Sådan en dag 

Mørk morgen, varsel om årers første efterårsstorm, gråt der ude. I dag er det tid at være huleboer, krybe lidt længere ned i den gode stol. Drikke te af en af mine yndlingskopper. Nyde et af de få rødkindede guldborgæbler. Måske de smager særligt, fordi der blev så få af i år. 

Lytte til lydbog. For tiden er den historisk: “Ammen” af Kirsten Ruth. En roman fra 1700 tallet, med en apotekerfamilie tilhørende det bedre borgerskab i Aalborg, som omdrejningspunkt.

Finde vinterstrikketøjet frem. Der forhåbentlig vil blive til en ulden blå poncho til kolde dage ude, og kølige aftner inde. Et let strikketøj, der ikke kræve megen omtanke. Strikkepindene nærmest lydløse, efterlader ikke deres sædvanlige knitrende lyd. Kræver ikke et nedslået blik, men levner mulighed for at kunne kigge ud. Maskerne glider af pinden, en for en og bliver til lange rækker af et ukompliceret enkelt mønster.

 Den eneste afveksling er det farveskift, garnets mellerede farve giver, At strikke på denne måde har en næsten terapeutisk effekt. Når en maske forlader pinden, er det, som når man gemt i et krat af bærbuske, også ganske selvforglemmende, lader det ene bær efter det andet forlade sin gren for at lande i fadet. 

Træernes tavshed bliver brudt. Det blæser op der ude, mon det bliver så slemt som metreologerne spår? Vi har sikret os og henter parasoller og andre løsdele ind. Endnu er det tid til bare fødder i futterne.

Reklamer