Løvetænderne

Den udskældte fandens mælkebøtte er ikke så fandens endda.

Lige nu står de der- løvetænderne, ikke på rad og række men spredt her og der, som et tandsæt der ikke er blevet rettet. Med buketsatte blade som i roset og en lang genstridig pælerod står den solgule blomst fast forankret i jorden. Lysende omkap med de gule- gulere – guleste rapsmarker.

Snart får de fnuglette skærme med frø der så er på vingerne.

Åh at forundres og komme på luftene let som et løvetandsfrø

ned i det syngende, susende

duftende græs på en lysegrøn ø” Piet Hein

Særdeles livsduelig sikrer blomsten sine generationer frem i tid -ved rodskud og den fribårne bestøvning med frø der bæres af vinden.

“Det er lykken ved at yde efter egenart og sjæl,

ved at leve i alverden, men at hvile i sig selv.

bære livet som når løvetandens fnug kaster los.

Det er viljen til at være …. Piet Hein

Der er så meget krudt, i det smukke der kaldes ukrudt.

“Jeg vil være som en mælkebøtte, der kaster nye liv med vinden

ind i systemernes haver,

tværs over hække der hver dag,

barberes af brummende forlorne tænder” Peter Laugesen.

Reklamer

Valborgdag

I dag er det Valborgdag. Igen synger vi “Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn”

I aftes var det Valborgaften, hvor man traditionerne tro tænder bål, af ” nyild” lavet fra bunden- som vi vil sige i dag- ikke ild hentet fra brændselskomfuret i køkkenet.

Engang hentede man også nyudsprungne grene ind fra skoven, ikke blot for at pynte, men fordi man troede, de lysegrønne nye grene besad en kraft, der kunne drage det onde på flugt.

For der var hekse på spil i Valborgnatten, når de var på vej til Tromsø i Norge.

Der blev redet sommer-i-by, bønderkarle og gårdenes piger samledes i optog ligeledes smykket med nye bøgegrene og kulørte bånd, før dansen omkring majsstangen og majvisen blev afsunget.

Den første dag i den sidste forårsmåned, var også skiftedag, forårsdage. Hvortyende kunne skifte plads.

Og siden 1890 en kampdag hvor de røde faner og stemmerne blev luftet og armen bøjet.

Bål fik vi ikke tændt i aftes. Vi lod os nøje med at betragte rapsmarkerne, der netop nu stråler, optimistisk gult og spreder den sin karakteristiske sødlige livsglade duft milevidt.

Vildfarne af slagsen fandt vej til en vase i køkkenet.

O den skønne, skønne maj

O den skønne, skønne maj ….

Oh natur hvor skøn er du

Træers knopper svulmer

Livet stille ulmer

I hvert lille frøkorn nu

…. herlig, herlig toner glædens sang ( efter J V Voss 1789)

Hastværk

Man skal løbe hurtigere, nå der hele på kortere tid. Være effektive.

Det blev jeg også i dag mindet om, da jeg var i byen for at handle.

Da jeg kom ud fra en forretning, opdagede jeg, at min bil sammen med tre af de øvrige kunders køretøj, var blevet lukket inde af en kæmpestor lastbil, der skulle levere blomster. En travl chauffør løb i spidsrod mellem lastbilen og forretningen, skubbende i hast bure lastede med planter foran sig.

Jeg kom i snak med en urolig SoSu assistent, som havde en ældre dame der ventede, på en hjælp, der var forsinket.

Selv blev jeg helt stakåndet af at tænke på min travle fysioterapeut, der ventede forgæves på mig.

Og nærmest åndeløs ved at tænke på, hvad konsekvensen af al det hastværk er.

“Den som altid styrter af, får aldrig byrder læsset af

Men den som gider slappe af, får overskud at tappe af ” Piet Hein

Vaar paany

Smukkere end Thøger Larsen kan ingen hylde foråret, der er her lige nu og her:

Saa kommer den ødsle Vaar paany,

Den manes af Muld for Fode,

Solen staar op i kvidrende Gry,

Og Haabet er vel til Mode.

Jorden om sin Akse gaar,

Og Dagene viger og kommer-

saa drømmer jeg da igen i Aar:

Nu bliver det evig Sommer.

Det er en Vane, jeg fik engang,

naar Knoppen bryder af Barken,

da synger mit Hjerte Sangenes Sang,

mens Koen græsser Paa Marken.

Salig er Fjorden under Næs,

hvor Solskinsflaggeret Blinder!

Saligt er det groende Græs,

hvor Sol gennem Saften skinner.

Salig er den mætte Ko,

som gaar med Kalven i Bugen!

Saligt er Faaret der staar i Ro

og snyder Bonden for Rugen!

Salig er den tætte Tjørn

i Svøb af lysende Bloster!

Salige ere Lam og Børn

og hvert et spirende Foster!

Saligt …saligt …Hjertet slaar,

Tiden gaar og kommer —

jeg føler det atter, at nu i Aar

begynder den evige Sommer. (Thøger Larsen )

Verdens Bogdag

I går var det den 23. April og Verdens Bogdag. I den forbindelse skabte jeg en ny tradition, jeg vil fra nu af forære en bog til en jeg holder af, netop på Verdens Bogdag.

Det blev ikke en nyindkøbt indpakket bog, der blev givet som gave.

Jeg tog en bog ned fra hylden. En bog jeg kendte godt. Historien om Nora der havde fået nok, den skulle min ældste datter have.

Næste år bliver det den yngstes tur til at modtage en boggave.

Nora traf sit livs sværeste beslutning at forlade et materielt velsolideret hjem, opgive sin ambitiøse ægtemand – og allermest hjerteskærende -gå fra sine børn.

Fordi hun måtte lære sig selv at kende, og finde ud af hvem hun selv var.

Et dukkehjem er et drama skrevet af Henrik Ibsen i 1879

Men budskabet om at blive fortrolig med sig selv er eviggyldigt.

At vi alle i familien for nylig har set forestillingen sammen på teateret, gjorde det nemt at finde den rette bog til at forære væk.

Påsken pakkes væk

Påskeæggene er spist.

Påskefrokosterne ligeså, kun lidt rester i køleskabet vidner om påskesammenkomster. Nu er det den grovere og enklere hverdagskost, der venter.

Påskegæsterne er taget hjem, og der er atter stille i huset.

Årets påskekonkurrence er overstået. Antallet af påskeæg skulle traditionen tro gættes. Og det blev de.

Den heldige vinder, som ikke viste sig at være så heldig endda, blev fundet. Vinderen var nemlig mig. Gevinsten var et gavekort til at køre gocart. De der kender mig, måtte vide, at jeg ingenlunde er nogen fan af fart. Man har lov at donere en gave bort. Især når man selv har givet den, i den tro at man kunne glæde andre. At jeg selv var i spil til at vinde, faldt mig aldrig ind.

Lysene i påskestagen blev næsten brændt ned.

Nu pakkes påsken væk. Hverdagene har så brat, som altid efter påske, gjort sit indtog.

Stadig står påskebuketten stadig og minder os om gode påskedage.

“Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdagen” Dan Turell

Men jeg glæder mig også til alle højtider, der rager op, og udvider dagene, gør dagene højere end de daglige dage.

At stå ved sig selv

Hvordan kan det være, at man i sin ungdoms umodenhed spejler sig i andre, som man stræber efter at være som?

Ligne på alle tænkelige måder, i indre og i ydre, i fremtoning og fremtræden, i væremåde – i indretning for på ingen måde at risikere at skille sige ud.

Velvidende om at vi hver især er unikke med hvert vores særkende og individuelle DNA, ønsker vi alligevel, at løbe fra den vi er.

Når man ad åre forliger sig med tanken om, at det er et på forhånd mislykket forsøg, opdager man med tiden, at det går an at stå ved sig selv. Og kan man ikke stå ved sig selv, hvem skulle man da stå ved?

At det ikke er så ringe endda. Man har jo også kun den ene mulighed – at være taknemlig for den, man nu engang er.

Når man dertil, at man er nådig overfor sig selv og kan respektere sig selv, er der den sidegevinst, at det også kommer ens medmennesker tilgode.

Måske man skal tilføje en linie til talemåden?

Vær mod dig selv, som du ønsker andre skal være mod dig

Så kan det være at:

Man kan være mod andre, som man ønsker, de skal være mod en selv

Et barn er som en sommerfugl i vinden.

Nogen flyver højere end andre, men alle flyver så godt de kan

Så hvorfor sammenligne dem. Alle er de fantastiske og forskellige.

År og alder

Elegant klædt, håret sat og med lak på fingerneglene på de stærke hænder med linier af levet liv, tog fødselaren imod – 100 år skulle fejres.

Selvom synet svigter, holdes humøret højt og den gamle dame, for gammel må man vel sige at være, når man har passeret et sekel?

En stolt livsduelig, livskraftig fødselar der oplevede sin første indlæggelse som 98 årig

” jeg duer ikke til at ligge på sygehus” fortalte hun i den forbindelse.

“Jeg har besluttet mig for at være i godt humør, det kan man nemlig godt”. Og det var ikke blot ord, for flere gange hørtes hendes smittende latter- og man kunne se hendes mund blotte sig i et stort smil, der rakte helt op til de øjne, der næsten ikke ser.

En leveregel om at ville være glad, er værd at tage med sig ud i livet. Sådan kan det også være at blive gammel.

Mon sådan en indstilling kan forklare, at man når så høj en alder?

Hvad forærer man en hundredårig, der har svært ved at se?

Jeg havde i sommer plukket brombær, nær det sted hun havde boet i mange af sine leveår. Dem lavede jeg til syltetøj. Til hende.

Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje

Svækket følesans, øre

Smagsløg, lugtesans og øje,

Intet mer’ nyt at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øjet

Vi skal ikke overvintre

( Th. Bjørnvig 1991)

Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Vand

Også i går silede det ned. Der var skjorteærmer på fjorden, som man sagde engangs, når bølgerne slog kraftigt ind.

Vandstanden i åen var høj og lige ved at gå over sine bredder.

Engene, hvor mange gæs plejer at slå sig ned, var sumpede og overrislede med vand. Her flød til gengæld et par svaner rundt og fouragerende.

I radioen kunne de fortælle, at vandmængden for marts har slået nye rekorder.

Der er noget bekymrende over al det vand, der vælter ned fra himlen. Når det kommer uden afbrydelse i flere træk. Så presser syndflodstanken sig på i takt med, at vandet presses ind i åer og fjorde.

Vand som vi i den grad manglede sidste sommer, og som vi frygter vil komme til at mangle igen.

For ligesom ild er vand et element der må være i balance

For meget og for lidt gør os bekymrede. Også selvom vi ikke er landmænd og skal leve af at drive jorden, så skal vi ale leve af og på jorden.

regnen den græder på mine vegne over det jeg alligevel ikke kan glemme

fordi den ( regnen)forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sakremente

(Søren Ulrik Thomsen)

Hilsehånd

Vi der bor på landet har udviklet en hilsehånd. Muligvis fordi vi ikke møder så mange, så er det overkommeligt, at hilse på dem vi møder. Hvadenten vi færdes i bil eller til fods.

Jeg har ikke altid haft en hilsehånd, det er noget jeg har udviklet, da jeg flyttede på landet.

Det betyder også, at jeg, når jeg en sjælden gang er i storbyen, må være bevidst om at tøjle min hilsehånd. For løfter man hånden til hilsen, når man i byen, møder folk man ikke kender, så bliver man mødt med undrende blikke.

Således har jeg nu en passiv gåibyen hånd og en opmærksom og aktiv hjemmehånd , en hånd til byen og en hilsehånd til landet.