Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

Reklamer

Isblomster

At fjerne et tæt lag is både udvendigt og indvendigt på bilens rude, iført tykke uldne vanter, var uundgåeligt her til morgen. Selvom det var koldt, måtte der gøres flere ophold for at betragte de fineste isblomster der indrammede den lysende vinterhimmel, der bød på et væld af farver.

” Lysfyldt morgen til marven kold, med rim på tage og træer

En fuglestemmes vellyd fornemmes ….” Johs.V. Jensen

Og jeg ved ikke om det var en stær der hørtes, men jeg så flere gulspurve, blåmejser og en enkelt grønirisk, sultne forsamlet ved foderpladsen.

Det er som om, der lige nu foregår en kamp mellem vinter vår.

Kuldegrader, frossen jord og alligevel et mylder af nye vækster der spirer. Vinterblomme- Erantisglad og gul. Forårets gyldne håb side om side: Mørkets dementi trods haven er i hi. De små forårsbebudere er et glædeligt gensyn. Som at møde gode gamle venner. Lige forundret og fornøjet ser vi hvert år til. Så enkelt bevidner vi, at livet begynder igen.

” giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer” B.S.Ingemann

Mod lysere tider

Når ens barn bliver sygt, uanset hvor gammel barnet er, har man kun eet problem. Et ønske – og det er at barnet hurtigst muligt bliver rask igen. Og får sin hverdag tilbage.

De seneste dage har vi brugt mange timer på hospitalet. Det har været som at være i en boble af usikkerhed, bekymret venten og uro. De fysiske omgivelser har givet fornemmelse af at være i en verden sat udenfor tid og sted. Følelsen af at være i en steril rumskibsagtig kulisse fjernt fra den hverdag, man kender. Omgivet af et personale, mere i løb end i trav, som man ikke kan undgå at nære stor ydmyghed og taknemlighed for.

Nu er patienten heldigvis hjemme igen, henvist til moderlig omsorg, man som mor jo aldrig bliver træt af at øse af. En retrospektiv rejse i barnets yndlingsretter repeteres igen og igen. Taknemlig og glad for at kunne gøre NOGET. Meget langsomt går det fremad. Tålmodighed en vigtig ingrediens, og en stor udfordring, i den fortsatte bedring.

Dagen i dag er ifølge folketro dagen, hvor Thor kastede den varme sten i vandet. Mange vejrvarsler, trylleformler er knyttet til i dag. Et dårligt varsel er det, hvis viben har vist sig før dagen i dag.

Dagen hvor vinteren er til ende, og hvor isvinter ikke længere er en mulighed. Dagene og lyset har nu så meget magt. Solen står nu så højt på himlen, at havene ikke kan fryse til.

For pigerne, der i modsætning til karlene på landet, ophørte privilegiet, at måtte vaske sig i varmt vand, på denne dag. Herefter var det for begge køn de kolde afvaskningers tid.

Som vejret er på Petersstol idag vil det være de kommende tre til fire uger.

Må vi i alle henseender gå mod lysere tider.

I aftes blev verden ny

Da det mørknede i aftes, tog det pludseligt til. Gigantisk snefnug i hobetal væltede ned fra himlen. Snart var jorden hvid. Og ny. Selvom vi skulle på farten, var det herligt her på overgangen mellem vinter og foråret at mærke en stemning af vinter og sne.

Det kan føles som om, jorden får en chance påny, når jorden er dækket af det fineste lette lag nysne, som man vægrer sig ved at betræde. I sådan en stund er man betænkelige ved at sætte aftryk og bryde det uskyldsrene hvide udtryk. En overvejelse at tage med sig. Også når det ikke er sne`

I morges var det stadig hvidt. Men nu tør det, det drypper fra tage og træer. Fuglens sang tager til. Jeg bilder mig ind at have hørt lærken.

Piet Heins fine digt passer lige til dagen i dag, hvor vinter og vår er i kamp, og en enkelt lille usanselig erantis titter frem, skutter sig indhyllet i sne.

Langs Vintervejen

” Spurvene på trådene langs vintervejen

sidder med en sommersang forstummet indeni,

ventende til solens lyd, det vinterkolde blege,

voxer til et væld som slipper tonestrømmen fri.

Den som er på vandring med en sommerlig skalmeje

finder i hver spurveflok han lister sig forbi

vinterlige nodetegnets til somrens melodi”

Valentinsdag

Egentlig har vi aldrig markeret Valentinsdag her i huset, har nok følt det lidt som at pynte sig med lånte fjer.

Hos yngre mennesker er det derimod blevet en tradition, der varmer på den midterste kolde februardag. Dagen hvor man skal at forkæle og lade sig forkæle. Dagen dedikeret til kærligheden, der skal minde os om, at størst af alt er kærligheden

og vigtigheden af at:

” bevare kærlighedens dit hjerte. Et liv uden er som en have uden solskin, hvor alle blomsterne er døde” ( Oskar Wilde)

Men egentlig burde alle dage jo leves med hjertet og være kærlighedsdage.

Nogle mener, Valentin, der ofrede sig i kærlighedens navn, var læge andre præst. Måske fordi han viede mange unge par i en tid,hvor kejseren havde forbudt unge mænd at gifte sig, fordi de bedre kunne fokusere på at føre krig, hvis ikke de havde familie derhjemme.

Valentin blev fængslet og forelskede sig i fangevogteren blinde datter, som han helbredte og gav synet tilbage.

Da han skulle henrettes skrev han ” fra din Valentin” i sit afskedsbrev til hende.

Valentin blev efter sin død helgenkåret.

Der var mange varsler at tage på Valentinsdag

” hvis man ser en spurv på valentinsdag, bliver du gift med en fattig mand, men du bliver lykkelig”

” hvis man ser en flok duer, vil ægteskabet også blive lykkeligt og fredfyldt”

” hvis man deler et æble i to, vil frøene fortælle, hvor mange børn, man vil få”

At det i dag også er Askeonsdag, er helt fortrængt. I kærlighedens navn. Dagen hvor fasten begynder, og hvor man engang skulle demonstrere, at man formåede at lide afsavn og undvære, hvad man syntes allerbedst om. Det var også dagen, hvor man brændte forrige års palmegrene og med asken tegnede kors i panden eller fik strøet den i håret. Til minde om tilværelsens forgængelighed.

Husk at elske mens du tør det, husk at leve mens du gør det” ( Piet Hein)

Ikke på dit ansigt men på din maske ….

På grænsen mellem vinter og vår kaldes der på lystighed, kådhed og løssluppenhed.

Forventningsfulde. Aldrig i tvivl om, at det er lyset, forårets varme og lys, der magter at opløse kulden og bryde mørket.

Engang stod den på ugers overvejelser omkring kostume og indhold i tønden, når katten, som symbol på alt det onde, skulle jages på flugt. Når tøndeslagningen skulle foregå, når katte-konger og dronninger udnævnes blandt udklædte yndige prinsesser med optrukne læber og lige så røde kinder, blandt små stærke mænd med overdimensionerede arme og frygtindgydende, skrækindjagende skurke med påmalede ar hist og her og sværd af dimensioner. ” for jeg har fået maske på, misk, mask,maske på…”

Ikke på dit ansigt,men på din maske skal jeg kende dig” ( Karen Blixen)

Det er flæskemandag. De obligatorisk Fastelavnsboller er sat til livs. Efterhånden også det eneste synlige spor af fastelavn.

Nu venter vi ikke udklædte småbørn, der, i håb om klingende mønt i bøssen, synger af lutter forventning. Nu nøjes vi med at hente grene ind til spiring og lave små tableauer af forår, hvor vi kan se vores snit til det. Det er heller ik’ så ring’ endda, sagt på ægte nordjysk.

Alting har sin tid

Ny tradition

Så lykkedes det at samle flokken ( næsten) til en ny tradition: familiemøde til kyndelmissefejring. Hylde dagene, der for hver dag, bliver længere og lysere. Markere lyset der mere og mere synligt vender tilbage. Det handler om at få øje på, alt det som kan fejres. At lave alle de møder, der er mulighed for. At bryde hverdagen og for en tid omdøbe den til fest.

Bålfadet var tændt. Den store gryde i brug.

Der blev tilberedt suppe i den store mængder, for vi skulle være mange om bordet, og traditionen tro så afsluttede vi med pandekager. I dagens anledning med is.

Det blev en herlig dag med glade gæster og god snak om bordet. Dejligt at have tid til at tale længe sammen og blive opdateret på hinandens gøren og laden.

Og se hvilken dejlig værtindegave jeg så overraskende modtog. Straks efter udpakningen forvisset, om at denne kop vil blive min foretrukne fra nu af og i lang tid fremover. Tak N +R ❤️

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi igen håber at måtte få lov til at glæde os over lysets tilbagevenden og over hinanden.

Kuldedøgn

Forrige nat slog flere års kulderekord med tocifrede minusgrader. Så sjældent et syn at termometeret i køkkenet måtte foreviges.

Der er is på alle pytter, i huller og sprækker. Jorden er frossen, og for første gang længe føles jorden til en afveksling hård og fast at gå på.

Det er de uldne trøjers tid, og svært at glemme huerne og vanterne. Ved sengetid findes varmedunken, en forkælelse at kunne hoppe i en varm seng.

Det var Dortheadag i går, og hvis liljen af samme navn springer ud denne dag, varsler det tidligt forår.

Op af vores sydvendte mur var der blot et par vintergækker, der lyste hvidt. De stod og skuttede sig op af muren. Vi får vente.

Til gengæld lyser den forsinkede Belladonnalilje, ridderliljen bedre kendt som Amarylis – eller de fire verdenshjørner dejligt op i stuen. Kært barn har mange navne. Nu med to blomstrende stilke. I år vil jeg gemme løgene og forsøge at få dem til at blomstre endnu engang.

Et smukt syn på en kold dag. Det er i disse dage fast arbejde at forsyne fuglene med solsikkekerner, små bjerge af de afpillede skaller er at finde på græsplænen. Hver dag er foderbeholderen og nettene med foderkugler næsten tømt. Det er al besværet værd, når man siden kan sidde herinde i varmen og betragte fuglene fra førsteparket ved vinduet. Det nye fuglehus, har holdt rejsegilde. Solsorten er flyttet nærmest permanent ind og har gjort sig til boligens overordnede, ser det i al fald ud til, når den holder de mindre mejser og spurve på afstand.

En fryd er det at være vidne til vintersolen disse klare dage, både når den står op, og når den er på vej til at gå ned.

Dagens navn er Agathe

Med kyndelmisse er kulden kommet. Og det ser ud til, at det ikke kun er for et kort visit. Bidende koldt. Udbredt frost i lang tid frem, spåes det i vejrudsigten. Lyset inviterer til friske gåture i rask tempo. Og det vil næsten være helligbrøde ikke at trodse kulden, nu vi så længe har efterspurgt det savnede lys.

Dagen i dag så skær og smuk – både morgen og aften.

På vores gåtur spottede vi,længe før de kunne anes, et svanetræk. Smukke store fugle. Langstrakte spejdende. Hvide mod den blåeste himmel. Jeppe Åkjærs smukke ord er så velegnede til at ledsage det betagende syn, vi i hast var så heldige at fange.

” En fest fejrede han også de lange rimnætter, når svanetrækket slog sig ned i vågerne midtfjords eller langs en af odderne østerude, mens bølgeskvulpet legede med de tynde isflager under en lyd som krydsede de klinger, da slog svanernes sære halstoner imod hans bræddeloft, bløde og slørede, som klarinetter i et brudetog . . .”Af Arbejdets glæde- en fortælling om bønder” (Jeppe Aakjær 1914 )

En fryd. Ligesom at spotte fjorden. Så tydelig at se netop i dag. Agathedag. Dagen hvor man ifølge overtroen, i drømmen i nat vil se sin udkårne. Hvis man faster hele dage. Endvidere mente man, det ville være godt at indtage en lille teskefuld salt på Agathedag.

Det er dejligt at bo på landet. Også om vinteren på en Agathedag som denne, hvor termometeret nu viser to-cifrede minus grader.

Og nu kom kjørmes Knud

I går var det kyndelmisse. Omskrevet til dialektsprog meldte Kjørmes Knud sin ankomst. Vinterknuden ” Overmaade hvas og haard” var så tydelig at føle. Koldt blev det med et igen, kyndelmisse slaar virkelig sin knude lige nu. Vinteren er ikke forbi.

Tiden omkring Kyndelmisse har gennem tiden også altid været kendt for at være den koldeste vinterperiode.

Måske også derfor har Kjørmes gilder altid været en velkommen afbrydelse i den mørke kolde vinter; en fejring af at man havde lagt halvdelen af vinteren bag sig, og at våren var i vente.

Ofte blev kyndelmisse fejret med suppe og pandekager, gerne bagt af bygmel for så ville bygafgrøden få de bedste betingelser i det kommende vækstår.

Det skulle gerne blæse så kraftigt, at 18 kællinger skulle have vanskeligt ved at holde den 19. til jorden, så ville foråret ifølge et gammelt overleveret vejrvarsel, være lige om hjørnet.

“Og kjørmes tø er bedre end 100 læs hø”

Udover ved kyndelmisse at tage varsel af dagens vejr var det også bondens opgave at gøre status over foderet til dyreholdet. Halvdelen af foderet helst skulle være tilbage, så ville man være forsikret om, at det kunne slå til, indtil der var grøde i græsset og dyrene ville kunne komme på græs.

Her i huset blev kyndelmisse i aftes traditionen tro fejret i godt selskab med servering af suppe og de obligatoriske pandekager- dog ikke bagt af byg.

Det er dejligt at have traditioner, der som små markører, deler året op. Især her i vintertiden er det et lyspunkt at mødes.

Og fejre. Og tænde lys. Og kyndelmisse, som kommer af latin, betyder jo netop lysmesse.

Kyndelmisse varsler lysere tider!

Sammen vil vi tålsomt vente

Endelig kunne kalenderen vendes, omsider blev det februar. Solen byder, ligesom småfuglene, den nye måned velkommen. Det ser ud til at blive en lys klar dag.

Hvert år når vi når til årets anden måned, er det som om, vinteren er til at se ende på. At februar i gamle dage også kaldtes blidemåned( af adj.lys,klar) – og at det latinske navn betyder renselse indicerer måske også håb om, at vi har lagt vinteren bag os, at mørke og kulde er ved at være renset ud.

Er der et digt, jeg forbinder med denne måned, er det et af Frank Jægers Sideniusdigte. I disse har forfatteren hentet inspiration fra Pontoppidans Lykke- Per, her hed titelpersonen Sidenius til efternavn. De har alle en melodisk, forstemt undertone.

” Liden Sol i disse uger.

Februar har gjort os mindre

Sne som tynger, Is som knuger,

Vi kan intet forhindre.

Vi kan heller ikke bede,

Om at måtte blive større

Stær og Mus og Vinterhvede

Må på vore Vegne spørge

……(Frank Jæger)

Et digt der i den grad positionerer menneskets rolle. Som tilskuere til tilværelsen underlagt vilkår som vi ikke har indflydelse på.

Sammen vil vi tålsomt vente liden Sol i disse Dage. Klarere dage er at vente. Der er lys forude, som man optimistisk udtrykker det. Og der er heldigvis også masse af lys i dag.