Fødselsdagsfejring i forårsvejr

I går blev en kær veninde ældre. Vi var et par stykker, der var heldige at være indbudt til at fejre en del af denne dag sammen med hende.

At gense hendes to, nu voksne børn, som man har fulgt fra de var ganske små, var en stor glæde. At se dem sidde ved fødselsdagsbordet nu som myndige modne mennesker, med håb og drømme for fremtiden, med lys og liv i øjnene var rørende. Det fremkaldte blanke øjne.

Sikke en dejlig dag det blev, og var dagen blot halv så god for fødselaren som os priviligerede gæster, så havde hun en god, god dag.

Nærvær, samtale, samtale og atter samtale om stort og småt. Om det der bevæger, og det der fylder.

Kun afbrudt af blikkets vandring udover fjorden, hvortil der til hver en tid er den mest storslåede udsigt. I dag, måske i dagens anledning, den mest blå himmel, der farvede fjorden så blå så blå.

Også når rovfuglene viste sig og kredsede omkring nær de høje træer. Et syn der sprang i øjnene, når man kiggede ud af et andet vindue. Så forstummede talen, og stilheden tog over.

Nogle dage er bare fyldigere end andre. Jeg samler på dage med tyngde for tiden.

Og jeg drømte om atten svaner i nat ….

Men da jeg vågnede, var der kun to.

Men hvilke to, og hvilken glæde at følge dem glide graciøst hen over vandet, gå på land, vralte uforstyrret hen af vejen, pudse fjer og gøre sig påskefine.

Troldænderne er landet på søen, – et sandt forårstegn. De gør svanerne selskab lige nu.

Et godt selskab til forårsarbejdet i haven, som vi utålmodigt har ventet på at påbegynde. Beskære, klippe ned, rive af. Fjerne alt det vinterlige og gøre klar til et nyt haveår. For det er nu, det ser ud til at begynde.

“Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter ….”

Forundringsstolen blev for første gang fundet frem, og som solfanger er jeg nu begyndt, stadig mærket af hoste og træthed. I håb om forårssolens allerførste stråler vil varme og gøre godt.

Før jeg fik set mig om, havde manden min, fyldt en trailer, og klargjort den til en tur på genbrugspladsen.

Alt imens jeg havde blundet i solen og indimellem betragtet svanerne på søen. Sikke en solskinsskønsøndag

Men når forårssolen skinner, bliver jeg glad ….

Udsættelse

I den seneste tid har flere ting været udsat eller helt aflyst. Jeg har som så mange andre danskere været sat på stand by. Det er næsesprayens,kleenex og kamilleteens tid.

Straks som optimismen tager mig, og der er fremgang at spore, er jeg igen mat og hoster, hoster, hoster.

Selvom det ikke har været nævnt her på bloggen, er det ikke gået min næse forbi, at det har været jævndøgn. Den 20.marts. Det kan være vanskeligt at fornemme, at sommerhalvåret, med denne vigtige milepæl, er blevet slået i gang. Fra mit vindue kan jeg, nu sneen er smeltet, se de hvide vintergækker lyse mere og mere op. Ved husets mur åbner de små krokus sig i modtagelse, når solens stråler rammer dem.

Længe har der stået hornvioler og ventet på at flytte ind i krukkerne. Men det har ganske simpelt været for koldt. Og så er det ikke plantning af forårsblomster, der står øverst på dagsordenen, når man ligger med næsen under dynen. Jeg genkalder mig og glæder mig over synet fra i fjor.

I dag har vi aftalt, at vi vil forsøge at kalde foråret frem. Erstatte de nu noget livstrætte graner med friske farvestrålende forårsbebudere. Og glemme rent at det er vinter, også selvom vejrudsigten forudsiger mere sne og kulde. Og lytte til vårens syngende kor ….. Vi kender hinanden fra somren i fjor.

Vi må samle på de små forårstegn, der er

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen

Normaltid

Jeg er ikke meget for standardiseringer. Og især ikke for begrebet sommer- / vintertid. Jeg bryder mig ikke om, at vi på denne mAnipulerende måde ” gør os til herre” over tiden. At vi med energibesparelse som argument, bryder ind i naturens rytme. Tvivlsomt er det åbenbart,om der overhovedet er nogen energibesparelse ved indførelse af sommertiden.Personligt bilder jeg mig ind, at denne stillen urene tilbage, forklarer hvorfor jeg sover dårligere. Og det har jeg ladet mig fortælle, at jeg ikke er ene om.

Fra vintersolhverv længes dagene, ganske langsomt dag for dag. Ikke hver dag bemærker vi, at det er blevet lysere. Nu og da gøres nedslag og næsten forårskåde bemærker og bekræfter vi kollektivt hinanden i, at NU kan mærkes, at dagene både er blevet længere og lysere.

SÅ BLIVER DET MARTS … Og sommertid.  Og en brat opvågning til mørkere morgener, som de lysere aftner ikke kan kompensere for. Dette gentager sig igen om efteråret, hvor der fra den ene dag til den anden pludselig er mørkt midt på eftermiddagen. Det gradvist tiltagende lys, skrues pludseligt ned. Rytmen for alt levende er brudt.

Ikke mindst i den forbindelse giver børnesangen så i den grad mening:

Tiden er noget mærkeligt noget, jeg har aldrig helt forstået, hvad det egentlig er for noget. Jeg kan ikke røre den, jeg kan ikke smage den og jeg kan ikke lugte den” ( Kaj og Andreas sang om tid) 

Jeg spørger mig selv, om man overhovedet kan regulere den fysiske/ astronomiske og således manipulere med tidsdimensionerne på denne måde. Den biologiske kan man jo i al fald ikke. Hvor meget mange måtte ønske det. Jeg foretrækker normaltid hele året. Med nedenstående argument: 

Duggen falder når den falder . . . 

Forårsdag 

Troldændernes plasken afløst af  gentagne hastige skræppelyd, blishønsenes metaliske høje lyd der blander sig med skovduernes rytmiske tredelte velkendte gu- gu- gu fra de store graner. I tagrenden småspurvenes livlige leben.

Solen der varmer på denne årets første rigtige forårsdag, på et læsted i forundringsstolen. Så stærkt  at jeg må åbne jakken og smøge ærmerne en smule op.

Når jeg taknemligt åbner øjnene, ser jer solens stråler i mødet med søspejlet. Viser sig som bitte små gyldne trekanter, der blinker i solen. Sådan ser det ud, når himmel og jord mødes. På sådan en forårsdag her i solen, hvor der bydes på noget for alle sanser.Hvor alt begynder forfra.

Der er så mange ting man kan, når bare der er vand …

I dag er det FN’s verdensdag for VAND. H2O – en forudsætning for at der er noget, der kan gro. En livsnødvendig væske vi ikke kan være foruden. Et Modsætningsfyldt Kaos- kosmos- element der både tager og giver. Truer og fornyr. Nogle i verden har rigeligt, andre næsten intet.

Man kan være mærket af vand på flere måder. Oversvømmelser, indlandsis der smelter og får have til at stige, er blot et af de skræksenarier , vi lever med. Tørketrusler, mangel på vandresourcer er et andet af slagsen. Begge fortæller at balancen mellem for lidt og for meget er hårfin. Vi kan ikke undvære men ej heller tage imod i stride strømme.I pædagogisk tænkning taler man om, at en blomst dør uden vand, men også kan få for meget vand tilført. Overvandes den – går den til.Vi er så priviligerede,at vi i vores land kun behøver at åbne for vandhanerne for at kunne få rent klart drikkevand, og har tilmed rigeligt til også at kunne klare hygiejniske forhold også. Lige så enkelt kan vi komme af med vores spildprodukt, når vi i adskillige sammenhænge har forbrugt vores vand.Som med alt andet er det først i tabet, at vi fornemmer taknemligheden. Først når vores adgang til vores vand, som regel og heldigvis kun for en tid, ophører, mærker vi, hvor væsentligt og betydningsfuldt det er at have adgang til rent rindende vand.

Der er noget helende over vand. Når det tilføres afgrøderne, lige før de er ved at tørre væk. Når vi føler tørst og indtager som en bevidst handling, måske lige før man er ved at dehydrere, eller om man modtager det intravenøst ganske passivt i en tilspidset situation. Om man slår sig ned ved sø,å,fjord eller hav. Så er der noget beroligende og lægende ved blot at betragte vandet, lytte til bølgeskvulpene. Måske netop fordi vand er det allerførste element,vi i moders liv, omgivet af vand, gør erfaring med? Som et ægthedsmærke på samme måde som vi afgør kvalitet og værdi ved at undersøge, hvorvidt der eksisterer et vandmærke.

Der er noget rensende over vand. Man behøver ikke at lave en før- og- efter test for at vurdere,at vasketøjet efter en omgang i vaskemaskinen både syner og dufter renere.Eller opvasken for så vidt. Engang vandede man vildtfugle ud, før de skulle indtages, så de ikke smagte af tran-  efter al den fisk de havde indtaget. At udvande kan også betyde at noget bliver så tyndt, at der ikke længere giver mening eller har værdi. Argumenter for eksempel. En sommerdag taler man om, at man kan trænge til vand, og om hvor meget en regnbyge frisker og fornyr. På samme vis som morgenbadet gør.

Og så er der kunstnerne, hvor er der mange der har ladet sig inspirere af vand i deres kunst.

Og børnene, hvor er der meget leg i vand: man kan bade,sprøjte,plaske,sejle,dykke. Og spise is – når vandet indtager fast form.

Og fiskerne, der lever af – og risikerer livet- på vandet.

I øvrigt bruges vand ofte i faste vendinger og talemåder;

Man kan træde …, man kan falde i … og  være på dybt …, man kan hælde . . .ud af ørerne . . Og . . .høns ,  og hælde . . .på en gås  og have det som en fisk i …,man kan svæve over …,man kan være lige så forskellig som ild og …,man kan slå koldt … i blodet,man kan være i smult …,forsøge at holde skruen i …,man kan være på …  og brød, man kan gå for lud og koldt…,og gå gennem ild og …, man kan lukke for det varme …, der kan være storm i et glas …, men også gå over åen efter …

Blod er tykkere end . . .  og stille . . . har sin dybe grund

“Der er så mange ting man kan- når bare der er vand” ( Poul Kjøller)

Sort (morgen)sol

Til morgen lande der er svanepar på søen, i dag spejlende himlens farve. Så blå. Meget fil vi ikke at se af de to store smukke fugle, som mestendels flød rundt som to gigantiske flødeskumsklatter. Mest af tiden med hovederne og halsene under vandet i jagten for at finde føde.

Alligevel var det et særsyn, for det er ikke hver dag en svanefugl slår vejen forbi og gør de mange troldænder og de noget færre skifergrå blishøns selskab.

I luften en større stæreflok. Ser ud som en stor flydesø Af bittesmå sorte prikke, der til stadighed ændrer kontur i organiske mønstre på himlen. Så deler flokken sig for snart at samle sig igen. Tænker at det må kræve megen kommunikation mellem sådan en flok at kunne flyve på denne måde. At der i de store træer sidder en spejdende lys musvåge, der med sin farve dårligt lader sig skjule, gør måske sit til, at stærene er i bevægelse. Der er vist forår – også i luften. Omend den er lidt kølig.

“Han kommer med Stæren,han dvæler med den i Danmark – med Stæren han gaar. Hvor tit forynger, naar Stæren synger, dit Hjerte sig endnu en Vaar?” (Johs. V.Jensen)

Forårsjævndøgn

er det i dag ifølge kalenderen. Den første forårsdag. Det næste halve års tid,vil vi der beboer jordens nordlige halvkugle have det privilegie, at solen vil skinne mest på os.

” men nu er Nedgang endt og Haabet tændt, ja Haabet tændt, for nu er Solen vendt. Nu kommer Lyset og den lange Dag tilbage”

sådan lyder det i Johs. V. Jensens digt ” Solhvervssang” ( 1917) som bærer så meget optisme, positivitet og forventning i sig ved udsigten til gensynet med lyset og de lange dages tilbagekomst. Digtet, der også er sat i musik, bør nærmest indledningsvis, hvor der tales om den kolde sol, synges i mol og de sidste strofer,hvor man synger om solen, synges i dur. Af lutter livsglæde over at man endnu engang får lov at opleve en lysere tid. “Efter Vinter kommer Vaar,med Sommer,Sol og Kerne” ( Grundtvig) 

Hvor skal den tid nydes, bruges og tages ind. Ingen lejlighed bør forsømmes. Hvor skal lyset og solens varme akumuleres. Så der er noget at tære på. For vi ved jo, at derefter venter igen en mørketid, som vi ikke skal skænke en tanke endnu. Altid har en ende og som alt andet, er solen også kun på besøg. Så ” går solen sin vej, for at skinne på andre, for alle på jorden har brug for dens lys” (Holger Lissner) 

” Det danske svale Aar i Ringgang går, i Ringgang går, omkring en evig Vaar. Syng alle Sjæle med om Danmarks fagre Sommer” ( Johs. V. Jensen)