Løvetænderne

Den udskældte fandens mælkebøtte er ikke så fandens endda.

Lige nu står de der- løvetænderne, ikke på rad og række men spredt her og der, som et tandsæt der ikke er blevet rettet. Med buketsatte blade som i roset og en lang genstridig pælerod står den solgule blomst fast forankret i jorden. Lysende omkap med de gule- gulere – guleste rapsmarker.

Snart får de fnuglette skærme med frø der så er på vingerne.

Åh at forundres og komme på luftene let som et løvetandsfrø

ned i det syngende, susende

duftende græs på en lysegrøn ø” Piet Hein

Særdeles livsduelig sikrer blomsten sine generationer frem i tid -ved rodskud og den fribårne bestøvning med frø der bæres af vinden.

“Det er lykken ved at yde efter egenart og sjæl,

ved at leve i alverden, men at hvile i sig selv.

bære livet som når løvetandens fnug kaster los.

Det er viljen til at være …. Piet Hein

Der er så meget krudt, i det smukke der kaldes ukrudt.

“Jeg vil være som en mælkebøtte, der kaster nye liv med vinden

ind i systemernes haver,

tværs over hække der hver dag,

barberes af brummende forlorne tænder” Peter Laugesen.

Reklamer

4. Maj

Det er i aften vi fejrer befrielsen. I aften synger vi den sang, der forbindes med denne særlige aften.

I den 4 strofede befrielsessang spækket med dejlige bogstavrim, der falder så godt i munden, bliver forår og befrielse to synonyme størrelser. Og den lille uanseelige lidt anonyme fugl – lærken bliver symbolet på den genvundne frihed.

En Lærke letted og tusind fulgte og straks var luften et væld af sang

De tusind tårne tog til at tone

Aå landet fyldtes af klokkers klang

Og byer blomstred i rødt og hvidt

Og det var forår og Danmark frit

Ja, Danmark frit!

Sangen er skrevet af i 1945 af en ganske anonym forfatter: Mads Christensen, der var apoteker i Kolding

Der er sne i luften og vejret kan ikke så ubetinget betegnes som forår, også af den grund tænder vi lys, men det er friheden, og at det hele nu er grønt igen, vi fejrer.

Glæden og taknemligheden over at leve i et frit land, overstiger i aften bekymringen for om frosten igen i år har nået at skade de nyudsprungne frugttræer i haven.

Valborgdag

I dag er det Valborgdag. Igen synger vi “Kom maj du søde milde, gør skoven atter grøn”

I aftes var det Valborgaften, hvor man traditionerne tro tænder bål, af ” nyild” lavet fra bunden- som vi vil sige i dag- ikke ild hentet fra brændselskomfuret i køkkenet.

Engang hentede man også nyudsprungne grene ind fra skoven, ikke blot for at pynte, men fordi man troede, de lysegrønne nye grene besad en kraft, der kunne drage det onde på flugt.

For der var hekse på spil i Valborgnatten, når de var på vej til Tromsø i Norge.

Der blev redet sommer-i-by, bønderkarle og gårdenes piger samledes i optog ligeledes smykket med nye bøgegrene og kulørte bånd, før dansen omkring majsstangen og majvisen blev afsunget.

Den første dag i den sidste forårsmåned, var også skiftedag, forårsdage. Hvortyende kunne skifte plads.

Og siden 1890 en kampdag hvor de røde faner og stemmerne blev luftet og armen bøjet.

Bål fik vi ikke tændt i aftes. Vi lod os nøje med at betragte rapsmarkerne, der netop nu stråler, optimistisk gult og spreder den sin karakteristiske sødlige livsglade duft milevidt.

Vildfarne af slagsen fandt vej til en vase i køkkenet.

O den skønne, skønne maj

O den skønne, skønne maj ….

Oh natur hvor skøn er du

Træers knopper svulmer

Livet stille ulmer

I hvert lille frøkorn nu

…. herlig, herlig toner glædens sang ( efter J V Voss 1789)

Vaar paany

Smukkere end Thøger Larsen kan ingen hylde foråret, der er her lige nu og her:

Saa kommer den ødsle Vaar paany,

Den manes af Muld for Fode,

Solen staar op i kvidrende Gry,

Og Haabet er vel til Mode.

Jorden om sin Akse gaar,

Og Dagene viger og kommer-

saa drømmer jeg da igen i Aar:

Nu bliver det evig Sommer.

Det er en Vane, jeg fik engang,

naar Knoppen bryder af Barken,

da synger mit Hjerte Sangenes Sang,

mens Koen græsser Paa Marken.

Salig er Fjorden under Næs,

hvor Solskinsflaggeret Blinder!

Saligt er det groende Græs,

hvor Sol gennem Saften skinner.

Salig er den mætte Ko,

som gaar med Kalven i Bugen!

Saligt er Faaret der staar i Ro

og snyder Bonden for Rugen!

Salig er den tætte Tjørn

i Svøb af lysende Bloster!

Salige ere Lam og Børn

og hvert et spirende Foster!

Saligt …saligt …Hjertet slaar,

Tiden gaar og kommer —

jeg føler det atter, at nu i Aar

begynder den evige Sommer. (Thøger Larsen )

Påsken pakkes væk

Påskeæggene er spist.

Påskefrokosterne ligeså, kun lidt rester i køleskabet vidner om påskesammenkomster. Nu er det den grovere og enklere hverdagskost, der venter.

Påskegæsterne er taget hjem, og der er atter stille i huset.

Årets påskekonkurrence er overstået. Antallet af påskeæg skulle traditionen tro gættes. Og det blev de.

Den heldige vinder, som ikke viste sig at være så heldig endda, blev fundet. Vinderen var nemlig mig. Gevinsten var et gavekort til at køre gocart. De der kender mig, måtte vide, at jeg ingenlunde er nogen fan af fart. Man har lov at donere en gave bort. Især når man selv har givet den, i den tro at man kunne glæde andre. At jeg selv var i spil til at vinde, faldt mig aldrig ind.

Lysene i påskestagen blev næsten brændt ned.

Nu pakkes påsken væk. Hverdagene har så brat, som altid efter påske, gjort sit indtog.

Stadig står påskebuketten stadig og minder os om gode påskedage.

“Jeg holder af hverdagen

Jeg er vild med den

Hold da helt ferie, hvor jeg holder af hverdagen

Jeg holder stinkende meget af hverdagen” Dan Turell

Men jeg glæder mig også til alle højtider, der rager op, og udvider dagene, gør dagene højere end de daglige dage.

Påskedage

Dejlige dasedage. I alle henseender varmedage, hvor vi ikke blot varmer os ved solens stråler men også ved at være sammen hele familien. Dage uden planlægning, hvor den eneste dagsorden er at være sammen. Ude og inde – omkring påskebordet der byder på fiskefrokost.

Terrassedage i dobbeltbetydning. Nydetid og ydetid i et passende afmålte forhold.

Det gøres de første spæde forsøg udi strikning med al det bøvl og besvær, der hører sig til at lære noget nyt – nu og da lidt for faste masker, der må tvinges af pinden, akkompagneret af lige så stramme mundbevægelser.

Det er sommerligt, der er frie dage, og vi er sammen.

Glædelig påske

Anemonetid

” Åh anemoner dækker hele jorden li’som sne

Åh ane-mo- o– ner snart får jeg vel sommeren at se”

Der er hvidt i skovbunden nu. Mirabeltræerne pryder landskabet nu i fuld blomst som hvide lysende luftiglette skyer- dragende for øjet.

” med store undrende øjne går jeg, hvor anemonerne lyser hvidt”

Den første sommerspringsglæde er i år udfordret, i skarp konkurrence med bøgeknopper, der er tidligt på den og lige ved at briste – og lærketræerne, der snart stråler lyseste grønt.

” Dagen er så fuld af anemoner, fuglefløjt og farvespil i lyse kroner …” Sebastian 1991

Det er forår.

Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Vand

Også i går silede det ned. Der var skjorteærmer på fjorden, som man sagde engangs, når bølgerne slog kraftigt ind.

Vandstanden i åen var høj og lige ved at gå over sine bredder.

Engene, hvor mange gæs plejer at slå sig ned, var sumpede og overrislede med vand. Her flød til gengæld et par svaner rundt og fouragerende.

I radioen kunne de fortælle, at vandmængden for marts har slået nye rekorder.

Der er noget bekymrende over al det vand, der vælter ned fra himlen. Når det kommer uden afbrydelse i flere træk. Så presser syndflodstanken sig på i takt med, at vandet presses ind i åer og fjorde.

Vand som vi i den grad manglede sidste sommer, og som vi frygter vil komme til at mangle igen.

For ligesom ild er vand et element der må være i balance

For meget og for lidt gør os bekymrede. Også selvom vi ikke er landmænd og skal leve af at drive jorden, så skal vi ale leve af og på jorden.

regnen den græder på mine vegne over det jeg alligevel ikke kan glemme

fordi den ( regnen)forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sakremente

(Søren Ulrik Thomsen)

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb