Så kom Julen- ……

Efter lang tids arbejde udkom bogen Julen – der hvor jeg kommer fra.

Næsten lige så forunderligt som at møde op med stor mave og veer på fødeafdelingen, og mange timer senere mirakuløst at forlade samme bygning med et levende lille nyt menneske, er det at aflevere adskillige løse blade for snart efter at modtage kasserne med nye jomfruelige bøger, der lige har sluppet trykken.

Utilgiveligt og ganske naturstridigt ville det være at spørge, om man var tilfreds med resultatet, når man som nybagte betragtede barnet i liften. Det er dog et uundgåeligt spørgsmål, der trænger sig på, når man for første gang får sin nye bog i hænderne.

Og tilfreds- det blev jeg med den nye bog, som blev lige som jeg ønskede mig.

Een ting er at skrive en bog, det store spørgsmål er så om, der er nogle, der har lyst til at læse den.

I dag har jeg stadig efterveer efter den overvældende modtagelse på Kulturnatten i går. Tak for alle gode og anerkendende ord, tilskyndelser, knus og blomster. Og tak til jer der var med hele vejen gennem tilblivelsen, som på mange måder kan betegnes som en hård fødsel.

” vi sov af Glæde kun lidt i Nat” omend dagen havde været så lang.

I lang tid har jeg forsømt skriveriet her på Sporenstregs, det lover jeg at råde bod på nu.

Reklamer

Stjernestunder i september

Fortælle for et veloplagt publikum i til bogfestival i Ingstrup. Tak til jer der lyttede. I Bogbrugsen som udelukkende er drevet af frivillige. Et fantastisk sted hvor man kan finde et utal af titler til favorable priser. Anbefalelsesværdig og på det bestemteste et besøg værd.

Fandt da også et par titler der manglede i samlingen. Spændende når bøger skifter hænder.

Belønningen var kafferast ved havet. Sidde i solen og lytte til bølgerne, der slog ind. Helende at mærke synkronitet mellem bølgerne og hjertes slag.

Idag udflugt med en lille flok. Sidste kræmmerdag i Hune, slentre rundt, lade sig varme af solen og ikke have andre planer end at kigge. Og være sammen.

Afslutning et stjerneskud på Klausens fiskerestaurant.

Snart er den første efterårsweekend,der bød på stjernestunder og temperaturer over 20 grader godt brugt. Jeg er taknemlig.

Nu må ulven vige

Efter at have fulgt Leonora og Henry, og ikke mindst ulven, er Køgeserien nu sat på pause.

Fortsættelsen til Berlinerpoppelserien, gensynet med Torunn, Margido og Tormod på Neshov udkonkurrerer for en tid familien i Køge. Igen at følge familien på Neshovgården og regnbuefamilien i Danmark, med Krumme og Erlend som omdrejningspunkt, er som at gense gamle gode venner. Nu i bind 5 i serien.

Jeg læser Liebhaverne med stor glæde. Men glæder mig samtidig til igen at læse om Leonora og Henry og genoptage læsningen af En ny tid…. for ikke at tale om Bjørnen.

Kathrine Marie Guldager har en lidt underspillet tone i sine bøger. Hun kan noget… meget…med sproget.

Det er dejligt at have noget at glæde sig til. Peters død og Bror og Søster ligger og venter.

Bogby 9520 og …

På nettet havde jeg ved et tilfælde fundet et sted, jeg måtte besøge. Og det blev i går. På nettet havde jeg fundet en bog, som jeg måtte eje. Før jul havde jeg sendt en forespørgsel om, hvorvidt man kunne lægge bogen til side til mig. Det kunne man. Og det blev så i går, det blev muligt at hente den længe ventede “sag” hjem.

Bogen om primstaven. Ikke blot en smuk gammel bog, skrevet på norsk, med et aldeles interessant indhold, bagerst i bogen opdagede jeg en kopi af en primstav lavet i aluminium. En primstav er en fortidig kalender. Altid har man haft brug for at holde tal på sine dage. Som Robinson Crusoe gjorde indhak i en stok, markerede man førhen også mærke- helgendage, således kunne man holde styr på årets tidsregning.

I tillæg til dette bogkøb ventede en overraskelse af format. Bogby 9520’s bygning bugnede af bøger. Her var det virkelig muligt for en bogelsker at gå på opdagelse. Og det gjorde vi og fandt flere gode titler.Her fortabte vi os så længe, at den planlagte tur i de fint hvidpudrede Rebild Bakker blev noget forkortet. Det var også bidende kyndelmisseknudekoldt.

Siden gjorde vi forgæves forsøg på at besøge en udstilling på Kulturstationens Rotunde. Er det ikke et herligt ord, der smager godt i munden? ROTUNDE ( rund cirkulær bygning ofte overdækket af et glastag)

Det må blive en anden gang, vi gør forsøget. Så er der også endnu en lejlighed til at gøre bogby 9520 et besøg

Sikke en herlig februardag.

Kopper,kopper, kopper

At Viborg er en af landets ældste byer fornægter sig ikke. Der er så meget at se på i denne gamle by. Som om hver en krog, og slippe gemmer på en lille historie. Kommer man sydfra ligger byens domkirke højt, som en mastodont, et torneroselignende slot, med sine to oprette tårne. Går man tur i de gamle gader, ligger domkirken mere tilgængelig i niveau.

Vores ærinde var at besøge en anderledes udstilling arrangeret af Viborg Kunstforening, som udstillede kopper i mange afskygninger. “Alverdens kopper” bød på keramikeren Helle Bovbjerg egne fremstillede kopper og en særlig og spændende samling, der både gav associationer til fortidens rustikke primitive drikkebægre og til flere af verdens lande kinesisk fint, sart porcelæn og japanske sakeskåle. Nogle kopper med satirisk udtryk og titel: RØJAL RINGKØBING

På vores tur gennem byen erfarede vi, at Kjærs boghandel og antikvariat, hvor vi har handlet de seneste mange år holdt ophørsudsalg. Det er en vemodig tanke,at denne boghandel ikke vil være der mere, når vi besøger Viborg. Besøg der har ofte været et tidstyveri og ikke mindst, da vore piger var yngre, sat dem på tålmodighedsprøve. For hvor kan man fortabe sig. Og hvor går tiden hurtigt i en velassorteret boghandel, hvor der findes en alsidighed i de utallige titler på det store lokales mange hylder.

En boghandel som denne, med bøger i højsædet, er en uddøende type af slagsen.

En dejlig tur blev det, og vi nåede hjem, før stormen begyndte at rase.

Dametur 

At besøge en genbrugsbutik handler ikke kun om at handle. Det er samtidig en nostalgisk rejse i tid, der rummer massevis af minder. I dag var vi på Dametur, besøgte ikke mindre end tre forskellige genbrugsforretninger. Vi delte forskellige erindringsglimt og forsømte ikke nogen lejlighed til at berette om, hvad vi hver især huskede om det ene og det andet, som vore øjne dvælede ved. Mangen en ting blev vendt og vurderet. Gjorde forskellige fund, en del af praktisk karakter, hvilket brugstingene der fyldte i kurven, vidnede om.

For mig personligt blev dagens køb Knut Hamsuns samlede værker komplet skindindbundet udgave, som jeg erhvervede for en samlet sum af 70 kr. Sådan et køb kan man næsten kun blive høj af. Det gjorde jeg i al fald.

Og så dette fantastiske krus, som skal gøre mine arvede syltekrukker selskab, vil jeg glæde mig til at fylde med grøftekantsblomster.


Men det blev også til andet end genbrugsbesøg. Vi holdt en lille rast ved havet og nød udsigten til et stille Vesterhav, før turen gik videre til en enestående tøjbutik med et særligt udvalg. Ikke blot er der et stort og lidt anderledes sortiment. Forretningen emmer af atmosfære. Ikke underligt at vi hvert år vender tilbage til dette smukke sted med så mange fine detaljer.

Fantastiske liljer bød os indenfor.
Vi glæder os allerede til næste besøg hos Art O Deco i Tranum

Verdens Bogdag 

I går den 23.april var det Verdens Bogdag. Traditionen opstod i den kataloniske del af Spanien, hvor man fejrer dagen ved at give hinanden en bog eller en rose. Dagen markeres over hele Europa. I 1999 blev der her hjemme i Danmark nedsat en kommission til fejring af dagen.

Egentlig burde det set udfra en læsehest og en bogorms perspektiv være Verdens Bogdag hver eneste dag. For hvad ville vi gøre uden fortællingerne, og den forestillingsevne som de lægger op til? Hvordan ville vi kunne opleve den mangfoldighed af egne indre personlige billeder, i en tid hvor alt serveres for os, om vi aktivt opsøger det eller ej, på det utal af skærme der omgiver os?

Hvor er vi bogen stor tak skyldig.

Som altid er jeg i gang med mere end een bog. Både fag- og skønlitterære bøger. Noveller og romaner.

Lige nu læser jeg Ida Jessens nyeste: “Dr. Bagges anagrammer” om den mystiske læge, svær tá blive klog på. Også selvom vi kender ham fra titlens forgænger “En ny tid”,der beskriver ham udfra fruens perspektiv, den tidligere frk.Høy der blev til fru Bagge.

Jeg søger inspiration i “Den magelige have” skrevet af Helge Pedersen, som jeg kender fra DR’s radioudsendelser. Jeg kan næsten høre hans klingende norske stemme ,når mit øje passerer linjerne i bogen. Jeg er næsten altid i gang med en havebog.

Derudover kigger jeg i “365 ting du kan lave med dit barn”, med den begrundelse at der engang imellem kommer en en lille ven, som jeg gerne vil overraske, med andre ting, end dem, man kan købe for penge,  når han er på besøg.

Jeg vil glæde mig til at fortsætte læsning af Katrine Marie Guldagers “En plads i familien”. Der er noget over at have en novellesamling inden for rækkevidde, så man hvis læsetiden er kort, hurtig kan tage en fortælling ind, som man kan gå og fundere over.

Jeg vil glæde mig til at læse Malte Tellerup debutroman ” Markløs” – at gå markløs betyder at bevæge sig udenfor de stier,der er trådt i marken. En roman jeg har hørt omtalt i program på P1, godt sted at hente inspiration når man er i forlegenhed for nye titler at sætte sine læsetænder i.
Hvorfor den store Munch biografi af Atle Næss ligger på mit bord er en længere historie. Den har  I tilgode til i morgen

                                  God læselyst til alle læseheste – med eller uden æselører.

P.S. Og så ligger der en notits om en nylig udkommen bog af Martin Krogh: “Harens Øje” 

At samle . . 

Jeg er en samler. Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en tingfinder, ikke fordi  disse ting er nødvendige for mig, men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan bare ikke lade dem ligge. Det begyndte med hulsten, som jeg jagtede, når vi var ved Vesterhavet, og som jeg nu efterhånden har ikke så få af. Hvorfor det netop blev stenene med hul i, jeg faldt over, ved jeg ikke. Jeg sætter dem på ringe og laver stenkranse som hænger her og der.


Er vi på østkysten,er det de farvestrålende fint slebne glasskår, som bølgerne har poleret ru og rustikke, der er uimodståelige. Jeg samler dem op, gemmer dem godt i lommen, hvor de har deres plads, til de her hjemme kan gemmes i et glas kun til dette formål. Ved siden af står en kolbe. Heri findes alle de okkerfarvede stumper af mursten fundet samme sted. Og så er der de forstenede søpindsvin,som nu også har fået selskab af  x antal vættelys og drivtømmer i varierende størrelser. Så nu er der også en kasse,der står drivtømmer på.


 Jeg samler ikke fordi det er nødvendigt. Mine objekter er ikke ting,  jeg behøver. Alligevel kan jeg ikke lade være at fortabe mig i min søgen. I jagten er jeg helt i min egen verden  Det er udelukkende min egen beskæftigelse, for min egen skyld.Jeg ønsker ikke noget fællesskab om det at samle, vil ikke bytte eller sammenligne med andres fund.  Forestiller mig ikke at samlingen kan blive komplet, forventer ikke min tilsyneladende værdiløse samling kan blive indbringende. Men den har værdi for mig.

 Jeg har samlet som alle andre børn servietter, glansbilleder, fjer og runde sten der føltes dejlige i en barnehånd. Måske er min fortsatte samlertrang  mit forsøg på at holde fast i den for længst forgangne barndom.? Aldrig er jeg  blevet samlermanien kvit. Måske er det gensynet med ting,der aktualiserer tidligere oplevelser, der kalder på, at man samler endnu en sten, genkendelsen af  et skår eller et stykke drivtømmer op, der ligner dem, man har der hjemme?

Jeg vil blive ved med at samle de ganske værdiløse ting, der hver og en gemmer erindringer og fastholder gode oplevelser. Alle mine arkivalier er betydningsbærende og knytter an til min livshistorie, og de minder mig om noget, som jeg formentlig også ville gemme et sted selvom jeg ikke havde min samling til at minde mig om disse oplevelser.

Og så er der bogsamlingen, men det er en helt anden og meget lang historie

Sommerbarn på en regnvejrsdag 

Bygedagen  bruges til at lytte til Sommerbarn. Der er noget ganske særligt ved at lade sig fortælle for. Jeg sætter mig godt til rette og lytter mig ind i mit eget univers. Ro og magelighed er ord, der beskriver stemningen her og nu på denne våde dasedag. Jeg  behøver ikke engang selv lade blikket glide hen over ordene for at danne mine  egne billeder og forestillinger.For at få en historie.

Det er Kirsten Meyers debutroman Sommerbarn, jeg får ind gennem øret. En historie der også kunne have heddet: Man gjorde et barn fortræd, hvis ikke netop denne titel var optaget. Til trods for den sommerlige stemning, der nu og da er i historien, forekommer fortællingen ingenlunde lys og let. Ligesom opvæksten på landet i 1960 erne ej heller er forbundet med nogen idyl.

Omdrejningspunktet er den omsorgssvigtede stakkels mørkeræde pige, Anne der ikke møder forståelse og anerkendelse nogen steder. Den uempatiske mor  kalder hende en pjatrøv, og irriteres over, at datteren gang på gang tisser i sengen. Og så er der den tyranniske farfar og den voldelige  storebroder. I dag ville man beskrive denne familie som dysfunktionel. Medfølelsen med det stakkels pigebarn og forventningen om, at der da på et eller andet tidspunkt må ske noget godt for dette Socialrealistiske Sommerbarn, er mit incitament for at fortsat at lægge øre til denne barske historie.

At tonen, fortællerstemmen og intonationen  er rar at lytte til, opvejer den triste handling.  Og er afgørende for, hvorvidt jeg vælger at fortsætte eller aktivere stopknappen. Det langsomme læsetempo gør det muligt at dvæle ved nogle af de fine sproglige billeder,som den intense fortælling heldigvis også rummer. Lydbogen vil for mig aldrig kunne erstatte det at bladre i en fysisk bog, hvor man kan mærke siderne glide mellem fingrene og lugte duften af papir. En helt anderledes oplevelse er det at lytte til en lydbog, et  fint supplement til selv at læse. Valget er ikke et enten- eller men et både- og.

Mens jeg lytter, ser jeg  ud af vinduet og opdager til min forundring at Karen Blixen rosen er sprunget ud og endnu en ny spæd knop er i vente. Jeg  ser mit snit til at sætte den tragiske historie på pause, begiver mig ud i regnen for at forevige den hvide rose, og deler synet her på en regnvejrsvåd sommerdag.

I. P. Jacobsens fødehjem 

 

” Sommer var det;midt på Dagen i et Hjørne af Hegnet.Lige for stod der et gammelt Egetræ, om hvis Stamme man gerne kunne sige, at den vred sig i fortvivlelse over den Mangel Paa Harmoni der var mellem dens ganske ny, gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede Grene, som mest af Alting lignede groft fortegnede gammelgothiske Arabesker.Bag ved Egen var der frodigt Krat af Hassel, med mørkt glansløst Løv, som var så tæt, at man hverken saa Stammer eller Grene. Op over Hasselkrattet steg to ranke glade Ahorntræer med lystigt takkede Blade , røde Stilke og langt”Dingeldangel” af grønne Frugtklaser. Bag Ahornene blev det Skov- en grøn jævnt afrundet Skraaning, hvor Fugle kom ud og gik ind som Ellefolk af en Græshøj”. Dette var indtrykkene, der mødte det nynnende gispende menneske,der ligger på græsset og ser mod himlen. Det menneske, man træffer i Læsningen af I.P.Jacobsens fine debutfortælling “MOGENS” fra 1872.
    
Om denne tekst er en kort roman eller en længere novelle er mindre interessant. Mere vedkommende er det, at det er en fantastisk fortælling med de smukkeste og mest indtagene beskrivelser, som fortæller med hvilken omhu forfatteren beskæftigede sig med sproget. 

Ligesom personen i teksten, valgte vi at lade vores univers udvide og tog på sommerudflugt nordvest på. Vores mål var at følge I I.P’s fodspor. 

 Vi gjorde holdt ved det fine lille ydmyge lysthus som Jens Peter Jacobsens far, der var skipper, lod ophøre ved siden af deres egen beskedne hjem nær havnen i Thisted. Da den unge digter fik konstateret tæring, eller lungesot – tuberkulose, som vi kender sygdommen som i dag. Man mente, den friske limfjordsluft ville gøre det nemmere for den syge unge digter at trække vejret, og derfor opholdt han sig, afkræftet, i hængekøjen i det lille hus, med åbenstående dør til haven. Lysthuset ses stadig på havnen i I.P.Jacobsens have. Hverken udsigt eller frisk luft slog til og forfatteren døde kun 38 år gammel. 

Kun få tekster nåede digteren at skrive, i den korte tid han levede, men til gengæld store historier malet med en palet af præcise og rammende ord. Historier der er at betragte som fyrtårnstekster, der har en eviggyldighed.

Måske er denne passage fra “Mogens” mere beskrivende for vores sommer i år: ” Luften var lutter lange, mørke Streger,Bladene nikkede og svajede, og der kom en Susen, der gik over til – Syden: det øste Vande ned. alting glimtede, gnistrende, spruttede. Blade,Grene, Stammer, Alting glinsede af Væde,hver lille Draabe der faldt Paa Jord, Paa Græs, Paa Stenten, Paa hvad som helst, splintredes og stænkedes bort i tusind fine Perler. Smaa Draaber hang lidt hist og blev til store Draaber, dryppede ned her, samledes med andre Draaber,blev Smaa Strømme, blev borte i Smaa Furer, løb ind i store Huller og ud af Smaa,sejlede bort med Støv, med Splinter og Løvstumper ……..” 
  Det er vist unødvendigt at tilføje, at Mogens er en af mine foretrukne titler i sommertiden – om der er sol eller regn, så forbliver de præcise malende sommerbilleder de samme. Ligesom glæden ved at tage på opdagelse på sommerdage. 

Komma

imageI en tekst betyder et komma, at man skal stoppe op, trække vejret,før man læser videre. I dag har jeg valgt at sætte  komma. Holde hviledag. Sætte mig selv på selvvalgt pause, før jeg begiver mig videre. Forestille mig at jeg er et batteri, der for at kunne virke igen skal lades op.  Efter i flere dage at have været omgivet af gode mennesker, at have været i godt selskab, er det nu tid til ikke at skulle noget som helst. Jeg lader op og fordyber mig i ” Køligt Daggry” “Kullar af degi”, som romanen på islandsk hedder. En fortælling  om endnu en af Kristin Marjas fantastiske kvinder Thorsteina Thorsdottir. Kristin Marja Balursdottir kan som ingen anden indfange og så levende, detaljeret  og dramatisk indvolvere os læsere i de menneskeliv, hun skildrer. Oftest kvinder der markerer sig ved at skille sig ud fra enhver konformitet. Lige fra portrættet af kvinden og kunstneren  Karitas Jonsdottir til enken Freya, der ikke kun vender hjem til Island efter et ophold i Amerika, men også vender op og ned op tilværelsessynet der. Hun imponerer og afskrækker på samme tid, ikke mindst niecen Agga. Og så er der Kolfinna, der ” Fra hus til hus”  ukueligt fortsætter at efterstræbe lykken til trods for den smerte, det svigt hun har oplevet

Alle fantastiske fortællinger der er vanskelige at slippe udenom. Fængslende dramatiske, som den natur de foregår i, og som forfatteren er så fortrolig med. Således  er jeg også på min hviledag i godt selskab. Jeg lader op med Thorsteina.