Æbletid

Det er æbletid. Kun de sent modne  Topazssæbler hænger stadig på grenene og lyser rødt. Selvom det forlyder at være et ringe frugtår, behøver vi ikke at synge “ æblemand kom indenfor, har du nogle æbler med til mig i dag?” Vi er så godt og vel velforsynede.


Der sorteres og vurderes.

Der skrælles og fryses ned. Og der dufter. På komfuret er den store gryde i kog. Og der koges æblemos. Skivede æbler med både af citron. Nogle portioner til vinterens æblekager, crumbles, nye portioner chutney med rosiner, andre parat til at blive krydret med peberrod. Et herligt tilbehør til mange kødretter. 


Fugleæbler  i en kasse for sig, de bliver smidt på græsset. Så står vi de kolde morgener bag ruden og glæder os over, når småfuglene fouragerer. En gang imellem lægger en skovskade også vejen forbi. Og så er der jo også pindsvinet.

Og så er der gemmeæblerne. Forsigtigt er de lagt ned side om side i en trækasse, plukket ned fra træet. Selvom de er små af størrelse, har de en stor smag. De små gule Cox  Orange. Flere gange har de på planteskolen fortalt, at det ikke er et særlig sund sort mere. Men jeg måtte eje dette træ i haven. Et af mit barndoms æbler. Jeg husker min bedstemor højt op i alderen kravlede op på stigen for at hente de dyrebare æbler ned, som ingen andre end hun var betroet at bjærge. Hvordan æblerne blev gemt og ved juletid fundet frem. Ganske vist lidt runkne. De mest runkne blev skrællet, dårlige steder blev skåret fra. Det er måske det, man skal lære sine børn. At skære fra og spise runkne æbler. Det er ikke kun at nøjes og “gå glip”

Reklamer

Kryddersnaps 

At lave kryddersnaps er en af vore yndlingsbeskæftigelser. Der er noget urinstinktagtigt forbundet med i efteråret at forberede – samle, sylte, og save brænde. Gøre sig klar sig til den kolde tid der kommer.  En behjertet sjæl havde sat en pose små fine mørkerøde paradisæbler ved vores dør. Og det blev igangsætter for flere gøremål. Livsglade og overskudsagtige, synes vi i al fald selv.

” o at være et æble,svulme i rigdom og mag. Suge begærligt af stilken, slippe en sensommerdag” ( Frank Jæger) 

Netop i går var der ikke meget vind, luften sensommerlun. Men i morges vågnede vi til rim i græsset. Og på ruderne. Omskiftelige oktober.

Vi forbereder Købmandsgårdens Calvados – lavet på himmerlandske højrøde små æbler, ja – det bliver nok sådan, der skal stå på etiketten.

 De små paradisæbler er nu skyllet, skåret i kvarte og hældt på glas. Essensen skal trække i 2-3 måneder. Muligvis er glæden ved at lave snapsen, og følge den blive til, større end fornøjelsen ved at drikke den. Sådan ser det ud, når jeg kigger i snapseskabet og konstaterer, at det er begrænset, hvor meget det synker i indholdet i flaskerne

Årets sidste brombær er også plukket nu. For første gang gør vi forsøg med brombærsnaps. Et syltetøjsglas er fyldt med brombær og overhældt med Brøndumsnaps. Jeg forestiller mig, denne snaps vil få en fantastisk dybrød farve, når den har trukket færdig. Formentlig om et par måneder. Vi har før forsøgt os med solbærdram. Efter den havde trukket, blev den filtreret og afrundet med med en skefuld honning. Det kan anbefales! Der er så mange recepter, men i virkeligheden er smagsløgene det bedste parameter, når man skal lave sin egen kryddersnapseopskrift.


Jeg vil se frem til at smage til at hælde de røde essenser på klukflaske og i snapsehunden.

Sådan en dag 

Mørk morgen, varsel om årers første efterårsstorm, gråt der ude. I dag er det tid at være huleboer, krybe lidt længere ned i den gode stol. Drikke te af en af mine yndlingskopper. Nyde et af de få rødkindede guldborgæbler. Måske de smager særligt, fordi der blev så få af i år. 

Lytte til lydbog. For tiden er den historisk: “Ammen” af Kirsten Ruth. En roman fra 1700 tallet, med en apotekerfamilie tilhørende det bedre borgerskab i Aalborg, som omdrejningspunkt.

Finde vinterstrikketøjet frem. Der forhåbentlig vil blive til en ulden blå poncho til kolde dage ude, og kølige aftner inde. Et let strikketøj, der ikke kræve megen omtanke. Strikkepindene nærmest lydløse, efterlader ikke deres sædvanlige knitrende lyd. Kræver ikke et nedslået blik, men levner mulighed for at kunne kigge ud. Maskerne glider af pinden, en for en og bliver til lange rækker af et ukompliceret enkelt mønster.

 Den eneste afveksling er det farveskift, garnets mellerede farve giver, At strikke på denne måde har en næsten terapeutisk effekt. Når en maske forlader pinden, er det, som når man gemt i et krat af bærbuske, også ganske selvforglemmende, lader det ene bær efter det andet forlade sin gren for at lande i fadet. 

Træernes tavshed bliver brudt. Det blæser op der ude, mon det bliver så slemt som metreologerne spår? Vi har sikret os og henter parasoller og andre løsdele ind. Endnu er det tid til bare fødder i futterne.

Paradisæblerne

I dag var der en, der stak mig en håndfuld paradisæblere. Det vakte en række af lutter gode minder. I vores tidligere have, havde vi flere sorter. Om foråret lyste de op i et overdådigt orgie. Nogle med lyserøde candyfloss kroner, andre med hvide paradisæbleblomster. Lette som drivende skyer for enden af de mange grene. Om en tid, hvor vores børn, når blomsterne løsnede sig fra kvistene og lod sig flyve med vinden, reciterede  dette vers:” se se sommersne 

” Vinden ryster træets top, holder det mon aldrig op, 

Skynd dig, skynd dig kom og se, for det ligner sommersne” 

Men lige nu er det paradistræets frugter, det gælder. Paradisæblerne. Som uanselige endnu umodne frugter, med lige så storslået og aromatisk en smag som var de store saftige æbler.  I fine løvfaldsfarver lyser æblerne synligt op. For både mennesker og fugle. Man skal skynde sig, hvis man vil forsyne sig, af den flotte frodighed før fuglene gør det.

Det store pektinindhold i de umodne æbler, gør dem er velegnet til gele. Også til at sætte smag på kryddersnaps er Paradisæblerne efter min smag virkelig gode.

Opskrift på den fineste sartrosa gele. 500 gr Paradisæblerne, 1.5 dl vand, saften af en citron, sødes med 500 gr.sukker.

En af mine yndlingsnoveller er Martin A.Hansens fortælling Paradisæblerne (1953) om ungdommens risikovillighed og vovemod, om den store dreng, der efter sit besøg hos mormoderen, hvor han har fået en kurv med gemmeæbler, sætter sig selv og sit eget liv på spil, da han nærmer sig den bundløse mergelgrav. Her taber han Paradisæblerne ” der dufter ud gennem kurvens fletværk”, men finder med dem barndommens tryghed igen. En fantastisk historie.

Der hersker vist ikke tvivl om, at vi må plante et paradisæbletræ igen.

Æblekagen 

Der er rå, der er bagte. Der er gammeldags den klassiske “mormor æblekage” med pyntelige røde geleklatter, der er æblepier, æbletærter ja et utal af opskrifter på æblekager. 

Min ultimative foretrukne æblekage er en fransk mørdejsæblekage med creme og æblestykker vendt i sukker og kardemomme. En kage der nok snarere minder om en dessert end en kage. Den smager forrygende og er enkel at tilberede. Begge dele er at foretrække. 

Opskrift

150 Gr.mel

100 Gr.smør

50 Gr.sukker

1 æg

Dejen skal hvile mindst 1 time i køleskab, rulles herefter ud og lægges i et tærtefad

creme 

3 dl mælk 

1/2 dl.sukker 

Vanilliekorn fra 1 stang vanillie 

2 æggeblommer

1 1/2 spsk maizena

Piskes, koges under omrøring 

Den kogte creme fyldes når den ar afkølet, ovenpå mørdejen.

Tilslut lægges 

Æblestykker vendt i sukker og kardemomme på i et fint mønster.

Tærten bages 40 minutter ved 200 grader nederst i ovnen

God fornøjelse !


 Efter at vi på denne regnvejrstunge søndag  har plantet 25 roser, så har vi gjort os fortjent til at smage et stykke af æbletærten. Søndagskagen i dag. 

Æbletemaet er nu er til ende. Tak til jer der har læst med, håber I har nydt det bare en brøkdel af, hvad jeg har gjort, mens jeg har overvejet, forberedt, repeteret og skrevet. Skolelærer engang- skolelærer altid. På jagt efter nye informationer, parat til at repetere det man allerede vidste og til enhver tid  lære nyt og formidle det hele videre. 

Og så vil jeg runde æbletemaet af med at putte æblekerne af sorten Rød Gråsten, som er kåret som Danmarks nationalæble, i jorden og håbe at blot en enkelt  spire og vokse sig til et æbletræ, der vil kunne vokse sig stort i vores have. At Gråstenæbletræet er sart, gør ikke  udfordringen og spændingen mindre, ej heller glæden, hvis det viser sig, at være livskraftige kerner, der vil gro. Hvis projektet lykkes, hører I nærmere ! Og så er der jo lige det med Gråstenæblet – ej at forveksle med gravsten, som en  af mine gamle elever engang gjorde, da  vi arbejdede med  “Det lysner over agres felt” skulle  Med gravsten har æblet  intet med at gøre: 

” Vel ræk mig da o efterår en Gravensten der smager, som bækken ved min faders gård og mulden ved hans ager” 

(Ludvig Holstein “løv” 1915)


Man må ikke lege med maden 

Æbler kan ikke kun spises. Selvom vi er mange, der har lært, at man ikke må lege med maden, er der god leg i æbler. De mere konkurrenceprægede aktiviteter fordrer af gode grunde, at man er flere. Ligesom man kender det fra fastelavn, hvor man bider til bolle, kan man på samme vis hænge et æble op i en snor og bide til æble.Og så er der legen, hvor man skal fiske et æble op fra en balje med vand uden at måtte bruge hænderne, hvis man da ikke er bange for at få næsen under vand. 

Dejligt er det stadig her i oktober at kunne opholde sig og lege ude. Og det skal man benytte enhver anledning til. Så kan man lege Gemmeleg med æbler. Den der “skal være den”  skal så sige dette vers og tælle til. . . . . 

Jeg har et æble i min lomme, det gemmer jeg til min bedste ven. Men hvis hun ikke til mig kommer. Så spiser jeg mit æble selv” 

Fangeleg der indledes med den gamle tælleremse:
Æble,pæble,pirum,parum.

Kragen sad på fyrregren. Den sagde et, den sagde to, hvem skal være ude nu?

Det ska’ du . . . . ” 

Måske kan disse lege være indslag  på skovturen, når børnene er ved at blive utålmodige og langt før end de voksne har set sig mætte på alt det smukke, der er at se.Endelig er der også legen, hvor det drejer sig om at lave den længste æbleskræl, når man skræller sit æble.  En leg der kan leges både indenfor og udendørs

At fremstille æbledukker af store skrællede æbler kan være spændende for større børn.

Til det skal man bruge: 

Et stort æble, 2 nelliker til øjne 

En god ikke for skarp skrællekniv.

Ståltråd til krop som polstres med gamle klude og malertape.

Uld, en skindrest eller garn til hår. 

Ansigtet skæres ud på æblets ene side, lav et snit til munden og to fordybninger til øjne, marker kindbenene, hagen og ørerne.  

 Nu kræver det tålmodighed. For æbleansigtet skal tørre ca en måneds tid. I den tid vil det skrumpe ind, så det til sidst kun vil være 1/2 så stort, som da man begyndte. Måske skal det ikke være en dukke, men en nisse? Når hovedet er tørt,kan man bestemme,om det skal være en kvinde eller mand og give kinder rødme med rødt kridt og markere øjenbryn.

Når børnene har skrællekniven i gang, og æblerne er indenfor rækkevidde, kan de selv lave tørrede æblechips.

Skræl æblet og udkern det. Skær så fine tynde skiver af æblet. Skiverne hænges op på en snor eller en lang pind til tørre er varmt sted. Skiverne må ikke røre hinanden. Efter en god uges tid er æblerne tørre og seje. Så kan de spises.

Se det var  nogle af de (næsten) gratis glæder.

” æblemand har du nogle æbler med til mig i dag? Tak ska’ du ha’ ” 

P.s. Husk at gemme alle æbleskrællerne fra alle de skrællede æbler så er der til en portion æblegele 

Gue ævelskywer 

Med til temaet om æbler hører æbleskiverne. Selv om de fleste vil hævde, at det pandestegte runde kugleformede bagværk  hører julen til og intet har med æbler at gøre. Men det har de. I oprindelig forstand i al fald. 

Talte man i 1700 tallet om æbleskiver, var det skiver af æbler paneret i æg og mel stegt på panden i smør. Således laver man stadig den dag i dag æbleskiver  på Als.

H.C.Andersens eventyr ” Krøblingen” (1872)  handler om den handicappede gartnersøn, den kløgtige Hans, der er “slat i benene”. Han bliver ikke budt med til julegilde på herregården, hvor hans forældre er ansat, og hvor der serveres æblefyldte æbleskiver. Men han overvinder sin “slat i benene” og kommer til at gå.

Også Frk Jensen skriver om de fyldte æbleskiver. I Frøken Jensens Kogebog, der udkom i 1901, og siden har været danskernes nationalkogebog, lyder det i opskriften, at når æbleskiverne er bagt på den ene side, vendes de med en strikkepinde og fyldes med æblegrød eller et lille stykke kogt æble” 

I Sønderjylland og på Ærø fylder man efter sigende æbleskiverne med sveskemos.

Man behøver ikke som i “Peters Jul” at vente til nytårsaften: ” I Aften ender det gamle Aar, og derfor vi Æbleskiver faar . . .” Hver familie har sikkert sin personlige opskrift på, hvordan rigtige æbleskiver skal smage. Og deres forståelse af hvorvidt skiverne skal være et soloprojekt og  bages på den traditionelle æbleskivepande ved komfuret, eller om bagningen skal være et fælles anliggende, der bevidnes af samtlige familiemedlemmer, og tilberedes i en æbleskivebager i fællesskab ved bordet.

  Skulle nogen få lyst denne mørke efterårsdag at finde den ene eller den anden type æbleskivepande frem, så er min opskrift æbleskiver her:

3 æg deles i hvider og blommer. Pisk hviderne stive. Pisk derefter blommerne. Hviderne skal først vendes i dejen til sidst

 1/2 liter god kærnemælk

Reven skal af en udsprøjtet citron

5 dl.hvedemel ( erstat evt 1 dl.med en grovere meltype) 

1 tsk.natron

1 tsk.kardemomme.

Æbleskiver bages i smør eller rapsolie.

Hvert hul i æbleskiver fyldes 3/4 fuld, vendes først, når den ene side har fået skorpe før æbleskiverne vendes fyldes de med en lille klat æblemos med vanillie. Serveres med frugtkompot og flormelis der sies over, så det ligner et fint drys af sne.
Velbekomme! 
Til de der vil undre sig over overskriftens stavemåde, er forklaringen, at det er dialekternes dag. Dog har jeg været så hensynstagende ikke at skrive hele indlægget på dialekt.

Ha æn gue daw!

Barndomsæbler 

Mit barndomsæbletræ skal måske i virkeligheden benævnes i flertal. Det julerøde Ingrid Marie og det gyldengule Cox Orange er de æbler, jeg først stiftede bekendtskab med. Begge træer voksede i min bedstemors have. Jeg husker, hvordan hun, højt op i årene, møjsommeligt klatrede op af træstigen, som hun bar fra vaskehuset ned i haven, for at høste æblerne. Ofte foregik det netop på dette tidspunkt, hvor jeg var på efterårsferie hos hende. Så var min opgave at stå ved stigen og sikre, at den ikke skred, mens bedstemor nænsomt løsnede æblerne fra kvistene. Hvert æble blev lagt forsigtigt ned i hendes forklæde som i dagens anledning var bundet udenpå frakken, samlet så det udgjorde en pose. Herefter tog jeg imod hvert æble med en formaning om at lægge det forsigtigt i kassen,  så det ikke blev stødt. Nogle af æblerne skulle gerne kunne gemmes til jul. 

 Efter æblehøsten blev kassen med gemmefrugt stillet koldt I vaskehuset på den gamle gruekeddel. De æbler der var ormstukne kom med ind i køkkenet og forvandlet til æblegrød. Andre stillet koldt i kælderen. Hver eftermiddag hentede bedstemor så et æble, som hun skrællede og skar ud i både til mig. En stund jeg tænker tilbage på med stor taknemlighed. Jeg er glad for at have lært at spise upolerede uperfekte æbler med skurv og pletter, der kunne skæres fra.

Hjemme købte vi æbler hos grønthandleren.De blev pakket i brune papirsposer. Det var dengang, man kunne købe netop den mængde og var det antal, man ønskede. Det var dengang, man ikke købte stort ind men dagligt begav sig afsted til gartner, slagter og bager for at erhverve netop det, man behøvede denne dag. Så var det Lobo æblet, der var det foretrukne. I modsætning til bedstemors lidt skurvede ru hjemmeæbler, var købeæblerne enorme af størrelse, skinnende blanke og saftige. Men også de smagte, omend ikke som bedstemors æbler fra haven. Dem hun selv havde plukket, skrællet og skåret ud til mig. 

Jeg husker endnu, synet af hendes grove rynkede hånd, der holdt om skrællekniven.

Æblefortællinger 

Til alle tider har de fantastiske fortryllende æbler været forbundet med forførelse og fortryllelse.Æblet bliver i flere fortællinger brugt som konfliktskaber, der får tingene til at ske, konflikten til at trappe op. Således er der også en bitter og mindre sødmefuld side af æblet. Egentlig var det måske æblet, der var skyld i syndefaldet.Også som magtsymbol bruges æblet – tænk bare på rigsæblet der er regentens eje. 

I mytologisk henseende er æblet givet  magiske kræfter. Gudinden Idun, vogter af de gyldne æbler, besidder den egenskab at skænke evig ungdom. Da jætterne opdager det, ønsker de, forfængelige som også de er, at eje disse fortryllende æbler. Idun hentes af en jætte forklædt som en ørn, og sammen med æblerne flyves hun til jætternes hjemsted i Midgård. I Asgård, hvor guderne lever, får de rynker og  taber  både hår og tænder. Loke ser derfor ikke anden udvej end at hente Idun og æblerne igen. Han forklæder sig som en høg og bringer Idun og æblerne hjem. Da Guderne atter spiser af æblerne, bliver de igen givet evig ungdom. Egentlig var det måske også æblet, der var skyld i syndefaldet. Æblet som Adam trods forbuddet indtog, satte sig fast i hans hals. Det sidder der endnu, og i alle hankøns halse som adamsæblet, der mere eller mindre stikker frem som et synligt tegn.

  Stridens æble blev  kastet ind mellem olympens guder. “Til  den smukkeste” blev der råbt. Prins Paris var dommeren, der skulle vælge, hvem der skulle vinde æblet. Det blev kærlighedens gudinde Aphrodite, der blev den heldige. Ofte er hun skildret med et æble i hånden. Hun gav imidlertid sin  geinst videre til dronningen af Sparta. Den smukke Helene. Og så opstod der krig, der varede i flere år.

Og så er der jo eventyret om Snehvide, det uskyldige pigebarn, hvid som sne, der tager en bid af det forgiftede æble. Æblet havde to sider en hvid side og en rød. Havde pigebarnet spist af den uskyldsrene hvide side, var hun formentlig ikke blevet bragt af vejen. Så var hun forblevet barn og havde ikke udgjort nogen trussel for andre kvinder, hermed heller ikke sin stedmoder. Men hun tog af bid af æblets tillokkende dragende side, rød som blod, farven der symboliserer liv, kærlighed og drift og trådte hermed ind i rækken af de voksne kvinder.  

 Fra tyskundervisningen i skolen er denne fortælling, den der står skarpest i min erindring. Den schweiziske bueskytte Wilhelm Tell var en modig mand. Tell nægtede at underkaste sig den hersker, der forlangte, at alle skulle hilse ydmygt på den hat, han havde hængt op. Som straf blev han tvunget til at skyde til måls efter det æble, der var placeret på hans lille søns hoved. Skytten fortalte,at han ville have brugt sin anden pil, som han havde i bæltet, til at slå herskeren ihjel, hvis han havde ramt sin søn. Wilhelm Tell blev kastet i fængsel men flygtede og fik ram på den magtfulde hersker.

Således blev mit indlæg i dag en lang pasus om nogle af de fortællinger, der har æblet som omdrejningspunkt.

Måske jeg skulle genlæse Irwings mageløse roman

” Æblemostreglementet” og gøre Homer Wells selskab, og dermed slutte ringen med æblefortællinger ?

An Apple a Day . . .

An Apple a Day keeps the Doctor away …. Lyder en talemåde. Netop nu gør overfloden af de danske æbler det muligt at lade sig vaccinere og spise sig mætte i de  C vitamin-og mineralrige æbler. Besigtige de gule, orange- og dybrøde, måske udnævne et personligt favoritæble.  Smage de forskellige sorter. Allerede nu er det for sent for i år, at sætte tænderne i de tidlige sorter som ej heller kan købes længere – Gyldenborg og Discovery. Alting har sin tid. 

 I dag laver jeg chutney. Et dejligt supplement især til vinterens varmende simremad. Til enhver karryret der serveres her i huset, hører denne chutney til som det mest selvfølgelige og obligatoriske tilbehør.

I gryden kommes:

1 stort skivet løg i tynde skiver

1 finthakket hvidløg

1 pund nedfaldsæbler (rød ananas og Fillipa har jeg brugt) 

1 håndfuld mørke rosiner 

3 stænger hel kanel

10 kardemommekapsler

6 stjerneanis

2 dl.æbleeddike

300gr.brun farin 

Koges under svag varme, hældes på glas som opbevares i køleskab

Og så var der i dag tilstrækkeligt med nedfaldsæbler, så det blev også til et stort glas æble- blomme marmelade. Så blev den lille pose blommer, der havde gemt sig langt nede i fryseren også anvendt. 

 Også i dag er der den herligste duft, ikke blot af æbler, men også af krydderier i mit køkken.

Og så falder det mig forresten ind, at der jo også er flere andre talemåder, hvor æbler indgår

  • Æblet falder ikke langt fra stammen (selv om det nogen gange kan føles langt der ned, når man skal samle æbler op) 
  • Så er der ikke andet at gøre end At bide i det sure æble

For æblerne skal ikke bare gå til spilde og ligge under træet og rådne, dog lader jeg et par enkelte ligge til fuglene.

“Oktobers æblegrene, der steg som blomsterflor

Skal tynges helt med livet ned

Fuldbragt til jord” ( Jens Rosendal 1985) 

Jeg drømmer ikke 

Og ønsker mig ikke et andet og varmere sted hen. Jeg er ganske tilfreds med at være her og nu.Taknemlig for at leve mit liv et sted i forandring, hvor årstiderne skifter og byder på hver deres genkendelige særegenhed. Også selvom vejret bydere på køligere og mere blæsende dage. Kulden har for alvor sat gang i løvets farveskifte. Fantastisk er det at følge hvordan, og med hvilken hast nuancerne skifter. Og  samtidig udnytte de afgrøder tiden netop nu giver os her på vore breddegrader. Æblerne lyser ikke længere fra træernes grene, frugten er plukket, træet er rystet. Ikke af menneskehænder. Det har blæsten sørget for. 

Jeg har sat mig for at den kommende uge skal være en temauge her på bloggen. Hver dag vil jeg skrive et og andet, ikke om kartofler, selvom efterårsferie jo i gamle dage var synonym med kartoffeltid. Lidt flot har det nok været at kalde det ferie, ugen, hvor poderne havde fri fra skolen for at være med til at sikre at kartoffelhøsten kom i hus. Jeg vil i den næste uge hver dag skrive lidt om æbler. Er der noget, der hører sammen, så er det efterår og æbler: Store som små, søde som sure, sprøde som saftige.  

 Søndagskagen i dag blev en gammeldags æblekage. Ligesom min  bedstemoder lavede den. Syrlige æbler af sorten Fillipa blev skyllet, skrællet og skåret i  både. Herefter kogt med en vaniljestang. Man skal være over gryden, for det er vigtigt, at æblerne ikke koger for længe. Der må fortsat være bid i dem. 

De pektinholdige æbleskræller  blev lagt i en anden gryde, vand blev tilsat så det lige dækkede skrællerne. Jeg valgte at smagsætte med 5 nelliker og endnu en stang vanille der  gjorde skrællerne selskab.  Man kunne også have revet lidt frisk ingefær, tilsat en stang kanel eller en myntekvist. Gryden blev sar  over blusset og kogte til skrællerne mistede deres farve og blev blege og bløde. Den mest vidunderlig duft bredte i hele huset ” det dufter af jul” blev der mere end en gang  konstateret af mere end er familiemedlem.

 Saften blev ” kogt ind” og tilsat sukker. Til 1 liter siet saft anvendes 700  gram sukker (evt 1 tsk  gul melantin, i tilfælde af at geléen ikke stivner) Så nemt er det at lave julens dejligste æblegele. I rigtig god tid.

Intet gik til spilde.Er der noget jeg synes om, så er det at få noget ud af ting, man ellers ville kassere.

Til teen i aften blev der bagt rustik æblekage med kardemomme. Et krydderi der også giver varmen på en kold efterårssøndag.  

 Således blev æbletemaet slået igang. Fortsat god søndag