Vinterudflugt i forårshumør

Selvom det var koldt indbød dagen til udflugt. Altid dejligt at se andre omgivelser. Kørte en tur rundt om fjorden, tog hjemstavnen i øjesyn fra den modsatte side af fjorden.

Kafferast i smukke omgivelser ved Oxholm gamle mølle før en time lang gåtur ved Slettestrand.

Bølgerne slog helende og stille ind, og der var stille. Fulgte en kutter på vej på havet men kunne nærmest ikke løsrive os fra stenene under os.

Der kom flade hvide tegnesten, hulsten, finurlige og smukke sten med hjem i posen, som ikke nåede at blive fyldt op med rødspætter.

Og hvordan kan det være, at det er svært at gå tur på stranden med blikket rettet fremad? Hvorfor drager jagten på sten, og hvordan kan det være, de Våde og blanke tager sig meget smukkere ud i deres rette element end hjemme på bordet?

Reklamer

Hvor var vi heldige

I går kørte vi havturen fra Vester Torup mod Klim. Her holdt vi kafferast og plukkede hyben i solskinsvejret. Så buske der bugnede af havtorn men havde desværre ikke handsker med. Fulgte skyernes bevægelser hen over septemberhimlen. Da vi havde forsynet os, og posen var halvt fuld, satte vi os igen i bilen og kørte videre. Og så øsregnede det.

Vi kørte ad velkendte veje gennem plantager. Rullede vinduerne ned og sugede den aromatiske krydrede duft inf. Skoven lige når det har regnet.

Passerede så Svinkløv med den storslåede udsigt til hav. Satte kurs mod Slet hvor vi i tørvejr gik en dejlig tur på stranden. Mærkede vinden i kinderne og håret, strakte ansigterne mod solen,hørte bølgerne slå ind. Og da vi kørte videre, begyndte det igen at regne.

Hvor heldige vi var.

Et tiltrængt afbræk efter mange indedage. Herom følger mere i morgen.

Stjernestunder i september

Fortælle for et veloplagt publikum i til bogfestival i Ingstrup. Tak til jer der lyttede. I Bogbrugsen som udelukkende er drevet af frivillige. Et fantastisk sted hvor man kan finde et utal af titler til favorable priser. Anbefalelsesværdig og på det bestemteste et besøg værd.

Fandt da også et par titler der manglede i samlingen. Spændende når bøger skifter hænder.

Belønningen var kafferast ved havet. Sidde i solen og lytte til bølgerne, der slog ind. Helende at mærke synkronitet mellem bølgerne og hjertes slag.

Idag udflugt med en lille flok. Sidste kræmmerdag i Hune, slentre rundt, lade sig varme af solen og ikke have andre planer end at kigge. Og være sammen.

Afslutning et stjerneskud på Klausens fiskerestaurant.

Snart er den første efterårsweekend,der bød på stjernestunder og temperaturer over 20 grader godt brugt. Jeg er taknemlig.

Når solen skinner 

Når solen skinner skal der ikke forsømmes nogen som helst mulighed for at være længe ude.

I går kørte vi til Vesterhavet, tog turen fra Thorup Strand til Klim over Kollerup og Grønnestrand. Kørte gennem Telefondalen, drejede fra mod Svinkløv, hvor man endnu ikke er påbegyndt opførelsen af det nye badehotel. Hjem over Slettestrand.

Dette er min barndomsferieland. I tilgift med oplevelsen her og nu, får jeg, når jeg er i dette område, genoplever jeg mange foregående sommerminder, jeg har haft i dette område helt fra jeg var ganske lille. En helt særlig glæde,der giver en utrolig samhørighed med dette dejlige område.

Kong Frederik d 6 tilbagelagde i 1824 en rejse ved Jammerbugten. Da han nåede Grønnestrand skal han udtalt.” Dette øde sted er den skønneste plet i mit rige”. Jeg er tilbøjelig til ikke at give majestæten uret. Til minde om besøget rejste herremanden på Aagård Kongestenen.


En dag med den blå himmel, vi så længe har længtes efter at se. At se solen overskyggede blæsten, der en gang imellem gjorde det lettere at bevæge sig baglæns end fremad i al det løse sand.

Fandt et godt læsted, slog os ned og spiste vores sandwich i solen. Og derefter fortabte vi os i jagten på smukke sten og drivtømmer, som der ikke var meget af.

Måske fordi vi i år ikke haft mange solbeskinnede dage, så bliver man særlig taknemlig, når man får en hel solbeskinnet dag, hvor overskyet kun var et forbigående fænomen. En dag uden regn. Jeg havde sådan brug for st se den blå himmel. Men det er jeg nok ikke ene om.

At samle . . 

Jeg er en samler. Jeg indrømmer det gerne. Jeg er en tingfinder, ikke fordi  disse ting er nødvendige for mig, men fordi jeg ikke kan lade være. Jeg kan bare ikke lade dem ligge. Det begyndte med hulsten, som jeg jagtede, når vi var ved Vesterhavet, og som jeg nu efterhånden har ikke så få af. Hvorfor det netop blev stenene med hul i, jeg faldt over, ved jeg ikke. Jeg sætter dem på ringe og laver stenkranse som hænger her og der.


Er vi på østkysten,er det de farvestrålende fint slebne glasskår, som bølgerne har poleret ru og rustikke, der er uimodståelige. Jeg samler dem op, gemmer dem godt i lommen, hvor de har deres plads, til de her hjemme kan gemmes i et glas kun til dette formål. Ved siden af står en kolbe. Heri findes alle de okkerfarvede stumper af mursten fundet samme sted. Og så er der de forstenede søpindsvin,som nu også har fået selskab af  x antal vættelys og drivtømmer i varierende størrelser. Så nu er der også en kasse,der står drivtømmer på.


 Jeg samler ikke fordi det er nødvendigt. Mine objekter er ikke ting,  jeg behøver. Alligevel kan jeg ikke lade være at fortabe mig i min søgen. I jagten er jeg helt i min egen verden  Det er udelukkende min egen beskæftigelse, for min egen skyld.Jeg ønsker ikke noget fællesskab om det at samle, vil ikke bytte eller sammenligne med andres fund.  Forestiller mig ikke at samlingen kan blive komplet, forventer ikke min tilsyneladende værdiløse samling kan blive indbringende. Men den har værdi for mig.

 Jeg har samlet som alle andre børn servietter, glansbilleder, fjer og runde sten der føltes dejlige i en barnehånd. Måske er min fortsatte samlertrang  mit forsøg på at holde fast i den for længst forgangne barndom.? Aldrig er jeg  blevet samlermanien kvit. Måske er det gensynet med ting,der aktualiserer tidligere oplevelser, der kalder på, at man samler endnu en sten, genkendelsen af  et skår eller et stykke drivtømmer op, der ligner dem, man har der hjemme?

Jeg vil blive ved med at samle de ganske værdiløse ting, der hver og en gemmer erindringer og fastholder gode oplevelser. Alle mine arkivalier er betydningsbærende og knytter an til min livshistorie, og de minder mig om noget, som jeg formentlig også ville gemme et sted selvom jeg ikke havde min samling til at minde mig om disse oplevelser.

Og så er der bogsamlingen, men det er en helt anden og meget lang historie

Oase- dase-dage 


Vi kender det godt dette sted.  Vi har været her før. Igen har vi været heldige at få lov at låne et fantastisk hus på en endnu mere fantastisk beliggenhed. Uanset hvilket vindue vi ser ud af, er der grønt så langt øjet rækker. Det føles som at bo i en oase, en beskyttende hule af frodighed. Vi skal heldigvis tilbringe nogle dage her.

Vagtelæggene så små og fine at vi næsten ikke kan få os til at slå hul på deres skal, forvandler sig alligevel  til miniaturespejlæg, der bliver til vores morgenmad. Dagene byder på sol, ikke fra en skyfrihimmel, men som alligevel gør det muligt at tilbringe flere timer  på stranden.  E

Her ved østkysten er der en ro og blidhed over vandet, der stille står og slår ind. I timevis kan jeg sidde og bare lytte til bølgernes indslag, mågernes skrig og ikke andet. Mens de andre går langs kysten og samler småsten og forsøger at finde stumper af glas slebet af vandet, flytter  jeg mig ikke. Besluttet på at følge den forandring der er lige netop fra min udkigspost. Forsøger forgæves at finde en rytme i bølgernes rolige lyd, når de skyller ind mens jeg prøver at fastholde de nuanceskift der ses, når himmel og hav ændrer farve. Klar kold blå – så grøn turkis  grå blå, når skyerne breder sig over himlen.  De store “børn” genopliver glæden ved at forme figurer i sandet. I dag blev det meget sigende til en skildpadde, hvis tempo vi i disse dage deler.

Tiden skal jo gå med noget!

Mennesker på kanten 

Lugten af fisk afslører, at den korte sejlads er forbi. Vi er nu ankommet til Thyborøn. Vi passerer det iøjnefaldende særlige  Sneglehus , dekoreret med forskelligartede snegle og skaller. Efter sigende havde manden, en gammel fisker der opførte huset, lovet sin kone, at hun skulle få et hus, der var ganske anderledes end andres. En kompensation for at der ikke kunne anlægges have til huset, for her ville intet kunne gro.  

  
I kontrast til det farverige lille beskedne sneglehus ligger byens  nye kirke midt i byen  som et monument med lige så rå, upoleret og skarpt tegnet, som det landskab denne bygning befinder sig i.

Vi kører videre. Med en nærmest magnetisk tiltrækning drejer vi af, hver gang der er mulighed for at se havet, selvom vi kort tid forinden netop har hørt bruset fra bølgerne. Vi gør et kort ophold i Harboøre, som ikke længere bærer præg af at være det lille fiskerleje, vi forestillede os. Måske er vi nok også lidt utålmodige for at komme videre til vores  bestemmelsessted. Jens Søndergaards lille museum. Indtrykkene fra tidligere besøg og erindring om hvilken fantastisk udsigt, der er her fra morænebakken, selv på denne disede dag, hvor solen endnu ikke er brudt igennem, hvor konturerne ikke står skarpt, bekræftes.  Et syn man ønsker sig at kunne akkumulere og trække på i længere tid. Gemme og ikke glemme. Her på skrænten føles det  som om, man befinder sig på kanten af verden. Hvor man selv har en meget beskeden størrelse i forhold til al den storhed, der ligger foran.  Selv de betydelige menneskeskulpturer ved huset synes små i forhold til omgivelserne.  

 ” Her er der ingen dum idyl, barskheden, storheden hersker, og vil altid herske herude” (J.  Søndergaard) 

Når man træder ind i Søndergaards sommerbolig og atelier, fornemmer man lugten af terpentin,  og maling der endnu ikke er tør. Kunstneres malerkasse med dåse med pensler, får en til at gå i en bue udenom. De synes stadig våde og indsmurt i maling, til trods for at kunstnerne har været død i snart tres år. 

I det største af husets rum, hvor store malerier hænger side om side, mødes af en eksplosion af stærke kraftfulde stemningsfulde farveindtryk, der umiddelbart gør det vanskeligt at standse op ved hvert enkelt billede. I disse motiver, med bløde organiske linier, der ligner,  det vi kan se udenfor vinduerne, er der ingen fortænkthed men en umiddelbarhed, der gør motiverne, især farverne, vanskelige at slette fra hukommelsen. De sorte mennesker der fylder mindre end den sprudlende natur de indgår i. Der er noget helt særligt ved at opleve malerierne, hvor de er blevet til. 

I forsøget på at fastholde oplevelsen vil jeg nu se frem til at lære denne Mørkemaler nærmere at kende. 

 

Det uopdagede land 

Vi fortsatte vores tur. Måske kan man med rette bruge ordet rejse, som jeg sædvanligvis mener, der er gået inflation i og anvendes al for ukritisk. I al fald var det en stor oplevelse at opleve og gense Nationalpark Thy. Langsomt at begive sig fra sted til sted , hvor naturen stadig har overtaget og får lov at regere. Hvor nikkende  græsarter  i samspil med rødkløveren og  spredte pletter af gult tager imod. Hvor duften af krydret skovbund blander sig med de sødligere dufte af vild rose og porse. Overalt hvor vi kommer frem med fantastisk udsyn, vidsyn. Plads og ro.

Vi forsyner os rigeligt af kviste fra porsen. Og sætte denne sommerdag på flaske, når vi kommer hjem, så vi kan mindes og genkalde os alt det, vi sanser her  – i det et af de områder man kalder udkantsdanmark.  

   

Vi ville finde lyset

imagePå en diset søndag søgte vi lysere egne og drog mod Skagen. Udover ønsket om at lysbade var vores ærinde at aflægge Skagen Museum et besøg. Fordybe os i de badende børn som kunne byde på al den sommer, al det lys vi længes imod. Det blev en storslået oplevelse, ikke blot at betragte og se, men tilmed at erfare den ihærdighed og grundighed som afslørede, med hvilken passion kunstneren havde ønsket at skildre det syn, han havde været vidne til på stranden. Ikke blot ikke så få fotografier, ikke kun et utal af skitse og mindre billeder, også skulpturer og dagbogsoptegnelser, der beskrev lys, nuancer og kontraster, afslørede Willumsens arbejdsomme omhyggelighed. Så betagende.

En stor oplevelse var det at se skagensmalernes utrolig mange værker  OPHÆNGT, som malerne selv gjorde. Som  ved tidligere besøg var det de kvindelige kunstneres værker, der betog mig. Skildringer af små stille hverdagssituationer. Især gengivelse af lyset, solens stråler gennem et vinduesparti  vil jeg gemme som et minde, der er godt at kunne trække frem på mørke solfattige dage  Anna Anchers ” Frokost før jagten” ” Interiør  Brøndums Neksø” og Marie Krøyers ” Vasketøj  mellem gavle ” er vanskelige at  glemme. Stemningen i disse værker oversteg efter min mening langt de mandlige kunstneres mere handlingsmættede og mørkere billeder. At  gense Spisestuen fra Brøndums Hotel bød endnu  en gang på oplevelse af en sjælden autencitet. Det var her, med kig til haven, vi fandt museets hjerte og sjæl. I langt højere grad end i den noget sterile og strømlinede tilbygning, der er kommet til siden sidst . Vi søgte lyset i Skagen, og vi fandt det –  både ude og inde.

 

Udflugt er et overset fænomen i februar

På en kold blæsende februardag blev det en dejlig – omend kold- adspredelse at tage på udflugt. Ud vestpå drog vi, til egne vore forfædre har beboet og som vi genså med fortrolighed. Også i kold forklædning. Herligt at opleve nyt og andet end det vanlige og i den grad lade fridagen leve op til sit navn. Måske er det netop i de farveløse kølige måneder, at vi har behov for at flytte os, bevæge os ud i naturen og blive opladet af vores fælles store uudtømmelige batteri i alle dens afskygninger.

IMG_0370

IMG_0368