Georgine 

Der har i efteråret været et flor af farvestrålende fine georginer i haven. Det er noget nyt for os at have disse knolde. Jeg har altid syntes, det ville være besværligt at huske på at få knoldene gravet op inden frosten. Gør man ikke det sprænges knoldene nemlig.  Belært ad dette års erfaring ved jeg nu, at for besværet vil der blive kvitteret med et bugnende antal blomster.


Da vi i juni skulle hente et morbærtræ, vi skulle forære som en gave, spurgte Jan på Planteskolen Bakken, om ikke vi ville have nogen poser dahlia med hjem.” De trængte til at komme i jorden” og det ville vi gerne. Glemte alt om den gamle talemåde, der fortæller, at man ikke må takke for blomster, for så vil de ikke gro.

Begejstret satte vi knoldene ned i de nyetablere højbede. Efter få dage vsr der grønne spirer at se. Og hvor har de blomstret,lige siden der var antydning af den første store blomsterknop. Til stor glæde har de,netop i de farver vi synes så godt om,og som hører efteråret til, lyst op. Stadig rette og ranke ikke mærket af sommerens megen regn.


Nogle kalder dem Dahlia, jeg synes bedst om navnet Georgine. Det er muligvis ikke den mest korrekte betegnelse. Blomsten er nemlig opkaldt efter en af Carl Von Linnes elver Alfred Dahl. 


Snart er blomsterne slut for i år. Så  handler det om at få gravet knoldene op. Opbevare dem ved den rette temperatur. For varmt vil knoldene rådne, for koldt vil de gå til. Forunderligt at sådanne golde knolde med lange trevlede fingre igen næste år , om alt går vel, vil kunne forvandle sig til en frodighed af farver. Det er altid godt at have noget at se frem til. Men lige nu vil jeg nyde den sidste glade georgine tid.

Og tænk sig om ikke jeg så igår blev foræret den smukkeste efterårshavebuket. Flotte bronzefarvede store georginehoveder. En sort, der ikke findes i vores egen have. 

Tak Jan, tak Lisbeth, men måske allermest tak til Marianne som åbnede mine øjne for Georginens glorværdighed.

Reklamer

Naturens overflod 

Vi var nogle stykker, der blev givet en lille plante i foråret. En bekendt havde løseligt spredt frøene fra en peberfrugt i en skål med muld. Og det var der så kommet ikke så få planter ud af. 

Den blæsende og regnfulde sommer har betydet, at min plante ikke er kommet udenfor. Den har befundet sig i vindueskarmen, er dagligt blevet vendt og drejet efter lyset, har fået tilført vand i passende mængder. Da jeg opdagede en lille blomst blev jeg glad, da den senere udviklede sig til en fin lille frugt blev begejstringen endnu større. Flere gange dagligt betragter jeg min lille peberplante- ja, det er lige før målebåndet findes frem og den ugentlige tilvækst registreres og noteres.

Jeg er spændt på, om de andre der fik en plante også vil kunne høste frugt fra deres plante.


Når en dag frugten har sluppet plante, for jeg vil ikke nænne selv at plukke den af, vil jeg gemme frø og så dem til næste år.

Tropisk udflugt

På den hidtil varmeste sommerdag var vi en lille flok, der drog mod Aarhus. En fornøjelse at være samlet i bilen og have god tid til at snakke. Drøfte løst og fast med eneste dagsorden: siden sidst. Motorvejskørsel er ikke min foretrukne, men i godt selskab med udsigt til farvestrålende lupinklædte skrænter – forunderligt de alle er blå- blev  turen hurtigt tilbagelagt.


Ankomst til Domkirkepladsen i dejligt solskinsvejr. Selvom det næsten kunne føles som helligbrøde at begive sig indenfor på sådan en solskinsdag, satte vi kurs mod Kvindemuseet.og 1880’erne ernes kvindesagsforkæmper  Mathilde Fibigers Plads 


I det gamle smukke rådhus, hvor der var så mange fine detaljer at gå på jagt efter, mødte os flere spændende udstillinger om barndommens historie og om køn.


 Måske var udstillingen ikke det mest værdifulde, men den samtale de mange indtryk affødte, om en fælles tidsmæssigt referenceramme, en fælles erindring nu og da afbrudt af en individuel. Det den ene af os ikke kunne huske, kunne en anden supplere med.

“Hvad legede du med? ” “Hønseringe, ja kan I huske hønseringe?” Og hvor lange rækker af disse små plasticdimser man kunne fremstille. Snak om pigeleg og drengeleg. Om små legekomfurer og dampmaskiner så var rollerne urokkeligt og ufravigeligt defineret i en indre og en ydre “hjemme- ude- verden”.


Besøget på 2.og 3.sal blev kortvarigt eftersom det blev varmere og varmere. Behovet for at komme ud i det dejlige vejr trængte sig på.

Næste ramt var Botanisk Have, hvor vi spiste frokost og nød sommerdage under den skærmende parsol, som vi havde noget hyr med at få slået op.

Sommersiesta i skyggeland med betagende kig til de fine væksthuse. På kort tid, på det dårligst valgte, og varmeste tidspunkt på dagen, nåede vi at besøge flere oversøiske lande og opleve deres vegetation via en gennemgang af væksthusenes eksotiske planter. Ikke den mest velvalgte dag at aflægge besøg i tropiske klimazoner.




Befriende var det at komme ud i solen, lade sig nedkøle af kolde sodavandsis, før udflugten afsluttedes under skyggen af de store træer i parken. Kaffetid ledsaget af den hjemmebagte krydrede banankage.

Sådan kan en søndagsudflugt være, når den er bedst og varmest.

Aflæggere – stiklinger 

Struttende strunke står de. På sådan en regnvejrsdag og strækker sig mod himlen.

Jordskokkerne som jeg fik af Berit i efteråret. Da hun fortalte, at det var tilstrækkeligt at lægge en skræl fra en jordskok i jorden, for at få den til at gro, betvivlede jeg hendes ord. Nu ser jeg, hun havde ret. Hvor vil jeg glæde mig til at forberede mangen en portion jordskoksuppe.

Samtidig fik jeg et stykke af Berits lungeurt. Den med de plettede blade, der ser ud som om den altid har lidt overskuds kalk på bladene. Og de sjangserende blomster i lilla farver. Blomsterne har jeg endnu ikke set. Det har jeg tilgode.


Og så er der morgenfruerne fra Cittas have. Nogle frø blev spredt i sensommeren og se nu miraklet. Det ser ud til at jeg også i min have kan få morgenfruer til at blomstre. Morgenfruens duft er en af de første blomsterdufte jeg husker, og mindes at kunne skelne fra andre blomster. Med dens gul- orange farve  har denne blomst altid haft en særlig plads i mit blomsterhjerte. Jeg vil glæde mig til st plukke- endda mine egne, fra min egen have.og så er der tante Kirsten, en kær gammel for længst afdød tante, der forsynede mange i familien med aflæggere fra sine senga sengana jordbær planter. I haven ved deres landejendom, pakkede hun møjsommeligt stiklinger i våde aviser og medbragte disse til deres nye sted, da de flyttede til byen og skulle anlægge en lille nyttehave. Ligeså har vi gjort de gange, vi er flyttet. Hver gang har vi med forsigtighed gravet jordbærplanter op, og, som tante Kirsten, pakket dem i våde aviser for at sikre bedst mulige betingelser for dem deres nye sted. Altid er tante Kirstens jordbær flyttet med. I år har det kolde forår imidlertid ikke behandlet dem alle nænsomt. Vi må nok skaffet os nogle nye planter. Ingen tvivl om at det skal være af sorten senga sengana. Her ses Jonnies pyntejordbær ” pink” hedder de vist –  meget passende. Forrige sommer var de lige ved at gå til, da de stod i potter på terrassen. De få, der blev reddet, blev plantet ud. Nu ser de ud til at ville leve.

Det er ikke blot glæden ved at få noget til at gro, det er også glæden over de historier der følger med, når man sådan bliver givet små aflæggere. Så tænker man uvilkårligt på de mennesker, der forærede stiklinger, aflæggere, løbere, ja kært barn har mange navne.

Blomstervirket lykke

Den pinse den kom så sent i år, den vistnok galt i almanakken står”  sådan lyder det i den gamle danske folkevise:” Til pinse når skoven bli’r rigtig grøn” Og pinsen falder sent i år. Så sent at pinseliljerne i vores have for længst er blomstret af.

Pinsesolen har i disse dage mestendels glimret ved sit fravær. Dog har der været havestunder. Jeg har i dag frydet mig over frodigheden i vore nyplantede højbede. De tager sig ud, netop som jeg kunne ønske mig. Når besøgende har spurgt, om de skal males, svarer vi benægtende i kor med et rungende NEJ. Sjovt er det at se, hvor de rustikke pallerammerer stammer fra, og nok er der at holde. Forventningsfulde afventer vi, hvad højbedene senere på sommeren vil kunne byde på. I det hele taget er der noget fredagsforventning over juni – sommerens første måned, som med pinsen traditionelt bliver slået for alvor igang. Drømmende, håbefuld står man ved indgangen til sommeren med samme følelse, som når man når til fredag, og der forude venter en lang ubrugt weekend. 

Lige nu trives hindbær, både de tidlige og sene, og en enkelt gul af slagsen sammen med solbær,ribs,stikkelsbær, aronia og blåbærbuske. Rabarberne, som ligesom aspargesplanterne skal have ro det første år, efter de har holdt flyttedag, har vi til gode at smage på. Jordbærrene befandt sig tilsyneladende rigtig dårligt med det kølige forår. Mange af de fine hvide blomster skiftede farve, sorte stod de tilbage. Flere gamle planter af den gode gamle sort senga sengana gået til. 
Krydderurterne breder sig og stortrives i de bede, der er beregnet til dem. Ikke overraskende har den altdominerende mynte som vanligt, både forspring og overtag. Jeg skulle nok have plantet den i en potte. Persillen er nu sået om. De blæsende dage fik frøene til at forføje sig. I al fald var der ikke nogle spiredygtige tilbage i vores plantekasse, hvor de skulle bo som nabo til purløgen, der blomstrer og gror, og nu er blevet befriet for sine fine violette støvbolde. 

Som noget nyt har vi plantet grønkålsplanter i store krukker. En ide vi fik, da vi sidste sommer igen besøgte Anne Just’ Have.Vi glæder os til i efteråret og vinteren igennem at kunne for syne os med rigelige mængder af den grønne sunde C vitaminrige kål. Og smuk ser planterne ud i de nyindkøbte krukker.

Naturen holder pinseferies i blomstervirket smykke og lunden som den kan den bedst fortæller om sin lykke” (C.J.Boye 1834) 
En mangfoldighed af bitte små frugter i blommetræet tyder på, at det vil blive et godt blommeår i år. Om de får lov at modnes. 

Så selvom pinsesolen ikke stråler glansfuldt fra en skyfri himmel så er det så meget andet, man kan og må glæde sig over. ” I sommernattens korte svale”  

Engang . . .

Engang var orkideer, noget man sjældent fik. Og modtog man en sjælden gang en eksotisk blomst som denne, var det som regel i anledning af en rund fødselsdag eller en anden mærkedag. Eller hvis mand var indlagt på hospitalet, så var orkideen en oplagt erkendtlighed at medbringe. Dels duftede den ikke og kunne ikke være til gene for medpatienter. Orkideen fyldte og forstyrrede heller ikke grundet sin størrelse på patientsengebordene. Modsat andre voluminøse buketter af snitblomster, som ankom i grønt silkepapir, eventuelt ledsaget af en mindre brun papirpose med en klase vindruer, der heller ikke var hverdagskost.

Dengang var orkideen altid anbragt i et lille spinkelt plastrør, der med tiden kunne påfyldes mere vand, og dette var anbragt i et andet og større plastbæger. Jeg synes at huske, at blomsterne altid var i hvide, lys gullige eller rosa nuancer.

I dag kan et stort udvalg af orkideer i alverdens afskygninger, størrelser og farver erhverves for et mindre beløb.

Det eneste der gælder før som nu er, at orkideer har lang levetid. En blomst man kan glæde sig over længe, som flittigt under absolut beskedne pasningskrav blomstrer igen og igen.             Unødvendigt er det nok at tilføje,at jeg er glad for orkideer 

Rapstid 


I slutningen af april så rapsmarken sådan ud. Sødligt duftende spreder marken nu med den guleste blomsterpragt, der lyser op i klare lange felter, sin duft. Gulest bugter de blomstrende marker sig og bryder ind i alt det grønne. Som en iøjnefaldende isfugl blandt brunbrogede fugle. Det er rapstid. Også på den måde bliver et noget abstrakt begreb: tid sat i perspektiv. Vi bliver mindet om, hvor hastigt alting går. Vi må se og være til, mens tid er. Snart er blomsterne forsvundet, rapsmarken høstet og marken øde og sort. Sådan et blomsterliv er kort.

                                             ” om lidt er vi skilt ad som bærrene på hækken,

                                     Om lidt så er vi borte som boblerne i bækken”. 

                                                       ( Emil Aarestrup 1838) 

Et digt der med sit tema om forgængelighed og sine bogstavrim så smukt fanger dette. Øjeblikket!

Det handler om at slå til og ikke udsætte til i morgen, for da er rapsblomsterne måske afblomstret.

Alting har sin tid.

Påskeliljer og påskeharebesøg

Der er påske både ude og inde. Selvom den bratte ændring i vejret gør udendørsaktiviteterne knapt så attraktive.

Selvom ” børnene” her i huset er i tyverne, har påskeharen som altid været forbi. Ikke med en kurv med påskeæg men med små indpakkede overraskelser. Men måske er det at få dejlig påskemad – og citronfromage til dessert- den bedste gave, når man er på S.U.  

Egentlig foretrækker jeg den pynt naturen giver os, har vanskeligt ved at gå forbi de nyudsprungne grene og forårsblomsterne uden at plukke lidt her, klippe lidt der. Dog aldrig af påskeliljerne. De fåes – sovende og dejligt Karakteristisk duftende-  for en slik  i butikkerne allevegne. Og jeg nænner ikke gøre indhug i havens bestand. De står så fine, så ranke og lyser sådan op for os lige nu i haven 

 ” Påskeblomst! hvad vil du her? Bondeblomst  fra Landsbyhave, uden Duft og pragt og skær. Hvem est du velkommen Gave ? Hvem mon, tænker dig har lyst,dig at trykke ømt til Bryst. Mener du en Fugl tør vove Sang om dig i Danmarks Skove?”

“Ej i liflig Sommerluft, spired du på blomsterstade, ej så fik du Rosens Duft, ikke Liljens  Sølverblade, under Vinterstorm  og Regn, sprang du frem i golde Egn, ved dit Syn kun den sig fryder, som har kær hvad du betyder”  

( N.F.S.Grundtvig 1817

  
 I en genbrugsbutik fandt jeg mine barndoms påskeæg. Små æg gjort af plastic i stærke farver. Kønne er de ikke, men som med alt andet, så fik de straks en betydning, fordi de bærer en historie med sig. Sådanne æg var den eneste påskepynt, vi havde da jeg var barn. Hvert år blev de forventningsfuldt hængt på birkegrene, som et symbol på at snart ville hverdagene være brudt af ganske andre og anderledes dage. Nostalgi samt erindring om et påskesyn fra Tyskland engang, med udførligt udsmykkede æggetræer i haverne, forklarer nok, hvorfor æggene endte på et æggetræ her i haven. Dog i mere begrænset omfang end set i vores naboland.

Vemodig afsked

Det er vemodigt at betragte ferskentræet blomstre for allersidste gang.

Hvor har jeg hvert år set frem til den korte tid med de fine lyserøde blomster Dagene hvor det var så påtrængende at nå ud og sidde lidt under de blomstrende ferskengrene. Nogle gange indpakket i lune tæpper på kolde aprildage. Lytte til de summende bier som på sådanne dage havde sådan en travlhed. “Skøn som en sønderskudt Banegaard” sådan ville Tom Kristensen måske have beskrevet ” det blomstrende Slagsmål” 

Hvor vil jeg savne synet, og de gode stunder i drivhuset.

Men med nedlæggelse af der store drivhus forsvinder også ferkentræerne, som ikke kan gro på vores vindomsuste sted. Der er en tid for alt. Godt at have minder- og fine fotos- at tære på.

Det grønnes og skønnes 

Forsythia og syren står nu på spring. Det samme gør magnoliatræet med langstrakte grålige knopper lige ved at briste i afsløring af den rødlige nuance,de gemmer.

Påskens liljer er i spring. Det samme mirabelletræerne.Som lette hvide skyer lyser de op; som den af dem alle der tyvstarter foråret.” Herligt prydes fjern og nær- nye skabningsunder. Kraft påny vort legem får,lægt er nu vort hjertesår, i de glade stunder( “frydeligt med jubelkor” Morten Brørup)

Det grønnes. Hækken bliver i disse dage mere og mere grøn, for hver dag der går. Tænker på Aprilvise:”grøn er vårens hæk …..luften er så smuk”  men endnu er det for tidligt at kaste kåben væk. Hver dag må der tages bestik af det lunefulde omskiftelige aprilvejr og afgøres, om det er udetid med eller  hvorvidt man tør risikere at bevæge sig udendørs uden overtøj.

Dagligt tænker jeg, at det er nu vi skal være, nu vi skal lære. Ikke tænke frem. Ikke forestille sig hvordan det hele vil se ud, når det hele står i fuldt flor. Ikke planlægge sommerens gøremål. Forventningens glæde til trods. For det er ligenu lige her, det hele for alvor vågner,og påny bliver til.

Tycho Brahes dag 

i dag er det en af årets 32 Tycho Brahes dage. Uheldssvangre dage, hvor man skulle fare med lempe. Dage hvor alt kunne gå galt, og hvor man i følge overleveringen skulle undlade at forpligte sig. Indgå bindende aftaler, såsom forlovelse og ægteskab og undgå investeringer. ” Jeg-har-vist-fået-det-forkerte-ben-ud-af-sengen-dage”kunne man også vælge at kalde sådan en dag.

 Hvad færre måske ved er, at Brahe også opererede med fire heldbringende dage: 26 januar, 9.og 10. Februar og 15.juni- + dage for handling, foretagsomhed og erhvervelser. Hvis man da tror på den slags. Selv ændrede Tycho Brahe i løbet af sit 55 år lange liv imidlertid opfattelse og kom på sine gamle dage til at tage stor afstand fra astrologien, selvom det også var hans opgave, som videnskabsmand også at læge horoskoper for de kongelige.  Bedst kender vi ham nok for hans opdagelse af Stella Nova, opførelsen af Uranienborg på øen Hven, for de mange diskussioner om hvorvidt kviksølvforgiftning blev årsagen til hans død. Og så for alle de mange historier om hans næse. Efter en duel mistede han en betragtelig del af sin næse og måtte bære en bemærkelsesværdig næseprotese af sølv resten af sine dage.

Det er nu ikke fordi, det ifølge overtroen er en uheldig dag. Men af flere grunde vil jeg vente med at plante de nyindkøbte hornvioler. Selvom jeg er mere end utålmodig for at erstatte krukkernes efterhånden noget “trætte” indhold med friske fornyende farver. Jeg synes endnu nætterne er for kølige. Selvom jeg ved at de små hornvioler kan tåle frost, så vil forsøge at tøjle min iver og vente et par dage i håb om at kunne give dem de bedste betingelser, så vi vil kunne glæde os over dem lige til Skt.Hans. Som vi plejer at kunne gøre.

 I stedet vil jeg tage på biblioteket og jagte nye historier. Det sidste blad i ” Pigen uden navn” er netop blevet vendt. Og hun vil være savnet. Sikke ikke en historie. Svær at glemme.

Og så vil jeg måske slå vejen forbi planteskolen og hente lidt forår der.