Uden regn ville der ikke være liv

Det siler ned udenfor, og hvor er det mørkt. Disen ligger over søen ,og det er som om dagen ikke er blevet pakket helt ud. Fra taget og træer drypper det ned.

Efterårsvejret har brat gjort sit indtog. En kontrast til de seneste dages sensommerskønne vejr.

Ikke at vi ikke behøver vandet fra oven, når der i haven tages et dybt spadestik under buskene er det stadig, omend omgivelserne er blevet så meget grønnere så tørt.

Længe er det ikke siden, vi sukkede efter vand. En dag som i dag, er det nok værd at tænke på det. Og sidste weekend nød vi solen på stranden.

“Regn er Nåde, regn er Himlen, der overskygger Jorden, uden regn ville der ikke være Liv” John Updike. (1932-2009)

Et par vejrvarsel for dagen lyder:

Solskin og klart vejr lover mildt efterår

Solskin og klart vejr lover et mildt forår

Vi må vente og se om det holder.

Reklamer

Vejrvarsel 

Det er Vor frue dag i dag. En af de dage, udover kyndelmisse og Bebudelsesdagen i marts, hvor man før reformationen ærede  Jomfru Maria. Et gammelt vejrvarsel fortæller, at hvis vejret denne dag er mildt og godt, så vil resten af efteråret blive lige sådan. 

Efter morgenvejret at dømme var der grund til at være mere end fortrøstningsfuld, hvad det kommende efterårsvejret angår. Nu ved middagstid ser det mere dunkelt ud. Regn undgår vi nok ikke , heller ikke i dag. Selvom det ingenlunde er det, vi savner mest.

Endnu et vejrvarsel siger, at som vejret er den første del af september, således vil vejret blive det kommende år. Man må forsyne sig med gode gummistøvler og regntøj, hvis ikke man allerede har. Eller håbe på at metreologerne har en anden prognose.

Selv på de skrånende marker her omkring står der vand. Selv de knejsende solsikker i haven er begyndt at bøje nakken og nikke med deres store blomstrende hoveder.

Vi der vælger livet, går en dag på tværs af vejen,

ender i et efterår.

Vi får regnen, natten, landet, trykket ind mod vore hjerter,

mens vi går” ( Frank Jæger) 

Gylden morgen 

Til morgen var der dug på ruderne. Udenfor var buske og træer pakket ind i det fineste gyldne lys. Søen stille og blank. Stemning af stilhed, som fuglenes kvidren nu og da forstyrrede. Det går mod efterår. 

Alligevel er ” der en søndagsstille ro imellem træer og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage”

                              og georginer spraglet gror blandt asters i vor have . . . ” 

Sådan var morgenudsigten fra mit vindue. Sikke et syn at vågne op til og begynde dagen på. Lige nu eksploderer haven i et stort fyrværkeri af skønne sensommerfarver i kontrast til alt det falmende løv. Nu går vi ind i de gyldne dage.

Septembernat 

Med september har vi taget hul på efteråret. Selvom det synes sommerligt, og sensommerdagene lige nu byder på langt lunere dage, end de fleste sommerdage gjorde. Men kolde er aftnerne nu, og mørke er nætterne. Allerede nu kan man tage sig selv i at savne sommerens stemninger. Måske fordi der i år, var færre af dem. End vi forventede, end vi er vant til.

Jeg faldt over Thøger Larsens Septemberdigt, som fra mit vindue  rammede min midnatsstemning ind.

Jeg har tilladt mig kun delvist at citere det her, som illustration til det fantastiske nattesyn, der mødte mig sådan en søvnløs septembernat.


venlig men usalig,  vandrer langsomt Maanen, en septembermidnat

Over Bord og Vægge, over Gulvets Flade, ligger Maaneruders matte stille Skærsild….

Maanelyset lever, er forbrændte Drømme,  stiger lidt og falder, falder lidt og stiger

Snart imod mig skinner Lampens Maanemessing, snart en Sky for Maanen, slukker Messingskærret….

Gennem Himlen iler Efteraarets skyer, ængstet flugt af Øer mod en anden Verden.

Murens Rosengrene banker Paa min Rude, Sommernattens Roser faldt og Grenen  Ræddes…..

Nat og Løvfald,Maaneskin…..

….nylig var det Ungdom, Leg og lyse Nætter

Har nu Verden lukket Livets lyse  Sale? Kom, Aa kom tilbage, Gøge,  Nattergale.( Thøger Larsen 1925 fra Limfjordssange) 


Til alle tider har der været noget dragende over månen, nogle gange spinkel og næsten usynlig andre kæmpe kuglerund, som en stor velllagret ost. Fachinerende at uanset hvor i verden vi befinder os, så betragter vi den selvsamme måne.

                                             ” Månen har den farve, måner skal have”  ( fra  Skærmydsler af Gustav Wied) 

Solsikke, solsikke kig den anden vej . . .

Det er ikke kun det begejstrede barns øje, der fanges af solsikken, der lige nu som havens overhoved lyser lige så meget som den rager op i haven. Vender og drejer sig efter solen. Og det er netop, hvad navnet solsikke betyder: den der følger solen.Lige så vanskelig at forveksle, som den er at overse, er blomsten på sin slanke vajende stængel. Majestætisk står denne gigantblomst, som en lille sol, og demonstrerer overblik, sammen med sine artsfæller. Heldigvis åbner de ikke samtidigt deres store brune øjne, så varer blomstringstiden nemlig længere. Naboer er de til de langstrakte jordskokker, som solsikkerne er i familie med.


” Solsikke,solsikke,kig den anden vej. Hvorfor skal du altid stå og kigge efter mig? Luk dit brune øje i, dit lange dumme fæ, mens jeg ta’r en pære fra vor nabos pæretræ” (Halfdan Rasmussen)



Betragter man blomstens brune midte nøjere, er det som om frøene ikke er tilfældig sat, men sidder i planlagte arrangerede rækker af spiraler, hvor nogle går med uret, mens andre mere modvilligt går den modsatte vej.. Når de kæmpe store blomsterhoveder er blomstret af, høstes og tørres de. Så gemmer vi dem til fuglenes vinterfoder. Men det varer længe endnu, og indtil da vil jeg dagligt nyde synet af solsikkerne. Udover solsikkekernerne som er en ingrediens i køkkenskuffen, jeg nødig ville undvære i salaten, og når der bages så bidrager planten jo også med solsikkeolie, når kernerne presses.

Solsikken er ikke  kun en fryd for øjet, og en årstidsmarkør, der i den grad hører sammen med sensommeren. I al fald i vores have. Den har også som forundringsplante og  nytteplante meget at byde på. Glæden ved de planlagte solsikker er stor, dem vi selv har sået og besluttet, hvor skulle placeres. Men større er glæden måske over de spontant spirende frø, som en fugl her og der har tabt?  Frø som bliver til en spontan lille mindre livskraftig men ikke et mindre velkommen indslag i haven

Det er solsikketid, nu hvor skyggerne er lange. Nyd det! 

Hverdagen kalder

Det er ikke bare luftens skarphed disse augustmorgnerne, der fortæller, at sommerferien 2017 er slut. Der er omskiftelighed i luften. Her i huset har vi skiftedag. Hverdagen er med et ganske brat denne mandag slået i gang. Jeg er sikker på, at min mand som havde første dag efter tre ugers dejlig ferie ikke lige istemte Dan Turèlls ofte citerede sætning: ” jeg holder mest af hverdagen . . ” ,da vækkeuret ringede omkring kl. fem. For hvor vænner man sig hurtigt til uforpligtetheden, og til at tiden er ens egen. På den anden side set, hvis der ikke var forpligtelser, og friheden hele tiden var et vilkår. Hvor ville man dog savne glæden ved at have fri. Og holde ferie.

Det at man har noget at vende tilbage – efter de frie dage- er det der giver friheden status og sætter den i perspektiv.


Pippi Langstrømpe spørger på et tidspunkt, hvorfor hun ikke skal have ferie. Det enkle svar lyder: “fordi hun ikke går i skole” 

Nu er det rammerne og dagligdagens rytme, der kalder. Det er alarm- og sætte vækkeurtid.  Op i geartid, hvor spontaniteten og nulstilletheden skal afmonteres. Slut med dasedagene. Hverdagen er nu heller ikk’ så ring’ endda”

          “Poesien er en stor og lykkelig magt i livet, og hjælper os til at bære hverdagens genvordigheder” ( Karen Blixen) 

Med disse ord vil jeg færdiglæse den lange novelle, eller korte roman, som står på programmet i morgen, når vi for næstsidste gang mødes til Sommerlæs ved søen.

Hede – og hønsetur 

Formiddagen bød på byger af et format, der gjorde, at vi ikke bevægede os uden for. Til gengæld fik vi klaret en del praktiske gøremål, som vi længe havde udsat at forholde os til. 

Satte stopuret på to timer, præcis det tidsrum vi ville bruge på den slags. Herefter brød solen særdeles passende frem. Det blev kaffe- på- terrasse- vejr. Uenige kunne vi ikke blive om, at søndagsture skulle vi ikke snydes for, omend den på grund af dagens fremskredne tidspunkt ville blive kortvarig. Vi kørte de få kilometer til De himmerlandske Heder, nærmere betegnet Lundby Hede, som vi er ” næsten-naboer” til.


 Lige så vidtstrakt som lyngen bredte sig, som et tæppe under os, lige så fantastisk spredte lyngens sødlige duft efter regnen  sig omkring os. Vi stødte på revling- også kaldet sortbørs og tyttebær. Dog fandt vi ingen bær. 


Men nøjedes med synet af de mange enebuske, nogle solitære, skæve og forvredne. Forblæste, tydeligt formet af vinden. Andre sammenfiltrede, forgrenede, forgrovede i deres  krogede udtryk.

Herefter gik turen til vores faste ægleverandør. Altid er det en fornøjelse at betragte de mange høns, i dag nød vi at have god tid til at se dem støvbade og gå rundt i deres gode omgivelser. 

Det er med god samvittighed, at vi spiser æg, med de allerguleste blommer, fra disse livsduelige trivelige høns. Her giver Franks Jægers indledningsstrofe til ” være-digtet” for alvor mening. For på de enorme arealer disse høns har til rådighed, vil enhver høne nemt kunne blive væk.


“Oh at være en høne, ingen kan finde hvor er.

Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær. . . ” ( Frank Jæger) 


                God augustsøndag.

Ikke noget gæstebud

Gæsterne sendte besked. De var forsinket. Det passede os godt, for her i huset var tiden også ved at løbe fra os. Og hvor er det befriende, at man har den afslappethed i forhold til at skulle mødes, at det ikke er noget problem, om man kommer et kvarter for sent. Så kender man hinanden godt. Det var ikke noget højtideligt gæstebud bare en middagsaftale, hvor fællesmåltidet var den umiddelbare anledning til at mødes. Sådan var vores aften i aftes, hvor vi sad vi med gode venner længe i mørkningen og snakkede. Om løst og fast, stort og småt gik samtalen. Ja flere gange kunne man tale om samtaler, når fællessnakken forgrenede sig i delemner, som dels mændene drøftede og ikke mindst vi kvinder med mange ord fik vendt og drejet. Alt mens det mørknede mere og mere uden for vinduerne. Inde nøjedes vi stadig med det lys, de tændte stearinlys kunne skænke os.

En dejlig aften med lidt sommerligt mad ledsaget af et par gode glas. Endnu er der blommetrifli tilbage, og det ved jeg der er nogle i familien, der glæder sig over. 

Gæsterne medbragte den allerbedste værtindegave: en trækasse bugnende fuld af produkter fra drivhus og køkkenhave. Og et par herlige havebuketter, som jeg holder så meget af. Og det er netop nu, hvor roserne er ved at takke af for i år, at haven byder på så mange andre farver.


Georginerne er,som så meget andet, sene i år. Det giver håb om mange buketter langt ind i efteråret, hvis regnen ikke slår dem ned. I går konstaterede vi, at havens pralbønner først nu er i blomst. Også de lader vente på sig. Mon de når at give bønner i år? Vi må vente og se.



Ud i det blå 

. . . Ud og se på, til verdens ende, man ved jo aldrig hva’ man  ku’ finde, finde, finde. .” ( Kim Larsen) 

Egentlig havde vi planlagt tur til Sæby. Hvad der skete, vides ikke. Måske det var havet der dragede? Pludselig befandt vi os nær de hvide badehuse på stranden i Løkken. Selv når lyset reflekterer mod de mange, på  lige række, opstillede huse, kan synet ikke konkurrere med det vide udsyn fra stranden. Selvom husene mest af alt minder om lysende hvide perler på en nærmest uendelig usynlig perlesnor. Blide bølger der skvulper ind kun forstyrret af havmågernes højlydte skrig giver en uforstyrret ro.


Lige som der er vildskab og voldsomhed i havet på en stormfuld efterårsdag, så er noget ganske særligt over Vesterhavet på en næsten uhyggelig stille dag, når bølgerne ruller sagte ind på stranden. Havet har så mange ansigter. Altid er det svært at løsrive sig fra det bevægende og beroligende kig til vand. Men vi brød op, fortsatte vores færd nordpå af Marguriteruten fra Furreby.

Ophold ved Rubjerg Knude hvor sandmængden forøges mere og mere, mens fyret synes mindre for hver gang, vi lægger vejen forbi. Sandets gyldne  nuance mod den blege gråblå himmel  komplimenterede hinanden så fint og gav så blødt er lys.

Vi holdt rast ved Mørup Kirke, eller det sted den lå en gang, med en storslået udsigt over havet.

 

Med al tydelighed kan man her iagttage, hvilke stærke naturkræfter der er på spil, når havet æder sig ind i fastlandet. På samme tid skræmmende og fascinerende. Dette sted positionerer i sandhed  størrelsesforhold mellem menneske og natur. Her sættes menneskets rolle i forhold til naturens i relation.

Før vi vidste af det, var vi nået til: 


Stadig var det tørvejr. Vi gik gennem den langstrakte by, slentrede skulle man måske nærmere sige, holdt inde flere steder. Så på spændende keramik, malerier og fortabte os som altid i tilblivelsen og forvandlingen af en glødende klump, for enden af en jernstang, der bliver til det fineste skrøbelige glas.

Stadig på jagt efter vandglas, vi betragter, beundrer og forsøger at beslutte.

Heldig hverdagsudflugt nordpå. Kan klart anbefales! 

Visitkort 

Så har havens roser fået visitkort. Jeg har længe søgt en ikke skæmmende løsning, så andre i husstanden også kan identificere og genkende roserne. På store strandsten har jeg med vandfast tusch – Permanent Marker – skrevet rosernes navne, angivet om det er en historisk rose og noteret hvilket år rosen flyttede ind i haven. Så nu skulle der være helt styr på rosensamlingen.


Samtidig er årets frøhøst gået ind. Jeg har ind til videre samlet og tørret frø af morgenfrue, akeleje og allium. Frøene er nu lagt i kaffefiltre, klar til at blive gemt i frøkassen og puttet i jorden til spiring næste forår.

Således er høstarbejdet i gang her i huset og haven.

Besøg i Bakkerne og ved en af de blå kilder 

Altid er der smukt i Rebild Bakker, men når lyngen blomstrer som nu og beklæder det skrånende bakkede hedelandskab, så bliver det næsten ikke et finere sensommersyn. Et sted vi helst vil nå at besøge mindst en gang på denne tid af året. Rebild er Danmarks første nationalpark, tidligere var det et fælles græsningsareal men i 1912 købte en gruppe dansk amerikanere området, skænkede det til den danske stat mod at arealet skulle henligge i naturtilstand og være tilgængeligt for alle. Det er vi den dag i dag meget taknemlige for.” Vidsyn og Fred på min drømmende Hede” ( Jeppe Aakjær) 

” lyngen er  et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt” ( H.C.Andersen) 


” Lyngen sused og skyen gled , udflugtslængsler i Hjertet sved. . .” ( Jeppe Aakjær) 


På bakkerne, hvor der hist og her dukker enebærbuske op, ses fårene græsse, nogle højt oppe på bakketoppen, andre gør forsøg på at nå græsset i grøftekanten. De strækker halse, det er lykkedes dem at få hovedet ud gennem et hul i hegnet: ” græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet” ? Hjalp de græssende får ikke med at holde lyngen nede, ville den springe i skov.

Tidligere i år fik jeg et kort med billede af TopKaren, og derfor ville jeg gerne forbi hendes hus og forsøge at finde ud af, hvem hun egentlig  var.


Top Karen drev sammen med sin mand Top Jens traktørsted eller gæstgiveri til sin død. Hun fik det geniale påhit at sælge kogende vand, så kunne de vandrende selv brygge deres kaffe. Siden udvidede hun sortimentet” sodavand, øl og kaffe, det kan Karen skaffe”


På hjemturen kørte vi over Gravlev, med herligt kig til den lavtliggende Gravlev Sø og ikke mindst det betagende blå blå kalkholdige vand i Gravlevkilden beliggende lige ved Gravlev Kirke. Motivet her minder måske med lidt god vilje om et Monetmotiv – renset for åkander! 

En lille kort kaffeudflugt bød på store indtryk og gav appetit på meget mere af dette dejlige område. Det er ikke sidste gang i denne sensommer, at vi vil aflægge bakkerne et besøg.