Rane

Hvilken aften. Sikke mange pointer.

Taknemlig for at der er et menneske, der formulerer sig om, hvordan alt kunne, burde, og skulle være.

Rane Willerslev talte uden ophold så passioneret med ildhu om, at vi som samfund er på gale veje. I langt længere tid, end den planlagte tidsramme fortalte han levende og begejstret. Om mennesker med væsentlige samfundsopgaver der i optælling, tidstabeller og regnearkenes hellige navn har mistet deres kald. ikke kun et personligt tab for hver enkelt men et uerstatteligt tab for os som samfund.

Inspireret af tidligere bondesamler kulturer gav Rane bud på, hvordan denne afgørende kaldstanke kan gives tilbage til glæde og gavn for os alle.

I forhold til uddannelsessystemet påpegede han også, at alt det vores børn og unge testes i, er færdigheder der er i færd med at blive overtaget af maskinerne. Faglighed og færdighed er ikke hinandens synonymer.

I en tid hvor der aldrig har været talt så meget om innovation, levnes der i det hastige hamsterhjul, hverken mulighed for og tid til at små som store kan få store ideer og tænke vildt som titlen på hans interessante bog også er.

Tak for en aften der længe vil trække spor og give anledning til eftertanke.

Sjældent er der mulighed for at overvære et foredrag med Rane Willerslev. Vi var heldige at få lov til at opleve ham – og kan blot opfordre til ikke at lade muligheden passere hvis lejligheden byder sig.

TAK RANE. Må dine budskaber finde vej til beslutningstagerne.

Reklamer

Marskdage

Vi tog en afstikker og satte os selv på pause. Ad mindre trafikerede vejr drog vi sydpå til marsklandet. Nød synet af det glødende løv der stadig hænger og lyser for os. Selvom det er blevet november.

En lise for sjælen er det at besøge de langstrakte landstrækninger, med de mange græssende får, betragte lavtliggende overgange mellem land og vand, hvor farverne ikke bliver mere frodiggrønne og himmelblå. Her er der så højt til himlen. I et univers, der er renset for andre end naturens lyde, kan man bevæge sig rundt med forestillingen om, at man er de to eneste mennesker i verden.

Vi spejdede efter sort sol. Adskillige fugletræk var at se på himlen, ligesom store flokke af gæs samlede sig på markerne.

Fugletræk der dansede i solnedgangen så vi ikke. Til gengæld gik den største flammende orangerøde sol ned lige for øjnene af os. Og hvor fik vi ladet batterierne op.

Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo

Et par måneder om året for at sjælen kan få ro.

Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart

Hvor lærken hænger himmelhøjt og synger smukt og klart.

….La’ mig høre bølgen brusen og mågens morgenskrig.

Og lytte til konkylier med havets sange i.

Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund

(Erik Grip)

Vi vender tilbage marskland og Vadehav, så snart lejligheden byder sig.

Mojn.

Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Så kom Julen- ……

Efter lang tids arbejde udkom bogen Julen – der hvor jeg kommer fra.

Næsten lige så forunderligt som at møde op med stor mave og veer på fødeafdelingen, og mange timer senere mirakuløst at forlade samme bygning med et levende lille nyt menneske, er det at aflevere adskillige løse blade for snart efter at modtage kasserne med nye jomfruelige bøger, der lige har sluppet trykken.

Utilgiveligt og ganske naturstridigt ville det være at spørge, om man var tilfreds med resultatet, når man som nybagte betragtede barnet i liften. Det er dog et uundgåeligt spørgsmål, der trænger sig på, når man for første gang får sin nye bog i hænderne.

Og tilfreds- det blev jeg med den nye bog, som blev lige som jeg ønskede mig.

Een ting er at skrive en bog, det store spørgsmål er så om, der er nogle, der har lyst til at læse den.

I dag har jeg stadig efterveer efter den overvældende modtagelse på Kulturnatten i går. Tak for alle gode og anerkendende ord, tilskyndelser, knus og blomster. Og tak til jer der var med hele vejen gennem tilblivelsen, som på mange måder kan betegnes som en hård fødsel.

” vi sov af Glæde kun lidt i Nat” omend dagen havde været så lang.

I lang tid har jeg forsømt skriveriet her på Sporenstregs, det lover jeg at råde bod på nu.

Foranderlige dage

I går lod vi, trods blæsten, os varme i solen. Vi snakkede om sensommerdage dage.

I dag holder solen fridag. Det rusker og raser blæsten indimellem heftige byger. Løvhænget ser træt ud, og er snart parat til at slippe grenene.

Det er tetid og tæppetid, læsetid og tid til at tænde lys, selvom det endnu ikke er aften.

Det er efterår.

“Nu stormer det koldt derude,

Stjernernes glans forsvinder.

Havet krummer sin hesteryg

og ryster sig fri af minder. (Tove Ditlevsen)

Som at have veer

De seneste uger har budt på fejlfinding, rettelser og ændringer. Sproglige forseelser, slåfejl, skønhedsfejl, skrivefejl, stavefejl, kommafejl Og oprydning i ord og sætninger det ikke gav mening at forandre. Når ordene er ens egne, og man har været over dem adskillige gange, så begynder – i al fald – min hjerne at slå fra.

At læse korrektur og rette om og om igen, er som at nå ned til de sure sokker i vasketøjskurven.

Til sidst læste jeg ikke ordene, lod dem blot passere i mit synsfelt, mens jeg hørte ordlyden i mine ører. Jeg vidste jo, hvad der stod, kendte hver en ordlyd, måske al for godt.

Nu er alle ord og sætninger blevet samlet til kapitler og afsnit i den bog der nu er rejst hjemmefra og som kommer til at hedde Julen- der hvor jeg kommer fra.

Flere gange har jeg følt det som dengang, jeg for mange år siden havde veer. Undervejs har jeg spurgt mig selv, hvad det var, jeg havde kastet mig ud i. Og forsøgt at minde mig selv om at det forhåbentligt vil blive godt, det der venter forude.

Tænkt på Klaus Rifbjerg der udtalte:

Det at være forfatter, handler om at tage en tube fiskelim, klistre sig fast på stolen og blive ved og ikke give op.

Der er en verden til forskel fra at være skrivende og læsende.

Og en bog bliver først til i mødet med læseren. Nu er det blot at vente en måneds tid endnu.

Det gælder ikke om at lære at skrive, men om at lære at se. Det at skrive er bare en konsekvens. Antoine Saint Exupery

Uden regn ville der ikke være liv

Det siler ned udenfor, og hvor er det mørkt. Disen ligger over søen ,og det er som om dagen ikke er blevet pakket helt ud. Fra taget og træer drypper det ned.

Efterårsvejret har brat gjort sit indtog. En kontrast til de seneste dages sensommerskønne vejr.

Ikke at vi ikke behøver vandet fra oven, når der i haven tages et dybt spadestik under buskene er det stadig, omend omgivelserne er blevet så meget grønnere så tørt.

Længe er det ikke siden, vi sukkede efter vand. En dag som i dag, er det nok værd at tænke på det. Og sidste weekend nød vi solen på stranden.

“Regn er Nåde, regn er Himlen, der overskygger Jorden, uden regn ville der ikke være Liv” John Updike. (1932-2009)

Et par vejrvarsel for dagen lyder:

Solskin og klart vejr lover mildt efterår

Solskin og klart vejr lover et mildt forår

Vi må vente og se om det holder.

Mari-ager

Søndagsudflugten gik til Mariager. Et sted som vi holder meget af at komme. En lille idyllisk tidslomme, hvor man nu og da, omgivet af bindingsværk, mellem de små skæve husgavle med klatrende roser, kan føle, at tiden går i stå

Der er en ro sådan en søndag i Mari-ager.

I går gjorde vi to nye opdagelser i byen, som vi troede, vi kendte :

* vi fandt et nyt område anlægget Munkholm.

Og fandt ud af bynavnet oprindelse. En skønjomfru Maria havde to bejlere, men kunne ikke beslutte hvem af de to, der skulle være hendes udkårne. De duellerede og mistede begge i drabelig kamp livet. Inden hun gik i fjorden, satte hun sig i skoven og græd. Det sted sprang der en kilde frem. Klostret overtog jorden og kaldte området Mari-ager.

At aflægge rosenhaven et besøg i regnvejr skulle vise sig ikke at være en dårlig ide. 1.Vi havde hele haven for os selv.

2.Der bredte sig den mest fantastiske rosenduft i haven, da den stille støvregn faldt. Og der var nye rosenknopper på vej.

To nye duftende roser faldt vi over.

Queen of Sweeden og Julia Child.

Et gensyn med den store klosterkirke, med bænke særlig indrettet til Husmænd og folk fra byens opland, og kig på relikvier fra katolismens klostertid blev det også til.

Så blev der fløjtet til afgang. Og vi fik et glimt af det gamle veterantog der i røg og damp satte i gang. Igen havde vi haft en dejlig dag i den gamle by.

Det er ikke sikkert vi venter med et Mari-agerbesøg indtil det igen bliver sommer.

Gensynsglæde

I denne uge besøgte vi Veggerby Friskole, hvor jeg for mange år siden var ansat.

Vi blev budt indenfor og da jeg trådte ind, føltes det, som om jeg var der i går.

Det er utroligt som fysiske rammer kan støtte erindringen. I den store Hall syntes jeg næsten at kunne høre de mange børnestemmer synge morgensang. Kølige sensommermorgner”skoven er så underfuld og fuld af dis og sære dampe, se min kurv er også fuld af efterårets svampe…” ” lad dem lege i livstræets krone, lad dem føle af livet er stort” … i gården kunne jeg næsten høre den store klokke ringe.

Indretningen tro mod hvad bygningen i 1929 var blevet opført til, nemlig at holde skole. Sådan hang der tavle i et rum ligesom det store glasskab, var blevet en del af husets private afdeling, som vi også fik adgang til.

1963-1994 var bygningen, der er så naturskønt beliggende ramme for Veggerby Friskole. Erfaringen fra friskoletiden har jeg taknemligt båret med mig livet igennem.

” Et barn er ikke en flaske der skal fyldes, men et bål der skal tændes”

Nu huset så smukt og indbydende indretter til bed&breakfast. Ingen tvivl om, at her vil man føle sig velkommen – og sove godt.

” Er lyset for de lærde blot, om ret og galt at stave,

nej himlen under flere godt

og lys er himlens gave

og solen står med bonden op

slet ikke med de lærde

oplyser bedst fra tå til top

hvem der er mest på færde”

Om end mandag ville passe bedrel

Svantes far er død. Hvilken trist nyhed at vågne op til

Sprogets mester er ikke mere. Den skæve digter med de finurlige, underfundige livsduelige betragtninger, præget af musikalitet,munterhed og lyst til at være til “livet er ikke det værste man har” har sagt verden farvel.

Flere tekster føjes der ikke til det fantastiske alsidige forfatterskab, der rummer vid og spænder vidt og oser af ordspil og opsange:

De på-kornet-rammende hyppigt citerede digte, som der er flest af, men også romaner, noveller og ikke mindst børnebøgerne om Snøvsen, som alle går fra. Nu er Benny Andersen gået 88 år gammel. Hvor vil han blive savnet.

” du har slået nogle skæve, men også sat dig spor,

har en hel del at fortryde, og en del at være stolt af”

Facit:

det ku ha gået meget værre men gik dog meget bedre,

du fik rigeligt,

du har bestået

du består,

god dag at dø på

hvis det skulle være,

omend mandag havde passet bedre” ( Sjælen marineret)

Vi ville gerne have ventet mange flere mandage på denne morgens meddelelse.

Tak for alle ordene. Vi tænder et lys for dig i dag.

Hvil i fred.

En letantændelig verden

Hedebølge efter de varmeste sommermåneder nogensinde.

Varsel om dage i træk med temperaturer over 30 grader.

Skovbrande flere steder

Vandløb der tørrer ud.

Markerne brune og fjorden grøn.

Tørketid, det er som jorden brænder.

Hvad er det der sker?

Her sidder jeg, for nedrullede gardiner, forskanset indendøre i ly for solens hede ved ventilatoren med mit kolde vand, der alt for hurtigt bliver lunken.

Jeg køler mig ved at skrive om vintertid.