Agurketid

Det er så herligt at finde en pose med agurker og tomater ved hoveddøren om morgenen.

Og hele posens indhold bliver udnyttet. Lige nu er det agurketid. Mestendels indeholder den aflange grønne sag, som er en frugt, vand – men også en hel del gode mineraler og K og C vitaminer.

I hver en salat der serveres her i huset lige nu, er der fine tynde skiver. Kølende læskende supper, der nogen gange toppes med en håndfuld rejer, baseres på agurk.

De grovere af slagsen forvandles til relish. Så får de selskab af peberfrugter og løg. Andre endnu bliver til tzatziki med hvidløg i massevis og håndfulde af frisk krydderurter. Og væsken, der løber fra de revne agurketrevler, drikkes iskold med presset citronsaft.

I dag blev en traditionel agurkesalat krydret med et par dildskærme.

Ligesom melon passer den vandholdige agurk lige nu til lette små måltider.

Også som en forfriskende snack i utide.

Det er nu, der skal spises DANSKE agurker.

Det er godt at have gode naboer.

Reklamer

Regndans

Vi havde næsten glemt, hvordan det lød. Da regnen begyndte at tromme på taget. Snart dryppede det også fra udhænget.

Begejstret for vi op, afbrød hvad vi havde gang i. Slog døre og vinduer op og dansede regndans.

Regnen drev, regnen silede, regnen piblede. Rislede og rensede

Sikke en gave. Hvilken forfriskende afveksling. Vand fra oven.

Sikke en duft.

Selvom det ikke blev til mange millimeter.

” uophørligt siver vævet

af regndråber ned over ruden

Dråberne pibler med svulmende pauser,

Og pludselig hast hver sin vej i vævet…” ( Niels Lyngsø ” stof” )

Vågnede helt fornyet til morgen.

Regn- at regne- der regner- det regnede … igår

Blodmåne

Kikkerten var kørt i stilling.

Klar til at fange den blodrøde og kobberagtige måne.

Spændt på at se den svæve på himlen som en kæmpe vægtløs overmoden blodappelsin, når solen, jorden, og månen i aftes lå på linie.

Det ville blive århundredets længste måneformørkelse, og måske kunne man være heldig at ane Mars hænge som et lille appendiks under månen.

Længe havde vi været parat. Spejdede vidt og bredt, syntes ikke der var skyer, der ville være en hindring for udsynet. Startede bilen for at køre op på bakken, hvor der måske var bedre udsyn.

Flere var som vi, kørt ind til siden for at få et glimt af den røde måne. Der var andre end os, der gik glip af synet af århunderedets røde måne, der gemte sig bag skyerne.

“Månen er så rød mor

Og skoven bli’r så sort

Nu er Dagen død mor …”

En letantændelig verden

Hedebølge efter de varmeste sommermåneder nogensinde.

Varsel om dage i træk med temperaturer over 30 grader.

Skovbrande flere steder

Vandløb der tørrer ud.

Markerne brune og fjorden grøn.

Tørketid, det er som jorden brænder.

Hvad er det der sker?

Her sidder jeg, for nedrullede gardiner, forskanset indendøre i ly for solens hede ved ventilatoren med mit kolde vand, der alt for hurtigt bliver lunken.

Jeg køler mig ved at skrive om vintertid.

Vandingspåbud

Vi sætter små skåle og beholdere ud til vand til pindsvinene og fuglene. Flyverne kommer helt hen på klos hold og drikker og ænder ikke vores tilstedeværelse.

De er tørstige lige som vi. Der er vandingspåbud for alle levende væsener.

” op af brøndens klare vand trækker jeg min lille spand,

Vander koen, vander hesten,

Medens sol går ned i vesten…”

De seneste par nætter har der været en livlig pulsen omkring den ene skål på terrassen.

Da min mand rejste sig for at kigge efter, hvad det var, der var på spil, så han en frø sidde og bade i skålen med vand.

Synes det er vanskeligt at få drukket nok og varieret. Udover flaskepris af vand der ligger på køl, suppleres der med saft, juice og iste med citron i rigelige mængder.

Og det kan inderne varme føles som om glassets indhold er fordampet, før det når at blive drukket.

Et par saltstænger og en håndfuld salte peanuts sikrer saltbalance og stimulerer følelsen af tørst.

Endnu en varmedag er i vente

Nu glæder jeg mig snart til efterår.

Bærsærk

I går var det på høje tid at få høstet solbærrene.

Almindeligvis er det noget gratværk at plukke solbær, som man siger på disse kanter. Forundret opdagede jeg, at mine hænder var ganske tørre og rene, da jeg havde lettet grenene for de tre pund, der blev årets høst.

Forsigtigt løsnede jeg hvert enkelt bær, taknemlig for at de store rabarberblade fangede de bær, der ellers var faldet på jorden, så jeg kunne nå at få dem med i skålen.

Almindeligvis er de blåsorte bær, der minder om perler, store og sprængfyldte med saft men ikke i år.

Små gnallinger og matsorte var vores solbær i år.

Flere gange mens jeg plukkede, genkaldte jeg mig min bedstemors ord”pluk nu rent” og det giver virkelig mening i år, hvor man let rent kan glemme sætningen : fuglen og den fattige skal også være mæt” I år må vi tage, hvad vi kan få. Glemme alt om hvilken bærsort vi foretrækker. Være taknemlige for, at der er bær til os.

Jordbær og hindbær tørrede væk – blåbærene tvangsmodne tørre.

Nu sætter vi vores lid til brombærrene.

Og tænker der er ikke noget, der hedder almindeligvis længere ….plejer er død.

Dasedage fortsat

Nogen gange kan det være en opgave at lave ingenting. Tøjle sin trang til foretagsomhed og mestre rastløsheden. Sætte gørehjulet på standby. Bare være til og nyde og tage sig selv i ingen planer at have.

Slå hovedet fra og lade tiden gå og snuse ind. Måske det er indbegrebet af at holde ferie?

Lade sig køle af agurkedrik med citron og boblende dansk vand. Ferieforkælelse i den grad.

Og se roserne remontere selvom det blot er med en enkelt blomst. Og måske fordi der kun er en, betragter man den ene endnu mere og strækker sig for rigtigt at kunne dufte dens søde sommerduft. ( Golden Celebration)

Som afslutning på dagene ved bugten er det er fast ritual at besøge fiskerlejet Norsminde.

Inden familien drog hver til sit, spiste vi et fælles måltid her ved vandet, med det skønne vejr og den endnu skønnere udsigt i det skønneste selskab, man kan tænke sig.

Det er godt at have ritualer, de holder verden på plads. Det er endnu bedre at have en familie. Tak for en dejlig ferie. Tak fordi I vil med, selvom I nu er voksne.

Jeg har lært, at det er nok, blot at være sammen med dem, jeg elsker (Walt Whitman)

Feriedage ved bugten

Frie lange dage uden planer. Varmedage. Under parasollen. Med tid til at være. Nærvær. Samvær. Stilhed.

Lange lune dage, hvor det aldrig bliver koldt.

Strandture hvor man selvom stranden er fuld af soldyrkende mennesker på hvert sit håndklæde, lukker sig om sig selv. Lukker for andre lyde end bølgernes skvulpeslag. Fordyber sig mens man borer tæerne ned i det lune bløde brændende strandsand.

Forsøger at negligere at brisen, der nu og da rammer min næse, lugter mere af solcreme end af strand.

Storbyens lyde

Trafikstøj der snart tager til og lige så hurtigt tager af. Motorcyklens hysteriske gassen op, som et audiologisk piskeslag. Bussen hviner i en hurtig opbremsning, et elektrisk stød der rammer øret. Utålmodige dyt fra tudehorn, der vil frem. Tung trafik i hast gennem gaden. Knallertens monotone motorbrummen. Massive bastoner der strømmer bilernes åbne vinduer. Det er sommer: Call me Call me. Lettere lyde fra egernes bevægelser, afslører at en hurtig cykel er på vej. Hidsig hundeglam og en hundeejer der skælder ud. Insisterende ringetoner fra mobile telefoner. Fodsåler der rammer fortovet nogle hurtige andre i langsommere tempo.

Mågeskrig der blander sig med barnegråd. Så fremmede sprog der ikke lige lader sig identificere. Høje glade stemmer der taler begejstret. Guitarspil og hænder der klapper i takt

Sådan lyder det fra 1.sal denne sommerdag.

Sådan bliver mit øre der sædvanligvis fyldes af helt andre og mange færre- landlige lyde adspredt og udfordret på denne sommerdag midt i byen.

Aftenskyer

“Naar Aftenen breder om Jorden sit Slør

Da ligge i Vesten de dejligste Øer,

Fra skinnende Sletter, hvor Alferne boer,

Hensuser om Jorden den himmelske Ro ….

V.H. Kaalund Fabler og blandede Digte 1844.

Der er så stille i aften, fuglesangen er forstummet. Fra det åbne vindue breder der sig en længe ventet duft af friskhed og fornyelse. Det regner. Stille og blot en lille smule. Men det regner. Ligesom planter og træer rejser vi os, ryster støvet af og snuser ind. En ekstra gang.

Grøftekanten

For ikke længe siden lyste de planteklædte vejsider som et brudelin. Vild gulerod i hobetal.

Nu er det valmuernes tid.

Min tændstiks lille levende flamme, min lille ild,

Mit lille røde blafrende blad , hvor er du valmue?

Her sidder du roligt i min haand, om lidt er din gassjæl, en ond blæst

et høstland, en gul kvinde, en leende skare….

Jeg har hørt sagn om dig, og du er barn af disse brande

Fra Digte i døgnet af Tom Kristensen

Det er her, nøjsomhedsplanternes holder til. De upolerede uspolerede væksters have. Danmarks jungle.

Snart vil grøftekanten igen skifte til høsttidens farve – lyse gult af rejnfan i selskab med en mangfoldighed af græsser.

Alting har sin tid.

.