev det begyndelsen til genopbyggelsen af en samling nedrivningstruede bygninger. Man kunne ønske sig, at der i Sønderjylland, hvor vi netop ved selvsyn har oplevet et  forfald af bevaringsværdige huse, lige nu var en dedikeret bemidlet bygningshistorisk entusiast som S.K.

S.K.- ikke at forveksle med en anden og  bedre kendt S.K. (Søren Kierkegård) – var en særdeles eksentrisk personlighed, der havde sine meningers mod. Og som turde stå ved, det han mente. Han beskrives som et regelret menneske, der ikke sjældent lagde han sig ud med øvrigheden og sine medborgere, over hvem han da også på et tidspunkt rejste en skamstøtte. Asketisk kan man muligvis kalde hans levevis, uden kød alkohol og nydelsesmidler. Han lavede blandt flere opslag et om, at man skulle tage hænderne op af lommerne og kke dreje om på hælene.

 Sådan et håndmalet selvgjort skilt, opsat i tillid til at besøgende havde reelle hensigter og gjorde som man fik besked på, var muligvis forløberen til vore nutidige tyverialarmer !

Ved Snaptun Havn, i læ af et bælte af hyben med højrøde frugter, indtog vi med den allerherligste udsigt vores medbragte mad og talte om, hvad man mon i eftertiden vil gemme fra vores tid. Mon der engang vil være nogle, der vil interessere sig for at se vore plastificerede efterladenskaber – mobiltelefoner, computere og ipads – eller vil man lade sig nøje med at betragte disse ting hjemmefra på en skærm?

Oase- dase-dage 


Vi kender det godt dette sted.  Vi har været her før. Igen har vi været heldige at få lov at låne et fantastisk hus på en endnu mere fantastisk beliggenhed. Uanset hvilket vindue vi ser ud af, er der grønt så langt øjet rækker. Det føles som at bo i en oase, en beskyttende hule af frodighed. Vi skal heldigvis tilbringe nogle dage her.

Vagtelæggene så små og fine at vi næsten ikke kan få os til at slå hul på deres skal, forvandler sig alligevel  til miniaturespejlæg, der bliver til vores morgenmad. Dagene byder på sol, ikke fra en skyfrihimmel, men som alligevel gør det muligt at tilbringe flere timer  på stranden.  E

Her ved østkysten er der en ro og blidhed over vandet, der stille står og slår ind. I timevis kan jeg sidde og bare lytte til bølgernes indslag, mågernes skrig og ikke andet. Mens de andre går langs kysten og samler småsten og forsøger at finde stumper af glas slebet af vandet, flytter  jeg mig ikke. Besluttet på at følge den forandring der er lige netop fra min udkigspost. Forsøger forgæves at finde en rytme i bølgernes rolige lyd, når de skyller ind mens jeg prøver at fastholde de nuanceskift der ses, når himmel og hav ændrer farve. Klar kold blå – så grøn turkis  grå blå, når skyerne breder sig over himlen.  De store “børn” genopliver glæden ved at forme figurer i sandet. I dag blev det meget sigende til en skildpadde, hvis tempo vi i disse dage deler.

Tiden skal jo gå med noget!

Gensynsglæde

  Vi fortsætter vores færd. Bestemmer os for at vi vil køre langs Jyllands ryg, så langt ude ved kysten som det kan lade sig gøre. Indleder denne tur ved Højer Sluse hvor det er tørvejr, og hvor solen bryder frem. 

Jo ældre jeg bliver,  jo mere holder jeg af disse gensyn med steder, jeg har været før. Det føles som om glæden ved genoplevelsen er dobbelt stor. Begejstringen lige her og nu forstærkes af  tidligere indtryk. Oplevelserne dengang. Af og til siger vi henvendt til hinanden: ” kan du huske da pigerne ….?” Og så ved vi hver især, hvordan sætningen vil blive afsluttet. Hvilken erindring der vil blive italesat. Måske er sådanne oplevelser en af glæderne ved at blive ældre?

 Marsken er et af mine yndlingssteder i Danmark. Det føles, som om man aldrig kommer i underskud med lys i dette vidunderlige område  med flade store vidder og så højt til himlen. Vi tager en afstikker til Rømø, og må som flere andre holde ind på dæmningen, da en kraftig byge hindrer al fremfærd. Efter regnen dukker solen atter for en kort tid frem. Vi glemmer beklagelsen over regnen, der heldigvis ikke lykkes med at fortrænge de store hvide skyer og male himlen grå. Øjet forstyrres ikke af ret mange andre syn en den himmelblå farve, der hænger over os, og så de enorme græsgrønmel flader der ses, så langt øjet rækker. Her er en ro, der giver en ro.

Ved Kammeralusen mødes vi af vi en meget smal vej. Synet af en anden billist og af en traktor længere fremme fortæller, at der ikke er tale om en sti. Her tøffer vi afsted, og fryder os over alt det der er.Livet er godt lige her og nu.

Ved Kongeåen er det rastetid. Enhver tanke  om at bevæge sig ud af bilen slåes ned af den slagregn, der nu højlydt rammer bilen. Frokosten må indtages i bilen. Men Med hvilken herlig udsigt.

Vi kører videre mod Esbjerg, hvor vi møder de fire overdimensionerede mennesker, der spejder over Vesterhavet, som også vi gør på denne tur, så snart muligheden viser sig.


Kører fra mod Blåvand. På de militære øvelsesteræner skydes der med skarpt, hvilket giver genlyd langt omkring. Trafikken tager til og fortæller, at der er MANGE, der holder ferie i dette område. Vi ønsker os allerede tilbage til marsklandet. I en lille lysning på Skallingen strækker vi os, bader vi i solen, mens vi plukker rønnebær og forbereder en kop Neskaffe. Vandet i termokanden er stadig varmt.

Så går turen mod Holmsland Klit over Nymindegab. Selvom vi kørte ad samme vej i går, vil vi nu bevæge os i nordlig retning  for at se den dejlige område fra den anden side. Jo længere vi kommer frem jo venligere stemt er vejret, der nu blot byder på mere sol men også stadige byger.

 Vi når til Ringkøbing, hvor vi gerne havde tilbragt nogle timer. Men mætte af indtryk må vi kapitulere og indstille oplevelserne for i dag. Ingen af os kan rumme flere indtryk. Vi har besøget i den gamle købstad og turen mod Bøvlingbjerg og oplevelserne omkring Nørrenissum  og Stadil Fjord tilgode.Når vi  har tilbagelagt den, har vi nemlig indtaget Vestkysten-fra Hanstholm til Lemvig først på sommeren – og nu fra Højer til Ringkøbing. Begge ture har budt på uudslettelige indtryk. Jeg vover at betegne begge oplevelser som en REJSE

Masse af Svinkeærinder 

Vi indleder vores sønderjyllandstur ad E45. Rent rutinemæssigt tager vi afkørslen til motorvejen. Vi sakser ind ud mellem de andre billister i en konstant  overhalingsposition. Vores held bliver advarselslampen, der ikke er til at overse, den blinker gult, indikerer at det ene dæk taber luft. Vi drejer fra motorvejen, får styr på lufttrykket. Minder hinanden om at de næste par dage er vores, vi har FERIE. Ingen grund til hastværk, ingen begrundelse for at nå fra A til B – vort bestemmelsessted så hurtigt som muligt. Vi udfordrer utålmodigheden, beslutter at tage en omvej, gøre svinkeærinder og ikke sporenstregs haste afsted.

Vi slår den hektiske GPS stemme fra, der opfordrer til, at vi kører den direkte, hurtigste, korteste, vej til målet, finder kortet. Jeg kan lide at sidde med kortet og følge, hvor vi befinder os. Jeg finder strikketøjet, duften af kaffe afslører at kaffekrusene er fyldt op.

 Tidsspilde vil nogen kalde det. Måske er det det allerbedste man kan foretage sig i sin ferie.Lade tiden gå og bare være til i tiden nu og her.Omvendt proportionalt  med bilens dæktryk falder vort mentale tryk, da vi af mindre veje, hvor vi aldrig har været før,  begiver os afsted. Vi kan være langsomme, behøver ikke skynde os. Lade tiden gå og komme.Vi kan spilde tiden og tør, i al fald for en tid, gøre det. Denne nye kendsgerning sætter en ganske anden stemning. Vi taler om store ting og små praktiske hverdagsting. Indimellem Hinanden. Vi er længe stille sammen. Indtil een af os igen udbryder” prøv at se” SE er det ord, der er flittigst brugt på denne tur.

Vi ser på grøftekanter og glæder os over at bo i et land, hvor de får lov at stå uklippet.

  Træffetid er afløst af tøffetid – og det kan anbefales

Ferietid blev heldigvis til omvejetid! Vi gjorde svinkeærinder, ikke så få endda.

Mennesker på kanten 

Lugten af fisk afslører, at den korte sejlads er forbi. Vi er nu ankommet til Thyborøn. Vi passerer det iøjnefaldende særlige  Sneglehus , dekoreret med forskelligartede snegle og skaller. Efter sigende havde manden, en gammel fisker der opførte huset, lovet sin kone, at hun skulle få et hus, der var ganske anderledes end andres. En kompensation for at der ikke kunne anlægges have til huset, for her ville intet kunne gro.  

  
I kontrast til det farverige lille beskedne sneglehus ligger byens  nye kirke midt i byen  som et monument med lige så rå, upoleret og skarpt tegnet, som det landskab denne bygning befinder sig i.

Vi kører videre. Med en nærmest magnetisk tiltrækning drejer vi af, hver gang der er mulighed for at se havet, selvom vi kort tid forinden netop har hørt bruset fra bølgerne. Vi gør et kort ophold i Harboøre, som ikke længere bærer præg af at være det lille fiskerleje, vi forestillede os. Måske er vi nok også lidt utålmodige for at komme videre til vores  bestemmelsessted. Jens Søndergaards lille museum. Indtrykkene fra tidligere besøg og erindring om hvilken fantastisk udsigt, der er her fra morænebakken, selv på denne disede dag, hvor solen endnu ikke er brudt igennem, hvor konturerne ikke står skarpt, bekræftes.  Et syn man ønsker sig at kunne akkumulere og trække på i længere tid. Gemme og ikke glemme. Her på skrænten føles det  som om, man befinder sig på kanten af verden. Hvor man selv har en meget beskeden størrelse i forhold til al den storhed, der ligger foran.  Selv de betydelige menneskeskulpturer ved huset synes små i forhold til omgivelserne.  

 ” Her er der ingen dum idyl, barskheden, storheden hersker, og vil altid herske herude” (J.  Søndergaard) 

Når man træder ind i Søndergaards sommerbolig og atelier, fornemmer man lugten af terpentin,  og maling der endnu ikke er tør. Kunstneres malerkasse med dåse med pensler, får en til at gå i en bue udenom. De synes stadig våde og indsmurt i maling, til trods for at kunstnerne har været død i snart tres år. 

I det største af husets rum, hvor store malerier hænger side om side, mødes af en eksplosion af stærke kraftfulde stemningsfulde farveindtryk, der umiddelbart gør det vanskeligt at standse op ved hvert enkelt billede. I disse motiver, med bløde organiske linier, der ligner,  det vi kan se udenfor vinduerne, er der ingen fortænkthed men en umiddelbarhed, der gør motiverne, især farverne, vanskelige at slette fra hukommelsen. De sorte mennesker der fylder mindre end den sprudlende natur de indgår i. Der er noget helt særligt ved at opleve malerierne, hvor de er blevet til. 

I forsøget på at fastholde oplevelsen vil jeg nu se frem til at lære denne Mørkemaler nærmere at kende. 

 

Det uopdagede land 

Vi fortsatte vores tur. Måske kan man med rette bruge ordet rejse, som jeg sædvanligvis mener, der er gået inflation i og anvendes al for ukritisk. I al fald var det en stor oplevelse at opleve og gense Nationalpark Thy. Langsomt at begive sig fra sted til sted , hvor naturen stadig har overtaget og får lov at regere. Hvor nikkende  græsarter  i samspil med rødkløveren og  spredte pletter af gult tager imod. Hvor duften af krydret skovbund blander sig med de sødligere dufte af vild rose og porse. Overalt hvor vi kommer frem med fantastisk udsyn, vidsyn. Plads og ro.

Vi forsyner os rigeligt af kviste fra porsen. Og sætte denne sommerdag på flaske, når vi kommer hjem, så vi kan mindes og genkalde os alt det, vi sanser her  – i det et af de områder man kalder udkantsdanmark.  

   

I. P. Jacobsens fødehjem 

 

” Sommer var det;midt på Dagen i et Hjørne af Hegnet.Lige for stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunne sige, at den vred sig i fortvivlelse over den Mangel Paa Harmoni der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede groft fortegnede gammelgothiske Arabesker.Bag ved Egen var der frodigt Krat af Hassel, med mørkt glansløst Løv, som var så tæt, at man hverken saa Stammer eller Grene. Op over Hasselkrattet steg to ranke glade Ahorntræer med lystigt takkede Blade , røde Stilke og langt”Dingeldangel” af grønne Frugtklaser. Bag Ahornene blev det Skov- en grøn jævnt afrundet Skraaning, hvor Fugle kom ud og gik ind som Ellefolk af en Græshøj”. Dette var indtrykkene, der mødte det nynnende gispende menneske,der ligger på græsset og ser mod himlen. Det menneske, man træffer i Læsningen af I.P.Jacobsens fine debutfortælling “MOGENS” fra 1872.
    
Om denne tekst er en kort roman eller en længere novelle er mindre interessant. Mere vedkommende er det, at det er en fantastisk fortælling med de smukkeste og mest indtagene beskrivelser, som fortæller med hvilken omhu forfatteren beskæftigede sig med sproget. 

Ligesom personen i teksten, valgte vi at lade vores univers udvide og tog på sommerudflugt nordvest på. Vores mål var at følge I I.P’s fodspor. 

 Vi gjorde holdt ved det fine lille ydmyge lysthus som Jens Peter Jacobsens far, der var skipper, lod ophøre ved siden af deres egen beskedne hjem nær havnen i Thisted. Da den unge digter fik konstateret tæring, eller lungesot – tuberkulose, som vi kender sygdommen som i dag. Man mente, den friske limfjordsluft ville gøre det nemmere for den syge unge digter at trække vejret, og derfor opholdt han sig, afkræftet, i hængekøjen i det lille hus, med åbenstående dør til haven. Lysthuset ses stadig på havnen i I.P.Jacobsens have. Hverken udsigt eller frisk luft slog til og forfatteren døde kun 38 år gammel. 

Kun få tekster nåede digteren at skrive, i den korte tid han levede, men til gengæld store historier malet med en palet af præcise og rammende ord. Historier der er at betragte som fyrtårnstekster, der har en eviggyldighed.

Måske er denne passage fra “Mogens” mere beskrivende for vores sommer i år: ” Luften var lutter lange, mørke Streger,Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til – Syden: det øste Vande ned. alting glimtede, gnistrende, spruttede. Blade,Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde,hver lille Draabe der faldt Paa Jord, Paa Græs, Paa Stenten, Paa hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber,blev Smaa Strømme, blev borte i Smaa Furer, løb ind i store Huller og ud af Smaa,sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper ……..” 
  Det er vist unødvendigt at tilføje, at Mogens er en af mine foretrukne titler i sommertiden – om der er sol eller regn, så forbliver de præcise malende sommerbilleder de samme. Ligesom glæden ved at tage på opdagelse på sommerdage.