Forårsfinder

Med gårsdagens syn in mente: plamager af erantisgult og store hvide flader af vintergækhvidt i de gamle haver vi passerede på vores vej, satte vi os for at ville finde foråret, nu hvor lyset viser og varsler ny begyndelse. Snart er det vår.

Og vi fandt det….i februar

Både ude og hjemme …..

og når forårssolen skinner lever jeg….

God søndag

Reklamer

Vinterudflugt i forårshumør

Selvom det var koldt indbød dagen til udflugt. Altid dejligt at se andre omgivelser. Kørte en tur rundt om fjorden, tog hjemstavnen i øjesyn fra den modsatte side af fjorden.

Kafferast i smukke omgivelser ved Oxholm gamle mølle før en time lang gåtur ved Slettestrand.

Bølgerne slog helende og stille ind, og der var stille. Fulgte en kutter på vej på havet men kunne nærmest ikke løsrive os fra stenene under os.

Der kom flade hvide tegnesten, hulsten, finurlige og smukke sten med hjem i posen, som ikke nåede at blive fyldt op med rødspætter.

Og hvordan kan det være, at det er svært at gå tur på stranden med blikket rettet fremad? Hvorfor drager jagten på sten, og hvordan kan det være, de Våde og blanke tager sig meget smukkere ud i deres rette element end hjemme på bordet?

Sikke er privilegie

At kunne finde forundringsstolen frem i februar.

At kunne sætte sig og glæde sig.

At lukke øjnene og lade sig varme i ansigtet af solens stråler.

At lytte til fuglevingers basken når de fouragerer ved foderbrættet.

At kunne ane sangsvanerne der i flokkevis har slået sig ned på en mark i nærheden.

At åbne øjnene igen og fange denne udsigt.

At kunne rejse sig og spejde efter de små forårsbebudere, der dag for dag kommer mere og mere til syne. Selvom der endnu er flager af is på søens sølvspejl.

Taknemlighed.

Mens vi er lige her

Jeg så tilfældigt en overskrift Mens vi venter på forår. Denne tekst funderede jeg lidt over.

Hvor er vi mennesker tilbøjelige til altid at se fremad. Utaknemligt at være på vej mod noget nyt. Som om det der er lige nu, ikke er tilstrækkeligt. FokusereT på hvad vi skal i morgen, fremfor det vi foretager os i dag. Lige nu. Lige her. Nærværende tilstede.

At leve i nuet er livets teknik,

og alle folk gør deres bedste,

men halvdelen vælger det nu som gik

og halvdelen vælger det næste.

Og det forrige nu og det kommende nu

blir aldrig i livet presente

og alle folks levetid går sågu

med bare at mindes og vente

For det nu som er gået, er altid forbi,

og det næste blir aldrig det rette.

Næ sørg for at nuet du lever i

Engang for altid er dette. Piet Hein

….Mens det er vinter, mens det er tø, mens morgnerne er vintermørke Og tulipanerne i vasen er knitrende og lysegrønne friske

Fru Tø

Regndråberne siler nedad ruden.

Det pudrer vandigt ned.

Det er tø.

Tænker på den sørgmuntre vise af Halfdan Rasmussen

Snemand Frost og Frk. Tø

gik en tur ved Søndersø

fandt en bænk og slog sig ned

talte lidt om kærlighed…..

Og så trist går det til, når den store altopslugende fortærende kærlighed, betyder den totale selvudslettelse for den stakkels snemand.

Da kulden møder hjertevarmen, da de to slår sig sammen og bliver til eet.

Så forstummer enhver drøftelse af hvem der måtte være det stærke køn.

Mon frøken Tø bliver til fru Sommer?

Og nu kom Kjørmes Knud

i dag er det kyndelmisse – kjørmes også kaldet

Primstavens symbol for kyndelmisse er en 7 armet kandelaber, for kyndelmisse er en lysfest, der også markerer midvinter. og hvor vi trænger til lys i denne mørke tid.

Helst skulle man i gamle dage på dagen i dag have halvdelen af foderet i behold, for at sikre, at dyrene kunne klare sig til de skulle på græs omkring første maj.

Dagen var også en dag, hvor man tog varsler.

Der skulle gerne blæse så stærkt, at 18 kællinger havde svært ved at holde den 19 ved jorden.

Udenfor rører der sig ikke en vind. Her er lørdagsstille, og termometeret daler.

Kjørmes tø er ligeså godt som 100 læs hø.

Det tegner til, at vi må kigge langt og vente på foråret, hvis vi skal tro de gamle varsler.

Inderligt jeg længes efter vår, men vinteren strenges

Her i huset er suppen og pandekagerne forlængst fortæret og kjørmesgildet afholdt.

Vi nøjes med at varme os ved stearinlyset og den varme kaffe på sådan en stille vinterlørdag.

Om nysne, vintergækker og sommergækker

Så blev det februar – efter kalenderen at dømme den sidste rigtige vintermåned.

Endnu er der ubetrådte flader af hvidt i haven med spinkle aftryk af fuglespor, områder som hundene i kådhed og leg ikke har nået at gennemhulle. Nysne som jeg ikke nænner at betræde.

Kommer til at tænke på Grethe Risbjerg Thomsens digt Den nye sne

Vær lidt varsom denne ene morgen,

Træd forsigtigt i den nye sne

Husk, at her har ingen endnu gået

Her blir alle dine spor at se.”

Endnu er det for tidligt at spejde efter vintergækker, gækliljer, blideslilje, sneklokke, snedråbe … kært barn har mange navne og Mine yndlings ……Dorthealiljerne. Men jeg ved, de er der under sneen

I begyndelsen af 1800 tallet kaldte man vintergækker sommergækker.

H. C. Andersen skrev et eventyr om netop denne lille ydmyge forårsbebuder, årets allerførste blomst i haven.

Sprogligt kæmper i og o lydene i eventyret og selv om o- lydene sejrer kalder vi stadig den nikkende lille vemodige blomst vintergæk.

Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

Isblomster

At fjerne et tæt lag is både udvendigt og indvendigt på bilens rude, iført tykke uldne vanter, var uundgåeligt her til morgen. Selvom det var koldt, måtte der gøres flere ophold for at betragte de fineste isblomster der indrammede den lysende vinterhimmel, der bød på et væld af farver.

” Lysfyldt morgen til marven kold, med rim på tage og træer

En fuglestemmes vellyd fornemmes ….” Johs.V. Jensen

Og jeg ved ikke om det var en stær der hørtes, men jeg så flere gulspurve, blåmejser og en enkelt grønirisk, sultne forsamlet ved foderpladsen.

Det er som om, der lige nu foregår en kamp mellem vinter vår.

Kuldegrader, frossen jord og alligevel et mylder af nye vækster der spirer. Vinterblomme- Erantisglad og gul. Forårets gyldne håb side om side: Mørkets dementi trods haven er i hi. De små forårsbebudere er et glædeligt gensyn. Som at møde gode gamle venner. Lige forundret og fornøjet ser vi hvert år til. Så enkelt bevidner vi, at livet begynder igen.

” giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer” B.S.Ingemann

Mod lysere tider

Når ens barn bliver sygt, uanset hvor gammel barnet er, har man kun eet problem. Et ønske – og det er at barnet hurtigst muligt bliver rask igen. Og får sin hverdag tilbage.

De seneste dage har vi brugt mange timer på hospitalet. Det har været som at være i en boble af usikkerhed, bekymret venten og uro. De fysiske omgivelser har givet fornemmelse af at være i en verden sat udenfor tid og sted. Følelsen af at være i en steril rumskibsagtig kulisse fjernt fra den hverdag, man kender. Omgivet af et personale, mere i løb end i trav, som man ikke kan undgå at nære stor ydmyghed og taknemlighed for.

Nu er patienten heldigvis hjemme igen, henvist til moderlig omsorg, man som mor jo aldrig bliver træt af at øse af. En retrospektiv rejse i barnets yndlingsretter repeteres igen og igen. Taknemlig og glad for at kunne gøre NOGET. Meget langsomt går det fremad. Tålmodighed en vigtig ingrediens, og en stor udfordring, i den fortsatte bedring.

Dagen i dag er ifølge folketro dagen, hvor Thor kastede den varme sten i vandet. Mange vejrvarsler, trylleformler er knyttet til i dag. Et dårligt varsel er det, hvis viben har vist sig før dagen i dag.

Dagen hvor vinteren er til ende, og hvor isvinter ikke længere er en mulighed. Dagene og lyset har nu så meget magt. Solen står nu så højt på himlen, at havene ikke kan fryse til.

For pigerne, der i modsætning til karlene på landet, ophørte privilegiet, at måtte vaske sig i varmt vand, på denne dag. Herefter var det for begge køn de kolde afvaskningers tid.

Som vejret er på Petersstol idag vil det være de kommende tre til fire uger.

Må vi i alle henseender gå mod lysere tider.

I aftes blev verden ny

Da det mørknede i aftes, tog det pludseligt til. Gigantisk snefnug i hobetal væltede ned fra himlen. Snart var jorden hvid. Og ny. Selvom vi skulle på farten, var det herligt her på overgangen mellem vinter og foråret at mærke en stemning af vinter og sne.

Det kan føles som om, jorden får en chance påny, når jorden er dækket af det fineste lette lag nysne, som man vægrer sig ved at betræde. I sådan en stund er man betænkelige ved at sætte aftryk og bryde det uskyldsrene hvide udtryk. En overvejelse at tage med sig. Også når det ikke er sne`

I morges var det stadig hvidt. Men nu tør det, det drypper fra tage og træer. Fuglens sang tager til. Jeg bilder mig ind at have hørt lærken.

Piet Heins fine digt passer lige til dagen i dag, hvor vinter og vår er i kamp, og en enkelt lille usanselig erantis titter frem, skutter sig indhyllet i sne.

Langs Vintervejen

” Spurvene på trådene langs vintervejen

sidder med en sommersang forstummet indeni,

ventende til solens lyd, det vinterkolde blege,

voxer til et væld som slipper tonestrømmen fri.

Den som er på vandring med en sommerlig skalmeje

finder i hver spurveflok han lister sig forbi

vinterlige nodetegnets til somrens melodi”