Mari-ager

Søndagsudflugten gik til Mariager. Et sted som vi holder meget af at komme. En lille idyllisk tidslomme, hvor man nu og da, omgivet af bindingsværk, mellem de små skæve husgavle med klatrende roser, kan føle, at tiden går i stå

Der er en ro sådan en søndag i Mari-ager.

I går gjorde vi to nye opdagelser i byen, som vi troede, vi kendte :

* vi fandt et nyt område anlægget Munkholm.

Og fandt ud af bynavnet oprindelse. En skønjomfru Maria havde to bejlere, men kunne ikke beslutte hvem af de to, der skulle være hendes udkårne. De duellerede og mistede begge i drabelig kamp livet. Inden hun gik i fjorden, satte hun sig i skoven og græd. Det sted sprang der en kilde frem. Klostret overtog jorden og kaldte området Mari-ager.

At aflægge rosenhaven et besøg i regnvejr skulle vise sig ikke at være en dårlig ide. 1.Vi havde hele haven for os selv.

2.Der bredte sig den mest fantastiske rosenduft i haven, da den stille støvregn faldt. Og der var nye rosenknopper på vej.

To nye duftende roser faldt vi over.

Queen of Sweeden og Julia Child.

Et gensyn med den store klosterkirke, med bænke særlig indrettet til Husmænd og folk fra byens opland, og kig på relikvier fra katolismens klostertid blev det også til.

Så blev der fløjtet til afgang. Og vi fik et glimt af det gamle veterantog der i røg og damp satte i gang. Igen havde vi haft en dejlig dag i den gamle by.

Det er ikke sikkert vi venter med et Mari-agerbesøg indtil det igen bliver sommer.

Reklamer

Solskinsår

Sidste år blomstrede roserne så flittigt. Til daglig glæde strakte de sig ranke med deres blanke mørkegrønne løv og de fineste blomster. Til gengæld havde vi ikke mange sommerdage.

Sammen efterlyste vi i kor ved hver en lejlighed sommer og solskin. Enige om at vi må have mangen en sommer tilgode. I år har vi sommerdage i et antal som aldrig før, men ærgrer os nu over, at roserne ikke belønner os med et blomsterflor. Måske kan man bare ikke få det hele?

I vores have vander vi ikke roserne, bruger ikke så vigtig en ressource på det. Men vi krydser fingre for, at vi må se dem blomstrer igen næste år.

Chokolade og rosentorne …

“Livet er som en æske chokolade, man ved aldrig hvad man får “ sådan siger den enfoldige Forrest Gump, der har en ryg så skæv som et spørgsmålstegn. Så livsklogt udtrykker han sit tilværelsessyn i den fantastisk film, der snart er 25 år gammel, men som har et eviggyldigt indhold. En film jeg aldrig bliver træt af at se.

Hver gang jeg ser en hvid fjer komme flyvende, tænker jeg på filmens forunderlige begyndelse.

Livet er som en rosengren. Nogle rosengrene har adskillige mindre småtorne, vanskeligt at undgå at stikke sig på. Og får man de små torne ind under huden, kan det være vanskeligt at blive af med dem igen. Man mærker dem hele tiden, uanset hvad man foretager sig.

Andre rosengrene har langt mellem de stikkende torne. Stikker man sig, er det nemt at fjerne tornen, og man mærker næsten ikke, at man har stukket sig. Måske er en enkelt lille bloddråbe det eneste, der afslører, at tornen er brudt gennem huden.

At der på de fleste rosengrene er langt mellem tornene, og de lange lige glatte stilke, gør dem nemme at holde i hånden, bemærkes måske i mindre grad. Det er først når man stikker sig, at man for alvor mærker stilken.

Måske er det også sådan med livet?   
Ingen roser uden torne 

Rosa Multiflora 

Kuglerunde røde bær så store som ærter. Lange stride stængler. Allersmukkest lige nu. Men skal være på stikkerne, straks man får øje på bærrene. Forsyner man sig ikke øjeblikkeligt, kan fuglene på ingen tid nå at rydde et helt læhegn og skovbryn, hvor Rose Rugosa oftest vokser.

Selvom rosen er pladskrævende, den kan blive op til 6 meter høj, har den nu fået en plads og er flyttet ind i vores have. Der er altid plads til en mere . . . .Den stammer fra den hårdføre sort, kaldet mangerose, der anvendes som grundstamme for mange roser.

” for hver en rose vi om natten føjer til livet, trækker dagen en sorgløs fortolkning fra” ( Søren Ulrik Thomsen)

Sætter man de afplukkede grene i vand i et mørkt køligt rum,forlyder det, at de skulle kunne holde sig til jul. Og jeg kan næsten ikke forestille mig en finere juledekoration end yndige ydmyge Mariebær stukket ned mellem grangrene. Og sikke kranse man vil kunne binde af Mariebær, hvis man når at høste dem før fuglene gør det.
Ikke kun i efteråret er rosen en fryd for øjet. I sommertiden ses den med et hav af små fine hvide blomster. 

Så håber vi bare, rosen vil gro.

Plantetid 

Lige nu er det plantetid. Tid til at sætte nye roser. Hvert år lover vi hinanden, at vi ikke skal købe nye roser. Heller ikke i år holdt det stik. At roserne stadig, i oktober, kvitterer med fine knopper, gør ikke trangen til at plante nye mindre. Eden har lige nu så store blomsterhoveder, at stænglerne har måttet bukke under. Ligesom Karen Blixen der ligger næsten vandret. Vi må have lavet et stativ til den til næste år. Rose de Reschts skarp røde blomster ses på lang afstand. Leander, som vi tvivlede på ville blomstre i år, giver sig nu for alvor til kende med ikke så få nye knopper. For ikke at tale om havens bedste Astrid, der blomstrer triveligt-  stort set uden ophør. I dag i vajende vind.

I år er valget faldet på flere roser i de gul gyldne nuancer.

Og så den sunde fordringsløse Westerland som vi har hørt så meget godt om. Den forventer vi os meget af.

En pose gammeldags pinseliljeløg blev det også til. Den med den lifligste duft og det fine røde øje.

Når man går og planter, er det svært at fastholde øjeblikket. Hvor vi glæder os til at se om det hele vil gro.

“ livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor ….her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj….der er nok der går og sysler med at sprænge kloden væk, jeg vil ikke have skærmydsler og kanoner bag min hæk. Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord” ( Benny Andersen)  

Rosernes by 


En smuttur til Mariager og besøg i Rosenhaven bød på blandede indtryk. Imponerende hvor mange, og måske endda alt for mange roser, man havde fået samlet på et sted. Desværre havde regnen lagt rigtig mange blomstrende grene ned, ligesom det var vanskeligt at identificere roserne. Mange skilte med deres navne var skjult af grenene. Og hvor er det ærgerligt, når man etablerer sådan en lille oase, som vi ikke var så få, der besøgte sådan en overskyet sommerlørdag, ikke tildeler de resourcer, der er nødvendige for at drive en rosenhave som denne.


Vi fik set og duftet flere,for os ubekendte, sorter. Og faldt selvfølgelig også for et par nye roser der til efteråret må blive en del af rosenfamilien i vores have.


Raubritter med sine fine rosenkålsagtige kuglerunde blomsterhoveder. Den må flytte ind i vores have til efteråret.  Og endnu en buketrose, som vi ikke havde stiftet bekendtskab med før.

Vi fandt et læsted på en bænk i haven, hvor den medbragte kaffe sammen med den fantastiske rosenduft blev indtaget. Her nød både Nellie og vi udsigten. Nellie også opmærksomheden fra de øvrige af havens gæster, som hun så det som sin mission at indynde sig hos. 

At være i Mariager er som at opholde sig i en uspoleret tidslomme, hvor alting foregår i et roligere tempo. At der var så få besøgende styrkede denne fornemmelse.

Idyllisk og smukt uanset hvad øjet fanger. 
På hjemturen tog vi en afstikker, og mente ellers ikke udsigten kunne blive kønnere end fra den velkendte vej, vi sædvanligvis plejer at køre. En stor overraskelse ventede os, da vi kørte gennem Dania som tidligere har været hjemsted for tre store cementindustrier. Et helt særegent sted. Ingen overdrivelse når byen beskrives som Danmarks smukkeste beliggende industriby. Fine sammenbyggede huse på den ene side af vejen, haverne med fjorden som nærmeste nabo på den anden side af vejen. Vi så på hinanden, og sagde: ” hvorfor har vi dog ikke været her før nu?”
Det var som havde vi opdaget nyt land. Det havde vi jo også.

Havens bedste Astrid 

Verdens bedste Astrid hedder en bog skrevet for børn om Astrid Lindgren og hendes forfatterskab. Om moren til Madicken, Mio, Kalle, Ronja, Grynet, Tvebak og Jonathan – alias Brødrene Løvehjerte men nok bedst kendt som mor til de to ustyrlige og rebelske unger Emil og Pippi, der til enhver tid står ved sig selv og følger deres hjerte.

Hende Astrid kunne jeg ikke undgå at skænke en kærlig tanke, da jeg trak gardiner fra i morges og det mest fortryllende syn 


af den flittigtblomstrende aldrig svigtende ” Havens bedste Astrid” som lige nu farvesætter havens største blomsterbed. Og om alt går vel vil gøre det lige til frosten vil sætte ind.

Så fik jeg min bue

Noget jeg har ønsket mig længe, har jeg fået. Min helt egen unikke, skæve og særlige bue. Udtænkt og udarbejdet af manden min. Af udtjente materialer. Omkostningsfri og måske derfor af ekstra særlig betydning. Begge kan vi lide at få noget ud “af ingenting”. Om det bedste er den konkrete bue, som bøgehækken med tiden vil kunne boltre sig op af, i selskab med den frodige kraftigtvoksende Lykkefund rose, med sine hvide fine åbne dejligtduftende blomsterhoveder, det kan jeg ikke afgøre. 

Måske er det allerbedste, at der er en, der har lyttet og husket hvad jeg ønskede mig. Men glad for min bøge- rosenbue- der på fineste vis indrammer udsigten til søen – det er jeg.

Sommerplanen ændret 

Jeg har sclerose. Jeg har et attack.

Disse dage skulle have været tilbragt i Nationalpark Thy. Sådan blev det ikke. Og det er ikke altid lige nemt at være omstillingsparat.


Jeg ved, at den bedste medicin er at gå i hi, nulstille mig selv. Det har jeg så gjort. Forsøger at forlige mig med, at sådan er situationen lige nu. Jeg gør et ihærdigt og oprigtigt forsøg på at blive grebet af Tour de France.


Følger med fra min stol. Holder med Astana – fordi Fuglsang er med. Jeg har ikke cykelforstand –  kan heller ikke forstå at man ikke længere lægger tryk på sidste stavelse, mener at huske at man tidligere udtalte det AstaNA.  Jeg ser mere skønne billeder af de landskaber, cykelrytterne passerer- steder jeg nok aldrig selv kommer- end jeg ser på rytterne og deres cykler. Og så vil jeg se frem til at høre Jørgen Leths karakteristiske stemme, lytte til hans indsigtsfulde, intelligente tale – og lytte. Heldigvis er banerne tørre i dag. I går var der næsten en gyser at se rytternes farefulde færd på de glatte regnvåde veje. 

Nu kommer der en skål med dejligt duftende roser ind 

Sig det med blomster . . . 

Hvor er det dejligt på en dårlig dag at få bragt en lille ydmyg haverose med storslået duft. Sådan en gestus kan noget ingen voluminøs købebuket kan hamle op med. I al fald når modtageren er mig.

At rosen er groet i egen have, og at den til med tidligere ikke har villet vise tegn til blomstring, gør ikke modtagelsen mindre kærkommen. 

Nu står rosen her på mit bord og lyser sådan op. 

Rosenglæde

Luften var tyk af lugten af bål, da vi gik morgentur i morges. Det allerbedste ved en kølig og våd sommer, som den vi har netop nu, er, at roserne trives så godt. Og kvitterer med den skønneste blomsterpragt, der kan være svær at se sig mæt på.

Vores nyplantede roser ser alle ud til at ville livet. Flere af dem blomstrer allerede. Og vi nyder det.

” Du smiler her fra Hækkens grønne Blade 

Som Englen smilte til det første par,

I Morgenduggen Blomsterne sig bade,

En Draabe du kun har Paa dit Blomster har” (H.C.Andersen 1832) 


Den storblomstrende kugleformede Willstrup ( Eden 88) 


Rose de rescht er netop afblomstret sin første blomstring, men nye farvestrålende blomsterknopper er på vej.


New Dawn roserne, som vi nok har flest af, står så fint nu. Her i selskab med clematis.

Heller ikke i år svigter Ghislaine de Feligonde, der har et hav af knopper. Fantastisk at se de stærkt gyldne knopper forvandle sig til hvidlige blomster, når de springer ud. 

Gerberosen ved foden af den gamle reine Claude har netop ladet sin fine farve se. Vi glæder os til at se knopperne folde sig ud og blive til blomster.
Alkymist.
da Vinci på spring.

Jacques Cartier har så mange nuancer.

Claire de renaissance 

Og endelig den smukke hvide Karen Blixen, foreviget i dramatisk kontrastfulde mørke omgivelser,  inden regnen beskadigede den. For som flere andre hvide roser bryder denne sig ikke om regn.
” . . . . Hver en Sorg som Barmen tynger, svinder hen i Blomsterduft. . . Gjærdet  staar med vilde Roser” (H.C.Andersen) 

                                                                                 Jeg tror, det bliver et godt rosenår i år