Som at have veer

De seneste uger har budt på fejlfinding, rettelser og ændringer. Sproglige forseelser, slåfejl, skønhedsfejl, skrivefejl, stavefejl, kommafejl Og oprydning i ord og sætninger det ikke gav mening at forandre. Når ordene er ens egne, og man har været over dem adskillige gange, så begynder – i al fald – min hjerne at slå fra.

At læse korrektur og rette om og om igen, er som at nå ned til de sure sokker i vasketøjskurven.

Til sidst læste jeg ikke ordene, lod dem blot passere i mit synsfelt, mens jeg hørte ordlyden i mine ører. Jeg vidste jo, hvad der stod, kendte hver en ordlyd, måske al for godt.

Nu er alle ord og sætninger blevet samlet til kapitler og afsnit i den bog der nu er rejst hjemmefra og som kommer til at hedde Julen- der hvor jeg kommer fra.

Flere gange har jeg følt det som dengang, jeg for mange år siden havde veer. Undervejs har jeg spurgt mig selv, hvad det var, jeg havde kastet mig ud i. Og forsøgt at minde mig selv om at det forhåbentligt vil blive godt, det der venter forude.

Tænkt på Klaus Rifbjerg der udtalte:

Det at være forfatter, handler om at tage en tube fiskelim, klistre sig fast på stolen og blive ved og ikke give op.

Der er en verden til forskel fra at være skrivende og læsende.

Og en bog bliver først til i mødet med læseren. Nu er det blot at vente en måneds tid endnu.

Det gælder ikke om at lære at skrive, men om at lære at se. Det at skrive er bare en konsekvens. Antoine Saint Exupery

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s