Solskinsfridag

Førstpåugenfridag med tid til samtale uden afbrydelse.

Fra tomandsbordet fik vi den allerbedste vinduesplads med kig til bølgeskulp på fjorden og drivende hvide skyer på himlen. Her lod vi os varme af solen.

Vi var ikke de eneste, der havde fundet vej til Havnecafeen i Attrup sådan en solskinshverdag.

Et mere autentisk sted at spise fisk end her, er nok svært at finde. Caféens fiskeplatte blev vores frokost. Befriende var det at sætte tænderne i en fiskefilet, der ikke var badet i friture. Mere end mætte var vi, da vi et par timer senere, efter at have vendt store og små emner, drog af. Duften af tang og lugten af fjord slog os i møde, da vi forlod cafeen.

Næste stop blev : Eftermiddagskaffe på Skovsgaard Hotel, hvor vi så kunne snakke videre.

Reklamer

Hvor var vi heldige

I går kørte vi havturen fra Vester Torup mod Klim. Her holdt vi kafferast og plukkede hyben i solskinsvejret. Så buske der bugnede af havtorn men havde desværre ikke handsker med. Fulgte skyernes bevægelser hen over septemberhimlen. Da vi havde forsynet os, og posen var halvt fuld, satte vi os igen i bilen og kørte videre. Og så øsregnede det.

Vi kørte ad velkendte veje gennem plantager. Rullede vinduerne ned og sugede den aromatiske krydrede duft inf. Skoven lige når det har regnet.

Passerede så Svinkløv med den storslåede udsigt til hav. Satte kurs mod Slet hvor vi i tørvejr gik en dejlig tur på stranden. Mærkede vinden i kinderne og håret, strakte ansigterne mod solen,hørte bølgerne slå ind. Og da vi kørte videre, begyndte det igen at regne.

Hvor heldige vi var.

Et tiltrængt afbræk efter mange indedage. Herom følger mere i morgen.

Uge 33

I det gamle røde pakhus på havnen i Hobro var vi til en utrolig spændende og alsidig udstilling af kunsthåndværk. Længe gik vi rundt og betragtede de udstillede ting for at danne os et overblik over, hvad der skulle kigges lidt nøjere på.

Keramik, beklædning, glaskunst, pileflet, skulpturer, smykker og læder i forskelligartede Materialer, en variation af Farver og Former der i det rustikke rum gav en oplevelse, der lagde op til fordybelse.

I støvregn afsluttede vi besøget med en gåtur på havnen og et kig på det gamle fragtskib Valkyrien.

Allerede nu har vi skrevet uge 33 i næste års kalender, for her var der udover den gode stemning så meget for øjet at se på

Gensynsglæde

I denne uge besøgte vi Veggerby Friskole, hvor jeg for mange år siden var ansat.

Vi blev budt indenfor og da jeg trådte ind, føltes det, som om jeg var der i går.

Det er utroligt som fysiske rammer kan støtte erindringen. I den store Hall syntes jeg næsten at kunne høre de mange børnestemmer synge morgensang. Kølige sensommermorgner”skoven er så underfuld og fuld af dis og sære dampe, se min kurv er også fuld af efterårets svampe…” ” lad dem lege i livstræets krone, lad dem føle af livet er stort” … i gården kunne jeg næsten høre den store klokke ringe.

Indretningen tro mod hvad bygningen i 1929 var blevet opført til, nemlig at holde skole. Sådan hang der tavle i et rum ligesom det store glasskab, var blevet en del af husets private afdeling, som vi også fik adgang til.

1963-1994 var bygningen, der er så naturskønt beliggende ramme for Veggerby Friskole. Erfaringen fra friskoletiden har jeg taknemligt båret med mig livet igennem.

” Et barn er ikke en flaske der skal fyldes, men et bål der skal tændes”

Nu huset så smukt og indbydende indretter til bed&breakfast. Ingen tvivl om, at her vil man føle sig velkommen – og sove godt.

” Er lyset for de lærde blot, om ret og galt at stave,

nej himlen under flere godt

og lys er himlens gave

og solen står med bonden op

slet ikke med de lærde

oplyser bedst fra tå til top

hvem der er mest på færde”

Da udflugt blev til indflugt

Søndagen var bestemt til havtur. Efter i så lang tid at have været velsignet med solskinsdage, var vi helt hørt op med at tænke på, om vejret kunne spænde ben for vore langsigtede planer. Men det gjorde det. Netop som vi stod parat, klar til at drage afsted, pakkede mørket sammen om os. Lurende sort så himlen ud, og der hørtes buldren i det fjerne. Og i sådan en situation er det, at man mangler en skål med plan B forslag. Der blev truffet en hurtig beslutning. Lindholm Høje måtte blive den destination, der passede til de klimatiske forhold.

Her spiste vi på museets cafe. Nogle Limfjordsbræt med nordjyske specialiteter, for mit eget vedkommende faldt valget på et fiskebræt.

Og mens vi nød vores frokost lysnede det udenfor. Solen dukkede frem – dog i selskab med adskillige skyer. Men herligt at have god tid til at tale sammen og betragte de mange landede fly som vi ikke kunne lade være at holde øje med.

Et efterfølgende besøg på museet repeterede hovedsageligt vikingetid men også den øvrige oldtid. Forundrede forlod vi museet ,stadig imponeret over menneskets vilje og evne til udvikling, forandring og til at se muligheder i de omkringliggende forhold.

Ved Attrup Havn var det tid til kafferast og hjemmebagte blåbærmuffins. Udsigten var også i blæsevejr så imponerende med kig til Aggersundbroen i det fjerne. Men vi valgte nu at drikke kaffe i bilen.

Bogby 9520 og …

På nettet havde jeg ved et tilfælde fundet et sted, jeg måtte besøge. Og det blev i går. På nettet havde jeg fundet en bog, som jeg måtte eje. Før jul havde jeg sendt en forespørgsel om, hvorvidt man kunne lægge bogen til side til mig. Det kunne man. Og det blev så i går, det blev muligt at hente den længe ventede “sag” hjem.

Bogen om primstaven. Ikke blot en smuk gammel bog, skrevet på norsk, med et aldeles interessant indhold, bagerst i bogen opdagede jeg en kopi af en primstav lavet i aluminium. En primstav er en fortidig kalender. Altid har man haft brug for at holde tal på sine dage. Som Robinson Crusoe gjorde indhak i en stok, markerede man førhen også mærke- helgendage, således kunne man holde styr på årets tidsregning.

I tillæg til dette bogkøb ventede en overraskelse af format. Bogby 9520’s bygning bugnede af bøger. Her var det virkelig muligt for en bogelsker at gå på opdagelse. Og det gjorde vi og fandt flere gode titler.Her fortabte vi os så længe, at den planlagte tur i de fint hvidpudrede Rebild Bakker blev noget forkortet. Det var også bidende kyndelmisseknudekoldt.

Siden gjorde vi forgæves forsøg på at besøge en udstilling på Kulturstationens Rotunde. Er det ikke et herligt ord, der smager godt i munden? ROTUNDE ( rund cirkulær bygning ofte overdækket af et glastag)

Det må blive en anden gang, vi gør forsøget. Så er der også endnu en lejlighed til at gøre bogby 9520 et besøg

Sikke en herlig februardag.

Tingfinder

” verden er fuld af ting, og det er virkeligt nødvendigt, at nogen finder dem. Og det er netop det tingfindere gør” sådan siger Pippi Langstrømpe. Vi fulgte hendes opfordring i går og fandt ikke så få gode ting. Vi havde pakket kaffekurven og var draget på genbrugstogt.

Fandt både nyttige men nok mest unyttige, anderledes – anvendelige ting, som ikke lige er til at erhverve. Som sædvanligt var det gamle ting, fremfor nye, mit blik fangede.

På alle måder er sådan en genbrugstur en win win situation – og måske kan man endda tilføje endnu et par wins for:

1. Pengene, man betaler, går til et godt formål

2. Givende er det at foretage disse retrospektive rejser, genoplive og genopdage forgangne tider.

3. En god fornemmelse at tænke på at ting genanvendes, sjovt at forestille sig, hvordan de flytter fra hjem til hjem. Tænk hvis de kunne berette, hvad de har været vidne til?

4. Ikke at forglemme, at det altid er forjættende at gøre et godt køb til en god pris.

For os er det balsam for sjælen, at kunne dykke ned i hyldemeter af ting og gense genkendelige genstande. Tale om egne erindringer og oplevelser, dele dem og konstatere fælles erindringsglimt fra forgangne tider. Kende hinandens søgefokus og ikke blot søge på egne vegne men også gå på jagt efter, hvad man ved, ” jagtkammeraten” søger.

Kaffen blev indtaget i bilen med instrumentbrættet som bord og en noget oprørt fjord som nærmeste nabo.

Dagens fangst: en sølvske, gamle broderier der vil kunne fornyes til nye unikke net, smukke gamle gulnede noder, mon ikke de vil kunne blive til julepynt, indpakning og meget mere ? Og så som sædvanligt et par bøger.

En dejlig afstikker på en af januars sidste dage.

Kopper,kopper, kopper

At Viborg er en af landets ældste byer fornægter sig ikke. Der er så meget at se på i denne gamle by. Som om hver en krog, og slippe gemmer på en lille historie. Kommer man sydfra ligger byens domkirke højt, som en mastodont, et torneroselignende slot, med sine to oprette tårne. Går man tur i de gamle gader, ligger domkirken mere tilgængelig i niveau.

Vores ærinde var at besøge en anderledes udstilling arrangeret af Viborg Kunstforening, som udstillede kopper i mange afskygninger. “Alverdens kopper” bød på keramikeren Helle Bovbjerg egne fremstillede kopper og en særlig og spændende samling, der både gav associationer til fortidens rustikke primitive drikkebægre og til flere af verdens lande kinesisk fint, sart porcelæn og japanske sakeskåle. Nogle kopper med satirisk udtryk og titel: RØJAL RINGKØBING

På vores tur gennem byen erfarede vi, at Kjærs boghandel og antikvariat, hvor vi har handlet de seneste mange år holdt ophørsudsalg. Det er en vemodig tanke,at denne boghandel ikke vil være der mere, når vi besøger Viborg. Besøg der har ofte været et tidstyveri og ikke mindst, da vore piger var yngre, sat dem på tålmodighedsprøve. For hvor kan man fortabe sig. Og hvor går tiden hurtigt i en velassorteret boghandel, hvor der findes en alsidighed i de utallige titler på det store lokales mange hylder.

En boghandel som denne, med bøger i højsædet, er en uddøende type af slagsen.

En dejlig tur blev det, og vi nåede hjem, før stormen begyndte at rase.

Brunch og gåtur ved den stille fjord

Man skulle næsten vide, den var der, for at kunne se, at det var fjorden.

Fra vores vinduesplads i Musikkens Spisehus havde vi en udsigtsplads. Her nød vi at have god tid til at tale sammen over adskillige gode kopper kaffe, der blev bragt os. Og en meget velsmagende brunch der bød på utrolig mange smagsvarianter. Inklusiv lidt lunt.

Herligt at sætte sig tilbage og blive serveret for. At have tid. Ikke at blive afbrudt. At gemme og glemme alle skærme og ikke skænke den verden udenfor vores lille tomandsbord en tanke.

Senere en lidt kortere frisk og kold gåtur ved en meget stille fjord. Vi frøs.

På sådan en januardag kan det anbefales at tage et lille afbræk. Det var i al fald som om dagen blev lidt længere.

Hede – og hønsetur 

Formiddagen bød på byger af et format, der gjorde, at vi ikke bevægede os uden for. Til gengæld fik vi klaret en del praktiske gøremål, som vi længe havde udsat at forholde os til. 

Satte stopuret på to timer, præcis det tidsrum vi ville bruge på den slags. Herefter brød solen særdeles passende frem. Det blev kaffe- på- terrasse- vejr. Uenige kunne vi ikke blive om, at søndagsture skulle vi ikke snydes for, omend den på grund af dagens fremskredne tidspunkt ville blive kortvarig. Vi kørte de få kilometer til De himmerlandske Heder, nærmere betegnet Lundby Hede, som vi er ” næsten-naboer” til.


 Lige så vidtstrakt som lyngen bredte sig, som et tæppe under os, lige så fantastisk spredte lyngens sødlige duft efter regnen  sig omkring os. Vi stødte på revling- også kaldet sortbørs og tyttebær. Dog fandt vi ingen bær. 


Men nøjedes med synet af de mange enebuske, nogle solitære, skæve og forvredne. Forblæste, tydeligt formet af vinden. Andre sammenfiltrede, forgrenede, forgrovede i deres  krogede udtryk.

Herefter gik turen til vores faste ægleverandør. Altid er det en fornøjelse at betragte de mange høns, i dag nød vi at have god tid til at se dem støvbade og gå rundt i deres gode omgivelser. 

Det er med god samvittighed, at vi spiser æg, med de allerguleste blommer, fra disse livsduelige trivelige høns. Her giver Franks Jægers indledningsstrofe til ” være-digtet” for alvor mening. For på de enorme arealer disse høns har til rådighed, vil enhver høne nemt kunne blive væk.


“Oh at være en høne, ingen kan finde hvor er.

Gemme sig dybt i en have, pikke et rødhudet bær. . . ” ( Frank Jæger) 


                God augustsøndag.