Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Reklamer

Vand

Også i går silede det ned. Der var skjorteærmer på fjorden, som man sagde engangs, når bølgerne slog kraftigt ind.

Vandstanden i åen var høj og lige ved at gå over sine bredder.

Engene, hvor mange gæs plejer at slå sig ned, var sumpede og overrislede med vand. Her flød til gengæld et par svaner rundt og fouragerende.

I radioen kunne de fortælle, at vandmængden for marts har slået nye rekorder.

Der er noget bekymrende over al det vand, der vælter ned fra himlen. Når det kommer uden afbrydelse i flere træk. Så presser syndflodstanken sig på i takt med, at vandet presses ind i åer og fjorde.

Vand som vi i den grad manglede sidste sommer, og som vi frygter vil komme til at mangle igen.

For ligesom ild er vand et element der må være i balance

For meget og for lidt gør os bekymrede. Også selvom vi ikke er landmænd og skal leve af at drive jorden, så skal vi ale leve af og på jorden.

regnen den græder på mine vegne over det jeg alligevel ikke kan glemme

fordi den ( regnen)forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sakremente

(Søren Ulrik Thomsen)

Fint besøg

Da jeg kiggede ud på terrassen, mødte der mig synet af et par kloge runde øjne. De stirrede lige så meget på mig som jeg på den.

Det var en spurvehøg, fandt jeg siden ud af efter at have konfereret med en fugleforstandig ven, som jeg var så heldig at få et dejligt besøg af.

Hannen er så meget mindre end hunnen, og det gjorde mig i tvivl.

Og så fortrød jeg, at jeg forlod min udkigspost ved køkkenvinduet, for at hente min ipad for at dokumentere, at vi havde haft fint besøg i vores have.

Jeg undrer mig over, man har det påtrængende behov til alle tider at forevige og fastholde?

Jeg ville ønske, jeg var blevet stående og havde set den majestætiske fugl med det livskloge blik lette igen.

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb

Fødselsdagsfejring i forårsvejr

I går blev en kær veninde ældre. Vi var et par stykker, der var heldige at være indbudt til at fejre en del af denne dag sammen med hende.

At gense hendes to, nu voksne børn, som man har fulgt fra de var ganske små, var en stor glæde. At se dem sidde ved fødselsdagsbordet nu som myndige modne mennesker, med håb og drømme for fremtiden, med lys og liv i øjnene var rørende. Det fremkaldte blanke øjne.

Sikke en dejlig dag det blev, og var dagen blot halv så god for fødselaren som os priviligerede gæster, så havde hun en god, god dag.

Nærvær, samtale, samtale og atter samtale om stort og småt. Om det der bevæger, og det der fylder.

Kun afbrudt af blikkets vandring udover fjorden, hvortil der til hver en tid er den mest storslåede udsigt. I dag, måske i dagens anledning, den mest blå himmel, der farvede fjorden så blå så blå.

Også når rovfuglene viste sig og kredsede omkring nær de høje træer. Et syn der sprang i øjnene, når man kiggede ud af et andet vindue. Så forstummede talen, og stilheden tog over.

Nogle dage er bare fyldigere end andre. Jeg samler på dage med tyngde for tiden.

Og jeg drømte om atten svaner i nat ….

Men da jeg vågnede, var der kun to.

Men hvilke to, og hvilken glæde at følge dem glide graciøst hen over vandet, gå på land, vralte uforstyrret hen af vejen, pudse fjer og gøre sig påskefine.

Troldænderne er landet på søen, – et sandt forårstegn. De gør svanerne selskab lige nu.

Et godt selskab til forårsarbejdet i haven, som vi utålmodigt har ventet på at påbegynde. Beskære, klippe ned, rive af. Fjerne alt det vinterlige og gøre klar til et nyt haveår. For det er nu, det ser ud til at begynde.

“Det er forår. Alting klippes ned. Der beskæres i buskadser og budgetter ….”

Forundringsstolen blev for første gang fundet frem, og som solfanger er jeg nu begyndt, stadig mærket af hoste og træthed. I håb om forårssolens allerførste stråler vil varme og gøre godt.

Før jeg fik set mig om, havde manden min, fyldt en trailer, og klargjort den til en tur på genbrugspladsen.

Alt imens jeg havde blundet i solen og indimellem betragtet svanerne på søen. Sikke en solskinsskønsøndag

Men når forårssolen skinner, bliver jeg glad ….

Udsættelse

I den seneste tid har flere ting været udsat eller helt aflyst. Jeg har som så mange andre danskere været sat på stand by. Det er næsesprayens,kleenex og kamilleteens tid.

Straks som optimismen tager mig, og der er fremgang at spore, er jeg igen mat og hoster, hoster, hoster.

Selvom det ikke har været nævnt her på bloggen, er det ikke gået min næse forbi, at det har været jævndøgn. Den 20.marts. Det kan være vanskeligt at fornemme, at sommerhalvåret, med denne vigtige milepæl, er blevet slået i gang. Fra mit vindue kan jeg, nu sneen er smeltet, se de hvide vintergækker lyse mere og mere op. Ved husets mur åbner de små krokus sig i modtagelse, når solens stråler rammer dem.

Længe har der stået hornvioler og ventet på at flytte ind i krukkerne. Men det har ganske simpelt været for koldt. Og så er det ikke plantning af forårsblomster, der står øverst på dagsordenen, når man ligger med næsen under dynen. Jeg genkalder mig og glæder mig over synet fra i fjor.

I dag har vi aftalt, at vi vil forsøge at kalde foråret frem. Erstatte de nu noget livstrætte graner med friske farvestrålende forårsbebudere. Og glemme rent at det er vinter, også selvom vejrudsigten forudsiger mere sne og kulde. Og lytte til vårens syngende kor ….. Vi kender hinanden fra somren i fjor.

Vi må samle på de små forårstegn, der er

Tø og tåge

” så tør det, så tør det. I morn begynder sølet” sådan lyder det i børnesangen, og sådan ser det ud på sådan en diset tågemorgen, som vi vågnede op til i morges. Tunge dråber lader sig lige ane fra træernes grene. Stadige strømme af smeltevand iler i hast fra taget. Mon det er nu, at foråret får overtaget?

” megen tåge og dis i marts varsler våd og kølig sommer”. “Mild marts varsler slem april”

Hvis man skal tro månedens vejrvarsler, er det et dilemma, hvad man skal ønske sig. Befriende er det i den henseende at være sat fri og ikke at have indflydelse på disse metereologiske forhold.

De seneste dage har kikkerten været flittigt brugt. Flere gange hver dag har vi fulgt en stor lys musvåge, der har slået sig ned i de store graner bagerst i haven. Levende har vi fulgt med i dens gøren og laden, betragtet hvordan den store fugl fra sin højtsiddende udsigtspost har spejdet udover området. Set hvordan fuglen er lettet, imponeret over dens betragtelige vingefang og dens graciøse lette bevægelser. Været taknemligt vidne til at fuglen vendte tilbage til sin plads, så synlig, lysende i de mørke omgivelser.

I dag har den endnu ikke været der. Mon det er tegn på forår, at ” vores” musvåge har søgt ud i det åbne land?

Vinterbleg

Det er blevet marts og forår i kalenderen. Det er vinter udenfor. Vinterblegt og gråt. Indkøbt er nogle små hornvioler. De står indpakket og beskyttet i vores uderum, nænner ikke at sætte dem ud endnu. For der er kuldedøgn. Vor Sol er stadig kold. Vi er endnu i vintervold … også trods dagens tiltagende længde.

Dagens indlæg sidste år den 5.marts drejede sig netop om hornvioler. Og flere gange havde forundringsstolen været sat frem i solen. Flere gange havde jeg lysbadet i den gryende forårssol under lag af lunende tæpper. Hvert år sin glæde- hvert år sit vejr.

Efter mange dage indendørs, var behovet i går stort for at komme udenfor. Bidende kold var vinden, så vi tog bilen og kørte omkring fjorden, hvor mange svaner havde forsamlet sig på isen. Kun i vågerne bevægelse i vandet som gjorde det muligt for flokke af blishøns at svømme rundt.

Vintersmukt at se. Og Fjordkonen stod også i vinterkulden, trofast skuende og kastede et langt afventende blik ud over den frosne fjord.

I store stimer vælter sneen nu i skrivende stund igen ned fra himlen. Det flimrer og forvirrer udsynet.

“Vintersol fra rummets haller, sprænges ud af iskrystaller,

morgenbleg og sen! Splintret lys fra byens gader- snefnug i blå kaskader- lådne hvidt om sten” Lisbeth Smedegaard Andersen