Mari-ager

Søndagsudflugten gik til Mariager. Et sted som vi holder meget af at komme. En lille idyllisk tidslomme, hvor man nu og da, omgivet af bindingsværk, mellem de små skæve husgavle med klatrende roser, kan føle, at tiden går i stå

Der er en ro sådan en søndag i Mari-ager.

I går gjorde vi to nye opdagelser i byen, som vi troede, vi kendte :

* vi fandt et nyt område anlægget Munkholm.

Og fandt ud af bynavnet oprindelse. En skønjomfru Maria havde to bejlere, men kunne ikke beslutte hvem af de to, der skulle være hendes udkårne. De duellerede og mistede begge i drabelig kamp livet. Inden hun gik i fjorden, satte hun sig i skoven og græd. Det sted sprang der en kilde frem. Klostret overtog jorden og kaldte området Mari-ager.

At aflægge rosenhaven et besøg i regnvejr skulle vise sig ikke at være en dårlig ide. 1.Vi havde hele haven for os selv.

2.Der bredte sig den mest fantastiske rosenduft i haven, da den stille støvregn faldt. Og der var nye rosenknopper på vej.

To nye duftende roser faldt vi over.

Queen of Sweeden og Julia Child.

Et gensyn med den store klosterkirke, med bænke særlig indrettet til Husmænd og folk fra byens opland, og kig på relikvier fra katolismens klostertid blev det også til.

Så blev der fløjtet til afgang. Og vi fik et glimt af det gamle veterantog der i røg og damp satte i gang. Igen havde vi haft en dejlig dag i den gamle by.

Det er ikke sikkert vi venter med et Mari-agerbesøg indtil det igen bliver sommer.

Reklamer

Uge 33

I det gamle røde pakhus på havnen i Hobro var vi til en utrolig spændende og alsidig udstilling af kunsthåndværk. Længe gik vi rundt og betragtede de udstillede ting for at danne os et overblik over, hvad der skulle kigges lidt nøjere på.

Keramik, beklædning, glaskunst, pileflet, skulpturer, smykker og læder i forskelligartede Materialer, en variation af Farver og Former der i det rustikke rum gav en oplevelse, der lagde op til fordybelse.

I støvregn afsluttede vi besøget med en gåtur på havnen og et kig på det gamle fragtskib Valkyrien.

Allerede nu har vi skrevet uge 33 i næste års kalender, for her var der udover den gode stemning så meget for øjet at se på

Gensynsglæde

I denne uge besøgte vi Veggerby Friskole, hvor jeg for mange år siden var ansat.

Vi blev budt indenfor og da jeg trådte ind, føltes det, som om jeg var der i går.

Det er utroligt som fysiske rammer kan støtte erindringen. I den store Hall syntes jeg næsten at kunne høre de mange børnestemmer synge morgensang. Kølige sensommermorgner”skoven er så underfuld og fuld af dis og sære dampe, se min kurv er også fuld af efterårets svampe…” ” lad dem lege i livstræets krone, lad dem føle af livet er stort” … i gården kunne jeg næsten høre den store klokke ringe.

Indretningen tro mod hvad bygningen i 1929 var blevet opført til, nemlig at holde skole. Sådan hang der tavle i et rum ligesom det store glasskab, var blevet en del af husets private afdeling, som vi også fik adgang til.

1963-1994 var bygningen, der er så naturskønt beliggende ramme for Veggerby Friskole. Erfaringen fra friskoletiden har jeg taknemligt båret med mig livet igennem.

” Et barn er ikke en flaske der skal fyldes, men et bål der skal tændes”

Nu huset så smukt og indbydende indretter til bed&breakfast. Ingen tvivl om, at her vil man føle sig velkommen – og sove godt.

” Er lyset for de lærde blot, om ret og galt at stave,

nej himlen under flere godt

og lys er himlens gave

og solen står med bonden op

slet ikke med de lærde

oplyser bedst fra tå til top

hvem der er mest på færde”

En hæsblæsende uge

Der var det uge 32 blev her i huset.

Med op til flere fødselsdagsfejringer, hvor jeg var hovedperson. Alder er noget mærkeligt noget!

Det var ugen, hvor vi havde et større gæstebud med mange talende kvinder om bordet. Herligt som snakken gik. Og det er ikke nogen selvfølge. Man kan indbyde, forberede og planlægge. Men stemningen er det gæsterne leverer. Tak for den!

Det var ugen hvor sommeren blæste væk til fordel for de længe ventede regnfulde dage, der allerede har gjort omgivelserne lidt grønnere. Hvor ventilatorerne blev kølet af stillet på loftet, mens stormen raserede, delte naboens egetræ i to og væltede alt det vi ikke havde nået at få lagt ned.

Det var ugen, hvor de lyse nætter sluttede. For denne gang.

Nu har vi dage med temperaturer, der hører årstiden til. Nu har jeg taget hul på et nyt år.

“Hvad er år og hvad er alder?

Ingen ved det ganske nøje,

Svækket følesans øre, smagsløg, lugtesans og øje,

Intet nyt mer’ at erfare

Bare vente og erindre

Kuldestrejf umærket øget.

Vi skal ikke overvintre

Th.Bjørnvig 1991

Tørstigt tropeland

Så blev det august, årets 8.måned og sensommer.

Det har været solrig sommer længe.

Og prognosen fortæller, at det vil det vedblive at være.

er i august den først uge hed, da varer vinter ej længe ved”

Og det er hundedagene nu.

Varmen har lagt sig over vort lille tørstige tropeagtige højtryksland.

Bedst som vi troede, at nu ville lummervarmen

blive afløst af lange skyggers og det bløde lys, der hører sensommeren til.

“Ja Øieblikket ene er det just,

Der med sit friske Grønt din Vandring smykker,

Thi nyd det som den duftende August,

Der mellem Vaaren og din Vinter bygger” (H.C. Andersen)

Solsikke, solsikke kig den anden vej . . .

Det er ikke kun det begejstrede barns øje, der fanges af solsikken, der lige nu som havens overhoved lyser lige så meget som den rager op i haven. Vender og drejer sig efter solen. Og det er netop, hvad navnet solsikke betyder: den der følger solen.Lige så vanskelig at forveksle, som den er at overse, er blomsten på sin slanke vajende stængel. Majestætisk står denne gigantblomst, som en lille sol, og demonstrerer overblik, sammen med sine artsfæller. Heldigvis åbner de ikke samtidigt deres store brune øjne, så varer blomstringstiden nemlig længere. Naboer er de til de langstrakte jordskokker, som solsikkerne er i familie med.


” Solsikke,solsikke,kig den anden vej. Hvorfor skal du altid stå og kigge efter mig? Luk dit brune øje i, dit lange dumme fæ, mens jeg ta’r en pære fra vor nabos pæretræ” (Halfdan Rasmussen)



Betragter man blomstens brune midte nøjere, er det som om frøene ikke er tilfældig sat, men sidder i planlagte arrangerede rækker af spiraler, hvor nogle går med uret, mens andre mere modvilligt går den modsatte vej.. Når de kæmpe store blomsterhoveder er blomstret af, høstes og tørres de. Så gemmer vi dem til fuglenes vinterfoder. Men det varer længe endnu, og indtil da vil jeg dagligt nyde synet af solsikkerne. Udover solsikkekernerne som er en ingrediens i køkkenskuffen, jeg nødig ville undvære i salaten, og når der bages så bidrager planten jo også med solsikkeolie, når kernerne presses.

Solsikken er ikke  kun en fryd for øjet, og en årstidsmarkør, der i den grad hører sammen med sensommeren. I al fald i vores have. Den har også som forundringsplante og  nytteplante meget at byde på. Glæden ved de planlagte solsikker er stor, dem vi selv har sået og besluttet, hvor skulle placeres. Men større er glæden måske over de spontant spirende frø, som en fugl her og der har tabt?  Frø som bliver til en spontan lille mindre livskraftig men ikke et mindre velkommen indslag i haven

Det er solsikketid, nu hvor skyggerne er lange. Nyd det! 

Besøg i Bakkerne og ved en af de blå kilder 

Altid er der smukt i Rebild Bakker, men når lyngen blomstrer som nu og beklæder det skrånende bakkede hedelandskab, så bliver det næsten ikke et finere sensommersyn. Et sted vi helst vil nå at besøge mindst en gang på denne tid af året. Rebild er Danmarks første nationalpark, tidligere var det et fælles græsningsareal men i 1912 købte en gruppe dansk amerikanere området, skænkede det til den danske stat mod at arealet skulle henligge i naturtilstand og være tilgængeligt for alle. Det er vi den dag i dag meget taknemlige for.” Vidsyn og Fred på min drømmende Hede” ( Jeppe Aakjær) 

” lyngen er  et pragtfuldt tæppe, blomster myldre milevidt” ( H.C.Andersen) 


” Lyngen sused og skyen gled , udflugtslængsler i Hjertet sved. . .” ( Jeppe Aakjær) 


På bakkerne, hvor der hist og her dukker enebærbuske op, ses fårene græsse, nogle højt oppe på bakketoppen, andre gør forsøg på at nå græsset i grøftekanten. De strækker halse, det er lykkedes dem at få hovedet ud gennem et hul i hegnet: ” græsset er altid grønnere på den anden side af hegnet” ? Hjalp de græssende får ikke med at holde lyngen nede, ville den springe i skov.

Tidligere i år fik jeg et kort med billede af TopKaren, og derfor ville jeg gerne forbi hendes hus og forsøge at finde ud af, hvem hun egentlig  var.


Top Karen drev sammen med sin mand Top Jens traktørsted eller gæstgiveri til sin død. Hun fik det geniale påhit at sælge kogende vand, så kunne de vandrende selv brygge deres kaffe. Siden udvidede hun sortimentet” sodavand, øl og kaffe, det kan Karen skaffe”


På hjemturen kørte vi over Gravlev, med herligt kig til den lavtliggende Gravlev Sø og ikke mindst det betagende blå blå kalkholdige vand i Gravlevkilden beliggende lige ved Gravlev Kirke. Motivet her minder måske med lidt god vilje om et Monetmotiv – renset for åkander! 

En lille kort kaffeudflugt bød på store indtryk og gav appetit på meget mere af dette dejlige område. Det er ikke sidste gang i denne sensommer, at vi vil aflægge bakkerne et besøg.

Høsttid 

Det sker sjældnere og sjældnere. At jeg kalder en mejetærsker en høstmaskine. Når det en enkelt gang hænder retter min mand, der er fortrolig med den slags betegnelser, mig. At jeg ikke er helt præcis på benævnelserne, forklarer nok bare, at jeg ikke er opvokset på landet, ej heller i landlige omgivelser. Det forhindrer mig dog ikke i, levende at følge med i al den aktivitet, der er på markerne lige nu.

Høstens tid sætter mig i en hel særlig stemning. Tiden hvor lyset er særlig gyldent, hvor skyggerne bliver lange og skoven mørkner.” Og alle Hænder jager og alle fødder er i Rend i støvet Læsset brager….” 

Jeg tænker ikke i udbytte, jeg tæller ikke fold. ” bonden kalder dem for sine fold. . .” Jeg fører ikke justist med gode år og mindre gode år.Alligevel oplever jeg, at der er noget fantastisk livsbekræftende og mirakuløst ved høst. At de små bitte frø, man i foråret puttede i jorden, har spiret og vokset og modnet. Dage der minder om højtid, ” saa ømt som nogen Højtidsdag. . . . Der matte ingen træde”Der er noget urmenneskeligt over den tid, hvor man sanker og bereder sig på vinterens komme.

 Jeg  lever med i høstarbejdet. Ganske vist på afstand ærgrer jeg mig, når det sætter ind med regn, når høsten er igang. Jeg er i høststemning. Jeg nyder at falde i søvn til den monotone lyd af de store maskiner, der stadig arbejder på marken,  når vi andre er gået til ro. 

” og aldrig stemmes en Sjæl saa glad,

Det være sig Mands eller Kvindes ,

Som naar det dufter af Myntens Blad,

Og Negene samles og bindes” ( Jeppe Aakjær) 

Der er høst i luften,  en stille høstlig brusen igennem bøgeskoven gaar, når den særegne duft, der hører høst til, breder sig i sær ved aftenstid når duggen falder . I går vi også ane små stykker strå i luften.

Efterhånden efter flere fortalelser har jeg lært rækkefølgen, som jeg efterhånden forestiller mig at have styr på. Først høstes vinterbyg, så vinteraps, siden vårbyg, derefter hvede, vinterrug og til sidst majsene. Det går ikke at være en høstnovice, når man bor her på landet.

Stokrosernes by 

Sommerdagen lokkede. Det blev til et spontant gensyn med dejlige Mols. Med besøg i Ebeltoft, hvor der emmede af sommerstemning, hvor rigtig mange turister – ligesom os- stadig holdt ferie og nød den historiske atmosfære i den gamle købstad.


Hvor en skyfri blå himmel mangen en gang tvang blikkene opad i sand begejstring over, at der stort set ikke var skyer at se.


Søgte gamle pladser som der ikke var mange andre end os, der fandt på at besøge. Slog os ned for en stund og betragtede det smukke gamle valnøddetræ. Besøgte så  kortvarigt byens gamle Farvergård, hvor der var muligt at komme indenfor og se gamle redskaber. Enedes snart om at sommerdagen var for god til at blive fordrevet indenfor.

Slentrede rundt i byen, betragtede og så. Og ikke mindst genså. Og havde vanskeligt ved at vurdere om det var synet her og nu eller erindringen fra besøgene fra dengang, børnene var små, der gjorde os bedst. Bemærkede de sparsomme forandringer der var sket i byen. Erkendte at den udvikling der var sket med os, formentlig var større end den der var foregået i den gamle by. Og det er jo netop det, der er så velgørende. Der er trods alt noget, der i en hastig foranderlig verden bliver stående, og er “som det var engang”.



Hvis Mariager er rosernes by, så kan Ebeltoft med rette betragtes som stokrosernes by. For hvor var der dog mange af slagsen. I varierende farver og størrelser, enkelte og dobbelte i blomsten. Ved vigen indtog vi i solen vores medbragte mad. Svært var det at løsrive sig fra denne stille og vidunderlige plet, hvor solens stråler som guldblink mødte vandet.

Beslutningen om at vi ville køre gennem Natonalpark Mols og gense udsigten til Kalø var det, der førte os videre.
Fantastisk er denne borgruin, resterne af Erik Menveds storslåede fæstningsværk, der siden kom til at huse den svenske adelsmand Gustav Vasa, og præsten Søren Quist der i 1600 tallet blev dømt for et mord, som man siden fandt ud af, han ikke havde begået. Det er den historie St.St.Blicher fortæller om i “Præsten fra Vejlby”
Og apropos historier …….selvom det er høsttid, så vi ingen storke i kornet, ej heller nogen hyrde eller molboer der bar hyrden ind på kornmarken for at jage storken væk. Se det var en af de Molbohistorier, vi mindedes mens vi denne sommerdag kørte rundt på de små snoede og krogede veje på Mols.

Farvel til de lyse nætter 

Det er uge 32, og nu vi må sige farvel og på gensyn til de lyse nætter. I år kan det næsten føles som om, det var sommer en nat, hvor man sov tungt uden at opdage, at det var sommertid. Det er nu lyset trækker sig tilbage og mørket tager over. Måske man skulle synge Albertes lyse nætter sang baglæns ? 
Mørk bliver aftnerne – og  også morgenerne. Vi går mod mørkere tider.

Til gengæld kan vi så meget lettere få øje på stjernerne.

Nu går solen sin vej,

For at skinne på andre,

For alle på jorden har brug for dens lys . . .” (Holger Lisner 1980) 


Pluk til din julesnaps nu

I går kom vi forbi et frodigt porsekrat. Det kunne vi både se og dufte. Og så var det med at forsyne sig og hente den væsentlige ingrediens til den årlige favoritsnaps. I over 100 år har man brugt porse til at sætte smag på mjød, øl og snaps. Nordjylland er heldigvis ikke et udkantsområde, hvad porse angår. Her er det nemlig langt lettere at finde den vildtvoksende porse, med de grågrønne aromatisk duftende blade. Porse vokser vildt og findes på fugtige områder- ved moser åer og lignende steder. Kommer man gennem et porseområde er man ikke i tvivl, når man møder den kendetegnende karakteristiske duft, der minder om duften af krydret skovbund. 

Porsesnaps er en klassiker og en af vore absolut yndlings kryddersnapse.
Man kan plukke porserakler, der minder om bittesmå kogler forår og efterår. Bladene kan både anvendes tidlig forår, hvor de er mildere i smagen end senere på sommeren, hvor de også kan sankes til snaps. Her i huset foretrækker vi den lidt mere bitre smag, som bladene har nu, hvor de også er blevet mørkere i deres grønne farve. Så for os er det nu, det er sanketid.
Overhæld en god håndfuld skyllede porseblade med en flask klar Brøndunsnaps. Hvis den trække en uges tid, giver det en mild porsesmag. Ønsker man den kraftigere i smagen, så lad kryddersnapse trække yderligere  1-2 uger. Tag så bladene op og si snapsen før den hældes på karaflen.Og så handler det om at lade snapsen trække. Og indimellem smage den til. Jo længere den står, jo kraftigere bliver smagen. Der er gjort plads til porsedrammen 2017 i kryddersnapseskabet.


“Som en stjerne sendt fra himlen

Funkler snapsen i sit glas 

Løft den højt og føl en svimlen

Der hvor hjertet har sin plads.

Se den blinker kåd og kælen.

Lad den stige. Lad den falde

Som et stjerneskud i sjælen. ( Halfdan Rasmussen) 

Porse kan også anvendes til aromatisk pesto, der smager af efterår, hvis man erstatter halvdelen af mængden af krydderurter med friske porseblade og blender disse med hasselnødder, mandler og olivenolie.