Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Reklamer

Vand

Også i går silede det ned. Der var skjorteærmer på fjorden, som man sagde engangs, når bølgerne slog kraftigt ind.

Vandstanden i åen var høj og lige ved at gå over sine bredder.

Engene, hvor mange gæs plejer at slå sig ned, var sumpede og overrislede med vand. Her flød til gengæld et par svaner rundt og fouragerende.

I radioen kunne de fortælle, at vandmængden for marts har slået nye rekorder.

Der er noget bekymrende over al det vand, der vælter ned fra himlen. Når det kommer uden afbrydelse i flere træk. Så presser syndflodstanken sig på i takt med, at vandet presses ind i åer og fjorde.

Vand som vi i den grad manglede sidste sommer, og som vi frygter vil komme til at mangle igen.

For ligesom ild er vand et element der må være i balance

For meget og for lidt gør os bekymrede. Også selvom vi ikke er landmænd og skal leve af at drive jorden, så skal vi ale leve af og på jorden.

regnen den græder på mine vegne over det jeg alligevel ikke kan glemme

fordi den ( regnen)forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sakremente

(Søren Ulrik Thomsen)

Hilsehånd

Vi der bor på landet har udviklet en hilsehånd. Muligvis fordi vi ikke møder så mange, så er det overkommeligt, at hilse på dem vi møder. Hvadenten vi færdes i bil eller til fods.

Jeg har ikke altid haft en hilsehånd, det er noget jeg har udviklet, da jeg flyttede på landet.

Det betyder også, at jeg, når jeg en sjælden gang er i storbyen, må være bevidst om at tøjle min hilsehånd. For løfter man hånden til hilsen, når man i byen, møder folk man ikke kender, så bliver man mødt med undrende blikke.

Således har jeg nu en passiv gåibyen hånd og en opmærksom og aktiv hjemmehånd , en hånd til byen og en hilsehånd til landet.

Fint besøg

Da jeg kiggede ud på terrassen, mødte der mig synet af et par kloge runde øjne. De stirrede lige så meget på mig som jeg på den.

Det var en spurvehøg, fandt jeg siden ud af efter at have konfereret med en fugleforstandig ven, som jeg var så heldig at få et dejligt besøg af.

Hannen er så meget mindre end hunnen, og det gjorde mig i tvivl.

Og så fortrød jeg, at jeg forlod min udkigspost ved køkkenvinduet, for at hente min ipad for at dokumentere, at vi havde haft fint besøg i vores have.

Jeg undrer mig over, man har det påtrængende behov til alle tider at forevige og fastholde?

Jeg ville ønske, jeg var blevet stående og havde set den majestætiske fugl med det livskloge blik lette igen.

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

Når mandag bli’r til søndag

Der er ikke noget, der er bedre, end når børnene overnatter hjemme. Når vi vågner sammen, og igen er fire om bordet til morgenmad, så bliver begyndelsen på dagen fuldkommen.

Der dækkes op, som var det søndag, der presses juice, og duften af nybagte boller breder sig sammen med kaffens og teens aromatiske lugt i huset. Morgenlugten akkompagneres af bruseren fra badeværelset, der kan høres længe.

Imens drister jeg mig til at lave madpakker til de travle unge mennesker.

Jeg ved, at de, når de opdager det, i kor vil sige” Mor, det skal du altså ikke”

Jeg gør det alligevel – og gør det med glæde.

Mor har man vel lov til at være, også selvom de er voksne og flyttet fra reden.

Udenfor er græsset hvidt, søen blank og stille.

Jeg er sikker på, det bliver en god dag.

Barndomsveninder

I dag har jeg haft det dejligste besøg. To barndomsveninder, søstre er de, med hvem jeg har delt så mange oplevelser med kom på besøg. Den en havde jeg ikke talt med i over 35 år, på den anden havde jeg ikke set i 25 år.

Alligevel satte vi os om bordet, og talte i et væk, uden afbrydelser, i munden på hinanden. Så meget at dele, at mindes og tænke tilbage på. Så meget nyt at opdatere hinanden på. Vi rejste tilbage til barndommens land, da verden var stor, græsset højt og folk to tre meter høje.

Mærker var på forhånd sat ind i albums så tiden ikke skulle bruges på at finde fotografier. Billeder fra badetur, fødselsdage og sommerdage i haven.

Storesøsteren med dukken i den store dukkevogn, lillesøsteren med den lille trædukkevogn og mig med klapvogn. Iklædt sommerfine kjoler brune ben med skrabede knæ.

Jo ældre man bliver jo større føles betydningen af sådan er gensyn. Vi har nu lavet aftale om et årligt tilbagevendende møde.

Og jeg glæder mig allerede.

Tak for besøg. Tak for nærvær, samvær og de smukke blomster.

Og tak fordi vi har været vidner til hinandens liv.

Fra min barndom har jeg elsket Gryet

Morgensolen, solklar silkesyet,

Dagens Rosenlys langt ude i det fjerne

Over Skoven Nattens sidste Stjerne

Alt det bedste som mit Hjerte gemmer,

Vaagner som et Brus af Barnestemmer

Trods al Verdens Ondt jeg har i Eje

Fryd der funkler over Morgenveje ( Viggo Stuckenberg)

Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb

Forårsfinder

Med gårsdagens syn in mente: plamager af erantisgult og store hvide flader af vintergækhvidt i de gamle haver vi passerede på vores vej, satte vi os for at ville finde foråret, nu hvor lyset viser og varsler ny begyndelse. Snart er det vår.

Og vi fandt det….i februar

Både ude og hjemme …..

og når forårssolen skinner lever jeg….

God søndag

Film i forsamlingshuset

Tænk sig der findes sådan en filmklub.

Helt herude på landet, hvor det fortælles, at der aldrig sker noget.

Måske er det sådan, at når der foregår noget her, så er det noget af betydning.

I al fald var det en dejlig oplevelse at sidde der i den mørke sal, på de til lejligheden opstillede stole, side om side i mørket. Og grine sammen og føle og græde med den syngende hovedperson Florence, så fabelagtigt spillet af Meryl Streep.

“De ku’ sige at jeg ikke kunne synge… men de ku’ ikke sige, at jeg ikke sang”

Med denne slutreplik tager man afsked med sangerinden, der drømmer om at gøre stor sangkarriere. At hun er totalt tonedøv kan alle andre end hun selv høre.

Omgivet af mennesker der alle elsker hende højt, støtter de Florence i denne selvforståelse. De lader hende forblive i sin forestilling om, at hun er en succesfuld stjerne.

Filmen er et eksempel på, at det måske i højere grad drejer sig om, at bevare illusionen om den man ønsker at være, og kun en nidding tager drømme fra mennesker.

En fantastisk film der aktiverede hele følelsesregisteret.

Vi tilføjer her i huset noget til talemåden: film skal ses i biografen – og i forsamlingshuset.

Vinger på hjernen

Det er ikke så ofte, der er et menneske, som har fået tildelt den lille Nobelpris i litteratur, lægger vejen forbi.

Men det gjorde der i går. En oplevelse var det at møde Einar Mar Gudmundsson, i levende live, høre ham læse op af egne tekster på dansk. Høre ham læse op på sit modersmål, det melodiske klingende islandske sprog. Hvor meget jeg end lyttede efter og gjorde mig umage, var det vanskeligt at finde fællestræk med det sprog, der engang var fælles for os.

Er der nogen der evner at fortælle, er det efter min mening denne mand, der har så meget på hjerte og har sådan en alsidighed. Han magter om nogen balancen mellem komedien og tragedien.

Et vigtigt budskab jeg tog med mig efter et par timer langt foredrag var:

Fortællekunstens opgave er at give os vinger på hjernen.

Jeg vil glæde mig til at genlæse universets engle, men vil nok ikke kunne gøre det uden samtidig at høre Einar Mars stemme i mit øre

Tak for fortællingerne. Tak for i går

PS…. og at få et par bøger dedikeret var ik’ så ringe endda….