En letantændelig verden

Hedebølge efter de varmeste sommermåneder nogensinde.

Varsel om dage i træk med temperaturer over 30 grader.

Skovbrande flere steder

Vandløb der tørrer ud.

Markerne brune og fjorden grøn.

Tørketid, det er som jorden brænder.

Hvad er det der sker?

Her sidder jeg, for nedrullede gardiner, forskanset indendøre i ly for solens hede ved ventilatoren med mit kolde vand, der alt for hurtigt bliver lunken.

Jeg køler mig ved at skrive om vintertid.

Reklamer

Hvidt forneden, hvidt foroven …..

Forleden var det af vintergækker hvidt. Nu har sneen lagt sig i beskyttende dyner over landet. Nogle steder i tykkere og mindre fremkommeligt lag end lige her. Det er vinter, nu hvor kalenderen, snart melder vår. Og det spåes at kuldegraderne ikke lige har tænkt sig at kapitulere. En gammelklog replik i den forbindelse lyder: ” det er bedre kulden kommer nu end til påske. Og det er der en grad af sandhed i.

” hvidt forneden, hvidt foroven,

pudret tykt står træ i skoven, som udi min Abildgård.

Ind imellem vælter sneen ned i store totter, der gør det vanskeligt at skue langt:

“Det knyger ud af himlene

… og spider Sne på piggene”

Jeg er sikker på, at begav jeg mig udenfor så: har Fårene der går på marken over bakken Blink i Pelsens Haar” Men det gør jeg ikke i dag. Jeg nøjes med at betragte det fine hvide lag herindefra, betragte fuglene der har så travlt med at forsyne sig. Sjovt at betragte solsorten flytte sig fra fodersted til fodersted.

Taknemlig over at leve et sted, hvor der stadig er mærkbare forskelle på årstiderne, er der dømt indedag med strikketøj og te i koppen.Og så er der også den hvide blomst herinde, der må nydes mens tid er. Og det er ik’ så ring’ endda!

Kuldedøgn

Forrige nat slog flere års kulderekord med tocifrede minusgrader. Så sjældent et syn at termometeret i køkkenet måtte foreviges.

Der er is på alle pytter, i huller og sprækker. Jorden er frossen, og for første gang længe føles jorden til en afveksling hård og fast at gå på.

Det er de uldne trøjers tid, og svært at glemme huerne og vanterne. Ved sengetid findes varmedunken, en forkælelse at kunne hoppe i en varm seng.

Det var Dortheadag i går, og hvis liljen af samme navn springer ud denne dag, varsler det tidligt forår.

Op af vores sydvendte mur var der blot et par vintergækker, der lyste hvidt. De stod og skuttede sig op af muren. Vi får vente.

Til gengæld lyser den forsinkede Belladonnalilje, ridderliljen bedre kendt som Amarylis – eller de fire verdenshjørner dejligt op i stuen. Kært barn har mange navne. Nu med to blomstrende stilke. I år vil jeg gemme løgene og forsøge at få dem til at blomstre endnu engang.

Et smukt syn på en kold dag. Det er i disse dage fast arbejde at forsyne fuglene med solsikkekerner, små bjerge af de afpillede skaller er at finde på græsplænen. Hver dag er foderbeholderen og nettene med foderkugler næsten tømt. Det er al besværet værd, når man siden kan sidde herinde i varmen og betragte fuglene fra førsteparket ved vinduet. Det nye fuglehus, har holdt rejsegilde. Solsorten er flyttet nærmest permanent ind og har gjort sig til boligens overordnede, ser det i al fald ud til, når den holder de mindre mejser og spurve på afstand.

En fryd er det at være vidne til vintersolen disse klare dage, både når den står op, og når den er på vej til at gå ned.

Nymåne

Der har altid været noget fascinerende over månen, der nogle gange hænger som en stor rund lysende kugle på nattehimlen og har den farve månen skal ha’ . Andre gange er den vanskeligere at få øje på. I nat viste nymånen sig for første gang i år. Nymåne er, når månen befinder sig i en position mellem solen og jorden, og vender den mørke side mod jorden og kun kan anes som en smal, næsten usynlig uanseelig bue, når den betragtes fra jorden.

I årene 1914-1931 drev Karen Blixen en kaffefarm i Kenya.

Af folket på kaffefarmen ved foden af bjerget Ngong, også kaldet det firfingrede bjerg, fordi bjerget af udseende ligner en knyttet næve, fik Karen Blixen tilnavnet” Den der ser fuldmånen først”.

I Afrika, hvor heden besværliggjorde rejsen for karavaner, var det almindeligt, at man rejste om natten i månelysets skær. Derfor var det afgørende, hvem der først fik øje på nymånen..

Karen Blixen havde tilmed den overtroiske skik at neje for årets første nymåne. Den første måne der viste sig på himlen efter helligtrekonger.

Altid har der været overtro forbundet med nymåne. I gamle dage holdt man det, man frygtede at kunne komme til at mangle i det nye år, op for månen på nattehimlen – et brød eller en mønt. Så ville man ikke komme til at sulte eller mangle penge.

Ligeledes anses nymåne som det optimale tidspunkt at begynde noget nyt og søsætte nye projekter.

Måske man skulle citere denne livskloge betragtning, mens vi den kommende tid vil se månen udvikle sig, og indse vores egen menneskelige ufuldkommenhed:

” Betragter Månens Bue, den kun er halv at skue

Og er dog hel og rund,

Så er vel flere Sager,

Som nu vort Hjerte vrager

Fordi vi halvt dem skuer kun” ( Carsten Johannes Hauch)

Sådan en dag 

Mørk morgen, varsel om årers første efterårsstorm, gråt der ude. I dag er det tid at være huleboer, krybe lidt længere ned i den gode stol. Drikke te af en af mine yndlingskopper. Nyde et af de få rødkindede guldborgæbler. Måske de smager særligt, fordi der blev så få af i år. 

Lytte til lydbog. For tiden er den historisk: “Ammen” af Kirsten Ruth. En roman fra 1700 tallet, med en apotekerfamilie tilhørende det bedre borgerskab i Aalborg, som omdrejningspunkt.

Finde vinterstrikketøjet frem. Der forhåbentlig vil blive til en ulden blå poncho til kolde dage ude, og kølige aftner inde. Et let strikketøj, der ikke kræve megen omtanke. Strikkepindene nærmest lydløse, efterlader ikke deres sædvanlige knitrende lyd. Kræver ikke et nedslået blik, men levner mulighed for at kunne kigge ud. Maskerne glider af pinden, en for en og bliver til lange rækker af et ukompliceret enkelt mønster.

 Den eneste afveksling er det farveskift, garnets mellerede farve giver, At strikke på denne måde har en næsten terapeutisk effekt. Når en maske forlader pinden, er det, som når man gemt i et krat af bærbuske, også ganske selvforglemmende, lader det ene bær efter det andet forlade sin gren for at lande i fadet. 

Træernes tavshed bliver brudt. Det blæser op der ude, mon det bliver så slemt som metreologerne spår? Vi har sikret os og henter parasoller og andre løsdele ind. Endnu er det tid til bare fødder i futterne.

Gylden morgen 

Til morgen var der dug på ruderne. Udenfor var buske og træer pakket ind i det fineste gyldne lys. Søen stille og blank. Stemning af stilhed, som fuglenes kvidren nu og da forstyrrede. Det går mod efterår. 

Alligevel er ” der en søndagsstille ro imellem træer og tage, en munter glæde ved at gro, som var det sommerdage”

                              og georginer spraglet gror blandt asters i vor have . . . ” 

Sådan var morgenudsigten fra mit vindue. Sikke et syn at vågne op til og begynde dagen på. Lige nu eksploderer haven i et stort fyrværkeri af skønne sensommerfarver i kontrast til alt det falmende løv. Nu går vi ind i de gyldne dage.

Septembernat 

Med september har vi taget hul på efteråret. Selvom det synes sommerligt, og sensommerdagene lige nu byder på langt lunere dage, end de fleste sommerdage gjorde. Men kolde er aftnerne nu, og mørke er nætterne. Allerede nu kan man tage sig selv i at savne sommerens stemninger. Måske fordi der i år, var færre af dem. End vi forventede, end vi er vant til.

Jeg faldt over Thøger Larsens Septemberdigt, som fra mit vindue  rammede min midnatsstemning ind.

Jeg har tilladt mig kun delvist at citere det her, som illustration til det fantastiske nattesyn, der mødte mig sådan en søvnløs septembernat.


venlig men usalig,  vandrer langsomt Maanen, en septembermidnat

Over Bord og Vægge, over Gulvets Flade, ligger Maaneruders matte stille Skærsild….

Maanelyset lever, er forbrændte Drømme,  stiger lidt og falder, falder lidt og stiger

Snart imod mig skinner Lampens Maanemessing, snart en Sky for Maanen, slukker Messingskærret….

Gennem Himlen iler Efteraarets skyer, ængstet flugt af Øer mod en anden Verden.

Murens Rosengrene banker Paa min Rude, Sommernattens Roser faldt og Grenen  Ræddes…..

Nat og Løvfald,Maaneskin…..

….nylig var det Ungdom, Leg og lyse Nætter

Har nu Verden lukket Livets lyse  Sale? Kom, Aa kom tilbage, Gøge,  Nattergale.( Thøger Larsen 1925 fra Limfjordssange) 


Til alle tider har der været noget dragende over månen, nogle gange spinkel og næsten usynlig andre kæmpe kuglerund, som en stor velllagret ost. Fachinerende at uanset hvor i verden vi befinder os, så betragter vi den selvsamme måne.

                                             ” Månen har den farve, måner skal have”  ( fra  Skærmydsler af Gustav Wied) 

Feriemorgen 

Himlen så grå. Regndråber på ruden. Regnen siler stille ned, hængebirkens bladhæng duver frem og tilbage i næsten rytmisk bevægelse. Søen er så stille. Kun når regndråberne møder søspejlet, kan det ses. Det er lørdag. Morgen. Ikke kun en hel dag. En hel weekend. En ferie ligger ubrugt foran os og venter på at blive fyldt ud og blive til noget, der engang vil blive husket som ferieminder fra 2017. Også selv om det regner, og der ikke er sommervarmt, så er de næste uger uden mange aftaler. Få forpligtelser forude. På friskolen hvor vores yngste datter har gået, havde man tradition for, hver gang det var ferietid, at synge feriesangen: 

” ferie, ferie, ferie, slap nu af du har fri og syng en glad melodi.

Op mod solen ser vi, den vil skinne til ferien er forbi.

Tag dit vækkeur,læg det i en spand,

Kom så vand i til uret siger stop,

Gem din gamle pen, for hvad vil du med den,

Ska’ jeg si’ dig hvad du ska’ skriv’ op.

….

Kig jer nu omkring, der er så mange ting,

Som vi gerne sku’ ha’ nået at få set,

Vi skal lave sjov, i mark og eng og skov, for med pligter og skole er det sket”  ( Ole Mortensen) 

Nogen garanti for at vi når at få brune tæer, har vi ikke, kun udsigten til at kunne gøre ( næsten)hvad vi vil – de næste tre ugers tid. Til det behøver vi ikke megen forberedelsestid. Vi er ferieklar! 

Nedjusterede forventninger 

18. Juli – 16 grader. Dagens varighed er 16 timer og 47 minutter. Der er 166 dage tilbage af året. I dag er dagen aftaget med tre kvarter. Det er tid at nedjustere forventninger til sommeren 2017. Og muligvis også kommende somre. Der blæser nye vinde. Eller måske løber jeg med en halv vind.For en traditionel sommer med varmegrader, der hører denne årstid til, bliver det sandsynligvis ikke i år. Dagene  nu er som vinden blæser. Så er det så med at øve sig i, ALT det andet man kan gøre, når nu sommervarmen glimrer ved sit fravær. Prøve at blæse vejret et stykke og bede om godt vejr. Glæde sig over ALT det andet der er.

Jeg prøver til stadighed at fortælle mig selv, at jeg skal opholde mig udenfor selvom temperaturen ikke lige indbyder til terasseliv. 

Al den blæst gør mig så ør- og træt- det føles som om den evige bevægelse forplanter sig til ens indre, og giver en ubehagelig uro, der gør det vanskeligt at tænke sammenhængende tanker. Man må gøre et forsøg på at ride stormen af.                                             Jeg kan lide stille rolige dage. Der føles som længe siden, vi har haft sådan en dag. Jeg tror, jeg er bedre i medvind end i modvind 

                                                Det er altid rarere at være inde i varmen, end ude i kulden.

                                                Det er aldrig til at vide, hvilken vej vinden blæser.   God vind derude! 

Havens bedste Astrid 

Verdens bedste Astrid hedder en bog skrevet for børn om Astrid Lindgren og hendes forfatterskab. Om moren til Madicken, Mio, Kalle, Ronja, Grynet, Tvebak og Jonathan – alias Brødrene Løvehjerte men nok bedst kendt som mor til de to ustyrlige og rebelske unger Emil og Pippi, der til enhver tid står ved sig selv og følger deres hjerte.

Hende Astrid kunne jeg ikke undgå at skænke en kærlig tanke, da jeg trak gardiner fra i morges og det mest fortryllende syn 


af den flittigtblomstrende aldrig svigtende ” Havens bedste Astrid” som lige nu farvesætter havens største blomsterbed. Og om alt går vel vil gøre det lige til frosten vil sætte ind.