Et vendepunkt

I går blev døren til mørket lukket og lyset budt ind. Det blev tid til at vinke farvel til kulden fortrængt af lunere vinde. Lettere lysdage er på vej, de vintertunge kolde dage har vi nu lagt bag os.

Ved forårsjævndøgn hilser vi for alvor foråret velkommen. I går oprandt dagen, der markerer og forandrer. Skæringspunktet i året, hvor nat og dag er i balance og indgår i et jævnbyrdigt tidsmæssigt forhold.

Vintertungsindet må vige for naturens forunderlige sitrende genopstandelse.Vi er på rette vej.

I haven står påskens liljer i flor- allerede. Også de er på færde.

Tilside er nu strøgen

Skydækkets Gyldenkjol

Og Jordens Krop lagt nøgen

For Dagens vilde Sol

I heftig glans og Skygge

Om Solen tykt sig vælter

De svære Bølgerygge

Af Ild og Alt som smelter

Vor Jord i egen Rundhed

Undfanger Nytids Grøde

Imens den muldne Sundhed

Fordøjer Alt som Døde

Som Sang og dybe Drømme

Af Lyst kun Sol kan lindre

Gaar Magnetismens Strømme

Igennem Klodens Indre

………

Fra Luften daler Lyden

Om Mænd der Mulden harver

Og mod Befrugtningsfryden

Slaar Følelser og Farver

Hvad er nu Tusind Mile?

Hvad er nu Tusind Aar?

O Menneske du smile

De Døgne vi har Vaar. ( Thøger Larsen 1907)

Reklamer

Vand

Også i går silede det ned. Der var skjorteærmer på fjorden, som man sagde engangs, når bølgerne slog kraftigt ind.

Vandstanden i åen var høj og lige ved at gå over sine bredder.

Engene, hvor mange gæs plejer at slå sig ned, var sumpede og overrislede med vand. Her flød til gengæld et par svaner rundt og fouragerende.

I radioen kunne de fortælle, at vandmængden for marts har slået nye rekorder.

Der er noget bekymrende over al det vand, der vælter ned fra himlen. Når det kommer uden afbrydelse i flere træk. Så presser syndflodstanken sig på i takt med, at vandet presses ind i åer og fjorde.

Vand som vi i den grad manglede sidste sommer, og som vi frygter vil komme til at mangle igen.

For ligesom ild er vand et element der må være i balance

For meget og for lidt gør os bekymrede. Også selvom vi ikke er landmænd og skal leve af at drive jorden, så skal vi ale leve af og på jorden.

regnen den græder på mine vegne over det jeg alligevel ikke kan glemme

fordi den ( regnen)forbinder himlen og jorden i et hemmeligt sakremente

(Søren Ulrik Thomsen)

Troldænderne er landet på søen

Troldænderne har været her af og til de seneste dage. I morges vågnede vi til synet af en lidt større flok, der havde slået sig ned. Nu flyder de rundt som små sorte klatter, let genkendelige Hannen, som vanligt i dyrenes verden, mere iøjnefaldende med kontrastfulde sorte og hvide anmærkninger på siderne.

Trods kolde dage plejer ændernes ankomst at være et forårstegn.

Som var det aftalt spil , og ikke tilfældigt, spankulerer skovskaden nu rundt på græsset ved søen, og udgør med ænderne kulissens forgrund med et matchende farvesammenfald.

De første hornvioler, der jo kan klare frosten, i så fald, er købt ind og plantet under min julegave – en smuk atlas ceder, med gråblå nåle og bittesmå kogler. Det står lige ved hoveddøren og tager imod.

Nu står de der, de små hvide stakler, fryser og skutter sig, mens de nikker med hovederne. Synes næsten jeg kan høre dem sige ” uuh”

Endnu et par krukker er plantet til med Scilla,som jeg siden vil sætte ud i haven. De kommer så flittigt igen i mangefold. Sådan bilder jeg mig ind, at det ikke er frådseri at fylde lidt flere forårsplanter i krukkerne. Både ude og inde. De kan jo glæde og gøre gavn igen på et senere tidspunkt- forhåbentligt.

Hvad var det dog der skete

Så nåede vi årets første forårsmåned, men det er som om, det har været forår i nogen tid. Mit vinterfrosne hjertes kvarts er forlængst tøet op og smeltet. Måske nåede hjerterne aldrig helt at fryse til i vinteren 2019?

Med blandede følelser registreres de forårstegn, der plejer at vække taknemlig glæde, forundring og begejstring.

Altid har forår og kådhed været knyttet til hinanden. Det er ikke kun de unge plage, der slår op med bagen, når de sættes på græs. Vi mennesker har tradition for at narre hinanden med gækkebrevshilsner og senere at forsøge at gøre hinanden til aprilsnar, når lyset igen får magt.

Men i år har de tidlige tegn ikke påkaldt en ubetinget forårsovergiven sig. Den næsten ikke eksisterende vinter vækker bekymring.

Når lærker synger midt i februar, og ukrudtet viser sig, når mirabellens blomsterknopper viser hvidt og truer med at åbne sig, så vækker det ikke kun forvirring og forbavselse. Når hugorme soler sig i februarsol, og bierne drager afsted al for tidligt, for at sætte sig i de nektarfyldte udsprungne botaniske krokus, men derefter ikke kan finde andre planter at søge hen til, så kalder det uanset, hvor meget vi varmer os ved lune dage og forårstegn, på bekymring.

Så er det, man som menneske kan have svært ved at glæde sig helhjertet over forårstegnene, selvom man strækker sig efter solen.

Trods betænkelighed tager forårsglæden alligevel over: jeg betragter min anemone som gør mit hjerte atter glad, for denne rene farve er mig som en Vaarens dåb

Forårsfinder

Med gårsdagens syn in mente: plamager af erantisgult og store hvide flader af vintergækhvidt i de gamle haver vi passerede på vores vej, satte vi os for at ville finde foråret, nu hvor lyset viser og varsler ny begyndelse. Snart er det vår.

Og vi fandt det….i februar

Både ude og hjemme …..

og når forårssolen skinner lever jeg….

God søndag

Vinterudflugt i forårshumør

Selvom det var koldt indbød dagen til udflugt. Altid dejligt at se andre omgivelser. Kørte en tur rundt om fjorden, tog hjemstavnen i øjesyn fra den modsatte side af fjorden.

Kafferast i smukke omgivelser ved Oxholm gamle mølle før en time lang gåtur ved Slettestrand.

Bølgerne slog helende og stille ind, og der var stille. Fulgte en kutter på vej på havet men kunne nærmest ikke løsrive os fra stenene under os.

Der kom flade hvide tegnesten, hulsten, finurlige og smukke sten med hjem i posen, som ikke nåede at blive fyldt op med rødspætter.

Og hvordan kan det være, at det er svært at gå tur på stranden med blikket rettet fremad? Hvorfor drager jagten på sten, og hvordan kan det være, de Våde og blanke tager sig meget smukkere ud i deres rette element end hjemme på bordet?

I nat hørte jeg uglen

….og jeg blev så glad, jeg havde svært ved igen at falde i søvn.

Den lille truede kirkeugle som længe har været ved at uddød, holder nu og da til her i trætoppene ved søen.

Det var længe siden, vi havde hørt den, så det var med særlig glæde, vi igen hilste dens skarpe kalden velkommen.

Manden i huset måtte i den anledning forlade varme seng for at optage dens herlige kalden.

Engang kaldte man uglen minervauglen efter den gudinde – visdommens Minerva- der ofte var ledsaget af en ugle. Ligesom Harry Potter. Altid har man knyttet klogskab til netop uglen. måske fordi den har et lille menneskeagtigt ansigt og et dybdeborende blik under de markerede øjenbryn.

For flere år siden fik vi i baghuset installeret en uglekasse. Hvert forår kigger vi spændt, og hvert år skuffes vi. Uglen har trange kår.

Men i nat aflagde den visit. Sådan et natligt besøg af filosofiens fugl var ikke ugleset.

……Uglen sidder i træet og skriger

Uglen er mæt og den sidder og skriger ( Frank Jæger)

Sikke er privilegie

At kunne finde forundringsstolen frem i februar.

At kunne sætte sig og glæde sig.

At lukke øjnene og lade sig varme i ansigtet af solens stråler.

At lytte til fuglevingers basken når de fouragerer ved foderbrættet.

At kunne ane sangsvanerne der i flokkevis har slået sig ned på en mark i nærheden.

At åbne øjnene igen og fange denne udsigt.

At kunne rejse sig og spejde efter de små forårsbebudere, der dag for dag kommer mere og mere til syne. Selvom der endnu er flager af is på søens sølvspejl.

Taknemlighed.

Blomstertiden

Nogle af dagene nu findes forårsjakken frem. Andre dage er vinterjakken den eneste løsning, når man skal ud. Det er som om, man ifører sig den lidt mere modvilligt, nu den lettere forårsjakke har været i brug. I dag var det igen tid at finde vanterne frem, da der skulle plantes. De små vækster, der lige nu vælter op af jorden er de allerdejligste. Måske fordi de har været ventet så længe. Erantis er blomstret af, det samme har snart vintergækkerne. Nu er det krokustid og påskeklokkerne der fylder i bedet.

I dag fik jeg en stor aflægger af en ribesbusk og forskellige pilesorter: guldpil, gråpil, dugpil. Engang kunne jeg ikke lide denne ribes, måske mest begrundet i den lidt dårlige lugt den udskiller udendørs. Underligt som man forandrer smag gennem livet. Måske skyldes det sløvede sanser? Nu samler jeg på alt, der kan drives og springe ud i det allertidligste forår.

Nu mangler jeg blot at anskaffe en troldnød (hamamelis ) og en vinterjasmin, der vil kunne lyse op og blomstre i de kolde måneder. Indtil da vil jeg glæde mig over alt det,der vokser og gror

Nu blomstertiden kommer med lyst og ynde stor,

sig nærmer sig bliden sommer,

da græs og urter gror,

nu varmer sol i lide

og hvad der lå som dødt

men hver den dag mon skride

står op som atter født ( sv. folkemelodi)

….Og solen skinner

” nu vil jeg glemme rent, at det var vinter. Nu vil jeg gå og købe hyacinter og bringe dem til en som jeg har kær……hun købte af de hvide og de blå hun købte af de smukkeste hun så….. det er et solskin uden mage og jeg har solskin nok til mange dage…” Ludvig Holstein 1895

Se sådanne duftende dybblå dejlige hyacinter blev jeg i går betænkt med.

Hver gang jeg nu træder ind i stuen, breder der sig den mest aromatiske krydrede duft. Man behøver ikke åbne øjnene, får at genkende den særlige duft af hyacinter.

Her til morgen var der en af blomsterne, der havde åbnet sig mere end de andre, nu afslører den, at den har gemt på en ganske anden og meget lysere himmelblå nuance.

Udenfor koldt men lys og solskin.

Fuglene synger, hilser vårens komme i et Frydeligt jubelkor der Melder at frostens tid er omme –

Luften hærges ej af slud, dugens perler rene, samler solens stråleglans i en dejlig perlekrans.

– …..lægt er nu vort hjertesår (Morten Børup 1500 )

Det er forår. Den længe ventede tid er her!

Piplende dag

I nat vågnede jeg flere gang ved regndråberne syngende klang, når de ramte bålfadet på terrassen. Til morgen ikke i tvivl om, at foråret er her. Ganske andre temperaturer end vi længe har været vant til at vågne op til. Fuglestemmer der i dag, måske som en hyldest til foråret tager særligt til og ringer Våren ind.” Det håbets strengespil”. Nu er freden så dejligt forbi. En sitren er der af boblende energi.

Det er som om det hele begynder på ny der ude, og grønne skud vælter op af jorden. Det minder om, at vi også selv får en ny chance. Folder os ud efter denne lange vinters stilstand, kommer i bevægelse. Hvor har vi været utålmodige efter denne åbning, så nu skal hver en revne og sprække af forår nydes og tages taknemligt ind. Det er nu livet skal fornyes.

” Da Vårtoner møde fra lærkernes bryst, og vakte det døde til liv og til lyst,

da sad som i fængsel vort higende mod, da svulmed af længsel vort Vikingeblod

Ej kakkelovnskrogen os hued som før, da lukked vi bogen, den blev os for tør,

da sejlet i hejste i knagende rå, og lystig vi rejste af bølgen blå,

Og nu vil vi haste med håbet ved ror, og nu vil vi kaste hver sorg over bord,

og nu vil vi pile mod vinkende kyst, og så vil vi hvile ved blomsternes bryst,

Og sangen skal bruse i skovenes fred, så bøgene suse forundret derved,

og bonden den skræmme skal op af sin ro, og pigen skal glemme at malke sin ko.

Som trækfugle flagre vi vidt over strand, fra hjemmet det magre til glædernes land,

Vær frejdig vor håben, hvad frygter vi for?

Se vejen er åben og verden er vor”. ( Chr.Hostrup)

Ifølge gammel nordisk folketro skulle vinteren være forbi den 4.april. I år ser det ud til at passe.