Marskdage

Vi tog en afstikker og satte os selv på pause. Ad mindre trafikerede vejr drog vi sydpå til marsklandet. Nød synet af det glødende løv der stadig hænger og lyser for os. Selvom det er blevet november.

En lise for sjælen er det at besøge de langstrakte landstrækninger, med de mange græssende får, betragte lavtliggende overgange mellem land og vand, hvor farverne ikke bliver mere frodiggrønne og himmelblå. Her er der så højt til himlen. I et univers, der er renset for andre end naturens lyde, kan man bevæge sig rundt med forestillingen om, at man er de to eneste mennesker i verden.

Vi spejdede efter sort sol. Adskillige fugletræk var at se på himlen, ligesom store flokke af gæs samlede sig på markerne.

Fugletræk der dansede i solnedgangen så vi ikke. Til gengæld gik den største flammende orangerøde sol ned lige for øjnene af os. Og hvor fik vi ladet batterierne op.

Jeg kan bedst med åbne vidder, nær ved havet vil jeg bo

Et par måneder om året for at sjælen kan få ro.

Jeg er skabt til åbent landskab, hvor vindene får fart

Hvor lærken hænger himmelhøjt og synger smukt og klart.

….La’ mig høre bølgen brusen og mågens morgenskrig.

Og lytte til konkylier med havets sange i.

Med det klare og det enkle er jeg på sikker grund

(Erik Grip)

Vi vender tilbage marskland og Vadehav, så snart lejligheden byder sig.

Mojn.

Reklamer

Det løvfald som vi kom så al for nær

Indtil i går havde løvfaldet været så stille og forsigtigt. Længe var blade dalet langsomt ned fra træerne, som gyldne flager fra himlen. “Lisom blade der falder, når somren er forbi, hører jeg en som kalder bag scenetæppet flig.”

I går bød dagen på den store løsrivelsesproces. Den friske vind, og de kraftige vindstød -op til stormende kuling – fejede de fygende blade af træerne. I bunker ligger de nu —bladene, og de får lov at ligge. Er smukt syn er det, at se plænen være dækket af de mange blade i gyldne toner. Det hører årstiden til.

En talemåde lyder: Bliver bladene siddende på træerne efter Gallus dag den 16. Oktober, må man gå en hård vinter i møde.

“Vil træerne I oktober ej lad løvet fare, bli’r vinteren streng tag dig i vare”

Indtil videre vil fryde mig over at gå i skoven og se de smukke farver og lytte til lyden af mine fortrin, der betræder det visne løv,.

Fuldmånenat, kvæde og æbletræ

Let urolig søvn og fuldmånenat hvor månen hang lysende rund og gul på den mørke nattehimmel. Tænkte på om der er et urmenneskeligt aspekt i, at fuldmåne afføder, at man sover lettere. Fordi oplystheden i forgangne tider gjorde mennesket mere udsat for fjender og vilde dyr?

Vågner til blæsevejr og krageskrig. Rejser mig for straks at besigtige havens to nye indflyttere

I går plantede vi et længe ønsket pærekvædetræ og mit barndomsrødt Ingrid Marieæbletræ. Kvædetræets store gråfiltede blade var allerede gulnede.

Hvor vil jeg glæde mig til at følge disse to træer der oser af nostalgi og fordumstider.

Hvor vil jeg se frem til st høste store gule velduftende kvæder, lave kvædebrød og aromatisk marmelade og spise mig en mavepine til i julerøde Ingrid Marie gemmeæbler.

Sådan som blæsten pirker til dem, får de gode muligheder for at sætte rødder. Det tegner allerede godt.

Sidste løvfaldssommerdage

Sikke smukke dage vi har været beriget med de sidste dage. I selskab med Skt.Hans urt og morgenfruer rækker georginernes blomsterhoveder op –oktobers offergave.

Det har her i huset betydet, at vi har nået at få klaret de udendørs opgaver, vi havde sat os for.

Vi har nu et kvashegn, der lyer og læer. Og tilmed er et yndet samlingssted for insekter, der har trange forhold. Sådan et kvashegn bliver man aldrig helt færdig med, det er i en stadig forandring og skifter udseende, når afskårne grene og kviste føjes til.

De ender nemlig her i stedet for i bunken med haveaffald på genbrugspladsen, som jeg skal vænne mig til at kalde lossepladsen ( det er et af de udgåede ord)

Solsikkerne er visnet og de enorme blomsterhoveder er høstet. Næste års frø er hermed i hus, og de resterende fordeles på foderbrættet.

En børnesang lyder: ” Det der ikke mange der forstår, men jeg ka’ godt li’ efterår”

Jeg slutter mig til koret.

Så kom Julen- ……

Efter lang tids arbejde udkom bogen Julen – der hvor jeg kommer fra.

Næsten lige så forunderligt som at møde op med stor mave og veer på fødeafdelingen, og mange timer senere mirakuløst at forlade samme bygning med et levende lille nyt menneske, er det at aflevere adskillige løse blade for snart efter at modtage kasserne med nye jomfruelige bøger, der lige har sluppet trykken.

Utilgiveligt og ganske naturstridigt ville det være at spørge, om man var tilfreds med resultatet, når man som nybagte betragtede barnet i liften. Det er dog et uundgåeligt spørgsmål, der trænger sig på, når man for første gang får sin nye bog i hænderne.

Og tilfreds- det blev jeg med den nye bog, som blev lige som jeg ønskede mig.

Een ting er at skrive en bog, det store spørgsmål er så om, der er nogle, der har lyst til at læse den.

I dag har jeg stadig efterveer efter den overvældende modtagelse på Kulturnatten i går. Tak for alle gode og anerkendende ord, tilskyndelser, knus og blomster. Og tak til jer der var med hele vejen gennem tilblivelsen, som på mange måder kan betegnes som en hård fødsel.

” vi sov af Glæde kun lidt i Nat” omend dagen havde været så lang.

I lang tid har jeg forsømt skriveriet her på Sporenstregs, det lover jeg at råde bod på nu.

Mikkelsaften

Det er Mikkelsaften i aften. Det er høsten, der fejres og høsten slutter altid med et gilde og en dans. At det aldrig er selvfølgeligt, at der er afgrøder at høste, blev man i tørkesommeren i år for alvor mindet om. Ikke kun landmænd udtrykte sig bekymret. Omend de havde noget mere på spil end os andre, der kun har græsplænen at slå.

Når høsten er i hus, har det til alle tider været overskudstid. Når man selv havde forsynet sig blev der uddelt Mikkelskorn til de fattige. Snart måtte man lege med maden, roer bliver udhulet til lygtemænd og neg gemt til fuglene for fuglen og den fattige skal også være mæt, når marken var revet let.

I bondesamfundet var det aftenen, hvor høstgildet blev holdt. En aften der også markerede skellet mellem sommer- og vinterhalvåret. Dyrene flyttede fra mark til stald, og det blev tid til de indendørs gøremål. Det var også skiftedag for tjenefolk og tid til afvikling af gæld.

Der brændes bål før Skt. Hans, vi spiser hveder før St.Bededag

I dag bages der kommenskringler, omend mjøden erstattes af en kande te.

Vejrvarsler der knytter sig til dagen: Morgenens vejr varsler vinterens vejr, eftermiddagens vejr den kommende vårs vejr og aftenvejret den næste sommers vejr.

Ligeså dybt solen skinner i havet på denne dag, ligeså tyk vil isen i vinteren være.

Er Mikkeldagsnatten klar, og er der blæst om dagen, vil vinteren blive streng.

Foranderlige dage

I går lod vi, trods blæsten, os varme i solen. Vi snakkede om sensommerdage dage.

I dag holder solen fridag. Det rusker og raser blæsten indimellem heftige byger. Løvhænget ser træt ud, og er snart parat til at slippe grenene.

Det er tetid og tæppetid, læsetid og tid til at tænde lys, selvom det endnu ikke er aften.

Det er efterår.

“Nu stormer det koldt derude,

Stjernernes glans forsvinder.

Havet krummer sin hesteryg

og ryster sig fri af minder. (Tove Ditlevsen)

Solskinsfridag

Førstpåugenfridag med tid til samtale uden afbrydelse.

Fra tomandsbordet fik vi den allerbedste vinduesplads med kig til bølgeskulp på fjorden og drivende hvide skyer på himlen. Her lod vi os varme af solen.

Vi var ikke de eneste, der havde fundet vej til Havnecafeen i Attrup sådan en solskinshverdag.

Et mere autentisk sted at spise fisk end her, er nok svært at finde. Caféens fiskeplatte blev vores frokost. Befriende var det at sætte tænderne i en fiskefilet, der ikke var badet i friture. Mere end mætte var vi, da vi et par timer senere, efter at have vendt store og små emner, drog af. Duften af tang og lugten af fjord slog os i møde, da vi forlod cafeen.

Næste stop blev : Eftermiddagskaffe på Skovsgaard Hotel, hvor vi så kunne snakke videre.

Hvor var vi heldige

I går kørte vi havturen fra Vester Torup mod Klim. Her holdt vi kafferast og plukkede hyben i solskinsvejret. Så buske der bugnede af havtorn men havde desværre ikke handsker med. Fulgte skyernes bevægelser hen over septemberhimlen. Da vi havde forsynet os, og posen var halvt fuld, satte vi os igen i bilen og kørte videre. Og så øsregnede det.

Vi kørte ad velkendte veje gennem plantager. Rullede vinduerne ned og sugede den aromatiske krydrede duft inf. Skoven lige når det har regnet.

Passerede så Svinkløv med den storslåede udsigt til hav. Satte kurs mod Slet hvor vi i tørvejr gik en dejlig tur på stranden. Mærkede vinden i kinderne og håret, strakte ansigterne mod solen,hørte bølgerne slå ind. Og da vi kørte videre, begyndte det igen at regne.

Hvor heldige vi var.

Et tiltrængt afbræk efter mange indedage. Herom følger mere i morgen.

Uden regn ville der ikke være liv

Det siler ned udenfor, og hvor er det mørkt. Disen ligger over søen ,og det er som om dagen ikke er blevet pakket helt ud. Fra taget og træer drypper det ned.

Efterårsvejret har brat gjort sit indtog. En kontrast til de seneste dages sensommerskønne vejr.

Ikke at vi ikke behøver vandet fra oven, når der i haven tages et dybt spadestik under buskene er det stadig, omend omgivelserne er blevet så meget grønnere så tørt.

Længe er det ikke siden, vi sukkede efter vand. En dag som i dag, er det nok værd at tænke på det. Og sidste weekend nød vi solen på stranden.

“Regn er Nåde, regn er Himlen, der overskygger Jorden, uden regn ville der ikke være Liv” John Updike. (1932-2009)

Et par vejrvarsel for dagen lyder:

Solskin og klart vejr lover mildt efterår

Solskin og klart vejr lover et mildt forår

Vi må vente og se om det holder.

Bogpræsentation 

Jeg er flyvende i dag. Har glædestømmermænd og er øm i armen af at skrive hilsner i bøgerne –  efter gårsdagens fantastiske oplevelse. Over 80 mennesker  var mødt op for at byde min bog HALKÆRKONEN OG ORIGINALER PÅ HALKÆREGNEN velkommen. Hvilken velkomst. Bedre modtagelse kunne ingen, hverken bøger eller mennesker ønske sig.


Tak for anerkendelse, imødekommenhed, positivitet  og varme. Tak til hjælpsomme naboer for hjælp til at dette arrangement overhovedet blev til noget. Ja det er på mange måder godt at bo på landet, hvor man hjælper hinanden, og hvor der ikke er langt fra ord til handling. Tak for musik, gaver, bøger, blomster, breve og hilsner men allermest TAK fordi I var med til at markere at mange kaffeplettede løsark er blevet til en bog. 
Den sidste uges tid har jeg redet på en bølge, det vil være en tid jeg aldrig vil glemme. Overvældet er det, jeg er.