Rane

Hvilken aften. Sikke mange pointer.

Taknemlig for at der er et menneske, der formulerer sig om, hvordan alt kunne, burde, og skulle være.

Rane Willerslev talte uden ophold så passioneret med ildhu om, at vi som samfund er på gale veje. I langt længere tid, end den planlagte tidsramme fortalte han levende og begejstret. Om mennesker med væsentlige samfundsopgaver der i optælling, tidstabeller og regnearkenes hellige navn har mistet deres kald. ikke kun et personligt tab for hver enkelt men et uerstatteligt tab for os som samfund.

Inspireret af tidligere bondesamler kulturer gav Rane bud på, hvordan denne afgørende kaldstanke kan gives tilbage til glæde og gavn for os alle.

I forhold til uddannelsessystemet påpegede han også, at alt det vores børn og unge testes i, er færdigheder der er i færd med at blive overtaget af maskinerne. Faglighed og færdighed er ikke hinandens synonymer.

I en tid hvor der aldrig har været talt så meget om innovation, levnes der i det hastige hamsterhjul, hverken mulighed for og tid til at små som store kan få store ideer og tænke vildt som titlen på hans interessante bog også er.

Tak for en aften der længe vil trække spor og give anledning til eftertanke.

Sjældent er der mulighed for at overvære et foredrag med Rane Willerslev. Vi var heldige at få lov til at opleve ham – og kan blot opfordre til ikke at lade muligheden passere hvis lejligheden byder sig.

TAK RANE. Må dine budskaber finde vej til beslutningstagerne.

Reklamer

Stjernestunder i september

Fortælle for et veloplagt publikum i til bogfestival i Ingstrup. Tak til jer der lyttede. I Bogbrugsen som udelukkende er drevet af frivillige. Et fantastisk sted hvor man kan finde et utal af titler til favorable priser. Anbefalelsesværdig og på det bestemteste et besøg værd.

Fandt da også et par titler der manglede i samlingen. Spændende når bøger skifter hænder.

Belønningen var kafferast ved havet. Sidde i solen og lytte til bølgerne, der slog ind. Helende at mærke synkronitet mellem bølgerne og hjertes slag.

Idag udflugt med en lille flok. Sidste kræmmerdag i Hune, slentre rundt, lade sig varme af solen og ikke have andre planer end at kigge. Og være sammen.

Afslutning et stjerneskud på Klausens fiskerestaurant.

Snart er den første efterårsweekend,der bød på stjernestunder og temperaturer over 20 grader godt brugt. Jeg er taknemlig.

At blive fortalt for

Der var så meget livsvisdom, og så meget på spil i aftes, da vi var forsamlet med vores allesammens vise vidunderlige Ghita.

Spørger man mig, så er hun vor tids største danske skuespillerinde, der har så fantastisk en spændvidde.

På kvindernes internationale kampdag et så levende eksempel på, at vi kvinder bare, uanset hvor meget nogle kæmper med alderen, lige som vin, bliver bedre, jo ældre vi bliver.

At være tilstede i samme rum som den store skuespiller gav en ganske særlig stemning. Hun fortalte H.C Andersen eventyr ” Sneglen og rosenhækken”, ” hønsegården”og Æsopfabler krydret med hverdagsaktuelle emner. Fik sagt så meget på så kort tid, om at leve, sammen og med sig selv, i pagt og respekt for hinanden og naturen. Selv fortalte ukuelige Ghita, at hun var på vej mod Uganda( med generne efter en hofte der nyligt har været brækket) som protektor for Bjerggorillaen, som er truet.

Indimellem blev oplæsningen/ fortællingen betimeligt afbrudt af Lars Hannibal fantastiske guitarspil. Det samspil de to havde på scenen var en fornøjelse at opleve.

Hvor var vi heldige at få den oplevelse. Hvor er vi priviligerede, at der er kommuner, der stadig sætter focus på kulturen og ikke lader os nøje og henviser os til vore små private skærme. At der bliver skabt platforme for sådanne kulturelle kulisser at samles om og mødes i. At hente i – og leve på.

At få lov til at fortælle

Til morgen vågnede jeg stadig høj af glæde og taknemlighed. Blandt andet også over gårdsdagens oplevelser. I aftes var jeg i forbindelse med kulturugen indbudt til at fortælle om min bog. Næstefter at berette om mine børn, er det et emne, jeg så gerne fortæller om.

Jeg ankom denne kolde marts eftermiddag til en stemningsfuld kulisse: fakler i mørket lyste sammen med bålfadet op i skumningen og banede vejen ind til lokalet, hvor jeg skulle fortælle.

En bus med flere plejehjemsbeboere, hvoraf nogle sad i kørestol ankom. Et insisterende personale havde argumenteret for, at også denne målgruppe, skulle have en oplevelse i forbindelse med kulturugen AHA.

Ugen hvor kulturen finder nye rammer.

Der blev budt på boblevand. Der var fint dækket op til det efterfølgende fællesmåltid.

For mig var det en gave at få lov til at fortælle for en flok lydhøre tilhørere. At se hvordan især de ældre efter at have fået en historie fortalt og efter at have smagt på boblerne i glasset fik glød i kinderne og lys i øjnene. At være vidne til at folk, der ellers var henvist til at sidde alene blev budt ind til fællesskab.Hvor er det et privilegie at få lov til at røre mennesker. Det kunne jeg fornemme jeg gjorde i går. Ligesom jeg selv blev rørt

Endnu engang blev jeg bekræftet i hvor samlende og forende det levende ord er. Hvor fantastisk og overset fortællingen er, i forhold til det utal af skærme vi omgiver os med. Tak- tak- tak.

Dagens navn er Agathe

Med kyndelmisse er kulden kommet. Og det ser ud til, at det ikke kun er for et kort visit. Bidende koldt. Udbredt frost i lang tid frem, spåes det i vejrudsigten. Lyset inviterer til friske gåture i rask tempo. Og det vil næsten være helligbrøde ikke at trodse kulden, nu vi så længe har efterspurgt det savnede lys.

Dagen i dag så skær og smuk – både morgen og aften.

På vores gåtur spottede vi,længe før de kunne anes, et svanetræk. Smukke store fugle. Langstrakte spejdende. Hvide mod den blåeste himmel. Jeppe Åkjærs smukke ord er så velegnede til at ledsage det betagende syn, vi i hast var så heldige at fange.

” En fest fejrede han også de lange rimnætter, når svanetrækket slog sig ned i vågerne midtfjords eller langs en af odderne østerude, mens bølgeskvulpet legede med de tynde isflager under en lyd som krydsede de klinger, da slog svanernes sære halstoner imod hans bræddeloft, bløde og slørede, som klarinetter i et brudetog . . .”Af Arbejdets glæde- en fortælling om bønder” (Jeppe Aakjær 1914 )

En fryd. Ligesom at spotte fjorden. Så tydelig at se netop i dag. Agathedag. Dagen hvor man ifølge overtroen, i drømmen i nat vil se sin udkårne. Hvis man faster hele dage. Endvidere mente man, det ville være godt at indtage en lille teskefuld salt på Agathedag.

Det er dejligt at bo på landet. Også om vinteren på en Agathedag som denne, hvor termometeret nu viser to-cifrede minus grader.

Nattevægteres morgenstjerner

og kastanjerne med de piggede grønne skaller der nøjagtigt ligner de gammeldags nattevægteres morgenstjerner, disse nederdrægtigt farlige våben, som det maa have været modbydeligt at faa knaldet oveni hovedet, skjuler sig mellem bladene. Saa kommer barneeventyr nummer et. Kastanjerne falder ned, de piggede skaller knækker midt over, og den ene ligger tom  som en juvelæske med hvidt silkefoer, medens den anden ligger med den maghoniblanke juvel i sig. Og denne blankhed! Naar man faar øje paa en kastanje føler man sig straks som en ravn eller en skade, og kun den som kan lade en skinnende kastanje ligge paa vejen, tør sætte sig til doms over kleptomaner. Jeg tør det ikke. Jeg har kastet mig over sten, der laa saltvandsvaade i strandkanten og funklede og jeg kan ganske simpelt ikke lade være at bøje mig efter en blank kastanje. Og hvad vil jeg med den?  Samle mange af dem og trække en snor igennem saa jeg har en tung barbarisk halskæde? Nej, jeg er voksen. Gemme den i lommen som en amulet der altid skal bringe mig lykke . . .(Tom Kristensen)

Sådan skriver en af vore ypperste danske digtere i “ Det skabende øje”


Jeg har heller ikke i år kunnet gå forbi også i år har jeg samlet en kurv med uimodståelige blanke skinnende kastanjer. Fra naboens store flotte kastanjetræ, der året igennem følges på nært hold. Fra det i maj står i lys med opretpegende hvide blomster med rødlige pletter til nu, hvor kastanjerne falder til jorden og åbenbarer deres indhold. 

Klassikerdagen 

I går var det Klassikerdag. Men hvad er en klassiker egentlig? En fortælling der på tværs af tid og sted bliver stående. En fyrtårnstekst som rager op. Et værk der har rækkevidde ophæver tid og sted. En historie der til alle tider har noget på hjerte. Altså et kollektivt værk som et kulturelt pejlemærke, der taler til os alle, og vedbliver at være aktuel. Et fællesgods.

 Iflg. Nudansk Ordbog et kunstværk der har varig værdi

Jeg tror både man kan tale om en fælles og personlig kanon af narrativer. Individuelle klassikere der sagde os noget, netop fordi vi befandt os et sted i tilværelsen, hvor vi som læsere kunne identificere os med et pågældende tekstindhold – fortællinger der bliver til personlige historier, vi bærer med os, fordi de har satte sig blivende aftryk i vores erindring.

For en tekst kan omtales som en klassiker må den endvidere være inspirerende for nye kunstnere og rumme en fortolkningsmulighed. Og måske også et overraskelsesmoment? Næsten som bryllupstraditionrn – noget nyt, noget gammelt, noget lånt ….

Det blev en kvindestemme, som vi alle kender, Tove Ditlevsen, som der i år blev sat fokus på.
Her på bloggen vil jeg citere et af hendes mindre kendte digte:

September 

September er en skøn moden kvinde, med kloge unge træk og gyldent hår,

I solens sidste strålefald hun står, ensom og stolt på kærlighedens tinde.

Og hendes øjne, store, blå og blinde, har ingen anelse af efterår,

skønt svale vinde gennem verden går, og våren er et blegt og falmet minde.

Men solen synker bagved skyers grånen, og hun står hvid og frysende tilbage, mens stormen flænger hendes silkeklæder-

oldingesvag og barnløs hvidner månen, selv om skærende septemberklage, men kvinden bøjer hovedet og græder.(Tove Ditlevsen)

Dette digt kunne værende en passende tekst til Edvard Munchs fantastiske maleri. ” Livets dans” også kaldet ” Madonna – tre stadier” ( 1899-1900) 
Jeg har udvidet klassikerdagen til en klassikeruge. Jeg vil genlæse Ditlevsen på alle måder, læse digte, noveller, romaner og biografier. Lytte til Anne Linnets “Barndommens Gade”  Måske den mest populære roman i forfatterskabet – den næsten ubærlige historie om det oversete, uforståede og forladte barn og hendes farveløse opvækst i grå 30’erne på Vesterbro.

I aften sætte filmen af samme navn på. Den unge Tove er så mageløst spillet af Sofie Gråbøll, der netop fik sin debut i denne rolle. Som den introverte eftertænksomme Esther alias Tove .

Paradisæblerne

I dag var der en, der stak mig en håndfuld paradisæblere. Det vakte en række af lutter gode minder. I vores tidligere have, havde vi flere sorter. Om foråret lyste de op i et overdådigt orgie. Nogle med lyserøde candyfloss kroner, andre med hvide paradisæbleblomster. Lette som drivende skyer for enden af de mange grene. Om en tid, hvor vores børn, når blomsterne løsnede sig fra kvistene og lod sig flyve med vinden, reciterede  dette vers:” se se sommersne 

” Vinden ryster træets top, holder det mon aldrig op, 

Skynd dig, skynd dig kom og se, for det ligner sommersne” 

Men lige nu er det paradistræets frugter, det gælder. Paradisæblerne. Som uanselige endnu umodne frugter, med lige så storslået og aromatisk en smag som var de store saftige æbler.  I fine løvfaldsfarver lyser æblerne synligt op. For både mennesker og fugle. Man skal skynde sig, hvis man vil forsyne sig, af den flotte frodighed før fuglene gør det.

Det store pektinindhold i de umodne æbler, gør dem er velegnet til gele. Også til at sætte smag på kryddersnaps er Paradisæblerne efter min smag virkelig gode.

Opskrift på den fineste sartrosa gele. 500 gr Paradisæblerne, 1.5 dl vand, saften af en citron, sødes med 500 gr.sukker.

En af mine yndlingsnoveller er Martin A.Hansens fortælling Paradisæblerne (1953) om ungdommens risikovillighed og vovemod, om den store dreng, der efter sit besøg hos mormoderen, hvor han har fået en kurv med gemmeæbler, sætter sig selv og sit eget liv på spil, da han nærmer sig den bundløse mergelgrav. Her taber han Paradisæblerne ” der dufter ud gennem kurvens fletværk”, men finder med dem barndommens tryghed igen. En fantastisk historie.

Der hersker vist ikke tvivl om, at vi må plante et paradisæbletræ igen.

Stokrosernes by 

Sommerdagen lokkede. Det blev til et spontant gensyn med dejlige Mols. Med besøg i Ebeltoft, hvor der emmede af sommerstemning, hvor rigtig mange turister – ligesom os- stadig holdt ferie og nød den historiske atmosfære i den gamle købstad.


Hvor en skyfri blå himmel mangen en gang tvang blikkene opad i sand begejstring over, at der stort set ikke var skyer at se.


Søgte gamle pladser som der ikke var mange andre end os, der fandt på at besøge. Slog os ned for en stund og betragtede det smukke gamle valnøddetræ. Besøgte så  kortvarigt byens gamle Farvergård, hvor der var muligt at komme indenfor og se gamle redskaber. Enedes snart om at sommerdagen var for god til at blive fordrevet indenfor.

Slentrede rundt i byen, betragtede og så. Og ikke mindst genså. Og havde vanskeligt ved at vurdere om det var synet her og nu eller erindringen fra besøgene fra dengang, børnene var små, der gjorde os bedst. Bemærkede de sparsomme forandringer der var sket i byen. Erkendte at den udvikling der var sket med os, formentlig var større end den der var foregået i den gamle by. Og det er jo netop det, der er så velgørende. Der er trods alt noget, der i en hastig foranderlig verden bliver stående, og er “som det var engang”.



Hvis Mariager er rosernes by, så kan Ebeltoft med rette betragtes som stokrosernes by. For hvor var der dog mange af slagsen. I varierende farver og størrelser, enkelte og dobbelte i blomsten. Ved vigen indtog vi i solen vores medbragte mad. Svært var det at løsrive sig fra denne stille og vidunderlige plet, hvor solens stråler som guldblink mødte vandet.

Beslutningen om at vi ville køre gennem Natonalpark Mols og gense udsigten til Kalø var det, der førte os videre.
Fantastisk er denne borgruin, resterne af Erik Menveds storslåede fæstningsværk, der siden kom til at huse den svenske adelsmand Gustav Vasa, og præsten Søren Quist der i 1600 tallet blev dømt for et mord, som man siden fandt ud af, han ikke havde begået. Det er den historie St.St.Blicher fortæller om i “Præsten fra Vejlby”
Og apropos historier …….selvom det er høsttid, så vi ingen storke i kornet, ej heller nogen hyrde eller molboer der bar hyrden ind på kornmarken for at jage storken væk. Se det var en af de Molbohistorier, vi mindedes mens vi denne sommerdag kørte rundt på de små snoede og krogede veje på Mols.

Tåge- tågere-tågest 

grå – gråere – gråest. Sådan har de seneste dage været. Bittesmå usynlige svævende lette dråber har, uden ar falde ned som regn, fortættet luften. Indimellem har man følt sig isoleret bag en grå tæt mur. Ugennemtrængelig, ugennemsigtig, uklar.Savner udsyn

” dagen er broget, natten er tåget. Livet er noget underligt noget” skriver Halfdan Rasmussen et sted. Men lige nu er det ikke kun nætterne, der er tåget. Sådanne dage kalder på, at man følger dyrenes eksempel: går i hi. Gemmer sig indendøre, graver sig ned. Fordyber sig, finder varme tæpper, laver endnu varmere drikke. Forkæler sig selv med gode historier, serveret i bogform,  som lydbøger eller på film.

Jeg har flere bøger i gang. Havde glædet mig til at åbne ” Altid tilgivelse” af Anne Ragde. Så stor var min ærgelse, da jeg erfarede at de tre foregående bind af Berlinerpopler- serien var så langt væk i min erindring, at jeg nu ikke ser anden udvej end at genlæse dem. “Altid tilgivelse” må således vente lidt. Jeg vil glæde mig til at være tilbage i familien Neshovs univers.

Ikke så slemt endda, for jeg var meget begejstret, da jeg første gang læste de foregående bøger. Måske endda  i Sådan en grad at jeg ” kom til at læse forslugent” i min iver for at høre, hvad der videre skete.

Og så er jeg i færd med at blive klogere på, hvem Luther var. Læser Heinz Schillings velskrevne og godt fortalte biografi. Et digert værk som krævede et  genlån fra biblioteket. 

Og så slutter vi  i disse dage nærmest  rituelt døgnet med at se et afsnit af ” the Crown” En fantastisk serie om det engelske kongehus. – lidt kongelig har man vel lov at være.

Og så drikker vi H.C.Andersen te, spiser appelsiner i overflod  – og daddelkugler i mere begrænsede og kontrollerede mængder.

Det er vinterdage.

I  enhver sammenhæng synes det, som om naturen opfordrer os mennesker til at sætte tempoet ned. Besinde os en smule. At der i dag er varslet islag eller isslag bekræfter blot dette.

Juleroser 

mon den fine spæde Julerose – også kaldet Helleborus Niger – der netop nu blomstrer i haven i al sin ensomhed, er en aflægger fra Goingeskoven i Skåne i Nordsverige?  

 I al fald giver gensynet med julerosen i haven associationer til Selma Lagerlofs (1858-1940) legende af samme navn. En fortælling om hvordan røvermutter, da hun besøger en blomstrende frodig klosterhave  med stolthed beretter om sin betagende blomstrende skov, hvor hun og hendes røverfamilie har hjemme. Om hvordan hun lokker klosterets abbed med sig hjem til røverhulen, og  om hvordan de begge overraskes af synet af skovens blomsterflor.Et syn der lyser op. Af biskoppen er abbeden forlods blevet lovet, at røverfamilien, som ernærer sig ved at overfalde og true folk, der passerer røverhulen i skoven, vil blive givet fri og ikke længere være henvist til at leve som fredløse, hvis abbeden kan bringe en blomst med hjem fra skoven. Under opholdet i skoven dør abbeden, men i hans ene hånd har han gemt en løgvækst, en Julerose. Da den blomstrer modtager røverfamilien deres frihedsbrev og kan så begynde deres liv som frisatte mennesker. 

  Historien er en klassiker, der med al sin eventyrlig- og underfundighed er en genlæsning værd på sådan en grå januaraften. En fortælling der vil lyse op og glæde igesom den lille stedsegrønne ydmyge plante med sine læderagtige blade  lige nu, gør det lige her uden for mit vindue.