Bærsærk

I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.

Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.

Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.

Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.

Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.

Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.

Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.

Nu sætter vi vores lid til brombærrene.

Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.

Reklamer

Spytte-sten tid

I øjeblikket udspilles der en kamp i kirsebærtræerne, som vi mennesker nøjes med at betragte. Vælger ikke at gribe ind. Rivaliseringen foregår mellem solsorte og småfugle på jagt efter de endnu lidt umodne bær. Vi ser til, kapitulerer og vurderer, at det er pay back time. Al den glæde fugle året rundt giver os, får de nu fuld belønning for.

Vi laver aftale med naboen, der har et gammelt kirsebærtræ mod syd, bugnende af modne sortrøde bær, om at måtte forsyne os der. Når kirsebærtræerne fyldes, det gør de i denne stund ….. kommer i tanke om denne sang, modererer teksten, mens der ryger lige så mange bær i munden som i skålen. Der spyttes sten, som måske bliver til nye kirsebærtræer.

“I juninatten denne drøm, huset båret af kirsebærtræerne skum,

til druknende fugles klukkende bølgeslag, under en klokke spinklere end fjordens spejl,

min søvn en gærdesmuttes æg: en væg, af kalk og bristefærdigt synsbedrag,

dirrende plantet i mørket det hvide segl, og lydløst hakker et usynligt næb,

på spejlets hinde af vind og salt, snart brister alt”

Myggesang fra samlingen Galgenfrist 1958 af Ivan Malinovski

Kryddersnaps 

At lave kryddersnaps er en af vore yndlingsbeskæftigelser. Der er noget urinstinktagtigt forbundet med i efteråret at forberede – samle, sylte, og save brænde. Gøre sig klar sig til den kolde tid der kommer.  En behjertet sjæl havde sat en pose små fine mørkerøde paradisæbler ved vores dør. Og det blev igangsætter for flere gøremål. Livsglade og overskudsagtige, synes vi i al fald selv.

” o at være et æble,svulme i rigdom og mag. Suge begærligt af stilken, slippe en sensommerdag” ( Frank Jæger) 

Netop i går var der ikke meget vind, luften sensommerlun. Men i morges vågnede vi til rim i græsset. Og på ruderne. Omskiftelige oktober.

Vi forbereder Købmandsgårdens Calvados – lavet på himmerlandske højrøde små æbler, ja – det bliver nok sådan, der skal stå på etiketten.

 De små paradisæbler er nu skyllet, skåret i kvarte og hældt på glas. Essensen skal trække i 2-3 måneder. Muligvis er glæden ved at lave snapsen, og følge den blive til, større end fornøjelsen ved at drikke den. Sådan ser det ud, når jeg kigger i snapseskabet og konstaterer, at det er begrænset, hvor meget det synker i indholdet i flaskerne

Årets sidste brombær er også plukket nu. For første gang gør vi forsøg med brombærsnaps. Et syltetøjsglas er fyldt med brombær og overhældt med Brøndumsnaps. Jeg forestiller mig, denne snaps vil få en fantastisk dybrød farve, når den har trukket færdig. Formentlig om et par måneder. Vi har før forsøgt os med solbærdram. Efter den havde trukket, blev den filtreret og afrundet med med en skefuld honning. Det kan anbefales! Der er så mange recepter, men i virkeligheden er smagsløgene det bedste parameter, når man skal lave sin egen kryddersnapseopskrift.


Jeg vil se frem til at smage til at hælde de røde essenser på klukflaske og i snapsehunden.

Sådan en dag 

Mørk morgen, varsel om årers første efterårsstorm, gråt der ude. I dag er det tid at være huleboer, krybe lidt længere ned i den gode stol. Drikke te af en af mine yndlingskopper. Nyde et af de få rødkindede guldborgæbler. Måske de smager særligt, fordi der blev så få af i år. 

Lytte til lydbog. For tiden er den historisk: “Ammen” af Kirsten Ruth. En roman fra 1700 tallet, med en apotekerfamilie tilhørende det bedre borgerskab i Aalborg, som omdrejningspunkt.

Finde vinterstrikketøjet frem. Der forhåbentlig vil blive til en ulden blå poncho til kolde dage ude, og kølige aftner inde. Et let strikketøj, der ikke kræve megen omtanke. Strikkepindene nærmest lydløse, efterlader ikke deres sædvanlige knitrende lyd. Kræver ikke et nedslået blik, men levner mulighed for at kunne kigge ud. Maskerne glider af pinden, en for en og bliver til lange rækker af et ukompliceret enkelt mønster.

 Den eneste afveksling er det farveskift, garnets mellerede farve giver, At strikke på denne måde har en næsten terapeutisk effekt. Når en maske forlader pinden, er det, som når man gemt i et krat af bærbuske, også ganske selvforglemmende, lader det ene bær efter det andet forlade sin gren for at lande i fadet. 

Træernes tavshed bliver brudt. Det blæser op der ude, mon det bliver så slemt som metreologerne spår? Vi har sikret os og henter parasoller og andre løsdele ind. Endnu er det tid til bare fødder i futterne.

Sensommer nu

Sommeren går på hæld. Det er sensommer. Det føles som om, at sommeren nærmest er fløjet afsted. Det siger vi vist hvert år, men netop fordi vi i år ikke har haft de lune aftner, de varme bagende sommerdage, og solskinsblinkende morgener, der gør det til helligbrøde at vende sig om på den anden side. Morgner der inviterede til morgenkaffe på terrassen, så føles det måske, som om sommeren helt ubemærket har passeret, uden vi ænsede det.

Sådan en kendsgerning ligger et vist forventningspres på august, i håb om denne nye og endnu ubrugte måned vil kunne indfri sommerforventningerne, beder vi om godt vejr. For det er sidste udkald for hedebølgetid. Fra i dag til den 31. August vil dagen være aftaget med yderligere to timer. De lyse nætter vil høre op.

August er opkaldt efter kejser Augustus som ikke ville stå tilbage for stedfaderen Julius Cæsar,som har givet navn til juli måned. Når juli havde 31 dage, skulle august ifølge kejseren også have det. Derfor flyttede han en dag fra februar til ” hans” måned. I gamle dage kaldte man måneden høstmåned. 

Mon høsten i år, hvor alting er senere modnet, kan nåes at blive overstået i august ?

Det er nu, at bær og nødder skal høstes. Jordbær fik vi blot ganske få af fra vores egen have i år. Det kolde forår gjorde,at blomsterne visnede væk. Til gengæld har vi plukket solbær og stikkelsbær.


Brombær, blommer og æbler lader stadig vente på sig. De ser ud til i år at bære godt.
August er måske også måneden, hvor man begynder at vende blikket fremad og berede sig på, at køligere dage er på vej. Med leverance af 11 tons træpiller er det nok det, vi mere eller mindre ubevidst har gjort her i huset.

blomsten dufter for at brydes

Frugten modnes for at nydes, – Lev og nyd – trara-  trara”

…. thi nyd det som den duftende August

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger

See dig omkring, far ej saa vildt afsted

Fra Livets Sol det gaar til Gravens Skygge

….. nei, nyd thi Livet er en evig Høst

Og øjeblikket er saa riigt paa Glæde ……”

Sådan udtrykker H.C.Andersen sig om måneden, der netop er begyndt i sit August-digt. Uanset vejr og vind så tag vores nationelskjalds opfordring. NYD denne sensommermåneds farver, lys og lyde- også selvom der ikke er  udsigt til IndianSummer.