Med omstilling til vintertid mærkes for alvor de kortere dage
Og ikke mindst de mørkere morgener
Men også muligheden for at vågne i takt med dagen.
Tiden nu – og de kommende mange måneder skaber dejlige vågnestunder
med dampende kaffe, en gruppe stearinlys tændt.
Her sidder jeg med hundene snorkende under bordet som de eneste lyde i huset – udover dem jeg selv utilsigtet fremkalder – og betragter den gryende dag, følger den langsomme forvandling, hvor natten bliver til dag.
Ser det langsomt lysne.
Himlen blånes mere og mere og udgør den fineste kulisse for den solsort, jeg snart hører og nu betragter i silhuet på kirsebærgrenen udenfor mit vindue.
Jeg holder af denne langsomme stille begyndelse på dagen.

Jeg læser digte som ikke indbyder til forslugen læsning, hvor man utålmodigt laver overspring i sin ukontrollerede læseiver i jagten efter at afsløre handlingen.
Hvor øjet ikke bare registrere ordene som et grafisk tegn, der symboliserer en velkendt betydning.
Disse efterårsmorgener byder ind til langsom læsning med en dvælen ved og en smagen på hvert et stemningsmættet ord.
Den samling der lige nu indleder min dag er digtsamlingen” Mine Digte”
stemningsfulde, sprogligt ukomplicerede, vedkommende, hvoraf flere rummer et lokalt jysk islæt som forfatteren jo er så velkendt for:
”Den almindelige dag
Den almindelige dag med enkelte minutter, minutsporhunde
Ligger i kurven og slikker
lange almindelige dage”
Dejlig læsning en dejlig begyndelse på dagen, som jeg nu må i gang med at fylde, før det igen blåner og mørkner derude.