Sig det med blomster . . . 

Hvor er det dejligt på en dårlig dag at få bragt en lille ydmyg haverose med storslået duft. Sådan en gestus kan noget ingen voluminøs købebuket kan hamle op med. I al fald når modtageren er mig.

At rosen er groet i egen have, og at den til med tidligere ikke har villet vise tegn til blomstring, gør ikke modtagelsen mindre kærkommen. 

Nu står rosen her på mit bord og lyser sådan op. 

Reklamer

Slikke solskin

Det blæser ikke i dag. Jeg kan ikke med stormende blæst og al den uro, det giver. Synes det forplanter sig i kroppen. Jeg får ondt i hovedet. I dag lader jeg alting ligge og fejrer, at det er sommerdag. Dagens dagsorden er at være ude og tage ind. Man må nok akkumulere til de kommende regnfulde dage.

Barnestemmer i det fjerne, tidligt på dagen, fortæller at det er sommerferie. Udover fuglestemmer det eneste der vidner om, at jeg ikke er ganske alene i denne sommerverden. Betragter de lange skygger. Jeg synes at huske, at de hører til længer henne på sommeren. Overvejer at forsøge at skelne den ene fuglestemme fra den anden, men dropper det så igen og aktiverer knappen på havestol, til lignede stilling. Af og til når rosens duft mine næsebor.


“Sommer var det midt på dagen i et hjørne af hegnet. . . Bladene hang og sov på Træerne der var ikke Andet der rørte sig end Mariehønsene derhenne Paa Nelderne og lidt vissent Løv der laa i Græsset og krøllede sig sammen med Smaa pludselige Bevægelser som om det krympede sig sammen under Solens Straaler. . . ” ( I.P.Jacobsen “Mogens” 1872)

  

Om en sommersøndag og en broderiforvandling

Egentlig ville jeg have lavet en buket af sommerduftende hyldeblomster i selskab med højrøde lige så duftende vilde roser varieret med stride rugstrå og små blåknapper af kornblomst. Den kraftige regn natten til søndag satte imidlertid hindringer i vejen for mine planer.

I stedet måtte jeg tage til takke med, hvad der kunne findes i haven. Og ved hegnet blomstrende udskældte skvalderkål der tager sig så fint ud blandt roser. Den hængende staudeClematis , sartrosa New Dawn roser, nogle i knop andre udsprungne, sat sammen med den støvede blå katteurt og de oprette blå salvie. Og så er der jo altid diskussionen om, hvordan man udtaler dette ord. Med tryk på første eller anden stavelse. Sal-vi-e.

Se sådan kom sådan en sommersøndagshavebuket til at tage sig ud.

Buketten skulle bruges som dekoration på det primitive alter i SØPAVILLIONEN, hvor der midsommertraditionen tro skulle være friluftsgudstjeneste. Landsbygospel, som desværre ikke var fuldtallige, skulle medvirke med 10 sange. Og det gjorde de så godt, at man ikke bemærkede fraværet af de mange sangere.


Og var der nogen steder, det gav mening at synge Johannes Johansens smukke sommerhymne, så var det ved søen en blæsende sommersøndag.

” Det dufter lysegrønt af græs i grøft og mark og enge,

Og vinden kysser klit og næs og reder urtesenge . . . .

….en livsfryd i sig mærker, så højt som himlens lærker ….

Se blomsterflorets farvepragt gør alle ord forlegne . . . ” 

Blæstens tag i løvet, som den i den grad legede fangeleg med, blev et stemningsfuldt akkompagnement til begivenheden.
I hast blev der så også arrangeret en mindre hjemmebuket, med en lidt anden kombination. Den passede så fint til min nye bordløber.


Her i huset er der sjældent ting, der bliver kasseret. Og da slet ikke gaver, der har en historie. Min gudmor forærede mig for mange år siden en klokkestreng. Motivet var danske historiske steder. Jeg har aldrig været ” klokkestrengstypen” og har årene igennem, fundet flere argumenter for ikke at slå et søm i væggen til broderiet, som har ligget godt gemt bagerst i kommodens skuffe. Nu har en behjertet kvinde med imponerende håndelag omskabt klokkestrengen til noget anvendeligt. Det er nok meget mere min stil.

Og så har vi her i huset heller ingen tjenestefolk. At tjene det formål at hidkalde de tjenende ånder, var jo klokkestrengens oprindelige formål.

Rosenglæde

Luften var tyk af lugten af bål, da vi gik morgentur i morges. Det allerbedste ved en kølig og våd sommer, som den vi har netop nu, er, at roserne trives så godt. Og kvitterer med den skønneste blomsterpragt, der kan være svær at se sig mæt på.

Vores nyplantede roser ser alle ud til at ville livet. Flere af dem blomstrer allerede. Og vi nyder det.

” Du smiler her fra Hækkens grønne Blade 

Som Englen smilte til det første par,

I Morgenduggen Blomsterne sig bade,

En Draabe du kun har Paa dit Blomster har” (H.C.Andersen 1832) 


Den storblomstrende kugleformede Willstrup ( Eden 88) 


Rose de rescht er netop afblomstret sin første blomstring, men nye farvestrålende blomsterknopper er på vej.


New Dawn roserne, som vi nok har flest af, står så fint nu. Her i selskab med clematis.

Heller ikke i år svigter Ghislaine de Feligonde, der har et hav af knopper. Fantastisk at se de stærkt gyldne knopper forvandle sig til hvidlige blomster, når de springer ud. 

Gerberosen ved foden af den gamle reine Claude har netop ladet sin fine farve se. Vi glæder os til at se knopperne folde sig ud og blive til blomster.
Alkymist.
da Vinci på spring.

Jacques Cartier har så mange nuancer.

Claire de renaissance 

Og endelig den smukke hvide Karen Blixen, foreviget i dramatisk kontrastfulde mørke omgivelser,  inden regnen beskadigede den. For som flere andre hvide roser bryder denne sig ikke om regn.
” . . . . Hver en Sorg som Barmen tynger, svinder hen i Blomsterduft. . . Gjærdet  staar med vilde Roser” (H.C.Andersen) 

                                                                                 Jeg tror, det bliver et godt rosenår i år 

Sommersolhverv

Det var i onsdags den 21., at vi havde den længste dag. Sædvanen tro er det i aften-SANKT HANS aften,at vi fejrer sommersolhverv og holder midsommerfest. Vi tænder bål for at holde onde mørke kræfter stangen, for det er i aften alle onde kræfter er på spil. Heksen skal sammen med andet troldtøj drages på flugt. Ligesom vi gør til fastelavn, når den – som regel sorte kat,der også ofte ses i ledtog med heksen- skræmmes bort.

Til gengæld er de gode kræfter også på spil i aften. Ønsker man helbredelse, er det derfor også i aften, man skal opsøge helligkilderne.

Som altid synger vi Drachmanns velkendte “vi elsker vort land men ved midsommer mest”,  som man på det nærmeste kan udenad ( mange måske mest i Shubiduas populære udgave)Drachmann hylder i sin vise alle årstider men allermest den lyse gavmilde overskudstid- sommeren. 

                                “Men den skønneste krans, bli’r dog din Sankte Hans

                                  Den er bunden af sommerens hjerter så varme så glade”

                                  Vi elsker vort land, men ved midsommer mest

                                  Når hver sky over mark velsignelsen sender

                                  Når af blomster er flest . . .” 


Sjældent er det sommervarmt Sankt Hans aften, og denne tradition ser heller ikke ud til at blive brudt i aften, hvor det dog ser ud til, at der kan komme blus på bålene. Jeg vil også i år forsøge ikke at tænke på fugle pindsvin og andre smådyr, der kan have gemt sig i bålet. 

Her er fyldet til brucettaen forberedt, kartoffelsalaten og spiskålssalaten klaret, rabarcrumblen rede til at komme i ovnen; grillen tændt,  parat til at tage imod svineskanken der skal stege længe. Og vi skal spise sent og nyde sommeraftenen, hvor det aldrig helt bliver rigtig mørkt. Dagen er endnu kun aftaget med et enkelt minut.



Lad os hæve stemmerne særligt højt, når vi når til verselinjerne: “vi vil fred her til lands  Sankte Hans, Sankte Hans, Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bliver tvivlende kolde” og lad os så give hinanden håndslag  på, at vi især vil bestræbe os på at holde ikke blot vore egne hjerter varme.


                                                                                      Glædelig Sankt Hans aften 

Fejring

Så afsluttede familiens yngste, med allerbedste resultat, sin bachelor. Ikke at det er afslutningen på uddannelsen måske langt snarere begyndelsen. Det er jo hvordan, man anskuer det. Heldigvis venter en lang sommerferie, inden det for alvor går læs.

Det gode resultat måtte naturligvis fejres, med alt der hører til: flag, blomster, bobler og kransekager. Og gaver. En hyggelig stund i den unge hybel, hvor dimmitenden dog behøvede en lille blund for at kunne fortsætte fejringen.


Bord var bestilt på en lille restaurant, som desværre ikke levede op til de forventninger, vi havde. Hekstisk stemning, alt for højt støjniveau krydret med en vedvarende radiostemme, der istemte den så dårlige aukustik i lokalet. En hindring for den intimitet og gode stemning, man traditionelt forbinder med “-at gå ud og spise”. At bordene stod meget tæt, og at gæsterne af denne grund, sad hinanden så nær, gjorde det vanskeligt at skelne sit eget bords samtale fra nabobordets. Og hvor det da betyder meget, at der er friske blomster på bordet, tændt lys ved indgangen og så videre.

Næsten befriende var det at vende tilbage til bilen – stilheden, roen og nærværet og samværet med sin egen lille familie. 

En god snak om, at det måske var ” en generationsting”, som ældstebarnet udtrykte det, for de unge havde ikke oplevet ubehaget i lokalet i samme grad som forældregeneration – der aldrig vender tilbage til dette sted.

Hvor om alt er, blev det en fin dag, en på flere måder uforglemmelig dag, der gav anledning til megen samtale og gode grin.

Når de royale flytter ind

Et sandt sommertegn er det når de royale pelargonier flytter ind og beboer husets vindueskarme. Med deres spinkle smarthed fylder de ikke meget, men signalerer alligevel sommertid.

Med deres blomsterhoveder der mest af alt ligner sart rosa skyer, har de i vindueskarmen nu kronede dage. Kan dog trods deres majestætiske ophav have lidt vanskeligt ved at hamle op med alt der der gror udenfor lige nu. Alt det der er i så hastig vækst lige nu, selvom det ikke, som vinduernes dronninger, tilføres næring og vælske i rigelige mængder og af menneskehænder hver dag vendes efter lyset.

Digitalis- i daglig tale kaldet fingerbøl- så fantastisk og fin. Med sine langstrakte talrige blomsterbægre. Men som meget andet så bedrager det blide skære udseende. Yderst yndig men også giftig er planten, som dog i en passende mængde anvendes i hjertemedicin. 
                                           ….deres øjne talte blomstersproget, de sagde forglemmigej ….” (H.C.Andersen) 


Tropisk udflugt

På den hidtil varmeste sommerdag var vi en lille flok, der drog mod Aarhus. En fornøjelse at være samlet i bilen og have god tid til at snakke. Drøfte løst og fast med eneste dagsorden: siden sidst. Motorvejskørsel er ikke min foretrukne, men i godt selskab med udsigt til farvestrålende lupinklædte skrænter – forunderligt de alle er blå- blev  turen hurtigt tilbagelagt.


Ankomst til Domkirkepladsen i dejligt solskinsvejr. Selvom det næsten kunne føles som helligbrøde at begive sig indenfor på sådan en solskinsdag, satte vi kurs mod Kvindemuseet.og 1880’erne ernes kvindesagsforkæmper  Mathilde Fibigers Plads 


I det gamle smukke rådhus, hvor der var så mange fine detaljer at gå på jagt efter, mødte os flere spændende udstillinger om barndommens historie og om køn.


 Måske var udstillingen ikke det mest værdifulde, men den samtale de mange indtryk affødte, om en fælles tidsmæssigt referenceramme, en fælles erindring nu og da afbrudt af en individuel. Det den ene af os ikke kunne huske, kunne en anden supplere med.

“Hvad legede du med? ” “Hønseringe, ja kan I huske hønseringe?” Og hvor lange rækker af disse små plasticdimser man kunne fremstille. Snak om pigeleg og drengeleg. Om små legekomfurer og dampmaskiner så var rollerne urokkeligt og ufravigeligt defineret i en indre og en ydre “hjemme- ude- verden”.


Besøget på 2.og 3.sal blev kortvarigt eftersom det blev varmere og varmere. Behovet for at komme ud i det dejlige vejr trængte sig på.

Næste ramt var Botanisk Have, hvor vi spiste frokost og nød sommerdage under den skærmende parsol, som vi havde noget hyr med at få slået op.

Sommersiesta i skyggeland med betagende kig til de fine væksthuse. På kort tid, på det dårligst valgte, og varmeste tidspunkt på dagen, nåede vi at besøge flere oversøiske lande og opleve deres vegetation via en gennemgang af væksthusenes eksotiske planter. Ikke den mest velvalgte dag at aflægge besøg i tropiske klimazoner.




Befriende var det at komme ud i solen, lade sig nedkøle af kolde sodavandsis, før udflugten afsluttedes under skyggen af de store træer i parken. Kaffetid ledsaget af den hjemmebagte krydrede banankage.

Sådan kan en søndagsudflugt være, når den er bedst og varmest.

Aflæggere – stiklinger 

Struttende strunke står de. På sådan en regnvejrsdag og strækker sig mod himlen.

Jordskokkerne som jeg fik af Berit i efteråret. Da hun fortalte, at det var tilstrækkeligt at lægge en skræl fra en jordskok i jorden, for at få den til at gro, betvivlede jeg hendes ord. Nu ser jeg, hun havde ret. Hvor vil jeg glæde mig til at forberede mangen en portion jordskoksuppe.

Samtidig fik jeg et stykke af Berits lungeurt. Den med de plettede blade, der ser ud som om den altid har lidt overskuds kalk på bladene. Og de sjangserende blomster i lilla farver. Blomsterne har jeg endnu ikke set. Det har jeg tilgode.


Og så er der morgenfruerne fra Cittas have. Nogle frø blev spredt i sensommeren og se nu miraklet. Det ser ud til at jeg også i min have kan få morgenfruer til at blomstre. Morgenfruens duft er en af de første blomsterdufte jeg husker, og mindes at kunne skelne fra andre blomster. Med dens gul- orange farve  har denne blomst altid haft en særlig plads i mit blomsterhjerte. Jeg vil glæde mig til st plukke- endda mine egne, fra min egen have.og så er der tante Kirsten, en kær gammel for længst afdød tante, der forsynede mange i familien med aflæggere fra sine senga sengana jordbær planter. I haven ved deres landejendom, pakkede hun møjsommeligt stiklinger i våde aviser og medbragte disse til deres nye sted, da de flyttede til byen og skulle anlægge en lille nyttehave. Ligeså har vi gjort de gange, vi er flyttet. Hver gang har vi med forsigtighed gravet jordbærplanter op, og, som tante Kirsten, pakket dem i våde aviser for at sikre bedst mulige betingelser for dem deres nye sted. Altid er tante Kirstens jordbær flyttet med. I år har det kolde forår imidlertid ikke behandlet dem alle nænsomt. Vi må nok skaffet os nogle nye planter. Ingen tvivl om at det skal være af sorten senga sengana. Her ses Jonnies pyntejordbær ” pink” hedder de vist –  meget passende. Forrige sommer var de lige ved at gå til, da de stod i potter på terrassen. De få, der blev reddet, blev plantet ud. Nu ser de ud til at ville leve.

Det er ikke blot glæden ved at få noget til at gro, det er også glæden over de historier der følger med, når man sådan bliver givet små aflæggere. Så tænker man uvilkårligt på de mennesker, der forærede stiklinger, aflæggere, løbere, ja kært barn har mange navne.

Blomstervirket lykke

Den pinse den kom så sent i år, den vistnok galt i almanakken står”  sådan lyder det i den gamle danske folkevise:” Til pinse når skoven bli’r rigtig grøn” Og pinsen falder sent i år. Så sent at pinseliljerne i vores have for længst er blomstret af.

Pinsesolen har i disse dage mestendels glimret ved sit fravær. Dog har der været havestunder. Jeg har i dag frydet mig over frodigheden i vore nyplantede højbede. De tager sig ud, netop som jeg kunne ønske mig. Når besøgende har spurgt, om de skal males, svarer vi benægtende i kor med et rungende NEJ. Sjovt er det at se, hvor de rustikke pallerammerer stammer fra, og nok er der at holde. Forventningsfulde afventer vi, hvad højbedene senere på sommeren vil kunne byde på. I det hele taget er der noget fredagsforventning over juni – sommerens første måned, som med pinsen traditionelt bliver slået for alvor igang. Drømmende, håbefuld står man ved indgangen til sommeren med samme følelse, som når man når til fredag, og der forude venter en lang ubrugt weekend. 

Lige nu trives hindbær, både de tidlige og sene, og en enkelt gul af slagsen sammen med solbær,ribs,stikkelsbær, aronia og blåbærbuske. Rabarberne, som ligesom aspargesplanterne skal have ro det første år, efter de har holdt flyttedag, har vi til gode at smage på. Jordbærrene befandt sig tilsyneladende rigtig dårligt med det kølige forår. Mange af de fine hvide blomster skiftede farve, sorte stod de tilbage. Flere gamle planter af den gode gamle sort senga sengana gået til. 
Krydderurterne breder sig og stortrives i de bede, der er beregnet til dem. Ikke overraskende har den altdominerende mynte som vanligt, både forspring og overtag. Jeg skulle nok have plantet den i en potte. Persillen er nu sået om. De blæsende dage fik frøene til at forføje sig. I al fald var der ikke nogle spiredygtige tilbage i vores plantekasse, hvor de skulle bo som nabo til purløgen, der blomstrer og gror, og nu er blevet befriet for sine fine violette støvbolde. 

Som noget nyt har vi plantet grønkålsplanter i store krukker. En ide vi fik, da vi sidste sommer igen besøgte Anne Just’ Have.Vi glæder os til i efteråret og vinteren igennem at kunne for syne os med rigelige mængder af den grønne sunde C vitaminrige kål. Og smuk ser planterne ud i de nyindkøbte krukker.

Naturen holder pinseferies i blomstervirket smykke og lunden som den kan den bedst fortæller om sin lykke” (C.J.Boye 1834) 
En mangfoldighed af bitte små frugter i blommetræet tyder på, at det vil blive et godt blommeår i år. Om de får lov at modnes. 

Så selvom pinsesolen ikke stråler glansfuldt fra en skyfri himmel så er det så meget andet, man kan og må glæde sig over. ” I sommernattens korte svale”