Glimt og betragtninger fra hverdagen
Et privilegie at vågne med dagen og kun have et at gøre: iagttage hvordan det lysner og dages. 
Det er hvidt derude her til morgen. Verden ser for første gang i lang tid vinterlig ny og uspoleret ud.
Bag de nøgne træer giver lyset sig mere og mere til kende. Et orangerødt skær bryder frem Med liv og lys tillige. Morgenrøde- aftenbløde.
Solen begynder at gløde, mørket i verden har tabt. Se nu stiger solen.
Morgenen afløser natten, lyset bryder frem. Jeg venter med at stå op, til det er lyst- elsker vågne med lyset “morgenstund har guld i mund og guld betyder glæde”. Forventning og langsomhed er ord, der kendetegner disse begyndelser på frie dage. Hele dage der står til rådighed
I dag stemmer vi vores sind til morgenstemning. Sædvanligvis det tidspunkt hvor man tager afsked med familien og drager hver sin vej. Søndage er afskeden erstattet af det fælles morgenbord. ” der er en søndagsstille ro imellem træer og tage en munter glæde ved at gro som var det sommerdage ….” her hos os er der flere træer end tage.
Søndag morgen er anderledes. Lyden af kaffekværnen. I dag gør vi noget ekstra ud af kaffebrygningen Duften af kaffe ” se hvilken morgenstund, solen er rød og rund…” ligesom duften af kaffe, der nu breder sig.
Grøden erstattet af blødkogte æg og varmerundstykker. For vi bor på landet og orker ikke køre de 10 km for at hente køberundstykker ved bageren. Avisen fra i går er gemt. Det eneste der ” forstyrrer” udefra. De voksne børn er hjemme. Nogle endnu i nattøj, en’ præget af lørdag aftenens eftervirkninger. Vi er flere om bordet, end vi plejer at være. Jeg håber, ikke der er nogle, der har planer for dagen.
Selv hundene virker mere tilfredse sådan en søndag morgen.
Nu galer naboens hæse hane, og fuldender morgenstemningen her.
Livet er ikke det værste man har og om lidt er kaffen klar. God søndag !
Til morgen var der dug på ruderne. Udenfor var buske og træer pakket ind i det fineste gyldne lys. Søen stille og blank. Stemning af stilhed, som fuglenes kvidren nu og da forstyrrede. Det går mod efterår.
Alligevel er ” der en søndagsstille ro imellem træer og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage”
og georginer spraglet gror blandt asters i vor have . . . ”
Sådan var morgenudsigten fra mit vindue. Sikke et syn at vågne op til og begynde dagen på. Lige nu eksploderer haven i et stort fyrværkeri af skønne sensommerfarver i kontrast til alt det falmende løv. Nu går vi ind i de gyldne dage.
Jeg tager bestik af morgenens lyde. I går var det de skrigende måger, som jeg tænkte varslede en regnvejrsdag. Og regn kom der men ikke i de mængder, man havde forudsagt. Her til morgen er det fluernes summen, der sammen med småspurvenes kvidren fylder. Se hvilken morgenstund. Mon det tyder på at vi får en sommerlig dag? Man kan aldrig vide. Det er den dejligste morgen i hundrede år – og jeg lever ! Verden åbner sig og mig. Det er sådan en sand forkælelse at begynde dagen stille, ingen indgribende udefrakommende lyde, der ikke lige hører til her og nu. Sidde længe over kaffen, gøre lige hvad man vil. Morgenstund har guld i mund, og guld betyder glæde. Læse avis, kigge lidt – for længe- på Ipaden, i første omgang orientere sig i relevante emner men siden fange sig selv fordybet i noget, man slet ikke vidste optog een. Og det gør det nok egentlig heller ikke. Man fortabte sig bare, og tiden gik.
Stille er skoven og ingen vinde
Tavs er denne morgenstund” ( Peter Rygas )
Vågner til synet af søen belagt med et skrøbeligt tyndt lag is. Over os et svanetræk. Lyden af de store hvide fugle varsles længe før,de er at skue. De flyver i formation mod den blånende himmel. Herlig vintermorgen.Til marven kold. Knitrende, knasende. Spritny og sprød. En af de morgener hvor man vægrer sig ved at betræde det rimovertrukne græs, for ikke at komme til at bryde det nye uspolerede udtryk. Den nye hvide verden.Den første sne
At vågne og se solen stå op, og følge at lyset stille komme snigende. Sidde helt alene, lytte til fuglene der ude som de eneste lyde og begynde dagen langsomt og stille. Det er en stor glæde.
Men jeg ved med mig selv, at jeg kun kan glædes over denne stille begyndelse, fordi jeg ved, at i løbet af nogen tid vil jeg høre en dør gå op og trin på trappen. Snart vil duften af kaffe brede sig i huset.
“Morgenrøde giver aftenbløde, så får vi regn hvorend det går” siger en gammel talemåde. Lige nu vil jeg sidde lidt her med mig selv og betragte lyset på himlen .
Lidt før fire vågnede jeg ved lyden af den stille regn. Udenfor stod disen som en massiv søjle, der skærmede for ethvert udefra kommende syn. Snart begyndte småfuglene at synge. Længere borte hørtes skovskadernes vemodige kurren. Ænderne i søen stemte i og fløj op. I tagrenden begyndte også gråspurvene deres leben. Jeg overvejede, om det også var tid for mig menneske at begynde dagen, men hengav mig efter nogen tid og gled langsomt tilbage i søvnen.
Udhvilet vågnede jeg senere til dette betagende syn og følte mig taknemlig og overmåde heldig.
Med omstilling til vintertid mærkes for alvor de kortere dage
Og ikke mindst de mørkere morgener
Men også muligheden for at vågne i takt med dagen.
Tiden nu – og de kommende mange måneder skaber dejlige vågnestunder
med dampende kaffe, en gruppe stearinlys tændt.
Her sidder jeg med hundene snorkende under bordet som de eneste lyde i huset – udover dem jeg selv utilsigtet fremkalder – og betragter den gryende dag, følger den langsomme forvandling, hvor natten bliver til dag.
Ser det langsomt lysne.
Himlen blånes mere og mere og udgør den fineste kulisse for den solsort, jeg snart hører og nu betragter i silhuet på kirsebærgrenen udenfor mit vindue.
Jeg holder af denne langsomme stille begyndelse på dagen.
Jeg læser digte som ikke indbyder til forslugen læsning, hvor man utålmodigt laver overspring i sin ukontrollerede læseiver i jagten efter at afsløre handlingen.
Hvor øjet ikke bare registrere ordene som et grafisk tegn, der symboliserer en velkendt betydning.
Disse efterårsmorgener byder ind til langsom læsning med en dvælen ved og en smagen på hvert et stemningsmættet ord.
Den samling der lige nu indleder min dag er digtsamlingen” Mine Digte”
stemningsfulde, sprogligt ukomplicerede, vedkommende, hvoraf flere rummer et lokalt jysk islæt som forfatteren jo er så velkendt for:
”Den almindelige dag
Den almindelige dag med enkelte minutter, minutsporhunde
Ligger i kurven og slikker
lange almindelige dage”
Dejlig læsning en dejlig begyndelse på dagen, som jeg nu må i gang med at fylde, før det igen blåner og mørkner derude.
