Isblomster

At fjerne et tæt lag is både udvendigt og indvendigt på bilens rude, iført tykke uldne vanter, var uundgåeligt her til morgen. Selvom det var koldt, måtte der gøres flere ophold for at betragte de fineste isblomster der indrammede den lysende vinterhimmel, der bød på et væld af farver.

” Lysfyldt morgen til marven kold, med rim på tage og træer

En fuglestemmes vellyd fornemmes ….” Johs.V. Jensen

Og jeg ved ikke om det var en stær der hørtes, men jeg så flere gulspurve, blåmejser og en enkelt grønirisk, sultne forsamlet ved foderpladsen.

Det er som om, der lige nu foregår en kamp mellem vinter vår.

Kuldegrader, frossen jord og alligevel et mylder af nye vækster der spirer. Vinterblomme- Erantisglad og gul. Forårets gyldne håb side om side: Mørkets dementi trods haven er i hi. De små forårsbebudere er et glædeligt gensyn. Som at møde gode gamle venner. Lige forundret og fornøjet ser vi hvert år til. Så enkelt bevidner vi, at livet begynder igen.

” giv tid og åndens vinterblund skal fly for herlig sommer” B.S.Ingemann

Reklamer

Jeg drømmer ikke 

Og ønsker mig ikke et andet og varmere sted hen. Jeg er ganske tilfreds med at være her og nu.Taknemlig for at leve mit liv et sted i forandring, hvor årstiderne skifter og byder på hver deres genkendelige særegenhed. Også selvom vejret bydere på køligere og mere blæsende dage. Kulden har for alvor sat gang i løvets farveskifte. Fantastisk er det at følge hvordan, og med hvilken hast nuancerne skifter. Og  samtidig udnytte de afgrøder tiden netop nu giver os her på vore breddegrader. Æblerne lyser ikke længere fra træernes grene, frugten er plukket, træet er rystet. Ikke af menneskehænder. Det har blæsten sørget for. 

Jeg har sat mig for at den kommende uge skal være en temauge her på bloggen. Hver dag vil jeg skrive et og andet, ikke om kartofler, selvom efterårsferie jo i gamle dage var synonym med kartoffeltid. Lidt flot har det nok været at kalde det ferie, ugen, hvor poderne havde fri fra skolen for at være med til at sikre at kartoffelhøsten kom i hus. Jeg vil i den næste uge hver dag skrive lidt om æbler. Er der noget, der hører sammen, så er det efterår og æbler: Store som små, søde som sure, sprøde som saftige.  

 Søndagskagen i dag blev en gammeldags æblekage. Ligesom min  bedstemoder lavede den. Syrlige æbler af sorten Fillipa blev skyllet, skrællet og skåret i  både. Herefter kogt med en vaniljestang. Man skal være over gryden, for det er vigtigt, at æblerne ikke koger for længe. Der må fortsat være bid i dem. 

De pektinholdige æbleskræller  blev lagt i en anden gryde, vand blev tilsat så det lige dækkede skrællerne. Jeg valgte at smagsætte med 5 nelliker og endnu en stang vanille der  gjorde skrællerne selskab.  Man kunne også have revet lidt frisk ingefær, tilsat en stang kanel eller en myntekvist. Gryden blev sar  over blusset og kogte til skrællerne mistede deres farve og blev blege og bløde. Den mest vidunderlig duft bredte i hele huset ” det dufter af jul” blev der mere end en gang  konstateret af mere end er familiemedlem.

 Saften blev ” kogt ind” og tilsat sukker. Til 1 liter siet saft anvendes 700  gram sukker (evt 1 tsk  gul melantin, i tilfælde af at geléen ikke stivner) Så nemt er det at lave julens dejligste æblegele. I rigtig god tid.

Intet gik til spilde.Er der noget jeg synes om, så er det at få noget ud af ting, man ellers ville kassere.

Til teen i aften blev der bagt rustik æblekage med kardemomme. Et krydderi der også giver varmen på en kold efterårssøndag.  

 Således blev æbletemaet slået igang. Fortsat god søndag

Velkommen september 

Så nåede vi årets niende måned. Sædvanligvis er det med vemodighed, når de sidste blade i kalenderen vendes, når august bliver til september. En afskedsmåned med sommeren en velkomstmåned til efteråret. En tid hvor man må minde sig selv om, at det er fantastisk at leve i et land, hvor årstiderne endnu har sine kendetegn, på trods af klimaets forandringer og ophævelse af markante metereologiske markører.

I en sangtekst lyder det  “sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted, tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med. . ” I år er jeg ikke som tidligere ramt af denne følelse af vemod. Jeg føler mig ikke tomhændet, men med hænderne fulde af godt gemte aftryk af sommeren.Sommeren  i år har været lige som jeg kunne ønske mig. En øvelse i oprigtigt nærvær, tilstedeværelse og akkumulation af sansning af, det der hører sommeren til. Beredt til nu at gå ind i den mere stille tid og glæde sig ved at “røn står rød og slåen blå og pupursort står hylden” Tage en tur på heden og bekræfte at  ” lyngen er et pragtfuld tæppe, blomstre myldre milevidt”.

Tiden hvor “Æblerne lyser rødt fra træernes grene  . . og løsner let fra træets trætte kviste”  vil snart melde sig. Så vil der være nok at se til, når æblehøsten skal i hus og de mange æbler skrælles.

At september sædvanligvis byder på solrige, dejlige, omend kortere og mere blæsende, dage giver en fornemmelse af, at sommeren ikke er helt forbi endnu. Dagene, hvor man kan være ude i længere tid, er aftagende og måske lige netop derfor, påskynder man disse dage mere end først på sommeren, hvor man forventede mange af disse sommerdage lå lige foran een og ventede på at blive udnyttet og udfyldt.

Selv vil jeg benytte mangen en lejlighed til at synge “Septembers Himmel er så blå” Og begynde at overveje, hvilke indendørs sysler, der skal fylde mit efterår.